HOC ERAT IN VOTIS
- Horats satirer, bog 2, digt 6
Latinsk
tekst
Dansk oversættelse af Axel Juel (1945).
LANDLIVETS LYKKE OG BYENS BESVÆR
Lige fra Ungdommen var det min Længsel at eje et Landsted,
midt i en Have og tæt ved en stedse rindende Kilde,
helst med lidt Skov omkring; men mere og bedre end ønsket
skænkede Guderne mig, og taknemmelig beder jeg bare
Dig, Mercurius, ville beskærme bestandig mit Eje. |
5 |
Dersom jeg hverken forøger mit Gods paa uredelig Maade
eller ved Last eller Letsind formindsker det, dersom jeg ikke
taabelig beder til Guderne: "O, om I gav mig den lille
Jordlod, som skærer sig ind i min Grund, saa den ikke er lige!
O, lad mig finde i Jorden en nedgravet Krukke med Penge, |
10 |
ligesom han, der engang ved sit Fund kunde købe den Mark, han
før havde pløjet som Slave, nu Herre ved Hercules'
Naade"
-
kort: er jeg glad og tilfreds ved det, som jeg fik, tør jeg
bede:
Hjælp, at mit Kvæg, og hvad ellers jeg ejer, maa trives
i Fedme
- undtag dog herfra min Aand - og vær mig bestandig bevaagen! |
15 |
Naar jeg er flygtet fra Byen herop til min Fæstning paa Bjerget,
bort fra Ærgærrigheds Plage og Søndenvinds sløvende
Aande,
bort fra den hærgende Høst, som skatter til Dødens
Gudinde,
hvad skal jeg vælge at prise i mine prosaiske Toner?
Morgenens Drot - eller hører du hel're Dit Gudenavn: Janus! |
20 |
Du med hvem Guder bestemte, at Mennesker skulde begynde
al deres Gerning og Møje, med Dig skal min Digtning begynde.
Bor jeg i Byen, saa tvinger Du mig ved Morgen til Torvet
som Kautionist: Du har travlt, Du maa skynde Dig, Eja! at ingen
kommer før Du for at yde den Tjeneste, Venskabet kræver! |
25 |
Jeg maa afsted imod bidende Blæst eller Midvinterdagens
fygende Snestorm - Og har jeg saa lydeligt udtalt mit Løfte,
- Ord, som kan skade mig selv - maa jeg kæmpe mig Vej gennem
Trængslen,
støde og skubbe til træge, der svarer med truende Tilraab:
"Du maa jo være afsindig! - Hvad er der i Vejen? - Skal Du skubbe? |
30 |
Tror Du, at alle maa vige, fordi Du skal hen til Mæcenas?"
(Dette - det tilstaar jeg gerne - kan fylde mit Hjerte med Glæde).
Men, saa snart jeg har naaet det dystre Esquiliæ, springer
hundrede plagsomme Hverv ind paa mig fra samtlige Sider:
"Roscius bad om Din Hjælp i en Retssag tidligt i Morgen"
- |
35 |
"Skriver-Foreningen beder Dig huske at møde, som lovet,
ved en Forhandling i Dag om en Sag af den største Betydning"
-
"Bed Din Mæcenas trykke Signetet paa disse Papirer" -
Svarer jeg: "Ja, jeg skal prøve -", saa trænger han paa:
"Hvis Du vilde,
kunde Du let faa ham til det" - og Manden forlader mig ikke. |
40 |
Snart er det ottende Aar rundet ud, siden den Gang, Mæcenas
optog mig blandt sine Venner; først bare som En, man vil tage
med paa en Rejse til Samtale om ligegyldige Smaating,
saasom: Hvad Klokken mon er - eller hvem af to Gladiatorer
man maa betegne som dygtigst - at Morgenens Kulde er farlig, |
45 |
hvis man er klædt ubesindigt - og andet, man roligt kan sige
selv til en Mand, der har svært ved at tie med, hvad man betror
ham.
Ak, men Misundelsen mod mig er vokset hver Dag, ja hver Time
alle de Aar: "Har Du hørt, at i Gaar var den Lykkes Pamfilius
med sin Mæcen' i Teatret - de spillede Haandbold i Morges |
50 |
ude paa Marsmarken" - meldes fra Mund til Mund. Naar et Rygte
breder sig, sivende ud gennem Gader og Stræder fra Forum,
bliver jeg Standset og udspurgt af alle, jeg møder: "Ja, Du
maa
vide Besked - Du er Gudernes Ven - Du har sikkert erfaret
noget om Krigen mod Dacerne? - Ingenting! Aa, Du skal altid |
55 |
holde for Nar!" - "Men jeg aner Gud straffe mig ikke det mindste!"
"Sig mig, om Kejseren agter at uddele Jord, som han loved,
til Veteranerne her i Italien eller Sicilien - "
Sværger jeg paa, at jeg ingenting ved, saa beundrer man mig,
som
var jeg det eneste levende Væsen, der kunde bevare |
60 |
Hemmeligheder. - Ak saaledes ødes min Dag, mens jeg ofte
tænker: O Du min landlige Bolig, hvornaar skal jeg atter
være hos Dig, hvor jeg snart ved Mesterens Bøger og snart
ved
Søvn, som af ingen forstyrres, og kvægende Lediggang drikker
Fredens lyksalige Glemsel for Livets Bekymring og Møje? |
65 |
O, og hvornaar skal jeg se mine Bønner paa Bordet og Brunkaal,
rigelig fedet med Flæsk? - Det synes mig Gilder for Guder,
naar ved min egen Arne jeg spiser sammen med Venner,
og mine Slaver mætter sig muntert ved Maaltidets Rester.
Fri for generende Drikkelags-Love kan Gæsterne blande |
70 |
Bægrene efter Behag: En taaler den fyrige Drue,
medens en anden bli'r Ør ved et Bæger med mildere Blanding.
Saa tager Samtalen Fart - men ikke med Sladder om andre
Huse og Hjem eller om, hvorvidt Lepos er dygtig som Danser,
nej, om de Ting, som berører os dybt og er værd at betænke: |
75 |
Er det ved Dyd eller Rigdom, et Menneske skaber sin Lykke?
Er det en rig eller retskaffen Mand, vi bør give vort Venskab?
Hvad er det Godes Natur, og hvad er det højeste Gode?
Samtalen opliver ofte min Nabo, den snaksomme Cervius,
naar han i Tilslutning til, hvad der siges, fortæller en gammel |
80 |
Fabel. Hvis En for Eksempel vil prise Aurellius' Rigdom
uden at kende de Kvaler, den volder ham, ta'r han til Orde:
"Markmusen havde engang - beretter en gammel Fortælling -
indbudt sin Ven, en Bymus, til Fest i sin fattige Hule.
Vel var den nøjeregnende med sine Forraad, men gjaldt det |
85 |
Gæster, saa fandt den dog Rum i sin nøjsomme Sjæl
for lidt Flothed.
Kort sagt: den sparede ikke paa hengemte Ærter og Havre,
tørrede Druer den bragte i Munden og Flæskesværrester,
alt i det Haab ved mangfoldige Retter at kunne besejre
Gæsten, der kræsen og fornem kun strejfede Maden med Tanden. |
90 |
Da nu den venlige Vært paa sit Leje af Avner kun spiser
Hejre og Spelt for at give det bedste af Maden til Gæsten,
udbryder Bymusen: "Kæreste Ven, hvor kan Du dog finde
Glæde ved Livet paa Randen af Afgrunden ude i Skoven?
Er ikke Menneske-Boliger bedre end vildsomme Bjerge? |
95 |
Tro mig, og følg mig! Da Skæbnen har givet hver Skabning
paa Jorden
dødeligt Liv, og da ingen kan flygte fra Døden, Du kære,
lev et behageligt Liv og glæd Dig, saa længe det gives,
tænk paa hvor snart det er Slut!" - Disse Ord gjorde Indtryk,
og væver
pilede Markmusen ud af sin Hule; de ilede begge |
100 |
ind imod Byen i Haab om at snige sig ind under Porten,
medens det endnu var Nat. - Allerede i Midnattens Time
smutted de ind i det herligste Hus, hvor Skarlagenstæpper
straalede, bredt over Elfenbenssofaer, og hvor de rige
Rester af Gaarsdagen festlige Maaltid stod stablet i Kurve. |
105 |
Mageligt strakt paa et Tæppe af Purpur blev Markmusen anbragt,
Bymusen vimsed omkring som den ivrigste Skaffer og bragte
Ret efter Ret til sin Gæst, og den udførte samtlige Pligter,
smagte paa Retterne, en efter en, før den satte dem for ham.
Markmusen fryder sig over Forandringen, nyder den fine |
110 |
Spise og føler sig som den gladeste Gæst ved et Gilde
-
Pludselig jager en Buldren ved Døren dem begge fra Lejet,
skælvende piler de bort over Gulvet, besatte af Rædsel,
nær ved at segne, da rasende Hundeglam gjalder i Huset -
"Nej," sagde Markmusen, "saadan et Liv kan jeg slet ikke leve! |
115 |
Tak skal Du ha', og lev vel - jeg maa hjem. I min Skov og min Hule
æder jeg gerne, beskærmet mod Baghold, min fattige Føde." |
|
NOTER
1: Landsted - Horats havde af en kunstner-beskytter ved navn Maecenas (se linje 31) fået et lille landsted i bjergene uden for Rom, som var stort nok til, at han kunne leve af indtægterne, og som han kunne bo på.
5: Mercurius var romernes gud for kommunikation og handel, var alle dages Horats' skytsgud.
12: Hercules er det romerske navn for den græske helt/gud Herakles.
17: Søndenvind - når det blæser fra syd, bliver der ulideligt varmt i Rom.
20: Janus var romernes gud for begyndelse og afslutning - og dermed også for morgenen.
25: Venskabet - det latinske ord amicitia betyder ikke bare 'venskab' men også - og hyppigere - 'forhold, der forpligter to personer til at yde hinanden bistand i alle situationer'.
31: Maecenas var en af kejser Augustus nære venner, der bl. a. understøttede en gruppe digtere (f. eks. Horats og Vergil).
36: Skriverforeningen - Horats måtte, indtil Maecenas gav ham gården skaffe sit udkomme ved at være sekretær i statsadministrationen - 'skriver'. De har åbenbart haft en (fag)forening.
37: trykke signetet - 'skrive under på. Enhver fornem romer havde en signet-ring med et eller andet tegn på som de brugte til at trykke ind i noget lak ell. lign., så man kunne se, hvem de var.
55: dacerne - var et folkeslag, der levede i det nuværende Rumænien.
58: veteraner var pensionerede soldater. Pensionen bestod normalt i en mindre gård, som veteranerne kunne leve af og på. Jo tættere på Rom, jo finere var det; men når kejseren skulle beslutte, hvor han anbragte soldaterne, spillede det også en stor rolle, at de jo var meget loyale og derfor gerne skulle være spredt ud over hele romerriget - for at holde det i ro og orden.
92: hejre er en slags græs; spelt en slags hvede.
|
|
|
|