Isokrates

græsk taler, borger i Athen, 436 - 338 fvt.

Isokrates havde ingen stor stemme og praktiserede derfor ikke som taler; til gengæld har han haft et utal af fremtrædende kultur-personer fra 300-tallet som elever, ikke mindst historikerne Ephoros og Theopompos og talerne Hypereides og Isaios.

Selv havde han studeret talekunst hos sofisterne Prodikos og Gorgias. Det er meget tydeligt i hans måde at tale på: hans sætninger er kendetegnet af lyst til at stille tingene op i modsætninger.

Politisk var Isokrates konservativ, og han støttede kong Filip af Makedonien i et forsøg på at få ham til at påtage sig et stort felttog mod perserne. Isokrates mente, at grækerne ville kunne samles om dette og derved holde op med at bekrige hinanden. Isokrates var 'panhellenist', dvs. han gik ind for græsk samling.

Hans tilslutning til sofisterne og til retorik gjorde ham til en naturlig modstander af Platon, og hans sympati for Filip til skydeskive for bl. a. Demosthenes. Hans presse har derfor ikke været alt for god - men egentlig ikke helt med rette: Isokrates har været en mand af ren overbevisning, uden bagtanker, og hvad angår retorik, kan man jo sige, at kommunikations-teori er vore dages vigtigste disciplin ...

Litteratur

Thure Hastrup, Græsk og romersk talekunst, 1976, ss. 39 - 53.

Oversættelser

Isokrates, Udvalgte taler, oversat af Karl Hude, 1906;
Isokrates, Fire taler, oversat af Thure Hastrup, 1986.