Kimon

Kimon var en athensk politiker og general, der levede fra ca. 510 til ca. 450 fvt. Han spillede en central rolle i udviklingen af det deliske søforbund, men han var politisk ret konservativ og faldt, da Ephialtes gennemførte sine forfatningsreformer i 462/1 fvt.

Slægt og ungdom

Kimons far Miltiades hørte til en af de fornemste slægter i Athen, men var forlængst flyttet til Khersonesos, en halvø i det nordlige ægæerhav, da han blev gift med Kimons mor, en prinsesse fra det thrakiske kongehus inde i landet. Kimon var således af særdeles fin familie og voksede bogstavelig talt op i monarkiske cirkler; hans far var en slags privat-tyran på halvøen.

Miltiades besluttede sig dog for at deltage i den joniske opstand, og da den sluttede med fiasko, rejste han med sin familie tilbage til Athen. Her fik han en kort, men glorværdig karriere som soldat, men døde i 489 fvt., dømt til en bøde på 50 talenter (mange penge!) og, da han ikke kunne betale, fængslet for ikke at have erobret øen Paros. På et tidspunkt betalte Kimon dog denne bøde - efter faderens død.

Militær løbebane

I 480'erne var Kimon endnu for ung til at spille nogen væsentlig rolle i politik (han var muligvis i 'politisk lære' hos Aristeides, men straks efter det store krigsår 480/79 fvt., hvor grækerne sejrede i slagene ved Salamis og Plataiai, begyndte hans egen karriere som officer i det deliske søforbund. Det var i forbundets tidlige fase, og der skulle både kæmpes mod perserne og hverves nye medlemmer til forbundet. Kimon fik som strateg kommandoen over forbundets flåde i en række operationer, hvor perserne systematisk blev drevet ud af ægæerhavet - ved Eion (nær det senere Amphipolis) ved nordkysten, i Thrakien, hvor han jo havde familie, i begyndelsen af 470'erne fvt., og senere i afgørende kampe ved Phaselis ved det nuværende Tyrkiets sydkyst, i begyndelsen af 460'erne, men også i en lang række mindre operationer. På øen Skyros fjernede han en befolkning, man anklagede for at drive sørøveri, fandt dér den athenske helt Theseus' grav og hjemførte hans knogler i triumf, til folkets begejstring. Han (gen)erobrede også Khersonesos og indlemmede den i Athens besiddelser; hermed blev handelslinjen til Sortehavet sikrere - hvad der i hvert fald senere var vigtigt, da Athen importerede meget korn fra Sortehavet. Sidst i 460'erne finder vi ham igen i det nordlige, på øen Thasos, der forsøgte at forlade søforbundet - hvad man ikke tillod. Thasos bad om hjælp i Sparta, men fik den ikke - både fordi Sparta nok endnu ikke tænkte på at komme i krig med Athen, og fordi de havde været ude for et stort jordskælv, der ovenikøbet havde udløst et oprør blandt statsslaverne.

Men hans greb om forholdene var ikke længere totalt - ved hjemkomsten fra dette felttog blev han anklaget for ikke at have ført krigen igennem til et angreb på Makedonien. En af anklagerne ved denne lejlighed var Perikles. Han blev dog frikendt.

Han måtte også opbyde al sin autoritet for at få folket til at sende hjælp til Sparta imod de oprørste statsslaver, der havde forskanset sig i en fæstning, Ithome, i Messenien. Athen sendte 4000 land-soldater (de såkaldte hopliter), men de blev ret hurtigt sendt hjem igen. Thukydid fortæller (1. bog kap. 102), at det skyldtes, at man i Sparta ikke var begejstret for den revolutionære mentalitet, disse soldater havde - Athen var jo inde i en reform-proces. Man tog denne hjemsendelse overordentligt ilde op i Athen; man opsagde aftalerne med Sparta og indgik nye forbund med byer, der var fjendtligt stemte mod Sparta, som f. eks. Argos.

Det var et alvorligt slag for Kimon, der havde lagt meget af sin politik til rette på et godt forhold til Sparta. I forbindelse med de omfattende politiske reformer, der er knyttet til Ephialtes' navn blev han oven i købet sendt i eksil ved en ostrakisme, og han vendte ikke hjem før kort før sin død i ca. 450 fvt. Han var dog straks blevet taget i anvendelse som officer igen og døde i kamp på øen Kypern.

Politisk-ideologisk ståsted

Tiden fra 478 - 462 fvt., hvor athenerne blev sendt hjem fra Ithome, er kendetegnet af en stilstand af politiske reformer. Al energi går til udviklingen af søforbundet og den magt, Athen får ved at være forbundets leder. Men i selve denne udvikling ligger der kimen til et nyt spring imod demokratiet. Dels kunne det meget magtglade og meget konservative Sparta ikke undgå at ende med at bekymre sig ved den magt-koncentration, Athen var ved at samle sig, især når Athen samtidig udviklede nye politiske begreber og adfærdsformer, der brød afgørende med den tradition, Sparta så sig som beskytter af; dels fik den fattigste del af Athens befolkning (dem, som Solon havde kaldt for theter) afgørende betydning for Athens militære magt, fordi det var dem, der roede flåden. Det var en meget nærliggende mulighed, at de skulle få større betydning i det politiske liv.

Det er ikke umuligt, at det undertiden har krævet indgreb imod politiske modstandere at bevare denne stilstand i reformprocessen. Kimon har sikkert haft en finger med i spillet, da Themistokles blev sendt i eksil engang omkring 470 fvt. Meget taler for, at den personlige kemi imellem de to mænd må have været elendig.

Kimon var en glødende beundrer af Sparta; han opkaldte endda en af sine sønner derefter: Lakedaimonios (Lakedaimon er et andet, i oldtiden mere hyppigt, navn for Sparta). Men han havde også nær forbindelse til det lige så konservative Thessalien (en anden søn hed Thessalos), og som nævnt var hans forbindelser i nord også glimrende - i det hele taget er Kimons netværk præget af, at han er en adelig person, mange mennesker i udlandet fandt det interessant at kende. I selve byen Athen modsvares dette af hans forhold til det gamle råd, Areopagos, hvor de tidligere arkhonter havde sæde, og i hvert fald i begyndelsen var disse medlemmer overvejende adelige. Dette indre og ydre netværk har været Kimons naturlige habitat.

Hans forhold til den almindelige borger i Athen var dog også godt - men mere som velgørenhed end i en egentlig 'demokratisk' ånd. Han lod sine frugtplantager stå åbne for medlemmerne af hans egen deme, og hans hus stod altid åbent for fattige, der havde brug for et måltid mad. Der fortælles en historie om en fattig mand, han gav nyt tøj, da de mødtes på gaden. (Plutark, Kimon-biografi kap. 10).

Den måde, Kimon bruger fundet af Theseus' grav på, er måske også et forsøg på at udnytte den almindelige befolknings godtroenhed ideologisk - Kleisthenes havde jo givet hver af fylerne navn efter en (mindre) helt fra Athen; nu kunne Kimon så trumfe Kleisthenes selv ...

Det skal dog næppe forstås sådan, at Kimon var modstander af Kleisthenes' reformer, snarere tværtimod. Hos Plutark (Kimon-biografi kap. 15 fortælles det, at Kimon til alle tiden modarbejdede forsøg på at udvide den almindelige befolknings rettigheder, og at han, da Ephialtes gennemførte sine reformer, der især begrænsede Areopagos' magt, talte om at genindføre 'Kleisthenes' aristokrati'.

Kimon har muligvis ikke været en dyb politisk tænker - så havde han sikkert tydeligere kunnet se, hvor Athen var på vej hen. Men hans evner var afgørende i en tid, hvor Athen opbyggede sit forbund og havde brug for et stort netværk såvel som dygtige generaler. Man taler ligefrem om 'Kimons æra'. Hans fald var imidlertid nærmest uundgåeligt - og straks efter hans ostrakisme folder det højklassiske Athen sig da også ud, det Athen, vi forbinder med navnet Perikles.