Menippos (uden for sin Dør i Lebadeia).
Menippos' Ven (kommer og ser ham).
Men er den Mand der ikke Hunden Menippos ? - Jo vist er det ham og ingen anden, hvis jeg da ikke har faaet Skade paa Synet; det er Menippos, helt og holdent! - Men hvad skal da denne hans løjerlige Udstaffering betyde, Filthatten, Lyren og Løvehuden? - Naa, jeg maa hen til ham ! (gaar hen og hilser paa ham) - Goddag, Menippos, hvor har du været henne? for det er nu længe siden du har vist dig her i vor By.
Du store Herakles! er Menippos virkelig død og bag efter levet op igen, uden at vi har mærket noget dertil?
Nej, Hades modtog mig, skønt end jeg Aande drog.
Mit Ungdomsmod, mer kækt end klogt, mig drev dertil.
Hør dog op med at spille Tragedie, bedste Ven! stig ned fra de iambiske Vers og sig mig saadan i jævn, daglig Tale: hvad betyder denne Udklædning? og hvorfor maatte du gøre Rejsen der ned? Thi den Vej er da ellers ikke behagelig eller tillokkende.
Nej, hør engang du, er du fra Forstanden? for ellers vilde du vel ikke tale saadan paa Rhapsodemanér til gode Venner.
Du maa ikke undre dig herover, kære Ven, for jeg har lige nylig været sammen med Euripides og Homeros, og derved er jeg — ja, jeg ved selv ikke ret hvordan — bleven opfyldt af Vers, saa at Rhythmerne ganske af sig selv kommer mig paa Tungen. - - Naa, men fortæl mig: hvorledes staar det til her oppe paa Jorden? og hvad foretager Byens Folk sig?
Slet intet nyt, men ganske det samme som før: de stjæler, sværger falsk, piner Aagerrenter ud af Folk og vejer endog Kobberskillingerne.
Ak de elendige, ulykkelige Væsener! men de ved jo heller intet om, hvilke Bestemmelser der nylig er bleven fastslaaede og hvilke Folkebeslutninger der er bleven vedtagne hos dem hist nede imod de rige, Beslutninger, som de, ved Kerberos, ikke paa nogen Maade vil kunne undgaa at rammes af.
Hvad er det dog, du der fortæller mig? har de hist nede besluttet noget overordentligt om dem her oppe?
Ja, meget, ved Zeus! Men det gaar ikke an at bringe det til alles Kundskab eller udsladre Hemmelighederne; ellers kunde nogen maaske anklage mig for Helligbrøde for Rhadamanthys's Domstol.
Aa, kære Menippos, jeg beder dig ved Zeus, forhold dog ikke en god Ven de Nyheder, du har at melde; jeg er jo en Mand, der i det hele taget kan holde Tand for Tunge, og oven i Købet er jeg indviet i Mysterierne.
Ja, det er rigtignok en farlig Sag at gøre, hvad du der opfordrer mig til, og det er slet ikke raadeligt at indlade sig derpaa; men for din Skyld maa jeg vel tage Mod til mig. Det er altsaa bleven besluttet, at disse rige Pengepugere, der holder deres Guld indelukket bag Laas og Slaa ligesom en Danae —
Nej stop, kære Ven, tøv lidt med at meddele mig Beslutningerne og fortæl mig først udførligt det, jeg allerhelst vilde høre af dig, nemlig hvorledes du kom paa den Tanke at rejse derned, og hvem der var din Fører paa Rejsen, og saa alt, hvad du har set og hørt paa den; thi det er jo at vente, at du, som holder af det interessante, ikke har ladet noget upaaagtet af det, som var værd at se eller høre.
Jeg faar vel ogsaa tjene dig heri; thi hvad skal man vel gøre, naar en god Ven nøder en? Og saa vil jeg da nu først fortælle dig om de Tanker, der opfyldte mig, og hvad det var, der først tilskyndede mig til at gøre Rejsen til Underverdenen.
Medens jeg endnu var Barn og gik i Skole, hørte jeg jo stadig Homeros og Hesiodos fortælle om Krige og Stridigheder, ikke alene mellem Halvguderne, men endogsaa mellem selve Guderne, og ikke nok hermed, men ogsaa om deres Bolerier, Voldshandlinger og Røverier, og hvorledes de stødte deres Fædre fra Tronen og giftede sig med deres egne Søstre; og jeg mente dengang, at alt dette var, som det skulde være, og lyttede med Begærlighed til Fortællingerne herom.
Men da jeg saa var bleven voksen, hørte jeg tvært imod Lovene idelig paabyde det modsatte af, hvad Digterne havde sagt: man maatte hverken begaa Ægteskabsbrud eller kives og slaas eller røve og stjæle. Som Følge heraf var jeg da stedt i stor Tvivl og vidste slet ikke, hvad jeg skulde gøre af mig selv; thi paa den ene Side kunde jeg ikke tro, at Guderne vilde bedrive Hor eller ligge i Strid med hverandre, hvis de ikke ansaa dette for smukt og rigtigt, og paa den anden Side syntes det mig utænkeligt, at Lovgiverne vilde formane til det modsatte, hvis de ikke mente, at dette var tjenligt. Da jeg altsaa stod ganske raadvild overfor dette Spørgsmaal, fattede jeg den Beslutning at henvende mig til disse Folk, som man kalder Filosoffer, og give mig dem i Vold og bede dem om blot at anvise mig en jævn og sikker Vej for min Livsførelse: saa maatte de ellers gøre ved mig, hvad de vilde.
Med disse Tanker gik jeg da til dem, men her var jeg uden at ane det kommen af Asken og i Ilden, som man siger; thi ved at se nøjere til fandt jeg Uvidenheden og Raadvildheden hos dem endnu større, saa at de meget snart bragte mig til den Overbevisning, at jævne Lægmænds Liv var det pure Guld i Sammenligning med deres.
Ja tænk blot: en af dem gav det Raad, at man skulde søge al mulig Nydelse og gøre denne udelukkende til Genstand for hele sin Stræben, thi deri bestod Lyksaligheden; omvendt sagde saa en anden, at man burde søge al mulig Besvær og Møje og holde sit Legeme under Tvang, gaa smudsig klædt og forsømme at pleje sit Ydre, være gnaven over alt og skælde ud paa alt, og dertil deklamerede han uafladelig disse forslidte Ord om Dyden af Hesiodos, du nok husker, dem med "Sveden" og "Opstigningen til den stejle Tinde". En tredje opfordrede til at foragte Penge og anse Besiddelsen deraf for noget ligegyldigt; en fjerde erklærede i Modsætning hertil ogsaa Rigdommen for et Gode. Og saa deres Anskuelser om Universet! ja, jeg gider næsten ikke tale derom; thi hver eneste Dag maatte jeg høre dem snakke om Ideer og ulegemlige Ting og Atomer og tomme Rum og en Vrimmel af andre lignende Navne, saa det kvalmede for mig. Og det urimeligste af det hele var, at skønt de sagde ganske det modsatte om de selv samme Ting, kunde dog hver især af dem fremføre aldeles slaaende og overbevisende Grunde for sin Mening, saa at jeg hverken var i Stand til at modsige den, der erklærede en Ting for varm, eller den, der paastod, at den samme Ting var kold, skønt jeg dog bestemt vidste, at intet kunde være baade varmt og koldt paa samme Tid; det gik mig da ganske paa samme Maade som søvnige Folk, der sidder og nikker: snart nikkede jeg ja, og snart nikkede jeg nej.
Men een Ting var dog endnu mere meningsløs end alt dette; ved nemlig at passe paa disse Folk opdagede jeg stadig, at deres Færd og Handlinger stod i fuldstændig Strid med deres egen Sædelære. Saaledes saa jeg for Eksempel dem, som formanede til at foragte Penge, klynge sig fast til dem med største Begærlighed; jeg saa dem kives om Renterne og kræve Betaling for deres Undervisning og overhovedet beredte til at lide og gøre alt for Pengenes Skyld; og dem, som kastede Vrag paa Ære og Anseelse, saa jeg sige og gøre alt netop for at vinde Ære; og medens de fremdeles næsten alle angreb Nydelsen, saa hang de dog i deres egen Livsførelse ved den og ved den alene.
Jeg saa mig altsaa skuffet ogsaa i det Haab, jeg her havde fattet, og det ærgrede mig kun endnu mere, at jeg i mit stille Sind søgte at trøste mig selv med den Tanke, at der var mange vise og for deres dybe Indsigt vidtberømte Mænd, som var lige saa dumme som jeg selv og ligesom jeg gik omkring i Verden uden endnu at kende Sandheden. Men da jeg saa en Nat laa og ikke kunde sove for disse Tanker, kom den Beslutning op i mig at gaa til Babylon og henvende mig med en Bøn til en eller anden af Magerne, Zoroasters Disciple og Efterfølgere; jeg havde nemlig hørt, at disse Folk ved Hjælp af visse Trylleformularer og mystiske Ceremonier kunde aabne Hades's Porte og føre dem, de vilde, trygt derned og tilbage til Lyset igen. Hvad jeg vilde sige, jeg mente altsaa, det var bedst at gaa til en af dem og formaa ham til at skaffe mig derned; saa vilde jeg henvende mig til Boioteren Teiresias og af ham, som jo er en Sandsiger og Vismand, søge at faa at vide, hvilken Maade at føre Livet paa der er den bedste og den, som en fornuftig Mand vilde vælge.
Øjeblikkelig sprang jeg da op fra mit Leje og styrede min Gang, saa hurtigt jeg kunde, lige mod Babylon. Da jeg var kommen derhen, opsøgte jeg en af Chaldaierne, en viis Mand og mageløs dygtig i sin Kunst; han havde graat Haar og et meget langt, ærværdigt Skæg, og hans Navn var Mithrobarzanes. Ham bad og bønfaldt jeg indtrængende og bevægede ham da ogsaa til sidst, skønt det kostede megen Møje, til at være min Fører paa Vejen til Underverdenen mod den Betaling, han selv vilde bestemme.
Manden tog mig med sig til sit Hus, og først førte han mig nu ni og tyve Dage i Træk fra Maaneskiftet af hver Morgen tidlig ned til Eufrates og badede mig deri ved Solens Opgang, alt imedens han læste en lang Formular over mig; hvad han sagde, kunde jeg ikke rimlig høre eller forstaa, for han talte meget hurtigt og i utydeligt ligesom de daarlige Herolder ved Festlegene, men det forekom mig, at han paakaldte nogle Dæmoner.
Det være nu hermed, som det vil; men efter at have fremsagt Trylleformularen spyttede han mig hver Dag tre Gange i Ansigtet og førte mig saa hjem igen til sit Hus, idet han strengt forbød mig at se paa nogen af dem, der mødte os. Vi spiste i den Tid kun Frugter, drak Mælk og Honningmælk og Vand fra Choaspesfloden og sov under aaben Himmel paa et Leje af Græs. Da nu denne Forberedelse gennem Diæt havde varet tilstrækkeligt længe, førte han mig ved Midnatstid ned til Tigrisfloden; der badede han mig i Vand og tørrede mig omhyggeligt af og gik saa tre Gange i Kreds rundt om mig og rensede mig ved at røge med Beg, Strandløg og forskellige andre Ting, medens han samtidig mumlede den før omtalte Trylleformular; og da han saaledes havde hærdet mig helt med Sejd, for at Spøgelserne ikke skulde kunne gøre rnig nogen Skade, førte han mig igen, saa hurtigt jeg kunde gaa, tilbage til sit Hus, og Resten af Natten syslede vi saa med Forberedelserne til vor Sejlads. Han selv iførte sig da nu en Magerdragt, som omtrent lignede Persernes Dragt; mig derimod bragte han disse Ting. jeg her har paa mig, og udstafferede mig med dem - Filthatten, Løvehuden og saa desuden Lyren; og han bød mig, at, hvis nogen skulde spørge mig om mit Navn, maatte jeg ikke sige Menippos, men Herakles eller Odysseus eller Orfeus.
Vennen:
Men hvad var dog hans Mening dermed, Menippos? for jeg kan ikke fatte Grunden, hverken til dette Udstyr eller disse Navne.
Menippos:
Da er det dog sandelig ganske soleklart, og der er aldeles intet hemmelighedsfuldt derved; thi eftersom disse tre var dragne levende ned til Hades før mig, saa mente han, at, hvis han gav mig et lignende Udseende som dem, vilde ogsaa jeg let kunne undgaa at blive bemærket af Aiakos's Vagt og slippe uhindret forbi den, fordi den vilde være nogenlunde fortrolig med et saadant Syn; min Udklædning gjorde mig det muligt at passere forbi, ganske som det gaar til i Tragedien.
Men for at fortsætte, hvor jeg slap, saa var Dagen lige ved at gry, da vi kom ned til Floden og gjorde Anstalter til at lægge ud fra Land. Mithrobarzanes havde skaffet et Fartøj til Veje og desuden Offerdyr, Honningmælk og alt andet, som behøvedes til de hellige Handlinger, der skulde foretages; dette bragte vi alt sammen om Bord, hvorefter vi endelig selv gav os paa Vej, helt mørke i Sind og med strømmende Taarer.
En Tid lang lod vi os nu drive med Strømmen ned ad Floden, og saa sejlede vi ind i den Sump og Sø, i hvilken Eufrates taber sig; og da vi ogsaa var dragne over denne, kom vi til et øde Sted, dækket med tætte Skove, gennem hvilke Solens Straaler ikke kunde trænge. Her gik vi fra Borde, Mithrobarzanes førte an, og saa gravede vi en Grav, slagtede Faarene og udgød deres Blod omkring Graven. Imidlertid stod Mageren der med en brændende Fakkel i Haanden og paakaldte - nu ikke længere med sagte Stemme, men med saa høje Raab, som han var i Stand til - alle Dæmonerne tilsammen og særlig Straffegudinderne, Erinyerne og Hekate, Natmulmets Dis, og den rædsomme Persefoneia; mellem disse Navne indblandede han desuden nogle barbariske, uforstaaelige Ord med mange Stavelser. Straks begyndte nu alt der paa Stedet at ryste som i Jordskælv, Jordbunden brast sønder under Tryllesangens Magt, og man kunde høre Kerberos gø langt borte. Det hele tog sig overmaade mørkt og uhyggeligt ud; thi man kunde allerede skimte det meste der nede, den Acherusiske Sø og Pyriflegethon og Plutons Kongeborg.
Trods vor Angst steg vi dog ned igennem Aabningen i Jorden og traf der først Aiakos, som var lige ved at dø af Skræk; hvad Kerberos angaar, gøede den nok lidt og var arrig, men da jeg i en Fart slog min Lyre, lod den sig dog straks berolige ved mit Spil. Da vi derpaa var komne hen til Acherons Sø, havde vi nær ikke kunnet komme over den; thi Færgebaaden var allerede fuldt besat, og fra alle Kanter af den lød der høje Jammerhyl; alle, der var om Bord i den, var saarede, som formodentlig kom hid fra en eller anden Krig; den ene havde faaet sit Ben, den anden sit Hoved og atter andre forskellige andre Lemmer slaaede i Stykker. Imidlertid, da den brave Charon saa Løvehuden, troede han, at jeg var Herakles, og saa tog han os velvillig med om Bord, færgede os over og viste os, da vi var gaaede fra Borde, den Sti, vi skulde følge.
Da vi nu var inde i Mørkets Rige, gik Mithrobarzanes foran, og jeg holdt mig fast ved ham og fulgte bag efter, indtil vi kom til en meget stor Eng, hvor Asfodelosliljerne voksede; der flagrede de dødes Skygger pibende omkring os. Derfra gik vi saa smaat videre fremad og naaede saa hen til Minos's Domstol.
Han selv sad der paa en høi Trone, og paa den ene Side af ham stod Straffegudinderne, Hævnaanderne og Erinyerne; fra den anden Side blev der ført en stor Mængde Væsener hen for ham, bundne paa Rad ved en lang Kæde: man fortalte os, at det var Forførere, Ruffere, Toldere, Smigrere, Angivere og den hele Sværm af lignende Folk, som forstyrrer al Ro og Fred i Verden; i en anden Række kom Pengepugerne og Aagerkarlene dragende hid med blegt Ansigt, fremstaaende Mave og pinte af Podagra, og hver især af dem havde et Halsjærn og en Lænke paa sig, der vejede over et Centner.
Vi blev da staaende her nogen Tid og saa paa, hvad der gik for sig, og hørte paa dem, der forsvarede sig; deres Anklagere var nogle ganske usædvanlige og forunderlige Talere.
Vennen:
Hvem var da de? du maa endelig ikke undlade ogsaa at sige mig dette.
Menippos:
Du kender jo nok disse Skygger, som vore Legemer kaster, naar Solen skinner?
Vennen:
Ja vist.
Menippos:
Nu vel, dem er det, som træder frem som Anklagere og Vidner mod os, naar vi er døde, og overbeviser os om de Synder, vi har gjort os skyldige i, medens vi levede; og de gælder for særdeles troværdige, fordi de altid følger med Legemerne og aldrig fjærner sig fra dem.
Men for at vende tilbage til min Fortælling, saa undersøgte Minos hver enkelts Sag med Omhu og lod ham derpaa føre bort til de ugudeliges Opholdssted for at lide den Straf, som svarede til hans Misgerninger; men navnlig tog han haardt fat paa dem, der her i Livet var hovmodige af deres Rigdomme eller høje Magtstilling og næsten endogsaa ventede, at man skulde tilbede dem som Guder; thi dem afskyede han paa Grund af deres Praleri og Ringeagt for andre i Livets kortvarige Tid, og fordi de ikke havde husket paa, at de baade selv var dødelige og havde faaet forgængelige Goder i Lod. Nu havde de maattet afføre sig hele det glimrende Paahæng fra hine Dage, jeg mener Rigdom, fornem Byrd, Magt og Indflydelse; nøgne stod de der for ham med sænket Hoved og tænkte paa deres Lyksalighed her i Livet som paa en Drøm.
Derfor blev jeg ogsaa højlig glad, da jeg saa dette, og hver Gang jeg genkendte nogen af dem, gik jeg hen til ham og mindede ham ganske sagte om, hvad for en stor Mand han var, medens han levede, og hvor hovmodigt han teede sig dengang, da mange Mennesker fra den tidlige Morgenstund af stod uden for Porten til hans Palads og ventede paa at se ham komme ud, medens hans Slaver puffede til dem og slog Dørene i for Næsen af dem, og han endelig langt om længe viste sig for dem ret som en opgaaende Sol, iført en Purpurdragt eller behængt med Guld overalt eller klædt i broget Skrud, og bildte sig ind at gøre dem, der hilste paa ham, lyksalige og misundelsesværdige, naar han gav dem Lov til at kysse sig paa Brystet eller Haanden, som han rakte dem. Naturligvis pinte det dem nu at faa dette at høre.
Der var imidlertid een Sag, ved hvis Paadømmelse Minos lod sig lede af Gunst. Da nemlig den sikeliske Tyran Dionysios var bleven anklaget af Dion for en Mængde ugudelige Handlinger og overbevist om sin Skyld ved sin egen Skygges Vidnesbyrd, skulde han lige have været kastet hen for Uhyret Chimaira; men saa traadte Aristippos fra Kyrene frem (- ham holder de højt i Ære der nede, og han besidder stor Indflydelse hos dem -); han udvirkede, at Dionysios gik fri for Straf, idet han fortalte, at han havde vist sig rund-haandet og gavmild mod mange Digtere og Videnskabsmænd.
Vi forlod nu Domstolen og begav os hen til Straffestedet. Ak, kære Ven, det var stor Ynk og Jammer, hvad vi der baade fik at høre og at se; thi der lød samtidig Larmen af Svøbernes Slag og Jammerskrigene fra dem, som blev stegte over Ilden, og vi saa Pinebænke, Halsbøjer og Hjul, og Chimaira og Kerberos sled og flængede i deres Ofre. Alle straffedes Side om Side uden Personsanseelse, baade Konger og Trælle, Satraper og Stoddere, Rigmænd og Tiggere, og alle angrede de deres Misgerninger. Nogle af dem kunde vi ogsaa kende igen, da vi saa dem, nemlig for saa vidt de hørte til dem, der var døde i den seneste Tid; men de søgte at tilhylle deres Ansigter og vendte sig bort fra os, eller, hvis de saa paa os, var det med et meget slavisk og krybende Udtryk i Blikket; og hvor havde disse Mennesker dog ikke været utaalelig stolte og hovmodige, medens de levede! De fattige blev dog begunstigede: de fik Halvdelen af deres Straf eftergivet, og naar de var bleven straffede en Tid, fik de et Pusterum, før deres Straf begyndte paa ny. Jeg saa der ogsaa hine berømte Skikkelser, om hvilke Sagnene fortæller, Ixion og Sisyfos og Frygeren Tantalos "i Plager saa svare", som Homeros siger, samt Jordens Søn Tityos; du store Herakles! hvilket vældigt Stykke Land dækkede han dog med sin Krop, som han laa der!
Efter at vi ogsaa var gaaede gennem disses Rækker, kom vi ind paa den Acherusiske Slette; der traf vi Halvguderne og Halvgudinderne og hele den øvrige Sværm af Dødninger, som opholdt sig der inddelte efter Folkeslag og Stammer. Nogle af dern var gamle og skimlede, „kraftløse Skygger", som Homeros kalder dem, men andre var endnu friske og holdt sig godt, navnlig de iblandt dem, som var fra Ægypten; dette skyldtes Indbalsameringens store Holdbarhed.
Imidlertid var det slet ikke nogen let Sag at skelne den ene fra den anden; thi naar Kødet er faldet fra Benene, bliver alle hinanden aldeles lige; dog kendte vi enkelte af dem igen, skønt med Besvær og kun ved at se paa dem atter og atter lang Tid igennem. De laa der oven paa hverandre, med udviskede og utydelige Træk; intet af det skønne, der havde været ved dem, medens de endnu færdedes blandt os, havde de længer bevaret. Ja tro mig! der laa saa mange Benrade dér paa den samme Plads, og alle havde de de samme forfærdelige, tomme Øjenhuler og fremviste de nøgne Tandrækker, saa at jeg var ganske raadvild om, paa hvad jeg skulde kende Thersites fra den skønne Nireus eller Tiggeren Iros fra Faiakernes Konge eller Kokken Pyrrhias fra Agamemnon; thi de havde ikke længere bevaret et eneste af deres gamle Kendemærker, men deres Benrade var ganske ens, ukendelige og uden noget Særmærke, saa at ingen mere var i Stand til at skelne dem fra hverandre.
Ved Synet heraf faldt da ogsaa den Tanke mig ind, at man kan sammenligne Menneskelivet med en lang Procession, hvis Leder er Tilfældets Gudinde, som bestemmer Anordningen i alle dens Enkeltheder og udstafferer Deltagerne i Optoget paa en forskellig og broget vekslende Maade. Hun tager en paa maa og faa og udstyrer ham som en Konge, sætter en Tiara paa hans Hoved, giver ham en Livvagt og slynger Diademet om hans Pande; en anden iklæder hun en Træls Figur; en smykker hun med Skønhed, en anden gør hun hæslig og latterlig: det var vel, kan jeg tænke, hendes Mening, at Skuet skulde være saa broget som muligt. Mangen en Gang lader hun ogsaa nogle skifte Figur midt under Optoget og tillader dem ikke at blive paa den Plads, hvorpaa de oprindelig var satte, lige til Optoget er til Ende; hun omklæder Kroisos og tvinger ham til at iføre sig en Træls og Krigsfanges Dragt, og omvendt beklæder hun Maiandrios, der forud havde sin Plads i Optoget mellem Trællene, med Polykrates's Tyranherredømme. Og i alle Fald tillader hun os kun at beholde det givne Udstyr en vis Tid igennem; men naar Optogets Tid er forbi, saa maa hver især aflevere sin Dragt og afføre sig det Udstyr, han bar, tillige med Legemet, og han bliver da den samme, som han var forud, hverken bedre eller ringere end sin Næste i nogen Henseende. Men naar hun saa træder hen til os og kræver Smykkerne tilbage, saa er der nogle, som i deres Uvidenhed om det sande Forhold bliver fortørnede og vredes derover, ret som om de berøvedes noget, der tilhørte dem som deres egen Ejendom, medens de jo i Virkeligheden kun maa levere det tilbage, som de havde faaet til Laans for en kort Tid.
Du har da vistnok ogsaa tit og ofte set disse tragiske Skuespillere paa Theatret, der, alt efter som Stykkerne kræver det, snart optræder som en Kreon, snart som en Priamos eller Agamemnon; og den samme, som kort i Forvejen med megen Værdighed har fremstillet en Kekrops's eller Erechtheus's Rolle, træder maaske straks efter paa Digterens Bud frem som en Træl; og naar saa Stykket endelig er sluttet, maa hver især af dem afføre sig den guldbaldyrede Kaabe, han forud bar, tage Masken af sit Hoved og stige ned fra Kothurnen - og derefter spadserer han omkring som en fattig og simpel Stodder, der ikke længere hedder Agamemnon Atreus's Søn eller Kreon Menoikeus's Søn, men Polos Gharikles's Søn fra Sunion eller Satyros Theogeitons Søn fra Marathon. Saaledes, tænkte jeg dengang, da jeg saa dette, jeg nu har skildret - gaar det ogsaa med Menneskenes Liv.
Vennen:
Men sig mig nu engang, Menippos: de Folk, som har disse kostbare og taarnhøje Gravmindesmærker oppe paa Jorden, med Gravstene og Billedstøtter og Indskrifter, staar de slet ikke i højere Anseelse hos dem der nede end de almindelige, simple Dødninger?
Menippos:
Aa, du snakker, min gode! Havde du for Eksempel set selve Mausolos — jeg mener ham der ovre fra Karien, ham, der er saa vidtberømt for sit Gravmæle —, saa havde du ganske sikkert aldrig kunnet holde op igen med at le: saa foragtet laa han henkastet der et Steds i en afsides Krog, ganske ubemærket mellem hele den øvrige Hob af almindelige Dødninger; og det eneste Udbytte, han havde af sit Gravmæle, var efter min Forestilling det, at han blev trykket saa meget mere end de andre, fordi han havde den vældige Byrde hvilende over sig. Thi saa snart Aiakos har tilmaalt enhver især hans Plads (og det højeste, han giver, er ikke mere end een Fod), saa maa man, kære Ven, finde sig roligt i at ligge der i sammenkrøben Stilling, som det givne Maal kræver.
Endnu mere vilde du dog vist have let, om du havde faaet at se, hvorledes de, der her blandt os er Konger og Satraper, hist nede maa gaa omkring som Tiggere og i deres Nød og Trang enten handle med Saltvarer eller give Undervisning i de første Begyndelsesgrunde, og hvorledes de bliver hundsede og slaaede paa Øret af den første den bedste, ganske sorn de mest ringeagtede Slaver. Saaledes kunde jeg for Eksempel ikke holde Styr paa mine Næver, da jeg opdagede Makedonerkongen Filippos; man viste mig ham, hvor han sad i en elendig Afkrog og lappede gamle sprukne Sko for Betaling. Man kunde ogsaa se mange andre gaa om og tigge paa Gadehjørnerne, jeg mener Folk som Xerxes og Dareios og Polykrates.
Vennen:
Det er noget højst besynderligt og næsten utroligt, hvad du der fortæller om Kongerne. Men hvad bestilte nu Sokrates og Diogenes og de andre Vismænd, som vel er der?
Menippos:
Sokrates gaar ogsaa der nede omkring og disputerer alle, han træffer paa, sønder og sammen, og med ham følger Palamedes, Odysseus og Nestor og de andre snakkesalige Dødninger, der findes; hans Ben var sandelig endnu tykke og ophovnede af Giften, han havde drukket. Men den brave Diogenes bor ved Siden af Assyrieren Sardanapallos og Frygeren Midas og adskillige andre af dem, som her har levet i Pragt og Overdaadighed; og naar han da hører dem jamre sig og snakke om deres fordums Lykke, saa ler han og morer sig derover, og for det meste ligger han paa Ryggen og synger med en meget raa og haard Stemme, hvormed han overdøver deres Jammerklager; derfor ærgrer da ogsaa disse Folk sig derover og omgaas med den Plan at flytte bort til et andet Sted, fordi de ikke kan finde sig i Diogenes.
Vennen:
Naa, med dette kan det nu være nok; men hvad var det saa for en Folkebeslutning, som du ved Begyndelsen af vor Samtale sagde var bleven vedtaget imod de rige?
Menippos:
Det var godt, at du huskede mig derpaa; thi skønt det var dette, jeg havde sat mig for at tale om, har jeg dog, jeg ved knap selv hvordan, forvildet mig overmaade langt bort fra mit egentlige Emne. Men saa hør da nu!
Medens jeg opholdt mig der nede, bekendtgjorde det ledende Udvalg af Raadet hos dem, at der skulde holdes en Folkeforsamling, hvori der skulde forhandles om Samfundets fælles Interesser; og da jeg nu saa en stor Mængde Dødninger løbe sammen i den Anledning, blandede jeg mig imellem dem, og dermed var ogsaa jeg øjeblikkelig bleven et af Folkeforsamlingens Medlemmer. Her blev der nu først truffet Anordning om en hel Del andre Sager, men til sidst kom saa Spørgsmaalet om de rige for; da der nemlig var bleven rejst mange svære Anklager imod dem, Anklager for Voldsfærd, Praleri, Hovmod og Uretfærdighed, rejste til sidst en af Folkelederne sig op og oplæste følgende Forslag til en Folkebeslutning:
"Eftersom de rige gøre sig skyldige i mange lovløse Handlinger, medens de leve, idet de røve og bruge Vold og behandle de fattige med Haan og Ringeagt paa enhver mulig Maade, skal det være vedtaget af Raadet og Folket, at, naar de er døde, skal deres Legemer straffes ganske paa samme Maade som de andre Forbryderes, men deres Sjæle skal paa ny sendes op til Jorden og der tage Bolig i Æsler, og de skal blive Æsler og Æsler igen og slæbe Byrder og prygles af de fattige, lige indtil de har levet 250000 Aar i denne Tilstand; først derefter skal det være dem tilladt at dø. Dette Forslag er stillet af Kranion Skeletions Søn fra Ligsogn af Stammen Livløse."
Efter at dette Forslag var bleven oplæst, satte de ledende Øvrighedspersoner det under Afstemning, og den forsamlede Mængde vedtog det ved Haandsoprækning, og Brimo hylede og Kerberos gøede dertil; paa den Maade faar nemlig Folkebeslutningerne hist nede deres endelige Bekræftelse og Gyldighed.
Her har du da nu hørt, hvad der foregik i Folkeforsamlingen. Derefter gik jeg, hvad der jo var Formaalet med min Rejse, hen til Teiresias, forklarede ham hele mit Forhold og bønfaldt ham om at sige mig, hvilken Livsførelse han ansaa for den bedste. Teiresias, som er en stakkels blind, gammel Mand med blegt Ansigt og svag Stemme, brast da i Latter og sagde: "Kære Barn, jeg kender nok Grunden til din Raadvildhed og ved, at den skriver sig fra Filosofferne med deres indbyrdes Splidagtighed i Anskuelser; men det er mig ikke tilladt at sige dig, hvad du ønsker at vide, thi det har Rha-damanthys forbudt." - "Aa, gode Faerlil," svarede jeg, "afslaa dog ikke min Bøn, men sig mig det og lad mig ikke vandre om i Livet endnu mere blind, end du selv er."
Da drog han mig hen til en Side, saa at vi kom langt bort fra de andre, og saa bøjede han sig hen mod mit Øre og hviskede ganske sagte disse Ord: "De simple, dagligdags Menneskers Liv er det bedste, og du vil leve sundest og fornuftigst, dersom du holder op med den Taabelighed at gruble over de himmelske Ting og granske efter ethiske og fysiske Principper og med Væmmelse vender dig bort fra disse Filosoffers sofistiske Ræsonneren og anser alt af den Art for noget Vaas, men derimod af alle Kræfter stræber efter dette ene, at indrette dig vel med det, du har, saa at du kan gennemløbe din Bane med Latter for det meste og uden at gøre dig Livet surt med Bekymringer og Grublerier."
Talt, saa iled han bort paa ny ad Asfodelosengen; men jeg sagde da til Mithrobarzanes (det var nemlig allerede sent paa Dagen): "Naa, Mithrobarzanes, lad os nu ikke tøve længere her, men igen vende tilbage til Livet." Hertil svarede han: "Vær du kun rolig, Menippos; jeg skal nok vise dig en Sti, ad hvilken du kan komme hurtigt hjem og uden Besvær."
Saa førte han mig hen til et Sted, der var endnu mørkere end hele det øvrige Hades, pegede med Fingeren paa et dunkelt og svagt Lys langt borte, der strømmede ind ligesom gennem et Nøglehul, og sagde: "Der er Trofonios's Helligdom, og derfra stige Boioterne ned i Underverdenen; gaa du nu op ad denne Vej, og saa vil du straks være paa Hellas's Grund." Jeg blev glad ved Magerens Ord, tog venligt Afsked med ham og kravlede saa med megen Møje op igennem Aabningen; og nu staar jeg, Gud ved hvordan det er gaaet til, her i Lebadeia.