LUKIAN: PARIS' DOM

Zeus. Hermes! Tag det Æble her og stig ned til Frygien til Priamos' Søn, der netop nu vogter sit Kvæg paa Gargaron paa Idabjerget, og sig til ham: »Du er selv smuk og har Forstand paa Erotik, og derfor befaler Zeus dig at afgøre, hvem af Gudinderne der er smukkest. Den, der sejrer i denne Kappestrid, skal faa Æblet som Kamppris.« — Nu maa I tre ogsaa hellere skynde jer ned til jeres Dommer. Jeg vil slet ikke have noget med denne Sag at bestille, for jeg holder lige meget af jer alle tre, og hvis det kunde lade sig gøre, saa jeg helst, at I sejrede alle sammen, især fordi det ikke er til at undgaa, at de to andre vil blive mine Fjender, hvis jeg giver en af jer Skønhedsprisen. Af den Grund duer jeg ikke til at være Dommer over jer. Den unge Fryger, som I skal ned til, er af kongeligt Blod og en nær Slægtning af vores Ganymedes. Han er noget ligetil i sit Væsen, som Bjergboere kan være, men der er ingen, der vil paastaa, at han er uværdig til det Stykke Arbejde.

Afrodite. Skal det komme an paa mig, Zeus, maa du saamænd gerne sætte selve Momos til Dommer over os. Jeg skulde med stor Sindsro lade ham bedømme mig. Jeg kan ikke tro, han vilde finde noget at udsætte paa mig. Men hvad siger de to andre? De maa ogsaa gaa ind paa, at dette Menneske skal afgøre Sagen.

Hera. Vi er heller ikke bange, Afrodite, ikke engang selv om din egen elskede Ares skulde faa overdraget Afgørelsen. Vi erklærer os ogsaa tilfreds med denne Paris, hvem han end ellers er.

Zeus (til Athena). Er du ogsaa tilfreds, min Datter? Hvad siger du? Du rødmer og vender dig om. Ja, saadan er I Pigebørn jo altid. I er generte, naar det drejer sig om den Slags Ting. Du nikker i al Fald; saa maa du vel ogsaa være tilfreds. Gaa saa! Men nu vil jeg ikke have, I bliver vrede paa jeres Dommer og gør den unge Mand Fortræd, fordi I taber. I kan jo ikke være lige smukke alle tre.

Hermes. Nu gaar vi altsaa lige til Frygien. Jeg gaar foran og I følger lidt hurtigt efter. Vær nu bare ved godt Mod. Jeg kender Paris. Det er en pæn ung Mand, der er meget sagkyndig i Erotik, og som egner sig fortræffeligt til den Slags Afgørelser. Han bliver ikke værst som Dommer.

Afrodite. Det lyder godt. Hvis han er en retfærdig Dommer, kan det kun være til min Fordel. Men sig mig engang. Er han ugift, eller lever han sammen med en Kvinde?

Hermes. Han er ikke saadan helt ugift, Afrodite.

Afrodite. Hvad mener du med det?

Hermes. Jeg tror nok, han lever sammen med en Kvinde fra Ida. Hun er saamænd rigtig pæn, men det er jo en Bondepige, saa lidt uciviliseret er der over hende. Det lader heller ikke til, han bryder sig særlig meget om hende. Men hvorfor spørger du om det?

Afrodite. Ikke for noget særligt.

Athena. Hør, Hermes, du overtræder dine Instrukser, naar du gaar og snakker privat med hende der.

Hermes. Det var ikke noget særligt, Athena. Vi snakkede ikke om jer. Hun spurgte mig kun, om Paris endnu var ugift.

Athena. Gud, hvor er hun nysgerrig. Hvorfor vil hun vide det?

Hermes. Det ved jeg virkelig ikke. Hun siger, det var noget, der saadan faldt hende ind at spørge om.

Athena. Hvordan er det saa? Er han ugift?

Hermes. Det tror jeg ikke.

Athena. Sig mig engang: Har han Lyst til Krig og er han interesseret i at vinde sig Berømmelse? Eller er han en ganske almindelig Kvæghyrde?

Hermes. Det ved jeg i Grunden saa lidt om; men han er jo et ungt Menneske, og saa plejer man jo at have Lyst til den Slags Ting og vil gerne udmærke sig i Slagene.

Afrodite. Hør, kære Hermes! Jeg bebrejder dig ikke noget og gør ikke Spor Vrøvl over, at du staar og holder en lang Faddersladder med hende der. Saa mistroisk er Afrodite Gud ske Lov og Tak ikke.

Hermes. Hun spurgte mig omtrent om det samme som du. Det skal du ikke være ked af eller tro, at det vil skade dine Chancer. Jeg fortalte hende ganske simpelthen, hvad jeg vidste. — Men mens vi nu saadan snakker, er vi allerede kommet et godt Stykke fremad. Stjernerne er allerede højt oven over os, og der nede ligger Frygien. Ja, jeg kan allerede se Ida og Gargaron ganske tydeligt, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er det jeres Dommer Paris, der gaar dernede.

Hera. Hvor er han? Jeg kan ikke se noget.

Hermes. Nej, du skal se til venstre, Hera, ikke helt oppe paa Toppen af Bjerget, men nede paa Skrænten, der hvor der er en Hule, og hvor du ogsaa kan se noget Kvæg.

Hera. Jeg kan ikke se noget Kvæg.

Hermes. Hvad for noget? Kan du ikke se nogle meget smaa Køer, ikke større end en Finger. Dér kommer de frem mellem Klipperne, og se saa! Der kommer en Mand løbende med en Stav i Haanden og driver dem tilbage, for at de ikke skal sprede sig for vidt omkring.

Hera. Nu kan jeg se ham. Det er altsaa ham.

Hermes. Ja, det er det. Men siden vi nu er kommet derhen, hvor vi skal, var det saa ikke en Idé at stige ned paa Jorden og nærme os ham til Fods. Han vilde sikkert blive lidt forskrækket, hvis vi pludselig kom flyvende ned i Hovedet paa ham.

Hera. Det kan der være noget i. Lad os bare gøre det. Naa, Afrodite, saa er vi altsaa nede paa Jorden. Nu synes jeg, du skulde gaa foran og vise os Vej. Du er jo sikkert godt kendt her paa Egnen. Efter hvad man siger, var det vist ikke helt sjældent, du besøgte Anchises.

Afrodite. Du kan spare dig dine Spydigheder, Hera, de gør ikke Indtryk paa mig.

Hermes. Jeg skal nok vise jer Vej. Jeg har jo ogsaa været mange Gange paa Ida, dengang Zeus var forelsket i den frygiske Dreng. Han sendte mig tit herhen for at se til Drengen, og da han havde forvandlet sig til en Ørn, fløj jeg ved Siden af ham og hjalp ham med at bære Drengen. Og saa vidt jeg husker, var det netop den Klippe der, han bortførte ham fra. Ganymedes sad netop og blæste paa sin Hyrdefløjte, og Kvæget stod rundt omkring ham. Saa kom Zeus flyvende bag fra og meget forsigtigt slog han Kløerne om ham, og med Næbbet greb han fat i Tiaraen, som han havde paa Hovedet. Han fløj op i Luften med den arme Dreng, der var helt sanseløs af Skræk. Jeg kan huske, at han bøjede Hovedet tilbage og stirrede paa Ørnen. Hyrdefløjten havde han tabt af Skræk. Den tog jeg op. Naa, her er altsaa vores Dommer. Lad os hilse paa ham. God Dag, Hyrde.

Paris. God Dag, unge Mand. Hvem er du? Og hvad er det for Kvinder, du har med dig. De er da ikke skabt til at leve i Bjergene, det er de altfor smukke til.

Hermes. Det er ikke Kvinder, kære Paris. Her ser du Hera, Athena og Afrodite, og jeg er Hermes.

Zeus har sendt mig herned. Men hvorfor ryster du og bliver bleg? Du skal ikke være bange. Der er ikke noget slemt paa Færde. Zeus byder dig afgøre, hvem der er den skønneste. Du var selv smuk, sagde han, og havde Forstand paa Erotik, og derfor overlod han Sagen til dig. Du kan selv læse paa Æblet her, hvad Kampprisen er. Paris. Lad mig da se, hvad der staar. »Den skønneste skal have mig.« Ja, men kære, gode, store Hermes, jeg er kun et dødeligt Menneske, ja ikke andet end en simpel Bonde, hvordan skal jeg kunne afgøre, hvem der er den smukkeste. Det gaar langt over min Forstand. Til at dømme i den Slags Sager skal I ikke have en almindelig Hyrde, men en fin Herre inde fra Byen. Hvis det drejede sig om Geder eller Køer, saa skulde jeg nok sige, hvem der var den smukkeste. Disse tre er alle lige smukke, og jeg ved ikke, hvordan man skal bære sig ad med at flytte Øjnene fra den ene til den anden. Det, man fik Øje paa til at begynde med, hænger man fast ved, og man synes, det er det skønneste. Men ser man saa paa noget andet, saa er det ogsaa dejligt, fordi det nu er det nærmeste. Med et Ord — jeg føler mig helt omgivet og omstraalet af deres blændende Skønhed, og jeg er kun ked af, at jeg ikke som Argos kan se med hele Legemet. Hvis jeg skal dømme rigtigt, maa jeg give dem alle tre Æblet. Saa er der ogsaa det pinlige, at den ene er Zeus' Søster og Hustru og de to andre hans Døtre. Alene det gør det jo meget vanskeligt at være Dommer.

Hermes. Det kan være meget rigtigt, men det gaar ikke an, at du vægrer dig ved at adlyde Zeus' Befaling.

Paris. Een Ting maa du faa dem til at love mig, Hermes, at de to, der taber, ikke bliver vrede paa mig, men opfatter det som en Fejl ved mine Øjne.

Hermes. Det siger de, at de nok skal gøre. Men nu er det vist paa Tide, at du faar fældet den Dom.

Paris. Lad mig da prøve paa det, siden det ikke kan være andet. Men først vil jeg gerne vide, om det er tilstrækkeligt at se paa dem, som de staar der, eller om det er bedre at lade dem klæde sig af, for at Undersøgelsen kan blive grundigere.

Hermes. Du er jo Dommer, saa det maa du bestemme. Du kan bare sige til, hvordan du vil have det.

Paris. Kan jeg faa det, som jeg vil? Saa vil jeg gerne se dem nøgne.

Hermes. Mine Damer! Af med Tøjet! Se saa rigtigt paa dem. Jeg skal nok kikke til en anden Side.

Afrodite. Det var en god Idé, kære Paris. Jeg vil klæde mig af først, for at du kan se, at jeg ikke blot er stolt af at have »hvide Arme« eller af at være »kvieøjet«, men at jeg er lige smuk over det hele.

Athena. Hun maa altsaa lægge sit Skønhedsbælte, før hun klæder sig af. Jeg skal sige dig, Paris, hun er en Heks og kan meget let forhekse dig ved Hjælp af det. I det hele taget skulde det forbydes, at hun møder op her udmajet og overmalet som en rigtig — nok sagt. Skal man bedømme hendes Skønhed, maa hun vise sig, som hun er, uden nogen Skønhedsmidler.

Paris. Det er rigtig nok, hvad hun siger om Bæltet. Det kommer du til at lægge.

Afrodite. Hvorfor tager du saa ikke din Hjelm af, Athena, og viser dig med bart Hoved. Nu staar du og ryster din Fjerbusk for at gøre Dommeren bange. Du har maaske paa Fornemmelsen, at dine stikkende graa Øjne ikke vil se særlig tiltalende ud, hvis du fjerner din imponerende Hovedpynt.

Athena. Nu har jeg lagt min Hjelm.

Afrodite. Og her ligger mit Bælte.

Hera. Lad os saa faa klædt os af.

Paris. Mægtige Zeus! Det er det skønneste og herligste, jeg nogensinde har set. Hvor er den unge Kvinde dejlig! Og hun der er en kongelig Skikkelse. Majestætisk Glans straaler ud fra hende, som det er Zeus værdig. Saa har vi hende her med det henrivende Blik og det fortryllende Smil. Det er næsten al for megen Fryd paa een Gang. Men hvis I kan tænke jer det, vil jeg gerne se lidt nøjere paa jer enkeltvis. I Øjeblikket er jeg meget tvivlraadig. Jeg ved slet ikke, hvor jeg først skal se hen, saadan drages mine Øjne i alle Retninger.

Afrodite. Lad os gaa ind paa hans Ønske.

Paris. Saa kan Hera blive her, mens I to andre fjerner jer lidt.

Hera. Her er jeg, og naar du nu har set nøje paa mig, kan du med det samme overveje, om du

synes om de Gaver, jeg har Magt til at give bort. For hvis du erklærer, at jeg er den smukkeste, skal du blive Herre over hele Asien.

Paris. Jeg lader mig nu ellers ikke bestikke, men du kan rolig gaa. Jeg skal nok dømme, som jeg finder det rigtigt. Nu er det din Tur, Athena.

Atbena. Her er jeg! Og hvis du erklærer mig for den smukkeste, skal du gaa sejrrig ud af ethvert Slag, og jeg vil gøre dig til en uovervindelig Krigshelt.

Paris. Jeg har nu ikke Brug for Krig og Kamp for Tiden, for der hersker Fred i Frygien og Lydien, og min Faders Rige trues ikke af nogen Strid. Men du skal ikke være ked af det. Jeg skal ikke glemme dig, selv om jeg ikke lader mig paavirke af Gaver. Nu kan du godt klæde dig paa igen og sætte Hjelmen paa Hovedet, for jeg har set nok paa dig. Lad saa Afrodite komme.

Afrodite. Nu staar jeg her lige ved Siden af dig. Se nu meget nøje paa mig fra øverst til nederst. Du maa ikke gaa let hen over noget, men skal dvæle ved hvert enkelt Lem. — Hvis du vil, unge Mand, saa hør efter, hvad jeg nu siger. Jeg har længe lagt Mærke til dig. Du er ung og smuk — ja, den smukkeste i hele Frygien, og selvfølgelig maa jeg ønske dig til Lykke med det, men jeg kan ikke lide, at du ikke søger væk fra disse øde Klipper for at slaa dig ned i Byen. Du spilder jo din Skønhed her i denne Ørken. Hvad Glæde kan du have af Bjergene, og hvad gavner din Skønhed Køerne? Du skulde have været gift for længe siden, men ikke med en Bondejokke, som man ser dem her paa Ida, men med en hellensk Kvinde fra Argos, Korinth eller Lakedaimon. For Eksempel med Helene. Hun er ung og smuk og staar ikke tilbage for mig, hvad Skønhed angaar, og hvad der er allerbedst, hun er meget varmblodig. Jeg er vis paa, at hvis hun fik dig at se, vilde hun kaste sig i Armene paa dig og forlade alt for at følge dig og leve med dig. Har du ikke selv hørt om hende?

Paris. Ikke et Ord, Afrodite. Men jeg vil gerne høre alt, hvad du ved om hende.

Afrodite. Hun er en Datter af den smukke Leda, som Zeus besøgte i en Svanes Skikkelse.

Paris. Hvordan ser hun selv ud?

Afrodite. Hun er saa hvid, som man kan vente det af en Svanes Datter, og fin og sart, fordi hun er fostret i et Æg. Hun er øvet i al Slags Sport, og alle er saa vilde efter hende, at der er blevet ført en blodig Krig for hendes Skyld, da Theseus bortførte hende, mens hun ikke var stort andet end et Barn. Men da hun var blevet en fuldvoksen Kvinde, mødte alle Achaiernes ædleste Fyrster op for at bejle til hende. Hun foretrak Menelaos af Pelops' Æt; men hvis du har Lyst, skal jeg nok sørge for, at hun bliver din Kone.

Paris. Hvordan skulde det gaa til? Hun er jo allerede gift.

Afrodite. Du er ung endnu, og saa er du fra Landet. Men jeg ved nok, hvordan jeg skal klare det.

Paris. Det kunde jeg ogsaa godt lide at faa at vide.

Afrodite. Du skal tage ud paa en lille Udenlandsrejse og sige, at du saa gerne vil se Hellas. Saa kommer du ogsaa til Lakedaimon, dér faar Helene dig at se, og saa er det min Opgave at sørge for, at hun bliver forelsket i dig og rejser bort med dig.

Paris. Ja, det er netop det, jeg ikke rigtigt kan tro paa, at hun skulde faa Lyst til at forlade sin Mand og sejle bort med et vildfremmed Menneske.

Afrodite. Det skal du ikke spekulere paa. Jeg har to smukke Sønner, Himeros og Eros, dem vil jeg give dig med som Ledsagere paa Rejsen. Eros skal besætte hende og tvinge hende til at elske dig, og Himeros, Elskovens Tillokkelse, skal svøbe sig om dig og gøre dig tillokkende og værd at elske, som han selv er. Jeg skal nok selv være i Nærheden og ogsaa bede Chariterne om at følge med. Og i Forening skal vi vel nok faa Bugt med hende.

Paris. Hvordan det skal gaa til, begriber jeg ikke, men jeg er allerede helt forelsket i Helene, og det er, som om jeg allerede ser hende. Jeg sejler i Tankerne over til Hellas, jeg kommer til Sparta og vender tilbage med hende — og det eneste, jeg er ked af, er, at det ikke er i Virkeligheden, jeg gør det.

Afrodite. Hør, Paris, du maa ikke blive forelsket, før du har lønnet mig med Kampprisen. Det er jo mig, der ordner dit Ægteskab og skaffer dig din Brud. Jeg synes, det vilde passe glimrende, hvis jeg kunde glæde mig over min Sejr, naar jeg skal følges med jer, og hvis vi paa een Gang kunde fejre jeres Bryllup og min Sejrsfest. Det ligger nu i din Haand. Kærlighed, Skønhed, Ægteskab — alt kan du købe for det Æble der,

Paris. Jeg er bange for, at du ikke vil tænke mere paa mig, naar jeg først har afsagt Dommen.

Afrodite. Skal jeg sværge paa det?

Paris. Nej, det behøves ikke, men lov mig det endnu en Gang.

Afrodite. Jeg lover dig, at jeg skal give dig Helene til Hustru, og at hun skal følge med dig til Ilios. Jeg drager selv med dig og hjælper dig i et og alt.

Paris. Og du vil ogsaa tage Eros og Himeros og Chariterne med?

Afrodite. Det kan du trygt stole paa, og jeg skal tage Pothos og Hymenaios med.

Paris. Paa de Betingelser giver jeg dig altsaa Æblet.