Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
MiltiadesMiltiades er mest kendt som den athenske general, der stod for sejren over perserne i slaget ved Marathon. Han var af højadelig familie, og hans søn Kimon kom til at spille en lige så central, eller mere central, rolle i Athens historie. Miltiades var arkhont i 524/3 fvt., i tyrannen Hippias' regeringstid, men han rejste til Khersonesos for at sætte sig i besiddelse af det private regime, som hans onkel, der også hed Miltiades, havde oprettet der i tyrannen Peisistratos' tid. Der opholdt han sig så i hvert fald de næste tyve år, uden dog at opgive sine ejendomme i Attika - han var en hovedrig mand. Da perserne indledte deres store felttog mod Grækenland, besluttede Miltiades sig imidlertid for at vende hjem til Athen. Dette skete i 493/2 fvt. I Athen blev han modtaget med nogen skepsis, og der blev rejst en anklage imod ham for at have været 'tyran' på Khersonesos, men han blev frikendt og tilmed valgt til strateg for det afgørende år 490/89 fvt., hvor perserne landede ved Marathon. Moderne historikere har rejst tvivl om, hvor vigtig Miltiades' bidrag til taktikken i slaget egentlig var, men det er i hvert fald sikkert, at han var tilstede som ledende officer, og Herodot tildeler ham også en hovedrolle. Miltiades fik ikke lang tid til at hvile på sine laurbær;. Efter et mislykket angreb på øen Paros blev han anklaget og idømt en bøde på 50 talenter (mange penge) for fiaskoen. Allerede kort efter døde han af koldbrand i benet af en skade, han havde fået under belejringen. Men hans søn Kimon betalte bøden. Den vigtigste kilde til Miltiades' historie er Herodot's 6. bog. |
Sidst revideret 20. 10. 2012