MYRON

Myron spiller en afgørende rolle i udviklingen af græsk skulptur fra de mere stive og rolige arkaiske og tidlig-klassiske skulpturer til de ofte bevægelsesrige senklassiske. Han arbejdede altovervejende med bronzeskulpturer i stor størrelse, en af hans tids største kunstneriske udfordringer. Desværre betyder det, at hans originalproduktion er gået tabt; for senere tider har fundet metalværdien større end den kunstneriske og har omsmeltet alle de antikke bronzer, de har kunnet få fat på.

Heldigvis er der bevaret en del kopier i marmor af hans værker. Disse stammer næsten altid fra romersk tid: romerne ville meget gerne have klassiske græske værker stående i deres huse.

Hans nu om dage uden sammenligning berømteste værk er 'Diskoskasteren', og det er da også bevaret i flere kopier. Den bedste (billede øverst til højre) står i dag på Nationalmuseet i Rom (i palazzo Massimo); men der er andre, f. eks. en i Vatikanmuseerne i Rom, og en i British Museum. Man har været i stand til at identificere figuren ud fra en beskrivelse af forfatteren Lukian, der levede i 2. årh. evt. Figuren er ikke en perfekt gengivelse af menneskekroppens proportioner; overkroppen er noget for stor. Men det er tydeligt, at Myron arbejder frem mod den proportionsforståelse,der siden gøres perfekt af Polykleitos i hans Spydbærer. Marmor er et mindre 'sejt' materiale end bronze, så på kopien har man været nødt til at indsætte en lille støttepille; set fra denne vinkel lægger man ikke så meget mærke til den.

Men han var mester for mange andre værker. Et af hans berømte værker var en ko; det blev ligefrem genstand for en hel dille for digtere, der skrev det ene digt efter det andet til dets pris.

Et andet meget berømt værk var en fremstilling af, hvordan satyren Marsyas fandt sit musikinstrument, fløjten. Myten fortæller, at det var Athene, der opfandt den, men at hun ikke ville spille påden, fordi hendes ansigt blev fortrukket af spillet. Myron har fremstillet en lille gruppe af Athene og Marsyas, i det øjeblik, hvor Athene har kastet fløjten på jorden, og Marsyas, fristet, men også nervøs for Athene og for den næsten magiske lyd, der kommer fra fløjten, er på nippet til at tage den op - han står, tilbagelænet, og stirrer på den. Athene, derimod, peger næsten befalende ned på fløjten - 'Tag den så!', synes hun at sige.
Fløjten skulle nu ikke blive en velsignelse for Marsyas. Han blev så stolt af sin fløjtekunst, at han udfordrede selveste musikkens gud Apollon til en konkurrence - og naturligvis tabte, hvorefter Apollon flåede ham levende. Måske Athenes stejle attitude skyldes,at hun ved, hvad der skal ske med Marsyas.

Yderligere læsning:

Woodford, Susan: Introduktion til græsk kunst, Systime 1985 (og senere), ss. 16 - 18.