Cornelius Nepos: Cato Maior

oversat af Simon Laursen (2018)

Historikeren Cornelius Nepos skrev et værk om Roms historikere. Dette er afsnittet om Marcus Porcius Cato Maior Censorius. Det meste af resten af værket er gået tabt. Den latinske tekst findes her.

M. Cato var født i den lille by Tusculum [ca. 20 km. sydøst for Rom], men levede som ganske ung, før han gik ind i politik, i Sabinerlandet [et område af Italien, ca. 50 km. nordøst for Rom], fordi han dér havde en gård, han havde arvet fra sin far.

Derefter flyttede han til Rom, opfordret af Lucius Valerius Flaccus, som han havde som kollega både som konsul og som censor (det plejede Marcus Perpenna, selv tidligere censor, at fortælle), og begyndte på forum.

Sin første militære periode aftjente han som syttenårig. Under Quintus Fabius og Marcus Claudius' konsulat [214 fvt.] var han officer på Sicilien. Da han var kommet tilbage derfra, tog han med Gajus Claudius Nero i felten, og man fandt hans indsats i slaget ved Sena, hvor Hannibals bror Hamilcar faldt, af stor betydning.

Som quaestor blev han tilknyttet konsul Publius Africanus, som han ikke kom overens med, som posten ellers lagde op til - han var nemlig uenig med ham hele sit liv. Han blev valgt til ædil sammen med Gajus Helvius. Som prætor fik han (administrationen af) Sardinien, hvorfra han tidligere havde taget Ennius med sig, da han som quaestor var på vej hjem fra Africa. Det anser jeg for en begivenhed af ikke mindre betydning end selv den største triumf over Sardinien.

Konsulatet beklædte han sammen med Lucius Valerius Flaccus. Han trak derefter det kystnære Spanien som provins, og han vendte tilbage fra den for at holde en triumf. Hans ophold i Spanien trak ud, og mens han var der, blev Publius Scipio Africanus, hvis quaestor han havde været under dennes første konsulat, igen valgt til konsul og ønskede at få ham fjernet fra provinsen og selv erstatte ham på posten. Men det kunne Scipio ikke få igennem senatet, selvom han var samfundets fremmeste borger - dengang blev staten nemlig styret ikke med ren magt, men med lov og ret. Han blev vred på senatet over dette og blev efter afsluttet embedsperiode i Rom som privatperson.

Efter sit valg til censor - igen sammen med Flaccus - varetog Cato dette embede med stor strenghed. Han greb ind overfor adskillige fra adelen og tilføjede mange nye punkter i censor-håndbogen, for at begrænse det overforbrug, der allerede dengang begyndte at skyde frem.

Circa 80 år, langt op i sin alderdom, lige fra ungdommen, blev han ved med at skaffe sig fjender i samfundets tjeneste, og selvom mange fristede ham, fik han ikke bare ingen plet på sit omdømme, men den almene anerkendelse af hans dygtighed og hæderlighed voksede, så længe han levede.

Hans indsats på alle områder var enestående. Han var både en engageret bonde, en kyndig jurist, en stor general, en udmærket taler og en flittig læser. Han begyndte godt nok sent med sine studier, men gjorde så store fremskridt, at det ikke var let at finde noget hverken i græske eller italiske spørgsmål, som han ikke kendte til. Fra sine unge år skrev han taler, i sin alderdom begyndte han at skrive historie.

Der er syv bøger i hans historieværk. Den første indeholder de romerske kongers og og det romerske folks aktiviteter; anden og tredje den tidlige historie, hver enkelt statsdannelse i Italien havde. Det er sikkert derfor, han kaldte værket som helhed Origines [Oprindelser]. I fjerde bog finder man første puniske krig, i femte den anden. Alt dette er beskrevet i hovedtræk. Resten af krigene gjorde han rede for på samme måde indtil Servius [Sulpicius] Galbas prætur; det var Galba, der rev lusitanerne op [i 151 fvt., i det nuv. Portugal]. Men generalerne i alle disse krige nævnede han ikke ved navn, men anførte begivenhederne uden navne. I samme bøger beskrev han, hvad der skete i Italien eller i Spanien, eller hvad han fandt, man kunne beundre.

I disse værker ser man meget omhyggeligt arbejde, men ingen akademisk dannelse.

Om Catos liv og karakter har jeg gjort nøjere rede i den bog, jeg har skrevet særskilt om ham på Titus Pomponius Atticus' opfordring. Jeg vil derfor henvise folk med særlig interesse i Cato til den bog.