Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Materiale: Ler Arten af fund: Keramik, rødfiguret lerskål fra år 470 (tidlig klassisk tid) Form: Kylix (drikkeskål) Dekoration: Sort skål med røde figurer. Et billede af forsiden. Klik her for at få et større billede at se. Forside: Ødipus sidder på en sten med benene over kors og den ene hånd støttende til hagen. Hans navn står skrevet i billedet (dog ikke synligt her). Ovenfor ham står Sfinxen på en jonisk søjle og bevogter sin gåde (de første ord af gåden står foran Sfinxens mund, men de er ikke synlige her). Ødipus er klædt som en vandrer – i gamacher, en kort frakke, en hat og med stok. Bagved Sfinxen er der dekoreret med ornamenter. Et billede af bagsiden. Skålens fod er knækket af. Klik her for at få et større billede at se. Bagside: Der bliver vist forskellige episoder fra dagligdagen. Bl. a. et menneske som holder et drikkehorn og hans kammerat som holder en krukke i øret. Via et fløjtespil bliver man ført videre i billedet og ser en "pædagogisk" scene, hvor en mand svinger sin sandal mod en slave. Forsiden og bagsiden har intet med hinanden at gøre. Ødipus: Navnet på en græsk sagnkonge. Søn af kongen og dronningen i Theben (Laios og Iokaste). Som spæd: sat ud til vilde dyr p. g. a. oraklets varsel om, at han ville dræbe sin fader og ægte sin moder. En hyrde finder ham, og varslet bliver opfyldt. Sfinxens gåde: Eftersom Ødipus var bange for at dræbe sin fader (som han troede var kongen i Korinth), drog han mod Theben. På vejen mødte han en fornem rejsendes vogn. Vejen var smal, og da ingen af dem ville vige for hinanden, endte det med, at Ødipus dræbte både herolder og den fornemme (som var hans rigtige fader). Kusken undslap. Da Ødipus kom til Theben, mødte han Sfinxen, som vogtede indgangen til Theben. For ikke at havne i dens løvekløer skulle man løse følgende gåde: "Hvad for et væsen kan færdes på jorden på to eller fire, selvom dets stemme er en, og på tre det sig frem kan bevæge. Ene af alle det lever omskiftelig midt i naturen, enten på jorden, i luften, på havet, men når det på de fleste bevæger sig frem, er dets styrke i lemmerne svagest?" Ødipus løste – som den eneste – denne gåde ved at svare mennesket, idet det kravler om morgenen på fire, går om middagen på to, og om aftenen, når det er blevet gammelt og dets styrke i lemmerne er svagest, på tre – nemlig med stok. Efter dette svar døde Sfinxen. Ødipus ægtede dronningen (hans mor Iokaste) og blev konge over Theben, da dette var belønningen for at dræbe Sfinxen, som alle frygtede. Sammen fik Ødipus og Iokaste sønnerne Polyneikes og Etéokles samt døtrene Antigone og Isméne. Hensigt: Skålen kan anvendes som drikkeskål. Perspektivering: I det 5. årh. svandt antallet af vasemalere ind – vægmaleriet var i fremgang. Vasemalerne begyndte at male mere fra privatlivet. Der blev dog stadigvæk malet scener fra gude- og helteverdenen. Afbildning af tragiske scener var typisk. Vasernes funktion hænger ofte sammen med formen og dekorationen. I rødfiguren kunne man lave detaljerne med tynde sorte linjer, som gav mulighed for en nuanceret tegning. Baggrunden blev udfyldt, så figurerne stod i lerets farve. På dette tidspunkt var kvinderne tilbagetrukket i samfundet – nogle gange var det endda mændene, som hentede vand, for at kvinderne ikke blev set. Der er flere billeder at se på en hjemmeside, der viser mange af vatikanmuseets genstande. Klik her for at blive ført derhen direkte (du skal dog stadig noget ned ad siden, før du finder denne vase). Skrevet af: Rikke Christiansen og Nete Birk
Haller, 3A 98/99
Billedet af bagsiden er taget af Rikke Christiansen. |
Sidst revideret 26. 12. 2009