Ovid Amores I 5

5

Solen stod højt, det var just i den hedeste Time paa Dagen,
jeg havde lagt mig, træt, midt paa mit Leje til Ro.
Vinduets ene Skodde stod aaben, den anden var lukket,
Halvlys bredte sig trindt, dæmrende som i en Skov,
eller naar Dagslyset flyr, og Skumringens Time er inde,

10

    eller naar Nat rinder ud, og det dog ikke er Dag,
just dette Lys, som er godt at byde undselige Piger:
    bange Blufærdighed kan glemme sin Nølen deri -
Se dog, dèr kommer Corinna, i Tunica, uden sit Bælte,
    og med det udslagne Haar bølgende over sin Barm!

15

Saadan man siger, Semiramis gik til sin Elskedes Leje,
saadan hin Laïs, der blev elsket af talløse Mænd.
Kjortelen vilde jeg fjerne - skønt aaben den slet intet skjulte,
stred hun imod, holdt den fast, søgte at hylle sig til;
dog, da hun kæmped paa Skrømt kun, som En der ej ønsker at sejre,

20

    men som forraader sig selv, overvandt jeg hende let.
Som hun nu stod for mit Blik, berøvet de skjulende Klæder,
    helt uden Lyde og Plet var hendes Legem at se.
O, hvilke Skuldre og Arme jeg saa og lyksalig berørte!
    Brysternes yndige Hvælv, skabt til at tages i Favn!

25

Hvor var jomfruelig fin hendes Midie, og Lændernes Buer
formede yppigt og fast! og de fint tegnede Ben!
Hvorfor beskrive det alt? hver Del var jo værdig at prises;
al hendes Nøgenheds Fryd sluttede jeg i min Favn.
Resten er kendt af enhver. Vi hvilede begge paa Lejet,

Gid jeg maa opleve tit Dage saa skønne som den!

Ovid, Amores I 5