Ovid,
Heroides I (Penelope til Odysseus)
5 |
Siden du savnes så længe, Ulixes, har jeg, Penelope,
skrevet et brev, men et svar ønsker jeg ikke. Kom selv!
Troja er helt sikkert faldet, forhadt af Grækenlands kvinder;
dét var Priamus' by, eller han selv, ikke værd.
Gid dog den sexgale mand var forsvundet på rejsen til Sparta,
|
10 |
druknet ude til havs under en rasende storm!
Så ville jeg ikke ligge og fryse alene i sengen,
klagede ikke, forladt, over at tiden er lang.
I mit forsøg på at narre det tomrum, som natten er blevet,
væver jeg nu mig i søvn - hænderne savner min mand.
|
15 |
Når har jeg sidst ikke frygtet for farer langt mer end nødvendigt?
Kærlighed er jo en ting fyldt med bekymring og angst.
For mine øjne så jeg, at troerne stormed imod dig;
nævned man Hectors navn, blegned jeg altid med ét.
En eller anden fortalte, Antilochus dræbtes af fjenden;
|
20 |
straks var Antilochus grund til, at jeg frygted for dig.
Døde Patroclus, klædt i en rustning, der narrede alle,
græd jeg over, at list ikke var lykkedes ham.
Blod fra Tlepolemus' krop havde varmet en lykiers lanse -
straks fik Tlepolemus' død vakt min bekymring på ny.
|
25 |
Hvem der end mødte en voldelig død i achaeernes rækker,
fyldtes mit elskende bryst altid af kulde som is.
Gud i sin visdom lod endelig ordentlig kærlighed sejre -
uden min mand måtte dø, styrtede Troja i grus.
Alle de græske fyrster er hjemme, og altrene dufter;
|
30 |
guderne får til tak byttet, som grækerne tog.
Kvinderne bringer dem gaver, fordi deres mænd er i live;
mændene praler i kor over den sejr, som de vandt.
Fyldt med forståelse nikker de gamle, og pigerne bæver,
hustruen fæstner sit blik fast på fortællerens mund.
|
35 |
Så er der nogen, der viser de voldsomme kampe på bordet,
tegner et kort med lidt vin over det Troja, som var:
'Her kan man se, hvordan Simois løb, og her er Sigeum;
her stod Priamus' borg, stolt og sin konge til pryd.
Her lå Achilles i lejr, og her ku' man finde Ulixes,
|
40 |
her gjorde Hectors lig, mishandlet, hestene skræmt.'
Alt det fortalte den gamle Nestor din søn, da han rejste
ud for at finde sin far; jeg fik fortalt det af ham.
[Rhesus og Dolon, fortalte han, havde du dræbt i et angreb.
Rhesus blev dræbt i sin søvn; Dolon blev offer for svig.]
|
45 |
Tænk, at du turde (og glemte for meget, totalt, dine kære!)
snige dig ind og en nat angribe thrakernes lejr,
hjulpet af bare en enkelt, og slagte så talrige fjender!
Før tog du hensyn til mig, passede mer på dig selv!
Hjertet sprang ligefrem over i brystet af frygt, da jeg hørte,
|
50 |
at du var redet til hest hjem til din lejr i triumf.
Gavner det mig, at I udsletted Troja med kraftfulde arme,
eller, at hvad der var by, nu er forvandlet til mark,
hvis jeg forbliver præcis, som jeg var under krigen mod Troja -
savner min mand, som er væk? Hvad er dog enden på det?
|
55 |
Troja er faldet for andre, for mig står det endnu tilbage,
lagt under plov af en mand, sejren gav stedet til bo.
Nu står der korn, hvor Troja har stået, og jorden skal høstes,
fed af det frygiske blod, krigen har gødet den med.
Mændenes halvt begravede knogler vendes af ploven;
|
60 |
græsser og blomster har skjult huse, som nu er ruin.
Sejren er vundet, men hvor du er henne, er uvist, som grunden
til at du savnes endnu. Hensynsløs bliver du væk.
Ingen kan lande herhjemme på skibe fra fremmede egne,
uden jeg spørger ham straks ud, om han ved, hvor du er.
|
65 |
Alle har fået et brev, som jeg egenhændigt har skrevet.
Det skal de give til dig, dersom de får dig at se.
Selv har vi sendt til Pylos et bud for at høre, hvad Nestor
vidste om dig, men fra ham kom der kun usikkert svar.
Siden gik budet til Sparta, men de vidste intet at sige.
|
70 |
Hvor har du slået dig ned? Hvad er forsinkelsens grund?
Bedre var det, om Phoebus' mure stod endnu tilbage!
Sikke et ønske at ha'! Ak, jeg er vred på mig selv.
Vidste jeg bare, hvor kampene stod; var det alt, hvad jeg frygter -
kunne jeg dele min sorg, klage med andre min nød!
|
75 |
Hvad jeg skal frygte, er uvist; jeg frygter, afsindig, det hele.
Det jeg bekymrer mig for, udgør et gabende felt.
Alle de farer, der truer på havet eller på jorden,
tænker jeg ofte er nok fraværets årsag og grund.
Medens jeg, dum, er bekymret for det - med de drifter, der ta'r jer,
|
80 |
kan det jo være, du nu elsker en fremmed et sted.
Tænk om du sidder et sted og fortæller, hvor bondsk er din kone;
uld er det eneste hun sørger for ikke er groft.
Gid jeg ta'r fejl; gid anklagen her forsvinder i vinden!
Bare du gerne vil hjem, om du da kan rejse hjem.
|
85 |
Mig har min fader Icarius prøvet at tvinge fra sengen
(den er jo tom); han er vred over, jeg tøver endnu.
Lad ham da endelig brokke sig - din er jeg, din skal jeg kaldes!
Jeg, Penelope, forbli'r evigt formælet med dig!
Far la'r sig bøje, fordi jeg er trofast og viser min omsorg
|
90 |
over for dig; han kan selv styre det pres, han har lagt.
Folk fra Dulichium, Samus og folk fra det høje Zakynthos,
grådige, vellystne folk, trænger sig på for at fri,
har taget magten i hallen, og ingen forhindrer dem i det.
Mig gør det ondt i mit liv; dig gør det vold på dit gods.
|
95 |
Hvorfor fortælle dig her om Eurymachus' eller Pisanders,
Polybus', Medons begær, eller Antinous selv
eller de andre, du under dit fravær (oh skændsel) har næret
alle som én med det gods, som du har vundet med blod.
Tiggeren Irus og hyrden Melanthius er som de sidste
|
100 |
kommet i lag med den flok. Tabet forøges med spot!
Tre er vi bare i tallet, og svage: din kraftløse hustru,
gamle Laertes og sidst drengen, din søn - men et barn.
Netop Telemachus fanged de næsten i baghold for nylig,
da han, al modstand til trods, rejste til Pylos som bud.
|
105 |
Guderne give, jeg ber dem, at skæbnen må mage det sådan,
at vore øjne engang lukkes af ham, når vi dør.
Vores parti består af din amme og oksernes vogter;
møget i svinenes sti er vores tredjemands hverv.
Gamle Laertes kan intet som helst præstere med våben.
|
110 |
Midt i den fjendtlige flok må han gi' slip på din magt.
Tiden er nær, hvor Telemachus (lever han bare) formår det -
nu burde faderens hjælp gøre ham opgaven let.
Jeg har sletikke magt til at drive de fjender fra huset.
Du må vise dig snart, hjælpe os trygge i havn.
|
115 |
Her er din søn (og leve han længe!), der før, i sin barndom,
burde ha' lært af sin far alt, hvad en fader formår.
Vis dog Laertes respekt - det er dig, der skal lukke hans øjne,
når han med skæbnen engang når til sin yderste dag.
Når du er kommet, vil jeg, som var dengang, du rejste, en pige,
|
|
givetvis synes dig nu gammel, affældig og grå.
|
Oversat af Simon Laursen (2017)
|
|