Ovid Heroides III (Briseis til Achilles)

Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside

Ovid, Heroides III (Briseis til Achilles)

5	Brevet, du læser, er sendt af Briseis, den pige, de røved. Tilgiv de fejl i mit græsk! Husk, jeg er kun en barbar. Alle de pletter, du ser, er kommet af tårer, jeg fælded; tårer betyder jo selv nærmest det samme som ord. Hvis jeg har lov til bebrejdelser mod dig, min mand og min herre,
10	har jeg lidt at få sagt mod dig, min herre og mand! Din skyld er det vel ikke, jeg udleveredes hurtigt - kongen forlangte det jo (dog: det var også din skyld). Knap var Talthybius og Eurybates kommet med kravet før end jeg var sendt i vej sammen med begge de to.
15	Indbyrdes veksled de blikke, og mens de fik gjort, hvad de skulle, spurgte de begge sig selv, hvor mon vor kærlighed var. Sagen kunne forhales! Jeg havde sat pris på lidt tøven. Ak! Det gik stærkt; jeg var væk uden at gi dig et kys. Tårer, uendeligt mange, brød frem, og jeg rev mig i håret:
20	sorgfuld så jeg mig selv bortføres endnu engang. Ofte besluttede jeg at narre vagten og flygte. Men blev jeg taget igen, var jeg blandt fjender påny. Sneg jeg mig bort i mørket en nat, var jeg ræd, jeg blev fanget kun for at blive sendt straks vid're til Troja som træl.
25	Godt: du gav slip, fordi du var tvunget. Men nætter er gået uden jeg hentes igen! Vreden, du nærer, er sløv! Hvisked Patroclus mig ikke i øret, da jeg blev fjernet: 'Spar dine tårer. Om lidt er du jo hos os igen!' Men det er værre - du kæmper jo mod, at du får mig tilbage!
30	Kom nu, Achilles, og vind ry for din omsorg for mig! Til dig kom der for nylig Amyntors og Telamons sønner, én din slægtning af blod, én din bedagede ven, fulgt af Laertes' søn, for at bringe mig med sig tilbage. Oveni bønner blev vældige gaver lagt til:
35	tyve lebeter af bronce med allerfornemste håndværk, trefødder, syv, som var gjort kunstrigt af samme metal; dertil føjed de mængder af guld, ja, et tital talenter, heste, i alt et dusin, vant til at sejre i løb, og (omend helt overflødigt) de skønneste piger fra Lesbos,
40	taget som fanger i krig uden familie og hjem. Sammen med alle de piger en hustru (du ikke behøver) valgt blandt Atridens børn (tre er de døtre, han har). Hvis du var nødt til at købe mig af Agamemnon for penge, var det vel cirka den sum, du nu har afvist at få.
45	Hvad har jeg gjort, at du regner mig ikke for mere, Achilles? Hvad er der sket, at så rask kærlighed svandt mellem os? Er det mon sådan, at ulykken jager de arme bestandigt, ingen mildere tid kommer, når ondt er begyndt? Styrtede så jeg Lyrnessus' mure af dine soldater
50	mens jeg endnu var en stor del af mit fædrene land. Brødre så jeg, som delte skæbne og slægt med hinanden, falde i kampen, de tre, moder gav livet som mig. Endelig så jeg min mand ligge udstrakt på jorden og bløde stor som han var; og hans bryst kæmpede, blodigt, for luft.
55	Alt hvad jeg misted blev opvejet af, at jeg fik dig alene. Du var min herre, min mand, du var min broder, min slægt. Du har svoret, ved magten, din moder i havet besidder, at det var nyttigt for mig, du holdt mig fanget hos dig. Jo, vist, bestemt, så du kunne forkaste mig, nu jeg har medgift,
60	afvise rigdom og magt, budt som tilskud til mig. Ja, der er nogen, der siger endda, at når morgenen gryer, stikker din flåde til søs, båret af blideste bør. Straks da den ugerning nåed til mine usalige ører, tømtes mit bryst i et nu helt for sit blod og sin kraft.
65	Rejser du, og - oh ve! - til hvem vil du la mig tilbage? Hvem skal trøste mig blidt, når jeg er blevet forladt? Gid jeg blir slugt af en pludselig gabende afgrund i jorden, eller blir ramt af et lyn, sendt for at brænde mig op, før end at havet skal skumme ved åreslag hjemad mod Phthia,
70	uden at jeg er ombord, stirrende, ensom, forladt. Hvis du har lyst til at rejse og se dine fædrene guder, er jeg da ikke en tung last at ha med sig ombord! Sejren er din; jeg følger som fange, og ikke som var jeg din hustru; tro mig: vist er min hånd dygtig til pleje af uld!
75	Blandt de achaiske mødre vil sikkert hun, der er smukkest, gå til dit leje som brud (gid det må blive sådan!), værdig sin svigerfar, søn af Juppiters søn med Aegina, en som din moders far, Nereus, vil ha i sin slægt. Jeg skal, din ydmyge slave, ta fat på den uld, jeg skal spinde,
80	tråde skal, spændt på min væv, vikles af nøgler med uld. Kun vil jeg bede dig om, at jeg undgår spot fra din kone; hun vil få frygtelig svært ved at behandle mig godt. Lad hende ikke få lov til at rive hår af mit hoved, medens du lavmælt si'r: 'Hun har engang været min!'
85	Eller giv lov - men lad mig ikke hånligt tilbage! Det er den angst, som, o ve, knuser hvert ben i min krop. Hvad er det nu, du vil ha? Agamemnon er træt af sin vrede; for dine fødder, i sorg, ligger al Grækenland nu. Nedkæmp din stejlhed og vrede, som ellers du nedkæmper alting!
90	Hvorfor skal Hector med flid søndre danaernes magt? Grib dine våben, Achilles, men ta mig tilbage forinden. Gå så med krigsgudens hjælp ud iblandt fjendernes flok! Vreden begyndte med mig; med mig skal vreden forsvinde - måtte jeg være din sorgs grund og begrænsning i ét.
95	Tro nu ikke, det sømmer sig ikke at lytte til bønner - vendt af sin hustrus bøn gik Meleager i kamp. Det har jeg hørt, og du kender historien: hans moder forbanded både hans håb og hans liv, vred over brødrenes død. Krig var i landet: men han lagde rasende våbnene fra sig,
100	nægtede, stiv i sit sind, hjælp i sit fædrelands nød. Ene hans hustru fik bøjet ham. Saligste kvinde af alle! Alt det, som jeg si'r, går til; vejer for intet hos dig. Det kan jeg bære endda; jeg har aldrig ført mig som hustru, hvergang jeg kaldtes som træl ind til min ejermands seng.
105	En eller anden af pigerne kaldte mig, husker jeg: 'Frue'; svaret, hun fik, var det her: 'Trældom gjort tung ved et ord.' Nu vil jeg sværge en ed ved min mands begravede knogler, knogler, jeg holder i agt, skønt de blev bisat så slet, ved mine brødres modige sjæle, min kraft og min styrke,
110	modige siden de faldt, kæmpende, med deres land, ved vore hoveder, som vi har holdt så tæt på hinanden, og ved dit mægtige sværd, rædsomt for mine at se: aldrig har nogen af grækerne delt med mig deres leje! Taler jeg usandhed her, må du forlade mig straks!
115	Sagde jeg til dig: 'Du tapreste tapre, sværg du mig også, at du har, uden mig, ingenting nydt!' - så benægt! Grækerne tror, at du sørger - men hør, du spiller på lyre, sidder med piger i ske lunt ved det blødeste bryst! Spørger så nogen trods dette, hvorfor du ikke vil kæmpe?
120	Kamp er jo farlig! Musik, sex og lidt søvn er da godt! Tryghed har man hjemme i sengen med pigen i favnen, mens man med fingrene slår tonerne an til en sang. Hellere det end at holde sit skjold og sin æggede lanse eller at bære en hjelm, så at ens hår bliver fladt!
125	Du var jo den, der valgte en storslået dåd over tryghed; hæder, vundet i kamp, var dig den sødeste fryd. Var det da kun, mens du jagtede mig, at du elskede krigsfærd? Ligger, besejret, dit ry nu med mit hjemland i grus? Himlen forbyde det! Lad dog, jeg ber dig, de kraftfulde arme
130	hæve og kaste dit spyd tværs gennem Hectors kyrads! Mig skal I sende, danaer! Som udsending får jeg Achilles talt til fornuft, og jeg vil blande mit budskab med kys. Mere end Phoenix, mer end Ulixes, der taler så herligt, mere end Teucers bror, tro mig, får jeg sat i gang.
135	Noget betyder det skam, en nakke i velkendte arme, eller at nogen kan se øjne, han kender igen. Nådesløs er du, brutal som havet, der huser din moder - tier jeg blot, må du straks vige for tårernes strøm. Nu er det tid - må derfor din fader bli gammel af dage,
140	Pyrrhus, din søn, gå i krig, signet af spådommens gunst - nu er det tid at ta hensyn til mine bekymringer, tapre. Træk ikke tiden ud! Læg mine sorger til ro! Eller, hvis kærlighed i dig er vendt til væmmelse ved mig, dræb mig da, mig, som du nu tvinger til liv uden dig!
145	Gør du da blot, hvad du gør! Jeg har mistet mit huld og min farve. Den smule liv, som jeg har, næres af håbet om dig. Mister jeg det, vil jeg følge min mand, mine brødre i graven. Hvilken bedrift for en helt: kvinde befalet at dø. Gør det dog hellere selv! Gå til angreb med blottede våben,
150	hug mig et sår i mit bryst; blodet skal nok strømme ud. Sæt mig det sværd i mit bryst, som, havde gudinden det tilladt, havde en sikker død nok Agamemnon beredt. Ak! Giv mig hellere livet tilbage som gave, Achilles - det, som din fjende fik, beder jeg nu om som ven.
	Troja forsyner dig rigeligt nok med ofre at myrde, søg hos din fjende det stof, kunsten du øver skal ha. Mig skal du blot, hvadenten du tænker at sejle med flåden, eller du blir, kalde til, sådan som herskere gør.

Oversat af Simon Laursen (2017)

Sidst revideret 29. 1. 2017