Ovid,
Heroides VI (Hypsipyle til Jason)
Læs lidt om forhistorien.
5 |
Rygtet vil vide, du trygt nåed hjem til Thessaliens kyster.
Skindet, du vandt, var af guld: rigdom er blevet din lod.
Tillad jeg ønsker til lykke: men burde jeg egentlig ikke
straks have fået et brev, stilet personligt til mig?
Nok er det muligt, at storme forhindred det ophold, du ønsked, |
10 | her på min ø, hvor engang magten forlenedes dig -
breve kan sendes afsted på trods af vindenes retning.
Hilsner fra dig er en ret, jeg, din Hypsipyle, har!
Hvorfor sendte du ikke et brev, før end rygterne spredtes?
Mars'es hellige kvæg si'r man gik pænt for din plov. |
15 |
såsæd blev spredt over jorden, så voksed der menneskekroppe.
Kroppene omkom i kamp - drevet i døden af dig.
Årvågen lå der en drage og vogted den pris, du begæred;
tappert bød du den trods, sikred dig skindet af guld.
Kunne jeg sige i kredsen af bævende piger, at "Det her |
20 | skrev han til mig i et brev" - åh, var jeg bare så stolt!
Klager jeg over, min mand lidt sløvt har forsømt sine pligter?
Er jeg blot din endnu, er det mig mere end nok!
Mange har sagt, en barbarisk heks kom med dig tilbage.
Hun har nu plads i din seng, den som du lovede mig!. |
25 | Kærlighed tror på det værste; og gid jeg beskylder i blinde
manden, jeg elsker, med ord, tiden vil vise var løgn!
Nylig kom der en mand fra Thessalien her til mit rige;
Han var en velkommen gæst; knap kom han ind ad min dør,
før end jeg sagde: "Hvad laver min kæreste Jason?" Han tøved, |
30 | pinligt berørt, og stift stirred han ned i mit gulv -
Straks sprang jeg op, og idet jeg flåede tøjet af brystet,
råbte jeg højt: "Er han død? Kalder min skæbne, min grav?"
Utryg svared han "Nej", og han svor ved guderne, utryg.
Gudernes navne var knap nok til at stille min tvivl. |
35 | Først da jeg kom til mig selv, fik jeg spurgt til dine bedrifter.
Tyre med klove af malm spændte du først for en plov,
pløjed og såed i jorden som såsæd et uhyres tænder;
op af jorden kom mænd, kæmper med våben i hånd.
Straks gik det jordfødte folk til grunde i indbyrdes kampe. |
40 | Kort, én dag, var det liv, skæbnen begaved dem med.
Slangen blev slået. Om Jason bestod sine prøver og lever,
spørger jeg atter. Mit håb veksler på skift med min frygt.
Alt kan han sige; hans glæde og glid i fortællingen blotter
alle de sår, som jeg har. Dét er fortællerens kunst. |
45 | Ak! Hvad blev der af løftet, du gav, da du gifted dig med mig?
Faklen, jeg fulgte som brud, egner til ligbål sig bedst.
Forholdet mellem os skjulte vi ikke. Selveste Juno
kom og var vidne; vi bød Hymen, bekranset til gæst.
Juno og Hymen svigted mig snart. Det var Hævnens gudinde, |
50 | indsmurt i blod, der bar faklen ved brylluppet frem.
Hvad har jeg og minyerne fælles? Behøved jeg Argo?
Tiphys, styrmand ombord - hvad ville du i mit land?
Hér er det ikke, at vædderens pragtfulde under kan findes.
Lemnos er ikke det sted, gamle Aeetes har bo. |
55 | Først var jeg fast besluttet (men skæbnen styred min vilje):
kvinderne måtte med magt fjerne de fremmedes lejr.
Mænd kan vi kvinder fra Lemnos kun alt for grundigt besejre.
Mændene trued vort liv. Svaret var stærkt militær!
Straks da jeg så dig i byen, stod hjertet og huset dig åbent. |
60 | To år iled forbi. Vintrene, somrene gik.
Tredje høst stod for døren. Man tvang dig da til at sejle.
Tårerne stod i dit blik; disse var afskedens ord:
"Pligten, Hypsipyle, tvinger mig bort; men er skæbnen os nådig,
kommer jeg hjem som din mand, som jeg drog bort som din mand. |
65 | Hemmeligt bærer du under dit hjerte et barn af os begge;
gid det må vokse og vi sammen må følge dets liv".
Talen forstummed, og tårerne trillede, falske, på kinden.
Mere, det husker jeg vel, kunne du ikke få frem.
Du er den sidste, der går ombord på det hellige Argo. |
70 | Skibet får flyvende fart; sejlene fyldes med vind.
Blånende glider bølger forbi dit skib, mens det sejler.
Du må stirre mod land, jeg mod det udstrakte hav.
Tårnet på borgen er højt; overalt kan man se horisonten.
Her må jeg op, mens gråd væder mit ansigt og tøj. |
75 | Gennem tårerne spejder jeg; øjnene føjer med glæde
sjælens begær, så de ser langt, som de aldrig har gjort.
Fromme bønner og løfter om offer blev blandet med frygten -
nu kræves ofret betalt: hjem du jo kom i behold!
Opfylde løfterne? Aldrig! Det gavner jo ene Medea! |
80 | Hjertet gør ondt, og min sjæl svulmer af kærlighed vredt.
Gaver i templet, fordi jeg har mistet min Jason i live?
Skal jeg med ofring af dyr fejre så vældigt et tab?
Helt var jeg aldrig tryg - jeg frygtede altid, din fader
skulle måske få dig gift hjemme med en, der var græsk. |
85 | Frygten gjaldt kvinder fra Argos - men ulykken kom fra de vilde.
Dette fjendtlige sår kom fra en uventet kant.
Det, som betager ved hende, er ikke en skønhed, hun ejer;
koglende remser hun ord, samler hver skræmmende urt!
Månen gør modstand, men hun kan trække den ned fra dens bane; |
90 | hun kan i mørkets skjul indhylle solgudens vogn.
Hun bringer havet til ro og standser de løbende floder;
hun kan flytte en skov; hun giver stenene liv.
Hun flakker om mellem grave med udslagne, flyvende lokker -
rager de dødes ben ud af de rygende bål. |
95 | Ofte forhekser hun folk på afstand med nåle i dukker;
dybt kan hun stikke en nål ind i et menneskes sind.
Meget, hun gør, vil jeg slet ikke vide. Men kærlighed bør man
skabe med skønhed og sjæl, ikke med safter og sejd.
Hvor kan du omfavne hende og ligge med hende på lejet? |
100 | Hvor kan du sove i ro, nat efter nat, i din seng?
Ligesom tyrene har hun vel bragt dig ind under åget;
samme mikstur er vel brugt både til slangen og dig.
Endelig tager hun æren for alt, I har udrettet sammen,
du og de andre; sin mand rammer hun hårdt på hans ry. |
105 | En og anden på Pelias´ side vil hævde, du virked
dåden med gifte, du fik; ørenlyd får hun blandt folk:
"Dette var ikke Jasons bedrift, men Aeetes´es datters;
hun var den, der tog vædderens skind fra dets plads".
Aeson, din far, og din mor Alkimede (så spørg dog din moder!) |
110 | afviser hende, fordi iskulden er hendes hjem.
Fjernt ved Tanais´ bredder og Skythiens mudrede sumpe
eller i Phasis´es land lever de mænd, hun kan få.
Jason, Aesons søn, stabil som en brise i våren:
løftet, du gav mig engang, fandt du for let - men hvorfor? |
115 | Min var du, da du tog bort - hvorfor komme hjem som en andens?
Da var jeg din endnu - gør mig dog atter til din!
La´r du dig røre af adelig byrd og af fornemme navne -
godt! er fra Minos mit æt; Thoas min fornemme far;
Bacchus min faders far; og hans hustru, med krans om sit hoved, |
120 | stråler som stjernetegn over de øvrige klart.
Lemnos skal være din medgift, en ø som belønner sin bonde;
mellem de nygiftes gods får du endvidere mig.
Børn har jeg sat i verden - og Jason, vær stolt af dem begge!
Tanken, hvis børnene var, gjorde mit svangerskab let. |
125 | Heldet var med mig endda, så jeg fødte to velskabte drenge.
Ved at jeg barsled med to, viste Lucina sin gunst.
Spø´r du, hvem børnene ligner, så ser man det let: de er dine.
Faderen slægter de på - kender kun ikke til svig.
Børnene sendte jeg næsten, at selv de bragte dig budskab. |
130 | Stedmorens vilde natur bremsede planerne straks.
Det, som jeg frygted, var hende; Medea er mer end en stedmor.
Alt, hvad der gives af ondt, det kan Medea begå.
Hun, som har vovet på jorden at sprede sin broders forrevne
legeme, skåner hun børn sendt dig af mig som mit pant? |
135 | Hende, ja hende, du stakkel forhekset med gifte fra Kolkhis,
siger man nu du har valgt fremfor at ligge hos mig!
Skønt hun var jomfru, skænded Medea mit ægteskabs regler -
os har brylluppets blus rettelig viet til par.
Troløs forlod hun sin far; jeg redded Thoas fra døden. |
140 | Hun har svigtet sit land; jeg har beskyttet min ø.
Har det betydning, om hun, en forbryder, besejrer de gode?
Hvem har hun ikke forrådt, før end hun vandt sig sin mand?
Lemnos´ kvinder forstår jeg, Jason (men tilgiver intet!):
smerter som dem, jeg har, vækker selv svæklinges kraft. |
145 | Sig mig nu blot: hvis du kom i havn på min ø (som du burde),
drevet af ugunstig vind, sammen med hele din flok,
kom jeg dig sikkert i møde og drengene gik ved min side
(da måtte jorden nok helst sluge dig der, hvor du stod!):
sig mig, beskriv mig, forbryder, det udtryk du fik, når du så os! |
150 | Hvad var bedraget vel værd? Hvad var en passende død?
Jeg ville lade dig være i fred og i sikkerhed, uskadt;
det har du ikke fortjent - jeg er blot alt, alt for mild.
Derimod mætted jeg gerne mit øje i blod fra din frille -
fryded mig, om hendes blod flød for dit vildførte blik. |
155 | Jeg ville være Medeas Medea! Og dog - hvis i himlen
Juppiter hører med gunst bønner, jeg sender ham nu:
gid hun må lide de kvaler, jeg føler ved tabet af Jason,
gid hun må tabe en dag spillet, hun satte i gang.
Ligesom jeg er berøvet min lykke som hustru og moder, |
160 | ønsker jeg hende et tab både af mand og af børn.
Lad hende ikke beholde det stjålne, lad tabet forøges!
Lad hende leve på flugt, evigt forbandet, forhadt.
Bitter at kende var hun for sin stakkels far og sin broder;
gør hende besk for sin mand, besk for de børn, som hun får! |
| Fred vil hun søge på land og til havs; når den nægtes, i luften:
giv hende liv uden håb, fattigdom, blodskyld og sorg!
Det er den bøn, den besvegne datter af Thoas kan bede.
Lev da, i Juppiters vold, nygifte, kvinde og mand! |
Oversat af Simon Laursen (1997)
|
|