Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Publius Ovidius NasoOvid var en romersk digter, der levede 43 fvt. - 17 evt. Hans væsentligste værker var: Scener fra kærlighedslivet (Amores), Lærebog i kærlighed (Ars amandi), Heltindebreve (Heroides), Forvandlingerne (Metamorphoses) og Festkalenderen (Fasti) samt digtene fra eksilet. Han er en af de mest læste romerske forfattere i moderne tid. Ovid (det danske navn) er den romerske litteraturs bedste fortæller. Hans forfatterskab spænder fra beskrivelser af scener i kærlighedslivet i samtidens Rom over både korte og lange mytiske fortællinger til personlige digte om hans eget ulykkelige liv i eksil, men kendetegnende for alle hans digte er, at sproget er let flydende og skildringen levende og 'virkelighedsnær' - somme tider næsten filmisk i sin nærhed på det, der beskrives. Ovids fortælleglæde er uforlignelig. Ikke uden grund er Ovids værker stadig et af de mest læste antikke forfatterskaber; og få digtere er blevet så meget oversat til moderne sprog som han. Ovids liv var overvejende udramatisk, men det endte dog med, at han blev landsforvist af kejser Augustus. Ovid døde i eksil, fjernt fra det raffinerede liv i byen Rom, der ellers var hans ét og alt - både som digter og som menneske i det hele taget. Levnedsløb Ovid blev født i 43 fvt. som søn af velhavende forældre i Sulmo, en noget afsidesliggende, men ikke helt lille, by ca. 100 km. øst for Rom. Faderen så til, at sønnen fik en omhyggelig uddannelse, der kulminerede i Rom med omfattende studier i retorik. Det betød dengang ikke bare talekunst, men indebar også andre kundskaber, der kunne være nyttige for en mand, der skulle gøre karriere i det offentlige liv. Ovids far havde gerne set sin søn blive til noget under det nye system, som kejser Augustus var ved at bygge op, og det var netop folk som Ovid, kejseren gerne ville bygge på, fordi folk fra de små byer i Italien som regel var gennemført romersk sindede, men ikke havde nogen fornemmelse af, at de havde andre rettigheder end dem, Augustus gav dem. Så der er ingen tvivl om, at Ovid kunne være blevet til noget stort i Rom. Det blev han ikke; han ville hellere være digter. Under sine retorikstudier gjorde han sig bemærket nok til, at man langt senere kunne huske om ham, at allerede på det tidspunkt var det, han skrev, nærmest poesi i prosa-form. Ovids produktion i de yngre år var, i den moralsk temmelig strenge Augustus' øjne, utvivlsomt meget vovet - han skrev digte om sine kærlighedsaffærer med kvinden Corinna (værket hed Amores). Andre (Properts og Tibul) skrev i disse år digte af samme slags - omend mindre direkte fokuseret på kærlighedslivet - men Ovid føjede dertil ligefrem en lærebog (på vers) i, hvordan den slags skal afvikles, den berømte Ars amatoria. I den lange periode fra midten af tyverne fvt. til ca. år 0, skriver Ovid også en samling af breve fra heltinder, der er blevet svigtet af helte i de græske myter (Heroides) - og en tragedie, Medea, der skal have været ganske god, men ikke findes mere. Senere, i det første årti evt., arbejder Ovid på sit hovedværk, Metamorfoserne, et gigantisk værk om myter, der fortæller om forvandlinger. Samtidig arbejder han på et værk om de romerske helligdage, Fasti. Men pludselig - i år 8 evt. - bliver han landsforvist og må tilbringe resten af sit liv ved Pontusí, Sortehavets, kyst, i en lille, barbarisk by ved navn Tomis. Her skriver han digte, der skal hjælpe ham tilbage til Rom; digte hvis titler er sigende i sig selv: Tristia, og Epistulae ex Ponto. Men til ingen nytte: han dør derude i 17 evt. Den bedste kilde til Ovids livs historie er et selvbiografisk digt, han skrev i sit eksil (Tristia IV 10). Men Ovid fik så strålende et efterliv som nogen anden digter nogensinde har haft. Han er en formidabel fortæller; og hans lange digt om myterne, Metamorfoserne, skulle blive al eftertids hovedindfaldsvej til de græske myter. Metamorfoserne hører til blandt de mest læste værker i verdenslitteraturen, og med god grund, som enhver, der har læst dem, ved. Men digtet er ikke en systematisk lærebog i græsk mytologi; der er tale om en bestemt slags myter, og Ovid går helst efter historier - eller sider af historier - der ikke er så godt kendt endda. Mange af myterne er indlagt som historier fortalt af personer i andre myter; og også på andre måder bliver historierne hele tiden sat i forbindelse med hinanden - de optræder som eksempler på tilsvarende ting, eller som kontrast til hinanden. Metamorfoserne er således nok et sammenhængende værk (et perpetuum carmen, som Ovid selv siger), men alligevel hele tiden også selv under forvandling. Der er ingen tvivl om, at det skal opfattes som et epos; det er skrevet i samme versemål (daktyliske heksametre) som Homers og Vergils værker; men antallet af bøger i værket er usædvanligt (15), og de mange historier er ikke inddelt, så de passer til bog-inddelingen, som en oversigt over værket tydeligt viser. Ikke kun stoffet, de græske myter, men også selve den leg med fortællingen, som Ovid derved viser sig at være en mester i, har han hentet hos grækerne; stoffet måske hos de gamle grækere i klassisk tid - men måden at fortælle på hos de senere, fra hellenistisk tid, især Kallimakhos og Apollonios Rhodios, der ofte fortæller på en lignende måde. Det er umuligt at komme ind på alle de fortællinger, værket rummer; i det følgende nævnes kun nogle få. De viser hver især lidt forskellige sider af Metamorfoserne og er netop derved repræsentative. En berømt historie, som Ovid fortæller, er Ekko og Narcissus (III 341-510). Det er ikke en central, gammel græsk myte; den hører faktisk til en meget lille helligdom et sted, kun få nogensinde er kommet; men den er gribende og godt fortalt, og Ovid er den bedste kilde til den. Her er det den overordnede fortæller, om man vil Ovid selv, der fortæller historien selv. Historien om Pyramus og Thisbe (IV 55-166) er derimod lagt i munden på en af de unge piger, der nægter at vise den nye gud Bacchus respekt og i stedet arbejder videre med at spinde og væve i begyndelsen af 4. sang af værket. Historien er hverken videre kendt fra andre kilder eller for den sags skyld overhovedet en græsk myte. Den er fortællingen om en ung mand og en ung pige, der skønt frygtelig forelskede ikke må få hinanden for deres fædre; da de derefter forsøger at løbe hjemmefra, begår Pyramus selvmord, fordi han tror Thisbe ædt af en løve - og Thisbe gør det, fordi hun finder Pyramus død. Historien rummer dybt tragisk potentiale og er inspirationen til Shakespeares Romeo og Julie, men Ovid fortæller den med et glimt i øjet, som er karakteristisk for værket som helhed: da blodet sprøjter ud af Pyramus, som netop har begået selvmord, sammenligner Ovid det med vand, der strinter ud af et læk vandrør. Alvor er ikke Ovids stærke side, og det bekymrer ham ikke at tage livet let. Ovid var på den måde aldrig i kridthuset hos kejser Augustus - og det kom ham jo også dyrt at stå. Et stykke længere inde i værket bryder Ovid pludselig sin fortælling af (V 250); helten Perseus forlades af sin skytsgudinde Minerva, der tager til bjerget Helikon for at se kilden Hippokrene, hvor hun møder muserne - Helikon er deres bjerg. En af muserne synger så en hymne til gudinden Ceres (V 341-661), en af de andre muser har sunget i en sangkonkurrence for nylig. Her er historien altså igen lagt i munden på en anden, men denne anden har selv historien fra en anden. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs i hymnen fortælles andre historier, lagt i munden på atter andre personer. Selve hymnen er fuld af sidehistorier, ligesom Metamorfoserne selv er det - hymnen er næsten en slags mini-metamorfoserne. Men det er ikke det eneste, der gør denne indlagte fortælling typisk for metamorfoserne; hvad hymnen fortæller, er historien om, hvordan Hades røvede Proserpina fra hendes mor Demeter (Ceres på latin), og denne historie er fortalt før i den homeriske hymne til Demeter - og igen af Ovid selv i værket Fasti (IV 417-618). Den homeriske hymne handler om en magtkamp mellem guder og om indstiftelsen af en kult til Demeter i Eleusis; Ovids to beretninger bruger disse to forskellige sider af historien på hver deres måde, men ingen af Ovids versioner kan forstås helt uden at kende det homeriske forbillede. Ovid er (ekstremt) intertekstuel. Denne intertekstuelle side af Ovids værk også til udtryk i forhold til hans store samtidige digter Vergil, der havde fortalt, hvordan den trojanske helt Aeneas flygtede fra Troja og kom til Italien. Det kommer Ovid temmelig lidt ind på; men han beskæftiger sig gerne med hændelser i periferien omkring Aeneas' flugt fra Troja til Latium (XIII-XIV). Grunden til, at Ovid nødig vil ind på den centrale historie, er naturligvis, at den historie allerede er fortalt af Vergil i hans hovedværk, Aeneiden. Aeneiden var et værk efter kejser Augustus' hovede (seriøst og ærke-romersk, uden dog at være tåbeligt selv-forherligende); og Ovid ville næppe have kunnet skrive noget i Metamorfoserne, der havde kunnet markere sig ved siden af Æneiden. Men Ovid bevidner selv sin beundring for Vergil, og 'forvandlingerne' skal næppe opfattes som en kritik af Vergil - snarere som en kompliment: Vergils præstation er så god, at Ovid føler, han må gå andre veje, men netop demonstrativt andre veje - Ovid viser, at han forholder sig til Vergil i sit eget værk. Metamorfoserne var stort set, eller helt, færdige, da Ovid blev sendt i eksil i 8 evt. Om værket havde noget medansvar for det, er ikke til at sige - det afhænger naturligvis også af, hvad kejser Augustus så i det. Metamorfoserne er et komplekst, men legende værk. Mangfoldigheden slår undertiden over i det anekdote-agtige, næsten trivielle, og kravene til forkundskaber kan godt blive lidt anstrengende. Heldigvis kan værket også læses overfladisk, og det har man ofte gjort - med stor fornøjelse. Efter endt læsning kan man dog stå tilbage med et lidt uforløst spørgsmål til værkets væsentlighed - er det hele bare en indviklet leg, eller er der noget, Ovid gerne vil have os til at forstå? Hvis der er noget højere budskab, kunne det måske være netop det, at verden er indviklet - og ikke har en mening, så det bedste, vi kan stille op, er at lege. Der er noget postmoderne, næsten ansvarsløst, over Ovid. Metamorfoserne er oversat flere gange til dansk; sidst (2005) af Otto Steen Due, der var åndsbeslægtet med Ovid og har lavet en usædvanligt kongenial oversættelse. En anden ting, der trods alt gennemsyrer Metamorfoserne, er kærlighed, både i form af den lille gud Amor og i form af de følelser, mennesker har for hinanden - og i form af selve seksual-akten. Ovids karriere begyndte også med at skrive om sex og kærlighed i hans andet indflydelsesrige værk, Amores. Det udkom først i fem bøger imellem 20 og 15 fvt., men så blev noget senere forkortet til tre, måske for at mindske den moralske forargelse i Rom over dem. Det er værket i tre bøger, der er bevaret til vore dage; og det er ikke til at afgøre, hvad han har lavet om. Ovid skildrer i dette værk i en række forskellige scener, hvordan unge mennesker kunne komme sammen i Rom. Den, der taler i digtene, digtenes 'jeg' (som ikke uden videre er den samme som Ovid selv!), har en mere eller mindre fast 'pige', Corinna, som man næppe skal tænke sig som en romersk pige af det bedre borgerskab - sådanne piger fik ikke lov til at have løse forbindelser - men heller ikke ligefrem er en prostitueret. I digtene tales der om 'pigen' (puella) og om hendes 'mand' (vir), men det er ikke helt klart, hvilken plads i samfundet disse to personer egentlig har. Måske er der langt hen ad vejen tale om litterær fiktion. Digtene er ikke særlig vovede; de kan nok være sensuelle (se f. eks. amores 1, 5), men de er aldrig pornografiske, og somme tider tager de meget reelle og seriøse problemer op - f. eks. abort, og ikke sjældent litterære problemer. For det gælder i Amores som i de andre digte af Ovid, at han ganske nøje er klar over, hvilken plads hans egen produktion har i forhold til andre digteres, i disse digte til Gallus, Tibul og Properts, som det også fremgår af det selvbiografiske digt (vers 52ff. og 45 f.). Men nogle af digtene virker også som næsten rene stiløvelser, der bare tjener til at se, hvordan man kan fremstille en sag på en bestemt måde, uden seriøst indhold. Man hævder ofte, at den slags digte i Ovids produktion er resultatet af hans langvarige studier i retorik, hvor man netop ofte som led i uddannelsen fik den slags bundne opgaver, og noget er der måske om snakken. Man kan f. eks. opfatte digtet amores I, 9, hvis grundtema er, at der er en vis lighed mellem en elsker og en soldat, som sådan et overfladisk og lidt åndløst digt. Men digtet kan også læses som en slags kritik af Augustus' forsøg på at få den romerske ungdom til at tage militæret alvorligt, og det er i hvert fald fyldt med hentydninger til tidligere litteratur - både Catul (digt 51) og Homer (8. sang af Odysseen; historien om Ares og Afrodite). Amores er ikke, som Metamorfoserne, skrevet i daktyliske heksametre, men i det såkaldte elegiske distichon, der traditionelt brugtes til mere følelsesladet og mindre seriøs litteratur. Faktisk er resten af Ovids produktion skrevet i dette versemål. I 'Lærebog i kærlighed' (Ars amandi), der er i tre bøger, forelægger Ovid i en længere sammenhængende tekst, der spøgefuldt har form af en lærebog, de samme scener, som han allerede har vist i kærlighedsdigtene. Men her er situationen på en måde vendt: hvor i Amores det er læseren, der får lov at se på 'Ovids' kærlighed, ser Ovid i Ars amandi til, at læseren lærer at håndtere disse ting korrekt. Skulle man være nødt til igen at frigøre sig af en følelsesmæssig binding, har Ovid så råd i værket 'Medicin mod kærlighed' (Remedia amoris). I Amores er kærligheden naturligvis især anskuet fra mandens synspunkt, og det er den også i det meste af Ars amandi; men 3. bog er henvendt til kvinder for at lære dem, hvordan man griber kærlighedsmanøvrer til mænd an. Ovid bruger i Ars amandi mange eksempler fra mytologien.
Otto Steen Due oversatte Amores under titlen Eskapader i 2005 og Ars amandi under titlen Håndbog i hor i 2007. Begge danske titler lover dog lidt mere, end værkerne rigtig kan holde. I de breve fra heltinder til de helte, der har svigtet dem, som Ovid gav navnet Heroides, er kærligheden også anskuet fra kvindernes side, og alle figurerne er hentet i mytologien - det vil sige, i praksis i tidligere litteratur. Heltindebrevene er meget intertekstuel litteratur, men de er meget kortere end Metamorfoserne og det er noget lettere at holde styr på forholdet til baggrundsteksten. Det er en almindelig påstand, at heltindedigtene er retoriske øvelser ligesom nogle af Amores. Ovid understreger, at der ikke er nogen før ham selv, der har skrevet digte, der nøjagtig ligner Heroides - Ovid har skabt en ny type litteratur, en genre. Heltindebrevene er alligevel i høj grad beslægtet med alt det, vi indtil videre har set Ovid skrive - kærlighed, mytologi, retorik, litteratur. Men disse digte er mere rummelige end som så. Hvert af dem er et lille psykologisk studie i en kvindes reaktion på de tildragelser, en mandlig verden kan udsætte dem for. De tre breve, der findes oversat her på sitet, viser tre forskellige situationer. I 1. brev skriver Penelope til Odysseus; brevet vil hun give til en mand, der netop er kommet til Ithaka. Af hvad hun skriver, kan vi se, at brevet er skrevet dagen før Odysseus afslører, at han allerede er kommet hjem - men det ved vi naturligvis kun, fordi vi har læst Odysseen. I 3. brev skriver Briseis til Achilleus, vred over, at hun ikke bliver hentet tilbage fra Agamemnon. Her er det betændte punkt, at Briseis tror, at Achilleus er lige så glad for hende, som hun er for ham. Men vi, der har læst Iliaden, ved jo bedre. Og i 6. brev skriver Hypsipyle, som Jason besøgte på sin udrejse efter det gyldne skind, til Jason for at høre, hvornår han har tænkt sig, som lovet, at vende tilbage til hende og deres to børn. Ført foregiver hun, at hun ikke kender sagens rette sammenhæng - men efter hånden i teksten afslører hun, at hun ved alt, hvad der er at vide. Læserens fornøjelse består i, velinformeret, at kunne følge hele denne udvikling. Teksterne kan kun give det fulde udbytte, hvis man kender forudsætningerne. Og så er fortællesituationen naturligvis en anden; det er kvinder, der taler. Ovid viser megen forståelse for kvindens følelsesliv. Heltindebrevene har i tidens løb været meget nedvurderede. Godt nok er brevene ungdomsværker og savner undertiden noget af den modne Ovids mesterskab i sprog og fortælling. Men de er gode digte, der langsomt er ved at komme til deres ret. Heltindebrevene blev formentlig til tidligt i Ovids karriere, samtidig med første udgave af Amores. Men mere præcist end det kan man ikke tidsfæste dem. Sent i sin karriere skrev Ovid dog endnu nogle breve, hvor det ikke kun er kvinden, der skriver et brev uden at få svar, men hvor Ovid desuden digtede mandens svar. Samtidig med, at han skrev Metamorfoserne, gav Ovid sig også i kast med at skrive en digterisk fremstilling af den romerske festkalender. De forskellige religiøse begivenheder, der udspandt sig i Rom hen over året, fik hver deres lille fremstilling, og meget ofte en historie føjet til. Vi har allerede set, at historien om Proserpinas bortførelse fandt plads i 4. sang, der selvfølgelig tager fat på festerne i april.Værket blev aldrig færdigt. Ovid måtte gå i eksil i 8. evt., og han enten kunne eller ville ikke arbejde videre på dette ærkeromerske projekt. Under sit eksil fortsatte Ovid med at digte, selvom han nu var langt fra sit naturlige publikum - og måske også fra sine naturlige hjælpemidler, bøger og andre digtere. Han skrev mange tekster, der skulle argumentere for, at han kunne vende hjem, bl. a. den allerede nævnte selvbiografi, og han sendte mange breve til venner og familie - men hjem kom han ikke; han døde i eksil i 17 evt. Litteratur
Oversættelser
Elektronisk
Gloseark
|
Sidst revideret 29. 1. 2017