PARMENIDES

Parmenides skrev kun ét værk, men det var til gengæld vigtigt. Det var ikke for dets sproglige udtryksfærdigheder, det blev berømt - Parmenides skriver undertiden klodset, og ikke sjældent er det næsten ikke til at forstå, hvad han skriver. Værket er skrevet på vers, i daktyliske heksametre, samme versemål, som Homer og Hesiod bruger, og det sprog, Parmenides forsøger at udtrykke sig i, er også farvet af det traditionelle epos' sprog.

Parmenides' digt ville være gået fuldstændig tabt for eftertiden, hvis ikke to sene forfattere (2) havde citeret lange passager af det. Ganske vist har vi ikke hele digtet, men der er god grund til at tro, at vi har så meget af det, at vi kan danne os et godt indtryk af dets indhold. Det faldt i mindst tre dele: en indledning, et afsnit om, hvad Parmenides selv mente ('Sandhedens vej'), og et om, hvad han kritiserede andres meninger for. Det fremgår for den sags skyld af et sted i indledningen selv.

Det, der gjorde værket så vigtigt, var dets indhold.

Indledningen (fr. 1) fortæller omstændighederne ved digtets tilblivelse. Parmenides bliver på en hestevogn ført til himmels og præsenteret for en gudinde, Dike, 'Retfærdigheden', der lover ham at fortælle ham, hvordan verden hænger sammen.Indledningen har klare religiøse toner, men det er nok snarere et forsøg fra Parmenides' side på at få sit budskab opfattet som vigtigt end et forsøg på at 'stifte' en religion eller noget i den retning. Parmenides' budskab havde måske nok religiøse implikationer, men var ikke i sig selv religiøst. Parmenides taler om 'veje', ad hvilke man kan nå til sandheden; denne vejmetaforik er meget vigtig for ham.

Afsnittet om almindelige menneskers meninger er ikke særlig righoldigt bevaret. Det begynder i slutningen af det store fr. 8, der altså må være det sidste af 'Sandhedens vej', afsnittet med Parmenides' egne tanker. 'Sandhedens vej' er der tilgengæld tilsyneladende ret meget bevaret af - vi skulle kunne danne os en mening om, hvad Parmenides mente. Det viser sig imidlertid, at derer så store vanskeligheder ved at forstå, hvad vi kan læse, at Parmenides' filosofi er genstand for utrolige diskussioner - der er ikke enighed om snart sagt noget som helst. I fr. 8 forklarer Parmenides,hvad han mener, man kan sige om det, der er til, hvorvidt det er blevet skabt engang, og hvordan det ser ud. I lyset af den store uenighed fortolkerne imellem må man nok være varsom med at forstå for meget, især ud af en oversættelse, men nogle ting kan man godt forstå i teksten, selv oversat, af fr.8.

Parmenides regnes for en såkaldt 'førsokratisk' filosof; dvs. han levede før Sokrates og hans filosofi er endnu ikke præget af Sokrates' store omlægning af filosofien fra at være interesseret først og fremmest i verden til at være interesseret først og fremmest i mennesket (evt. mennesket som det er anbragt i verden - men stadig med mennesket i centrum).
Men Parmenides er også selv en milepæl i filosofiens historie. Hvor de tidligere filosoffer mest havde været interesserede i at finde ud af, hvad verden består af, altså var en slags fysikere, sagt med moderne ord, var Parmenides mest interesseret i at finde ud af, hvad man - helt abstrakt - kunne sige om det, der findes, uden at komme til at modsige sig selv. Parmenides prøver at sige noget fornuftigt om, hvad det vil sige, at noget er - både i betydningen, at det er til, og i betydningen, at det er noget. Parmenides' interesse i filosofien er altså mere af metafysisk art; han spørger: 'Hvad er væren? Og hvad er det værende?'.

Alle senere filosoffer måtte da også tage stilling til Parmenides - både hans egne 'elever', Zenon og Melissos; og andre (sene) førsokratikere som Empedokles og Demokrit. Parmenides lurer altid lige bag det, Platon siger om verdens sammenhæng, og Aristoteles brugte Parmenides meget i sit forsøg på at kortlægge alle mulige filosofiske standpunkter. Parmenides er en af de helt store filosoffer i filosofihistorien.

De spredte stykker, 'fragmenterne', af Parmenides citeres normalt efter en udgave af Diels og Kranz - og derfor giver man et nummer + forkortelsen DK.

Lidt mere læsning:

Lund, Erik, Mogens Pihl og Johannes Sløk, De europæiske ideers historie, København 1962 (og senere), ss. 67 - 70.

Friis Johansen, Holger, Fri mands tale, Århus 1984, ss.96 - 98.

F riis Johansen, Karsten, Den europæiske filosofis historie, Bd. 1 Antikken, København 1991, ss. 68 - 77.

(1) I dialogen Parmenides, 127 B (oversat i Platons Skrifter, bd. 6 s. 198). Det er imidlertid ikke sikkert, at Platon er en pålidelig kilde her; i dialogen vil han sætte Sokrates op imod Parmenides og diskutere forskellige vanskelige filosofiske begreber, og det kan godt være, at det ikke har været så vigtigt for ham, om de to faktisk nogensinde mødtes i virkeligheden, som at de to personers synspunkter kunne modstilles hinanden.

(2) Sextus Empiricus, en senantik filosof, citerer hele indledningen, mens en kommentator (Simplicius) til Aristoteles' værker citerer lange passager af de vanskelige dele med Parmenides' egne tanker, ikke mindst det store fr.8.