Perikles

Perikles, ca. 493 - 429 fvt., var som strateg i Athen i perioden 450 - 430 fvt. hovedmanden bag det fuldt udfoldede athenske demokrati og bag Athens endelige vækst til stormagt i 400-tallet.

Slægt og familieforhold

Perikles' præcise fødselsår er ukendt, men han blev født i årene op til persernes første angreb og slaget ved Marathon (480 fvt.) - han var ikke med i slaget ved Salamis i 480 fvt., og han var gammel nok til at deltage i Ephialtes' angreb på Areopagos-rådet i 462/1 fvt. Han var medlem af demen Kholargos, der hørte til fylen Akamantis. Hans far var Xanthippos, der i 479 fvt. under perserkrigene havde slået perserne i slaget ved Mykale; hans mor var Agariste, datter af Hippokrates, der selv var bror til ingen ringere end Kleisthenes, der havde givet startskuddet til udviklingen af demokratiet. På mødrene side var Perikles altså tilknyttet den gamle, højadelige slægt alkmaioniderne, på fædrene side var slægten også fornem, bouzygerne.

Hans uddannelse var den bedst tænkelige. Som helt ung var hans lærer Damon, en musikteoretiker af en vis betydning, der måske var andet og mere end bare en lærer, hvis kilderne har ret i, at han til sidst blev sendt i eksil ved en ostrakisme (en folkeafstemning, hvor 'stemmesedlen' var et potteskår, hvor man skrev navnet på den person, man gerne så landsforvist). Senere omgikkedes han også filosoffen Anaxagoras og sofisten Protagoras.

Perikles eget privatliv var vist til at begynde med ikke lykkeligt. Han blev gift med en kvinde, hvis navn er ukendt, men med hvem han fik to sønner, Xanthippos (efter bedstefaderen) og Paralos; i hvert fald Xanthippos var noget vanartet, lidt af en ødeland (hvis man skal tro på Plutark i hans Perikles-biografi (kap. 36). Perikles selv var alt andet end en festløve; faktisk kom han aldrig på besøg hos andre mennesker (hvis man skal tro Plutark, kap. 7).

Begge sønnerne døde under den store pest i Athen i 429 fvt. (se Thukydid, 2. bog, kap. 47 ff.), som Perikles formentlig også selv blev offer for. Men da var Perikles allerede for længst blevet skilt fra sin første kone og gift med en kvinde fra Milet på den anden side af Ægæerhavet. Med hende fik han en tredje søn, de kaldte Perikles efter ham selv. Ægteskabet med Aspasia var ikke et 'fuldt' ægteskab, men snarere en slags 'registreret samliv' (Aspasia var Perikles' pallaké). Det betød vanskeligheder for den yngre Perikles ved at opnå fuld borgerret i Athen, som vi skal se. Men Perikles' samliv med Aspasia var lykkeligt; hun synes at have været en overordentligt intelligent kvinde, der kunne matche Perikles (Plutark, kap. 24). Aspasias betydning for Perikles var tilsyneladende stor nok til, at hans modstandere ville forsøge at ramme ham igennem hende ved en anklage for ateisme (Plutark kap. 32).

Athens udenrigspolitik ved Perikles' begyndelse i politik

Perikles nævnes i mange kilder i forbindelse med Ephialtes' opgør i 462/1 fvt. med det politiske establishment, som det var samlet i Areopagos-rådet. Men det er meget lidt sandsynligt, at han kan have været en central person i denne proces; han har været lovlig ung. Ikke desto mindre bygger resten af hans løbebane i politik på de spor, Ephialtes lagde ud.

Athens udenrigspolitiske situation omkring år 460 fvt. kan bedst beskrives ved at citere en mindesten, fylen Erekhtheis satte op over dem, der døde i en enkelt år i begyndelsen af 450'erne fvt.:

Erekhtheis: disse døde i krigen på Kypern, i Ægyp- ten, i Fønikien, i Halieis, på Aigina, i Megara i det samme år

Der følger 177 navne, hvoraf to er strateger og én spåmand (en slags feltpræst). Hvis alle Athens ti fyler har være lige så hårdt ramt, har der det år været næsten 1800 faldne, og det vel at mærke kun blandt borgerne - hvad der måtte have været af tropper af anden herkomst, er jo ikke til at vide. Tabstal af den art må dog have været exceptionelle - Athen havde trods alt næppe mere end 40.000 mandlige borgere at give væk af.

De første tre kamppladser viser, at Athen stadig var i krig med perserriget, der indbefattede både Kypern og Ægypten, selvom Ægypten på dette tidspunkt (som så ofte ellers) var gået i oprør, og Athen netop støttede dette oprør. De sidste tre kamppladser ligger i Spartas interessesfære. Efter Kimon så forsmædeligt var blevet sendt hjem fra Ithome, fordi man ikke havde tillid til tropperne fra Athen, havde Athen opgivet at have fredelige relationer med Sparta og var gået i krig imod dem, en krig, der kendes under navnet den første peloponnesiske krig.

Det giver sig selv, at Athens militære formåen på den måde var spændt til sit yderste. Athen måtte da også opgive kampene på Kypern og led i 454 fvt. et fuldstændigt nederlag i Ægypten, der må have kostet tusinder af borgeres liv. Til gengæld lykkedes kampen mod Sparta ganske godt; Megara blev en tæt allieret, og det gjorde også Argos; og Halieis lå på sejlruten fra Athen til Argos. Aigina blev endeligt knust.

Alligevel var athenæerne bekymrede for deres sikkerhed. Efter perserkrigene havde de trods spartansk modstand hurtigt fået genopbygget deres bymure takket være et udsædvanligt samarbejde mellem Themistokles og Aristeides, og de havde også bygget mure om deres havneby, Piræus. Efter bruddet med Sparta i 462/1 fvt. forbandt de desuden selve byen Athen med kysten med to lange mure, så en spartansk landstyrke ikke kunne afbryde Athens forbindelse med omverdenen. Senere foreslog Perikles, at man byggede en mur imellem de to mure også; den stod færdig i 443 fvt.

Den lange krig mod Persien blev afsluttet ved Kallias-freden i 449 fvt., og langt de fleste grækeres frihed blev sikret ved fredsslutningen, mens Kypern og Ægypten netop blev fastholdt som persisk domæne. Sparta og Athen indgik en våbenhvile i 451 fvt., der skønt brudt flere gange endte i en fredsaftale i 446 fvt., der skulle vare i 30 år (30-årsfreden). Det kom den ikke til.

Forfatningsudviklingen i 450'erne

Perikles spillede en rolle, men næppe en virkelig ledende rolle i disse kampe. Han ledte en flåde rundt om Peloponnes og fik etableret alliancer i den korinthiske bugt, men det er faktisk først med en lov, han fik vedtaget i 451 fvt., at hans karriere for alvor tager fart. Det er en lov, der har givet stort hovedbrud til dem, der har forsøgt at forklare den. Loven sagde, at kun børn, hvis forældre begge var fra Athen, kunne få borgerret. Ud over, at denne lov ramte Perikles egen søn med Aspasia (der måske ikke var født i 451), er det svært at se, at et samfund i krig har brug for en sådan bestemmelse. Loven var ikke rettet imod allerede levende personer; den havde ikke tilbagevirkende kraft. Det var en bestemmelse, der i fremtiden ville indskrænke antallet af borgere i Athen.

Kilderne tilskriver imidlertid også Perikles en lov, der bevilgede dommerne i domstolene en økonomisk kompensation. Desværre er det ikke let at fastlægge tidspunktet for denne lov. Plutark lader den i sin Perikles-biografi (kap. 9) være indført før opgøret med Areopagos i 462/1 fvt., som et forsøg på at matche Kimons velgørenhed. Noget ganske lignende fortæller athenernes statsforfatning kap. 27. Men det er meget tidligt - Perikles har næppe været 30 år gammel endnu. Det er nærliggende at mene, at loven er indført i forbindelse med de nye regler for athensk statsborgerskab - altså i slutningen af 450'erne, hvor Kimon netop vendte hjem fra sit 10-års eksil ved ostrakisme. Men desværre er kronologien ikke sikker.

Uanset hvornår bestemmelsen er vedtaget, var den afgjort af demokratisk karakter. Domstolenes rolle var efter Areopagos' fald blevet langt, langt vigtigere, og man kunne ikke sikre sig hverken dommere nok, eller tilstrækkelig spredning i deres sociale sammensætning, hvis ikke i hvert fald de mindre velstående iblandt dem fik en godtgørelse for deres deltagelse i domsforhandlingerne.

Kimon spiller muligvis også en rolle - i hvert fald som skygge - bag en lov fra 457 fvt., der ikke normalt kobles til Perikles, der bestemte, at man for fremtiden godt kunne blive udpeget til arkhont, hvis ens formue kun var af zeugit-niveau ifølge Solons inddeling (athenernes statsforfatning kap. 26). Dermed blev en gruppe borgere tilgodeset, man ellers ofte har anset for Kimons sikre støtter. Om de faktisk var det, er måske svært at afgøre - det faktum, at spartanerne sendte dem hjem fra belejringen af Ithome i 462/1 fvt., fordi de var for revolutionært sindede, kunne naturligvis tyde på noget andet. Under alle omstændigheder rakte demokratiet sin hånd frem og enten takkede for - eller købte - deres støtte. Omvendt kan man sige, at embedet som arkhont og det medfølgende medlemskab af Areopagos-rådet var blevet mindre interessant for de gamle slægter efter Ephialtes' reform.

Perikles' byggeaktiviteter

Det er ikke for meget sagt, at det mest blivende bevis på Perikles' betydning i Athen er bygningerne på Akropolis - Parthenon især. Arkitektonisk og skulpturmæssigt er det sjældent sket, at en - især en demokratisk styret - stat har ydet så fremragende resultater. Til bygningen hentedes de bedste håndværkere og kunstnere - der blev ikke sparet på noget som helst.

Arbejdet på Akropolis blev først sat i gang i 447 fvt., da Kimon var død, men hans slægtning Thukydides, Melesias' søn (ikke den berømte historiker), satte sig i spidsen for den opposition til demokratiet, Kimon havde stået for, og det blev i vid udstrækning det store byggeprogram, striden kom til at stå om. Thukydides og hans folk påstod, at man til byggerierne brugte penge, der tilhørte det deliske søforbund; Perikles mente, at pengene var blevet indbetalt for en ydelse, forbundet faktisk fik - sikkerhed - og derfor ikke var øremærket. Pengene blev brugt til at betale løn til håndværkerne og kompensation til mange af de borgere, der på anden måde var engageret i projekterne.

Netop her lå naturligvis stridens kerne: Perikles kunne bruge disse projekter (og andre aktiviteter i byen) til at udbetale penge til den almindelige befolkning og derved få politisk opbakning. Eller sådan så i hvert fald Thukydides og hans fæller på det, der skete. Striden var bitter og endte med, at Thukydides blev sendt i eksil med en ostrakisme (443 fvt.) (Hovedkilde: Plutark, Perikles-biografien kap. 11-14.)

Udenrigspolitik i 440'erne og 430'erne

Klerukhier og Samos!

Vurdering i oldtid og eftertid

Især Thukydid II 65