Platon: "Lysis" eller "Om venskab"

DATA:

Platon levede ca. 427-347 f.v.t. og "Lysis" er et af hans ungdomsværker. Dialogen har både navn efter Sokrates’ primære samtalepartner, den unge dreng Lysis, og efter samtalens emne, venskab/kærlighed.

TEMA:

Venskabets / kærlighedens væsen og årsag, erkendelsen og dermed besiddelse af den absolutte godhed.

Beslægtede temaer behandles i Symposion og Faidros.

RESUMÉ:

Sokrates møder en gruppe unge mænd, heriblandt Hippothales, der er forelsket i den unge dreng Lysis. De unge mennesker vil gerne have Sokrates med til at diskutere og Sokrates indleder da en samtale med først Hippothales og derpå med den unge Lysis og hans ven Menexenos.

I dialogens første del når de frem til at indsigt er en forudsætning for indgåelse af venskab.

Derpå søger de at definere hvornår to mennesker er venner, og det ender med, at Sokrates foreslår, at kun gode mennesker kan indgå venskaber. Da imidlertid gode mennesker har nok i sig selv opstår et problem. Sokrates foreslår så i stedet, at venskab baseres på modsætningernes gensidige tiltrækning, men heller ikke den ide virker holdbar.

I stedet må venskab være baseret på det, som hverken er godt eller ondt, men som under visse omstændigheder træder i venskabsforhold til det gode. Ifølge dialogens hidtidige konklusioner kan hverken ens eller modsatte ting indgå venskaber, så det gode kan ikke indgå venskab med det gode og heller ikke det onde med det onde, men det, som hverken er godt eller ondt, kan indgå venskab med det gode. Med det onde kan ingen indgå venskab.

Følgelig er det ikke de vise og heller ikke de helt uvidende, der stræber efter visdom, men dem, der nok er uvidende, men som er sig det bevidst, et de ikke ejer indsigt. Det gælder for sjælen, og alt andet, at det, der hverken er ondt eller godt, på grund af berøringen med det onde higer efter det gode. Årsagen til denne higen ligger ikke i modsætningen. Den skyldes det absolutte gode, der er venskabets mål og kærlighedens årsag.

Alle mennesker er beslægtede med det absolutte gode, men de slette er ikke bevidste herom. De som hverken er gode eller slette, er klar over deres manglende indsigt i det gode og begærer og higer efter det gode, og de gode elsker det gode, fordi de har erkendt det.

Altså findes sandt venskab kun mellem de gode.

Denne sidste konklusion drages ikke i dialogen, der tilsyneladende slutter uden at venskabets natur er blevet afdækket. Flere gange i dialogen bryder Sokrates samtalen af og begynder på ny, men samler man trådene fra dialogens enkelte dele, må konklusionen blive denne.

OVERSÆTTELSER:

Platons skrifter udgivet af Carsten Høeg og hans Ræder, I-X. Komplet dansk oversættelse

LITTERATUR:

Karsten Friis Johansen: Platons filosofi, udvikling og enhed, NNF 1988
Karsten Friis Johansen: Platon, Klassikerforeningens oversigter 1989
Johannes Sløk: De store tænkere. Platon, Berlingske Forlag 1964
Johannes Sløk: Platon, Gads Forlag 1978
Holger Friis Johansen: Fri mands tale. Græsk litteratur indtil Alexander den Stores tid. Århus 1984 Om Lysis specielt: ss. 332-342

Skrevet febr. 2002 af Anne Granum.