Platon

Græsk filosof, 428 - 347 fvt., borger i Athen, 'elev' af Sokrates.

Platons filosofiske overvejelser drejede sig især om, hvad der giver mening til tilværelsen, og hvordan det gør det. Han spekulerede meget over noget, han kaldte 'former' ('ideer' på græsk), som på en eller anden måde ikke var i verden, men gav form og mening til alt, der fandtes og skete i den. Enhver retfærdig handling var udtryk for ('havde del i', sagde Platon) 'retfærdighedens form'. Der må, mente Platon, være noget, der er konstant - formerne - for at man kunne forstå alt det foranderlige, der er i verden. Der findes således på en måde to verdener - 'formernes' verden og den, vi lever i. Man kalder dette synspunkt for dualisme og læren om 'formerne' for idealisme.

Denne meget korte karakteristisk af Platon gør ham ingen retfærdighed. Platon er ikke bare en stor, måske den største europæske filosof nogensinde, men også en stor forfatter; og hans tanker og skrifter lader sig ikke 'reducere' til noget simpelt, overskueligt system. Netop dette er på en og samme tid Platons største svaghed og hans største styrke - man kan ikke blive færdig med ham; man er altid nødt til at tænke med og mod ham. Netop det er, hvad der er sket til alle tider - hvadenten man er enig med Platon eller ej, kan man ikke komme fri af hans skygge.

Biografi

Platon kom fra en fornem og rig familie, der altid havde spillet en betydelig rolle i Athen. Med demokratiets oprettelse blev dens betydning noget mindre, og dele af familien - ikke direkte Platons del - kom til at udføre stærkt antidemokratiske handlinger - navnlig hans onkel Kritias, der var en af de 30 tyranner, der i 404-3 fvt. med spartansk støtte ligefrem søgte at afskaffe demokratiet for altid. Platon deltog ikke i dette reaktionære, landsforræderiske forsøg; hvis nogle 'breve', man tilskriver Platon, er ægte, tog han direkte afstand fra det i væmmelse, fordi tyrannerne ikke handlede retfærdigt.

Hvis man ikke regner brevene for ægte, er kilderne til Platons privatliv meget sparsomme. Men det er helt sikkert, at han var 'elev' af Sokrates. Til gengæld er det ikke så sikkert, hvad det ville sige at være 'elev' af Sokrates - men det var i hvert fald Sokrates, der satte Platon i gang med at filosofere. Men Sokrates er ikke Platons eneste inspirationskilde; Platon lod sig påvirke af alt, han hørte, ikke mindst af Pythagoras og Parmenides, som han må have gjort sig store anstrengelser for at få præcise oplysninger om - Pythagoras skrev, som Sokrates, intet, og Parmenides' læredigt er umådeligt vanskeligt at forstå. Stoler man på brevene, har Platon endda rejst en del i Syditalien, hvor begge disse filosoffer hørte hjemme, for at lære mere om dem. En anden 'førsokratisk' filosof, Demokrit, havde Platon derimod ikke meget til overs for.

Der er ingen tvivl om, at den skelsættende begivenhed i Platons liv var dødsdommen over Sokrates i 399 fvt. Sokrates blev Platons faste holdepunkt - selvom han bestemt udviklede tanker, Sokrates ikke havde haft.

Sokrates havde ikke dannet 'skole'; det gjorde derimod Platon. Han grundlagde en filosofisk diskussionsklub, Akademiet, i en park nær Athen; og her samledes alt, hvad der fandtes af tænkende hoveder i Grækenland på den tid, i hvert fald hvis de delte Platons grundlæggende interesser og i et vist omfang også hans synspunkter. Men diskussionerne i Akademiet må have været meget frie - Platon har ikke været interesseret i at undertrykke opposition.

I det 'syvende' brev - som altså nogle ikke mener er ægte - fortæller Platon om, hvordan han rejste til Sicilien for at rådgive Dionysios, 'tyran' (dvs. enevældig leder) i Syrakus, om, hvordan man kunne skabe det bedste samfund; rejsen var en fiasko ... Selvom brevet er uægte, kan rejsen jo godt have fundet sted; i hvert fald var Platon levende interesseret i, hvordan man kunne konstruere et godt samfund: flere af hans værker handler om statsteori.

Forfatterskab: dialoger

Platon skrev aldrig noget, han kunne 'hænges op på'. Alle hans værker er dialoger, hvor forskellige samtalepartnere diskuterer et filosofisk problem - meget ofte, faktisk normalt, er Sokrates en af dem, og Sokrates har også ofte ret - omend ikke på den banale måde, at de andre så bare tager fejl.

Valget af denne form gør det umuligt at vide med sikkerhed, hvad Platon selv mener. Læseren kan ikke falde tilbage til det simple spørgsmål, hvad forfatteren mener; det får man ikke sådan at vide; næ, man må selv tænke med. Der er dog mere end en forfatterstrategi i spil. Platon mener, at man kun virkelig kan lære noget ved samtale - spørgsmål og svar. Tekster kan man ikke spørge om noget - derfor er det skrevne ord ikke en god vej til virkelig viden, som han forklarer i anden del af dialogen Faidros.

Dialogerne handler om alt muligt - venskab, kærlighed, nydelse, sproget, samfundet, retfærdigheden osv. osv. Kun en enkelt dialog (Timaios) handler om, hvordan verden er fysisk bygget op, resten handler om etik og politik, erkendelse og metafysik. Man kan dele dialogerne op i nogle hovedgrupper; der er godt nok ikke fuld enighed om, hvordan det skal gøres, eller hvor man skal anbringe dem, men en ikke helt kontroversiel opstilling kunne se sådan ud:

1. gruppe	'De sokratiske dialoger' - emnerne er etiske: venskab, fromhed, retorik osv.; Sokrates diskuterer med andre og viser dem, hvordan de tager fejl.	Forsvarstalen, Kriton, Lysis, Protagoras; Gorgias og Menon (sene i gruppe 1)
2. gruppe	Sokrates er stadig den vigtigste samtalepartner, men fremfører ofte mere selvstændige synspunkter - emnerne er 'større': retfærdighed, samfundets indretning, universets sammenhæng, idélæren.	Faidon, Symposion, Faidros, Staten
3. gruppe	Sokrates glider noget i baggrunden; flere af de store tanker, Platon fremførte i 2. gruppe, kommer under debat - herunder idélæren	Parmenides, Philebos, Lovene; Timaios (måske 2. gruppe)

Vigtigste problemer og synspunkter

Et problem, Platon arver fra Sokrates, er: hvordan er det godt at leve sit liv - og hvordan står dét i forhold til at leve i et helt samfund? Hvad er et godt samfund?

Svarene i de forskellige dialoger er mange - men Platon holder altid fast på, at man må respektere lovene i samfundet (selvom man er uenig), og i øvrigt opføre sig, så man ikke påfører andre skade. Hellere lide uret end gøre uret er et fast sokratisk tema. I øvrigt finder Platons Sokrates, at det mindste, man kan forvente af folk, er, at de tænker sig om - og det er her, Sokrates kommer til at træde folk over tæerne hele tiden: for han finder jo, at folk kommer med de dummeste svar på, hvad der betyder noget for dem. Platon fører altid dialogen derhen, at det bliver klart, at et menneske skal sætte sit sjælelige velbefindende over sit fysiske og se ned på materielle værdier, når der er andre, højere principper på spil. Et menneske bør snarere forsøge at gøre sin pligt - end opfylde sine begær. I de enkelte dialoger er svaret som regel mere nuanceret end dette - men det er den generelle tendens, og den har næppe provokeret nogen.

Mere provokerende er det svar, Platon fører sin læser mod, når det drejer sig om samfundet. Platon nyder at påvise demokratiets svagheder - men gør også et stort nummer ud af at vise, at eneherskere let bliver til tyranner. Det eneste perfekte samfund er et samfund styret af filosoffer, hvor alle andre mennesker nøje kender deres plads og bliver der. Retfærdighed i et samfund er for Platon netop, at alt bliver, hvor det hører hjemme, at ingen overskrider de grænser, der fornuftigvis er sat for dem. Det er synspunkter, Platon lader Sokrates stå for i sin vigtigste dialog Staten.

Et andet vigtigt spørgsmål for Platon er: hvordan er det, vi kan vide noget? Viden kan man ikke have om ting, der hele tiden er noget andet, end de var for et øjeblik siden - de dagligdags begivenheder og synspunkter, der er i en evigt flydende tilstand, er ikke genstand for viden, højst for meninger. Det står enhver frit for at sige, at de mener, at et eller andet er sandt - men derved bliver det ikke sandt. Sandheden hører hjemme på et mere konstant niveau - og det er her, Platon taler om 'former', idéer, der netop på en eller anden måde er konstante rammer omkring de mange foranderlige ting, vi oplever. Det er alt andet end klart, hvordan dette system virker - præcis hvordan er de fænomener, vi oplever, forbundet med formerne - hvordan 'har de del i formerne', som Platon gerne siger?

Og hvor er 'formerne' henne? Platon taler selv undertiden om et sted udenfor alt, hvor de er - et 'skønhedens hav', som han siger i Symposion, 'idéverdenen', som man ofte siger i vore dage. Det er ikke en verden, man kan nå med sine sanser; dem har Platon dyb mistillid til; næ, formernes verden må man tænke sig til. Formerne er nært beslægtede med matematiske begreber - men de er ikke det samme som dem.

Det tredje vigtige spørgsmål, der rejser sig i denne forbindelse, er: hvad er virkelighed? Når Platon taler om 'formerne', som om de var et andet sted, og sætter dem så meget højere end de 'fænomener', vi går og oplever til daglig, kommer han jo nemt til at give det indtryk, at 'virkeligheden' er i formernes verden, og den verden, vi lever i, er en skinverden, der ikke er opmærksomhed værd. Så enkelt er det bestemt ikke - men igen trækker Platon i dialogerne let sine læsere i den retning.

Men her må man gerne selv tænke med - i den berømte sollignelse i dialogen Statens syvende bog forklarer Platon, at det er med den vigtigste af alle idéer, det godes idé, i formernes verden, som det er med solen i fænomenernes verden. Ligesom solen er det, der på en og samme tid sikrer, at vi både kan se det, der findes omkring os, og at dette findes (uden solen ville intet gro; alt levende ville dø - også vi), præcis sådan er det det godes idé, der sikrer både, at vi kan tænke, og at der er noget at tænke på. Dette bringer på en mærkelig må fænomenernes og formernes verden meget tæt på hinanden.

Men Platon er også dybt interesseret i at hjælpe de mennesker, der faktisk lever, og lever i den omskiftelige virkelighed. Den berømte hulelignelse fra Statens syvende bog handler netop først og fremmest om den pligt, et menneske har til at bringe sandheden til andre mennesker, hvis det har lært den at kende - man må ikke forblive i formernes verden; man skal ned i fænomenernes verden og forklare, hvordan det hele virkelig hænger sammen.

Desuden er alle mennesker i sig selv udstyret med det, der skal til, for at komme i forbindelse med formernes dimension - alle har en sjæl, alle kan tænke. Sjælen er et guddommeligt, udødeligt element ved alle mennesker, og den kræver at blive behandlet godt - et tema, allerede den virkelige Sokrates havde anslået. Det er et vigtigt fjerde problem for Platon: hvad er sjælen? Og hvad er dens plads i universet som sådan - findes der en 'verdenssjæl'? I hvert fald fungerer det univers, vi kan se, i de højere regioner med en forbløffende præcision - 'Gud' må være en form for 'kosmisk sjæl'.

Men alle disse synspunkter fremstår som sagt ikke som svar men snarere som bud på svar, på grund af, at man jo i en dialog ikke kan vide, hvem forfatteren mener har ret. Platon vender og drejer disse spørgsmål igen og igen, og man må læse, hvad han selv skriver, for at få en idé om, hvad man kan stille op med ham. Platon er ikke for fastholdere - han er en meget åben oplevelse.

Efterliv

Platons Akademi var som nævnt en diskussionsklub - og synspunkterne i den var mange. Nogle af Platons diskussionspartnere førte i generationen efter Platons død tanken om formerne ud i abstrakte konsekvenser, som Platon ret sikkert ikke ville have taget, ikke mindst under Platons efterfølger Speusippos og dennes efterfølger Xenokrates. Aristoteles, Platons måske mest begavede elev, brød med denne linje og grundlagde sin egen skole ved siden af, Lykeion; og derefter kom en tid, hvor store metafysiske spekulationer ikke var i vælten - hellenismen.

Under hellenismen var Akademiet en filosofisk skole, der lagde vægt på hvordan man skulle diskutere - på skoling i logik. Man havde i Akademiet en vis tilbageholdenhed med at komme med sikre udmeldinger om noget - tendensen var 'skeptisk'.

I romersk tid blev Platon, hans person og hans forfatterskab, igen gjort til det centrale for de folk, der kaldte sig platonikere. Ikke mindst Plutark stod for denne linje, der også søgte at forsone Platons lære med andre filosoffer, der var beslægtede med ham. Men det var i 200-tallet efter Kristus, den filosof levede, der skulle forme platonismen sådan, at den blev kristendommens form for filosofi - Plotin. Senere har man kaldt Plotins filosofi for 'nyplatonisme'; selv mente han, han bare fortolkede Platon på en sammenhængende måde. Plotins nyplatonisme har virkelig et problem med fænomenernes verden - det er simpelthen en dårligere verden end formernes, og hele Plotins forfatterskab har til formål at vise dette.

I de næste 1500 år er det Plotins fortolkning af Platon, der dominerer, selv når man er i perioder, der sætter Platon meget højt (som f. eks. renæssancen) - vi skal frem til romantikken, før man begynder at læse Platons dialoger på den 'åbne' måde, der er lagt op til ovenfor.

Men det ændrer ikke ved, at Platons filosofi - til alle tider - har påvirket Europas tanker - mere, formentlig, end nogen anden tankeretning overhovedet.

Litteratur

Elektronisk

Jakob Fink, Adelsbegreb og filosofi i Alcibiades I
Kirsten Jungersen, Lægens rolle i Platons Symposion.
Jørgen Mejer, Corpus Platonicum i oldtiden.
Morten Sørensen Thaning, Filosofiens venskab - om Lysis' befrielse og løsningen på Lysis.
Morten Sørensen Thaning, Mellem akademi og agora - om to nye svar på spørgsmålet: hvorfor skrev Platon dialoger?
Chr. Gorm Tortzen, Platons billeder af Sokrates