Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Vigtigste problemer og synspunkter Et problem, Platon arver fra Sokrates, er: hvordan er det godt at leve sit liv - og hvordan står dét i forhold til at leve i et helt samfund? Hvad er et godt samfund? Svarene i de forskellige dialoger er mange - men Platon holder altid fast på, at man må respektere lovene i samfundet (selvom man er uenig), og i øvrigt opføre sig, så man ikke påfører andre skade. Hellere lide uret end gøre uret er et fast sokratisk tema. I øvrigt finder Platons Sokrates, at det mindste, man kan forvente af folk, er, at de tænker sig om - og det er her, Sokrates kommer til at træde folk over tæerne hele tiden: for han finder jo, at folk kommer med de dummeste svar på, hvad der betyder noget for dem. Platon fører altid dialogen derhen, at det bliver klart, at et menneske skal sætte sit sjælelige velbefindende over sit fysiske og se ned på materielle værdier, når der er andre, højere principper på spil. Et menneske bør snarere forsøge at gøre sin pligt - end opfylde sine begær. I de enkelte dialoger er svaret som regel mere nuanceret end dette - men det er den generelle tendens, og den har næppe provokeret nogen. Mere provokerende er det svar, Platon fører sin læser mod, når det drejer sig om samfundet. Platon nyder at påvise demokratiets svagheder - men gør også et stort nummer ud af at vise, at eneherskere let bliver til tyranner. Det eneste perfekte samfund er et samfund styret af filosoffer, hvor alle andre mennesker nøje kender deres plads og bliver der. Retfærdighed i et samfund er for Platon netop, at alt bliver, hvor det hører hjemme, at ingen overskrider de grænser, der fornuftigvis er sat for dem. Det er synspunkter, Platon lader Sokrates stå for i sin vigtigste dialog Staten. Et andet vigtigt spørgsmål for Platon er: hvordan er det, vi kan vide noget? Viden kan man ikke have om ting, der hele tiden er noget andet, end de var for et øjeblik siden - de dagligdags begivenheder og synspunkter, der er i en evigt flydende tilstand, er ikke genstand for viden, højst for meninger. Det står enhver frit for at sige, at de mener, at et eller andet er sandt - men derved bliver det ikke sandt. Sandheden hører hjemme på et mere konstant niveau - og det er her, Platon taler om 'former', idéer, der netop på en eller anden måde er konstante rammer omkring de mange foranderlige ting, vi oplever. Det er alt andet end klart, hvordan dette system virker - præcis hvordan er de fænomener, vi oplever, forbundet med formerne - hvordan 'har de del i formerne', som Platon gerne siger? Og hvor er 'formerne' henne? Platon taler selv undertiden om et sted udenfor alt, hvor de er - et 'skønhedens hav', som han siger i Symposion, 'idéverdenen', som man ofte siger i vore dage. Det er ikke en verden, man kan nå med sine sanser; dem har Platon dyb mistillid til; næ, formernes verden må man tænke sig til. Formerne er nært beslægtede med matematiske begreber - men de er ikke det samme som dem. Det tredje vigtige spørgsmål, der rejser sig i denne forbindelse, er: hvad er virkelighed? Når Platon taler om 'formerne', som om de var et andet sted, og sætter dem så meget højere end de 'fænomener', vi går og oplever til daglig, kommer han jo nemt til at give det indtryk, at 'virkeligheden' er i formernes verden, og den verden, vi lever i, er en skinverden, der ikke er opmærksomhed værd. Så enkelt er det bestemt ikke - men igen trækker Platon i dialogerne let sine læsere i den retning. Men her må man gerne selv tænke med - i den berømte sollignelse i dialogen Statens syvende bog forklarer Platon, at det er med den vigtigste af alle idéer, det godes idé, i formernes verden, som det er med solen i fænomenernes verden. Ligesom solen er det, der på en og samme tid sikrer, at vi både kan se det, der findes omkring os, og at dette findes (uden solen ville intet gro; alt levende ville dø - også vi), præcis sådan er det det godes idé, der sikrer både, at vi kan tænke, og at der er noget at tænke på. Dette bringer på en mærkelig må fænomenernes og formernes verden meget tæt på hinanden. Men Platon er også dybt interesseret i at hjælpe de mennesker, der faktisk lever, og lever i den omskiftelige virkelighed. Den berømte hulelignelse fra Statens syvende bog handler netop først og fremmest om den pligt, et menneske har til at bringe sandheden til andre mennesker, hvis det har lært den at kende - man må ikke forblive i formernes verden; man skal ned i fænomenernes verden og forklare, hvordan det hele virkelig hænger sammen. Desuden er alle mennesker i sig selv udstyret med det, der skal til, for at komme i forbindelse med formernes dimension - alle har en sjæl, alle kan tænke. Sjælen er et guddommeligt, udødeligt element ved alle mennesker, og den kræver at blive behandlet godt - et tema, allerede den virkelige Sokrates havde anslået. Det er et vigtigt fjerde problem for Platon: hvad er sjælen? Og hvad er dens plads i universet som sådan - findes der en 'verdenssjæl'? I hvert fald fungerer det univers, vi kan se, i de højere regioner med en forbløffende præcision - 'Gud' må være en form for 'kosmisk sjæl'. Men alle disse synspunkter fremstår som sagt ikke som svar men snarere som bud på svar, på grund af, at man jo i en dialog ikke kan vide, hvem forfatteren mener har ret. Platon vender og drejer disse spørgsmål igen og igen, og man må læse, hvad han selv skriver, for at få en idé om, hvad man kan stille op med ham. Platon er ikke for fastholdere - han er en meget åben oplevelse. Efterliv Platons Akademi var som nævnt en diskussionsklub - og synspunkterne i den var mange. Nogle af Platons diskussionspartnere førte i generationen efter Platons død tanken om formerne ud i abstrakte konsekvenser, som Platon ret sikkert ikke ville have taget, ikke mindst under Platons efterfølger Speusippos og dennes efterfølger Xenokrates. Aristoteles, Platons måske mest begavede elev, brød med denne linje og grundlagde sin egen skole ved siden af, Lykeion; og derefter kom en tid, hvor store metafysiske spekulationer ikke var i vælten - hellenismen. Under hellenismen var Akademiet en filosofisk skole, der lagde vægt på hvordan man skulle diskutere - på skoling i logik. Man havde i Akademiet en vis tilbageholdenhed med at komme med sikre udmeldinger om noget - tendensen var 'skeptisk'. I romersk tid blev Platon, hans person og hans forfatterskab, igen gjort til det centrale for de folk, der kaldte sig platonikere. Ikke mindst Plutark stod for denne linje, der også søgte at forsone Platons lære med andre filosoffer, der var beslægtede med ham. Men det var i 200-tallet efter Kristus, den filosof levede, der skulle forme platonismen sådan, at den blev kristendommens form for filosofi - Plotin. Senere har man kaldt Plotins filosofi for 'nyplatonisme'; selv mente han, han bare fortolkede Platon på en sammenhængende måde. Plotins nyplatonisme har virkelig et problem med fænomenernes verden - det er simpelthen en dårligere verden end formernes, og hele Plotins forfatterskab har til formål at vise dette. I de næste 1500 år er det Plotins fortolkning af Platon, der dominerer, selv når man er i perioder, der sætter Platon meget højt (som f. eks. renæssancen) - vi skal frem til romantikken, før man begynder at læse Platons dialoger på den 'åbne' måde, der er lagt op til ovenfor. Men det ændrer ikke ved, at Platons filosofi - til alle tider - har påvirket Europas tanker - mere, formentlig, end nogen anden tankeretning overhovedet. Litteratur Elektronisk
Jakob Fink, Adelsbegreb og filosofi i Alcibiades I
|
Sidst revideret 11. 5. 2014