Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Platon: ProtagorasDialogen Protagoras er måske Platons første værk, i hvert fald hører den hjemme i begyndelsen af hans forfatterskab. Det er en rammedialog, dvs. at hovedsamtalen ikke meddeles direkte, men i referat.DEN YDRE RAMME Den der beretter er Sokrates. Han møder en ven på gaden, og selv om han har meget travlt - han skal et sted hen (hvortil får vi ikke at vide) - lader han sig overtale til at fortælle om sit møde med Protagoras. Men først må han lige fortælle, hvordan det gik til at han kom i samtale med Protagoras. Jo, det var hans unge ven Hippokrates, der var kommet til ham tidligt i morges, aldeles ophidset over at have hørt at Protagoras var i byen. Om Sokrates ikke ville introducere ham? Og da Sokrates havde indvilliget, men sagt at de i hvert fald måtte vente til det blev lyst, var de gået ud i gården og her havde de to så samtalet indtil det blev lyst. PRODIALOGEN Samtalen foregår på Sokrates' præmisser. Han spørger hvorfor Hippokrates er så forhippet på at komme i lære hos Protagoras, og da det bliver klart at det ikke er for at blive sofist (Hippokrates bliver helt rød i hovedet ved tanken), hvad er det så egentlig sofisterne lærer? 'At blive en dygtig taler', svarer Hippokrates, men Sokrates lader ham ikke slippe så nemt; da han også vil vide hvad en sådan taler skal tale om, bliver Hippokrates ham svar skyldig. Så må Sokrates selv prøve at definere en sofist, og han finder ud af at han er en slags mellemhandler - af den slags varer som sjælen lever af. Og så er det en farlig sag at underkaste sig en sofist! PRÆSENTATIONEN Kommet så vidt kan de endelig begive sig på vej hen til Kallias' hus, hvor flere sofister er på gæstebesøg. De har lidt besvær med at blive lukket ind, men da de siger at de ikke er sofister, åbner portvagten porten. Og nu får vi en fornøjelig præsentation af alle de sofister der er der: Protagoras selv, der vandrer i søjlegangen omgivet af en skare beundrende tilhørere, Hippias fra Elis, der sidder i en armstol og holder foredrag om naturlovene, og Prodikos fra Keos, der endnu ikke er stået op, men fra sin seng underholder en mængde tilhørere. Sokrates kan desværre ikke høre hvad han siger. Foruden de berømte sofister er der naturligvis alle de athenæere som er kommet - og flere kommer til: Alkibiades og Kritias. Sokrates hilser på Protagoras og siger hvad han og Hippokrates er kommet for: Hippokrates vil meget gerne spille en rolle i det politiske liv og vil derfor gerne have undervisning af Protagoras. Om det skal være særundervisning eller alle må høre med, må Protagoras selv afgøre. Protagoras takker for tilliden og da de har bænket sig allesammen, fortæller han hvad det er han kan tilbyde: et stadigt fremskridt i dygtighed (areté). FØRSTE SAMTALE OM ARETÉ Men Sokrates er stadig naget af tvivl om, hvad han vil blive dygtigere til. Hvad er det som Protagoras lærer ham? - Det er klart spurgt, svarer Protagoras, og han vil give et klart svar: 'omtanke, både i private affærer og i offentlige sager. Ikke noget fagligt, men netop noget alment'. Aha, altså borgerdyd, det at være en god borger, men kan det overhovedet læres? Og så kommer Sokrates med en del eksempler fra det praktiske liv: i faglige henseender vil athenæerne altid spørge efter fagkundskab, men når det drejer sig om byens sager i almindelighed, så har enhver lov til at give sit besyv med - uden at være særlig uddannet. Og dygtige politikere er ikke i stand til at opdrage deres egne børn til borgerdyd. Det ser altså ud som om borgerdyd ikke kan læres. Det vil Sokrates gerne have Protagoras til at belyse. SOFISTISK MYTE Protagoras giver sit svar i form af en myte: Da guderne havde skabt alle levende væsener, fik Epimetheus lov til at uddele egenskaber til dem - og han gjorde det på en sådan måde, at der til sidst ikke var nogle tilbage til mennesket. Derfor måtte han bede sin bror Prometheus om hjælp, og denne gav så menneskene kendskab til ild og håndværk, som han stjal fra Athene og Hefaistos. Men stadigvæk var der problemer, for menneskene havde ikke evnen til samfundsdannelser. Og så måtte Zeus gribe ind og lade Hermes tildele alle mennesker 'blu og retfærd' - til alle uden undtagelse, 'thi der vil aldrig kunne skabes samfund, hvis kun nogle få har andel i denne kundskab, sådan som tilfældet er med de faglige kundskaber'. - Derfor er det helt forståeligt at athenæerne gør som de gør. SOFISTISK LOGOS Protagoras fortsætter: At denne borgerdyd ikke blot er noget medfødt, men noget som kan og skal læres, fremgår af at man anvender straf mod dem som ikke har den. Straffen skal nemlig retlede og opdrage dem - også ved at virke som et eksempel. Og alle gode borgere gør hvad de kan for at lære deres børn forskel på godt og ondt, både hjemme og i skolen. Dyd kan læres, ingen tvivl om det! Det er nemt nok at forklare at dygtige fædre har svært ved at lære deres børn borgerdyd - det er ligesom med fløjtespil. Det afhænger naturligvis af anlæg. Men alle i Athen er nået langt videre i borgerdyd end de folkeslag som lever uden opdragelse og uden lov og ret. Det der er brug for er videregående undervisning - og det er netop hvad Protagoras tilbyder! ET LILLE PROBLEM Protagoras har talt længe og overbevisende, og Sokrates sidder som 'tryllebundet' - han føler sig fuldstændig 'slået ud'. Nu er han helt overbevist - der er blot 'én lille ting' han endnu er i tvivl om: Protagoras har brugt mange ord, retfærdighed, selverkendelse, fromhed og lignende som om det var en og samme ting. Sokrates vil gerne vide, om denne ting eller dyd (areté) er en helhed og retfærdighed osv. blot dele af helheden - eller er disse ord blot forskellige betegnelser for det samme? Protagoras svarer at 'dyden (areté) er én og de dele du nævnte, er dele af den.' ARETÉ OG DENS DELE Hele resten af dialogen går med at diskutere, hvordan det skal forstås; flere gange bliver samtalen afbrudt, fordi den ene part (Protagoras) ikke vil overholde dialogens regler, men hellere vil komme med lange udredninger. Sokrates er ved at give op og vil gå, men bliver forhindret af tilhørerne som ikke vil gå glip af diskussionen. Så forsøger Protagoras sig med fortolkning af et digt af Simonides, men det løber lidt ud i sandet - og Sokrates foreslår at man skal vende tilbage til samtalen - og man når frem til en slags resultat: det menneskene har brug for er en målekunst, en viden af en eller anden art som kan afsløre deres fejltagelser; de fejler nemlig kun af uvidenhed. KAN DYD LÆRES? Det resultat har betydning for det oprindelige emne: kan dyd (areté) læres? Men nu er rollerne byttet om: Protagoras der oprindelig hævdede den mulighed, mener nu at dyd er forskellig fra viden, hvorimod Sokrates der oprindelig ikke mente at dyd kunne læres, nu hævder at dyd er viden! Den sag må drøftes mere indgående, og Sokrates opfordrer Protagoras til at tage det hele op fra grunden, men det har Protagoras ikke lyst til. Han undslår sig med nogle anerkendende ord til sin yngre modpart, som nok engang vil blive en af de mænd der vinder ry for visdom! Og så går Sokrates (og Hippokrates!)
|
Skrevet nov. 2000