Platon: Staten
Dialogen er skrevet på et tidspunkt, hvor Platon havde udviklet sin filosofi temmeligt langt, formentlig omkring 370 fvt. I hvert fald kommer Platon i løbet af teksten rundt om de fleste af de problemer, han behandler i sine værker andetsteds; ikke mindst idélæren.
Det er en af Platons længste dialoger; den er inddelt i 10 'bøger' (men inddelingen er nok ikke lavet af Platon). Den er måske den mest indflydelsesrige af hans værker.
Dialogen er genfortalt; det er Sokrates, der dagen efter, den fandt sted, fortæller den til nogen, men hvem de er, fremgår ikke.
Samtalepartnerne: Sokrates, Kefalos (taleren Lysias' far), Polemarkhos (søn af Kefalos), Thrasymakhos (en sofist), samt Glaukon og Adeimantos (Platons ældre brødre).
Derudover er en række andre personer tilstede.
Resumé
| Bog 1 |
Prolog: scenen tegnes og problemet antydes: Hvad er retfærdighed?
Dialogen foregår i Athens havneby Piræus hos Kefalos. Efter en kort samtale med ham diskuterer Sokrates retfærdighed med Polemarkhos; og pludselig bryder den unge sofist Thrasymakhos ind i diskussionen med det radikale synspunkt, at 'Ret er magt'. Han og Sokrates kan ikke blive enige; men til slut gider Thrasymakhos ikke diskutere på Sokrates' præmisser mere, og diskussionen fader ud.
|
| Bog 2, 1. del |
Glaukon og Adeimantos kræver diskussionen genoptaget: kan man være retfærdig uden noget hensyn overhovedet til ydre vilkår?
Sokrates forsøger at besvare spørgsmålet ved at konstruere en primitiv stat - men Glaukon og Adeimantos vil have et fuldt udviklet, retfærdigt samfund.
|
Bog 2, 2. del -
Bog 4, 1. del |
Et sådant samfund må have nogle til at forsvare sig - 'vogtere'. Disse må opdrages korrekt - man må beskytte dem mod falske forestillinger, og derfor må meget af den traditionelle opdragelse laves om - ikke mere Homer! Sokrates fortsætter med at udvikle, hvordan 'vogterne' skal udvælges, og hvad deres opgaver vil være i ideal-samfundet.
|
| Bog 4, 2. del |
Ud fra fire positive grund-egenskaber ('dyder'), som Sokrates mener at finde i dette samfund, nemlig visdom, mod, besindighed og retfærdighed, og ud fra den tanke, at disse grundegenskaber også findes i det enkelte individ forsøger Sokrates at bestemme, hvad især den sidste egenskab, retfærdigheden (dialogens emne), egentlig er. En analyse af menneskets psykiske egenskaber leder Sokrates til at mene, at retfærdighed er evnen til at holde de forskellige egenskaber på plads i forhold til hinanden.
|
| Bog 5, 1. del |
Detail-problemer: kvinder skal have samme rettigheder som mænd; ægteskab skal ophæves; børn skal opdrages på statslige institutioner, mm.
|
Bog 5, 2. del -
Bog 7 |
For at holde styr på denne stat må man have en leder-stand: filosofferne. Kun dé har den fornødne indsigt til at holde hele dette komplicerede maskineri på plads.
Det, de skal have forstand på, er noget højere end retfærdigheden, nemlig det gode selv. Sokrates forsøger at forklare, hvad det er, de skal kunne. Hertil benytter han lignelser med solen, en linje og en hule. Det gode er grundlaget for, at man kan tænke, ligesom solen er grundlag for, at noget kan ses. Vi kan kun ane fjerne skygger af 'det gode', som sad vi bundet nederst i en hule; vil vi forstå det gode, må vi frigøre os af denne binding dybt nede. Hvis man inddeler en linje på en bestemt måde, kan man se, at det gode fylder det meste af det, man kan vide. [Men disse lignelser skal læses; de kan ikke bare refereres - i dem forelægger Platon sin 'idélære.]
Derefter skitserer Sokrates det uddannelsesforløb, der skal til for at uddanne disse filosof-konger.
|
| Bog 8 - 9 |
Dialogen glider over til at karakterisere de kendte samfundsformer, der alle anses for uretfærdige: timokrati, en samfundsform baseret på folks anseelse (aggressiv form); oligarki, baseret på folks formue; demokrati, baseret på blot tilhørsforhold uden andre krav (uvidenhed!); og tyranni, baseret på én persons særstatus (alle andre er slaver).
|
| Bog 10, 1. del |
Kunsten behandles igen; det, man ser kunstnerisk behandlet, er jo kun billeder af de skyggebilleder, vi ser nede i hulen. Kunst skal som sådan helst helt udelukkes af samfundet.
|
| Bog 10, 2. del |
Beretningen om Er's oplevelser i dødsriget: de gode og de ondes skæbne efter døden.
|
|
|