Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Platon: SymposionDen græske oldtids største personlighed Sokrates (469-399 f.Kr.) havde mange beundrere og arvtagere og fik endnu flere efter sin død (hans bysbørn henrettede ham!). Den betydeligste sokratiker var Platon (427-347 f.Kr.). Platon hørte til bystaten Athens økonomiske elite i kraft af sin adelige afstamning og slægtskabsforbindelser til det politiske miljø. Han skulle selvfølgelig have en politisk karriere! Men tæt personlig kontakt med Sokrates i hans sidste leveår – og henrettelsen – ændrede Platons liv, således at han arbejdede videre med Sokrates’ tanker, dels som "lærer", dvs. samtalepartner, i det såkaldte Akademi lidt uden for Athen, dels som forfatter til ca. 20 dialogisk udformede skrifter. Et af disse skrifter er Symposion, skrevet kort efter 385 f.Kr. Formen er ikke dialogisk i streng forstand, men teksten består af en række referater af taler, krydret med uforpligtende samtale og drillende bemærkninger, som forbinder de enkelte taler. Teksten præsenterer ét aspekt af Platons idelære: Eros som den erkendende sjæls hjælper. Symposions emne hører således til blandt de aller væsentligste problemkomplekser i den vestlige filosofihistorie. Ordet ’symposion’ betyder drikkegilde og betegner afslutningen på aftensmåltidet i venners lag i de bedre kredse i antikkens Grækenland. Drikkegildets rammer er det private hjem, deltagerne er mænd af ensartet høj social status, og atmosfæren er højst uformel. Platons Symposion er komponeret som en rammefortælling, hvor en ung og begejstret Sokrates-tilhænger Apollodoros fortæller til nogle yuppie-venner, hvad hans ældre ven Aristodemos engang har fortalt ham om, hvad der foregik i tragediedigteren Agathons hus dagen efter den officielle sejrsfest for Agathon efter dramakonkurrencen år 416 f.Kr. Aristodemos var til stede i Agathons hus, fordi Sokrates tog ham med. Da alle nu er lidt trætte dagen derpå, beslutter man – dvs. Sokrates, komediedigteren Aristofanes, en læge ved navn Eryksimachos og flere andre, foruden værten selv naturligvis – at de ikke skal bælle vin eller lade sig distrahere af musikken, men udfolde deres intellekt ved på skift at holde en lovtale for Eros (ved normale symposier holdes der ikke taler for Eros – erotikken er bare i luften, fremkaldt af vinen og pigerne ude fra byen, som kan andet end spille fløjte). Hovedindholdet af Symposion bliver derfor referater af 7 lovtaler for Eros, hvoraf Sokrates holder den vigtigste. Den første i rækken, Faidros, påviser fikst vha. sagnhistoriske eksempler, at Eros er nødvendig for ethvert sammenhold (venskab, samfund), fordi den fremkalder et stærkt æresbegreb og derved offervilje i mennesket. Derefter skildrer Pausanias en himmelsk Eros (stræben efter skønhed og sjælens perfektion) og en almindelig Eros (vulgær kønsdrift) og pointerer, at den himmelske kærlighed med sit fokus på det åndelige praktiseres i de homoseksuelle forhold, der desuden legitimeres af politisk-sociologiske betragtninger over homoseksualitet i forskellige græske miljøer. Den tredje taler Eryksimachos opfatter den himmelske Eros som en universel harmoniserende kraft, der virker i naturen, i menneskekroppen og i kulturen som en sund balance. Derpå giver Aristofanes en sagnberetning om menneskets søgen efter en livspartner; menneskene var oprindelig cirkelformede dobbeltvæsner med 2 køn, som guderne spaltede i 2 dele for at dæmpe deres overmod; derfor går vi nu rundt og søger vores tabte halvdel. Således fremstillet kan Eros tolkes som stræben efter totalitet. Herefter viser Agathon sine retoriske evner: i floromvundne vendinger skildrer han Eros som den lykkeligste, skønneste og bedste gud, der besidder alle dyder: retfærdighed, mådehold, tapperhed og visdom. Alle klapper begejstret ad værtens tale. Sokrates plejer at sige, at han ikke dur til at holde tale. Her klarer han situationen, da det bliver hans tur, ved først at få Agathon til at indse, at hans poetiske retorik er det rene vrøvl, og derefter ved at referere 2 samtaler, han engang har haft med en klog kvinde ved navn Diotima (det var nu mest hende, som førte ordet). Nedsablingen af Agathon er nødvendig, fordi man kun kan forstå Diotimas fremstilling af Eros, hvis ens hoved er renset for misforståelser. Agathon (og mange andre) tror fejlagtigt, at det gælder om at vinde i kraft af smukke ord, men Sokrates vil have alle til at forstå, at det gælder om at finde sandheden i kraft af præcise begrebsdefinitioner; Eros er ikke skønhed, men stræben efter skønhed. Det kan Agathon godt se nu. Endelig kan Sokrates referere, hvad Diotima har "lært" ham: Eros er et søgende væsen, et symbol på menneskehedens evige stræben efter udødelighed i kraft af åndelige "børn" (tanker). Erotik bliver således til "kærlighed til visdom" (filo-sofi), hvis første stadie er fysisk tiltrækning til en smuk (mande)krop og sidste stadie er en visionær forening med det guddommelige. Lige da Sokrates er færdig med sit referat, braser den berusede unge jetset’er Alkibiades (skandaliseret politiker, Sokrates’ eks-kæreste) ind sammen med sine drukkammerater for at fejer Agathon. Da han omsider opdager Sokrates, holder han i stedet en lovtale for ham: Sokrates er den sande erotiker, dvs. den sande filosof. Abstraktionen ’eros’ konkretiseres i Sokrates. Drikkegildet ender efterhånden i almindelig opløsning, larm og druk, så nogle går deres vej og andre falder i søvn. Kun Agathon, Aristofanes og Sokrates pimper videre og diskuterer litteratur til den lyse morgen, dvs. Sokrates snakker og de 2 andre nikker, indtil de også falder omkuld. Så putter Sokrates dem og går ud i byen for at finde nye og friske samtalepartnere. Han går hen på et af byens gymnasier for at få et bad og falder i snak der. Først om aftenen går han hjem til konen – for at sove. Det er ganske vist, for Aristodemos fulgte i hælene på ham hele vejen. |
Sidst revideret 26. 12. 2009