Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
AULULARIA (Krukken)komedie af T. Maccius Plautus
Prolog Laren (Nissen) i Euclios hus fortæller, at Euclios bedstefar betroede ham at passe på en skat skjult i arnen. Da hverken Euclios far eller Euclio har vist laren passende respekt, har den modarbejdet dem. Euclios datter sætter derimod gaver frem, og nu har laren vist Euclio, hvor skatten er, så datteren kan blive godt gift - hun er nemlig blevet voldtaget ved en natlig Ceres-fest af en ung mand (Lyconides) af god familie. Nissen vil starte en hændelseskæde, der skal føre til, at de to unge bliver gift. I 1 Euclio kommer ud med Staphyla, en gammel kone; hun skal blive ude, mens Euclio ordner noget i huset. Begge taler en del til sig selv; Euclio om sin frygt for, skatten skal blive opdaget; Staphyla om Euclios mærkelige opførsel - og om datterens graviditet. I 2 Euclio kommer atter ud og sender Staphyla ind i huset med på bud om ikke at lukke nogen som helst ind, end ikke Lykken selv. Selv gå han hjemmefra for at hente en sum penge, der skal uddeles fra de offentlige midler. II 1 Naboen Megadorus og hans søster, Eunomia, kommer frem. Eunomia vil have sin bror til at gifte sig; det har han ikke lyst til, men han giver sig alligevel til sidst. Han afviser et ægteskab med stor medgift; han vil giftes med Euclios datter - selv om Euclio er fattig. II 2 Euclio kommer tilbage fra sit ærinde og møder Megadorus, der er meget venlig. Euclio bliver mistænkelig og løber ind for at checke, om skatten stadig er der. Herefter frier Megadorus formelt til Euclios datter. Euclio bliver fornærmet (som Megadorus havde forventet); han er jo netop fattig, Megadorus rig, så forholdet er skævt. Megadorus forsikrer, at det eneste, han forlanger, er, at pigen er velopdragen, og Euclio accepterer frieriet. De aftaler, brylluppet skal stå samme dag, ikke uden bekymringer fra Euclios side. Megadorus går til byen for at forberede festen, og Euclio siger til sig selv, at Megadorus nok har hørt om skatten ... II 3 Euclio fortæller Staphyla om det forestående bryllup og fejer hendes indvendiger bort. II 4-5 Megadorus' slave Strobilus vender tilbage med to kokke, Anthrax og Congrio, og to fløjtespillersker. Strobilus forklarer, at Megadorus betaler gildet alene, fordi Euclio er så nærig. Congrio sendes ind til Euclio; Anthrax følger Strobilus ind til Megadorus, meget mod Congrios vilje. II 6-7 De banker på hos Euclio, og Staphyla lukker dem ind. En slave taler om nødvendigheden af at holde øje med kokken. II 8 Euclio vender tilbage fra markedet med lidt røgelse og et par blomsterkranse; alt andet var for dyrt. Da han opdager, der er fremmede i hans hus, bliver han rædselsslagen. II 9 Anthrax hører larm fra Euclios hus. III 1 Congrio synger om, at han er blevet jaget på porten med tæsk. III 2-3 Euclio forfølger Congrio og vil vide, hvorfor han var i huset. Congrio forklarer, Megadorus har betalt ham for at lave mad, og han får lov til at fortsætte med det. III 4 Euclio har skatten hos sig; han har netop dræbt en hane, fordi den var lige ved at afsløre, hvor den var gemt. III 5 Megadorus kommer ind og taler (til publikum) om den sociale udligning ved ægteskaber mellem rig og fattig, og om det overforbrug, der finder sted hos de rige. Han taler også om den magt, kvinder får over deres mænd, hvis de har stor medgift. Euclio er begejstret for hans synspunkter, men giver sig ikke tilkende før i III 6, hvor han i en samtale med Megadorus igen straks bliver mistænkelig og bebrejder Megadorus for at have fyldt hans hus med fremmede. Men Megadorus vil have fest og drikke vin med Euclio. Euclio mistænker straks Megadorus for at ville drikke ham fuld og stjæle skatten. Megadorus går ind for at bade; Euclio taler til sin krukke om, hvor ombejlet den er. Han vil skjule den i Fides' tempel. IV 1 En slave hos Lyconides, der faktisk elsker Euclios datter og vil giftes med hende, taler om en slaves pligter over for sin herre. Han er sendt ud for finde ud af, hvad der foregår med brylluppet. Han skjuler sig. IV 2 Euclio kommer ud af Fides' tempel med en formaning til guden om at passe godt på krukken med guld. Nu vil han bade og gøre sig klar til brylluppet.
IV 3-4 Euclio kommer løbende tilbage; han har fået et dårligt varsel, pågriber slaven og presser ham for en tilståelse. Slaven ved ikke, hvad han skal tilstå. Da Euclio ikke finder noget på ham, lader han ham gå. IV 5-6 Slaven vil nu for alvor stjæle guldet. Euclio kommer ud af sit hus og priser sig lykkelig over at være blevet advaret i tide. Nu vil han gemme skatten i Silvanus' helligdom uden for byen. Slaven jubler og løber i forvejen for skjult at se, hvor Euclio gemmer skatten. IV 7 Lyconides kommer ind med sin mor; han beder hende om at få onklen til at overlade pigen til ham selv. I samme øjeblik går fødslen i gang. Moren går til onklen; Lyconides følger efter. IV 8 Slaven vender tilbage; han har fået fat i krukken. Han får øje på Euclio og går for at skjule skatten hjemme. IV 9
Euclio kommer ind, ude af sig selv, og beder publikum om hjælp.
IV 10 Han tilstår sin forbrydelse for at berolige Euclio, der imidlertid naturligvis misforstår tilståelsen. De to taler længe forbi hinanden; Lyconides opdager misforståelsen og benægter tyveriet, men Euclio tror ham først ikke. Han beroliges dog, og Lyconides fortæller, at onklen har opgivet ægteskabet med pigen. Euclio bliver vred, men Lyconides beroliger ham igen og tilstår, brødebetynget, sin virkelige forbrydelse - og nu har pigen netop født! Euclio går ind for at få bekræftet historien, mens Lyconides bliver udenfor et øjeblik. V 1 Netop da kommer slaven frem, lykkelig over sin nye rigdom. Da han møder sin herre, fortæller han ham om sit 'fund' i håbet om at blive frigivet. I stedet får han besked på at aflevere skatten. ------- Her bryder teksten af; slutningen er gået tabt i håndskrifterne. Noget kan dog regnes ud, bl. a. ud fra nogle korte indholdsangivelser, der er bevaret fra oldtiden. Det er sikkert, at Lyconides og pigen bliver gift. Euclio får vel også skatten 23tilbage, og måske bruger han (noget af) den til medgift. Stykket er en karakter-komedie. Opførelsestidspunktet er ukendt; men muligvis ca. 190 fvt. Stykket er en bearbejdelse af en græsk komedie; men det vides ikke hvilken, eller hvem den var skrevet af. Aulularia, oversat af Johannes Forchhammer (prosa), Kbh. 1884 Tekstudvalg med gloser ved Simon Laursen. |
Sidst revideret 23. 5. 2016