MOSTELLARIA (Spøgelseshuset)

komedie af T. Maccius Plautus

RESUME

I 1 Landslaven Grumio er kommet til byen for at få noget foder til kvæget på gården. Ved byhuset har han mødt byslaven Tranio, og de to er i et vældigt skænderi. Byslaven foragter landslaven og hans livsstil; og landslaven finder det liv, man fører i byhuset, forargeligt: endeløse druk- og ædegilder og købte kvinder. Tranio kan bare vente sig, til husets herre kommer hjem fra udlandet, hvor han har været i 3 år. Tranio har ansvaret for, at husets søn er blevet så letlevende; han har ellers altid været et dydsmønster.
Tranio tager ned til Piræus for at hente fisk; Grumio vender tilbage til landet.

I 2 En person kommer på scenen og taler til publikum om personlighedsdannelse. Et menneske er som et hus. Et nyt hus er en model for andre; man roser håndværkerne og investerer i vedligeholdelse og forbedring. Men når en dårlig ejer flytter ind, får huset lov at forfalde. Sådan er det også med mennesker. Forældrene er håndværkerne; og de bruger mange penge på deres børn. Men på et tidspunkt må børnene selv tage sig af det hus, de er.
Personen viser sig at være husets søn (Philolaches), der er ulykkelig over det forfald, han er kommet i. Fordærvelsens årsag er en forelskelse. Resultatet er en hel personlighedsændring.

I 3 To kvinder kommer på scenen; de taler om, men bemærker ikke Philolaches. Den ene kvinde, Philematium, er blevet købt fri af Philolaches. Nu er hun hans elskerinde; men hun er faktisk meget forelsket i ham og vil kun være ham til behag på alle måder. Den anden kvinde, Scapha, råder hende til at bruge sin frihed til at have flere elskere efter eget valg. Hun ved af egen erfaring, at når man bliver gammel, bliver man forkastet af mændene. Philematium vil ikke høre på hende, og kvindernes samtale går over til at handle om kosmetik.

Philolaches bliver blød ved at høre på Philematium, og rasende på Scapha. Til sidst kommer han frem ud at afsløre, at han har lyttet.

I 4 Philolaches' gode ven Callidamates kommer ind sammen med sin elskerinde Delphium. Han er svært beruset, på nippet til at falde i søvn, men er alligevel velkommen, og man gør klar til fest.

II 1 Netop da vender Tranio tilbage med den besked, at husets herre er vendt hjem. Panikken er total, især i Philolaches, indtil Tranio fatter en plan for at holde faderen ude af huset. Alle skal gå ind og være helt stille, og huset skal låses udefra. Tranio går i skjul med løftet om rigtig at spille en komedie for husets herre.

II 2 Philolaches' far, Theopropides, kommer på scenen, og banker på husets dør. Så kommer Tranio til og beder ham skræmt om at holde sig fra huset: det er hjemsøgt af et spøgelse og står nu tomt. Først er Theopropides skeptisk, men da han hører lyde fra huset, flygter han - grundigt tilskyndet af Tranio.

III 1 Ind på scenen kommer nu den udlåner, Misargyrides, som Philolaches har lånt penge af, og han vil have sine penge! Det hører Theopropides og spørger, hvad det er for nogle penge. Tranio forklarer, at den store sum, 40 miner, er brugt til udbetaling på et nyt hus. Så lover Theopropides at betale, og udlåneren går. Theopropides vil se huset; Tranio siger, det er genboens, og går hen for at få tilladelse til at bese det.

III 2 Genboen (Simo) kommer netop ud, mens han jamrer over sit elendige ægteskab, da Tranio kommer. Det lykkes Tranio at få Simo til både at love ikke at sladre om det liv, Philolaches har ført, og at tillade besøget i huset. Tranio bilder ham ind, at Theopropides vil se sin søn gift og derfor bygge en ny fløj til huset, hvor den unge kone kan bo; Simos hus skulle være en fantastisk model.
Tranio henter (stolt over sit nummer) Theopropides, som han forklarer, at Simo har fortrudt salget. Simos og Theopropides' forskellige opfattelser af situationen medfører en noget skæv kommunikation imellem dem. Men Simo skal i byen og går; Theopropides og Tranio går ind for at se på huset.

IV 1 En slave (Phaniscus) gør sig betragtninger over gode og dårlige slavers vilkår. Han er nu den eneste, der gider hente sin herre ude i byen og følge ham hjem.

IV 2 Han bliver dog indhentet af en anden slave (Pinacium), der foragter ham, men også vil hente sin herre. Denne herre er Callidamates, og Pinacium banker på hos Philolaches, hvor der dog ikke lukkes op.

IV 3 Theopropides og Tranio kommer ud af Simos hus. Theopropides er meget tilfreds og sender Tranio afsted til gården på landet for at hente Philolaches.

IV 4 De to slaver banker stadig hårdere på døren hos Philolaches; Theopropides opdager det og forsøger at redde dem for spøgelset. Da de to slaver intet begriber, men tværtimod insisterer på, at der er blevet festet dag ud og dag ind, siden Philolaches' far rejste, og at han endda har købt en fløjtespillerske, Philematium, for en pris af 30 miner, går det langsomt op for Theopropides, at han er blevet holdt for nar.

IV 5 Netop da vender Simo tilbage. Theopropides udspørger ham om hushandelen; Simo nægter alt og fortæller i stedet Tranios historie om tilbygningen af en kvindefløj. Nu forstår Theopropides endelig svindelens fulde omfang.

V 1 Tranio vender tilbage; han har fået alle ud af huset ad en bagdør. Da han ser Theopropides, skjuler han sig og hører, at han har planer om at pågribe ham. Tranio kommer frem; men da forhøret ikke går godt for ham, søger han tilflugt på et alter (dvs. stiller sig under gudernes beskyttelse). Theopropides forsøger først at lokke, så at true ham ned.

V 2 Callidamates kommer tilstede og påtager sig ikke alene ansvaret, men også gælden. Theopropides tilgiver derfor først Philolaches og derpå, omend nødigt, Tranio.

DATA

Stykket er en intrige-komedie.

Opførelsestidspunktet er ukendt; men muligvis ca. 190 fvt.

Stykket er en bearbejdelse af en græsk komedie; men det vides ikke hvilken, eller hvem den var skrevet af.

Stykket har så igen tjent som model for Holbergs komedie 'Abracadabra'.

BEVINGEDE ORD

LITTERATUR

Dansk oversættelse:
Titus Maccius Plautus: Det forheksede hus (Mostellaria), oversat af A. Bricka, København 1935.

Terkelsen, Peter: Holbergs og Plautus' Huus-Spøgelse, in: Man må studere - festskrift til G. Torresin, Aarhus 1984, ss. 292 - 302.