Titus Maccius Plautus

Romersk komedieforfatter, c. 250 - 184 fvt.

Skal have skrevet 130 stykker; ca. 20 bevaret, nogle kun delvis. Formentlig er næsten alle de bevarede stykker 'ægte' - altså skrevet af Plautus.

Plautus' komedier hører alle til den såkaldte 'ny komedie'. De har græsk kontekst (stykker af den art kaldte romerne for 'fabula palliata'), personerne er opdigtede, og stykkerne er karakter-stykker: de viser bestemte typer i forhold til hinanden. F. eks. en streng, gammel, gerrig fader, en ung søn med hang til at leve livet, smukke kvinder, frække by-slaver, moralske land-slaver. Desuden andre 'karakterer' som f. eks. soldater, der praler af deres bedrifter.

Et enkelt stykke er 'mytologisk', 'Amphitryon', der handler om, hvordan Zeus slap af sted med at blive far til Hercules. Ellers er scenen henlagt til (små-)borgerlige miljøer i små græske byer. Typisk er den unge søn i huset forelsket i en ung pige, han ikke kan få - fordi hun skal giftes med en anden, eller fordi hun er slave eller på anden måde ikke fin nok; og ved en snedig slaves indsats løses problemerne, så den gamle, gnavne far accepterer, at sønnen gifter sig med pigen.

Men der er forskellige grund-stemninger i stykkerne. Romantik er ikke den eneste. Stykkerne kan være mere moralske i det, og de kan være lagt an på først og fremmest at få folk til at le.

Stykkerne er (ofte stærkt) bearbejdede versioner af græske originaler, ofte af Diphilos eller Menander. Plautus fulgte sit publikums smag for mere 'primitiv' humor; der er meget mere falde-på-halen-komik i Plautus' stykker end der har været i de originaler, han bearbejdede.

Desuden indlagde Plautus sungne partier, 'cantica', der er temmelig vanskelige både sprogligt og metrisk. Plautus' versemål er ellers mest jamber (den 'jambiske senar') eller trochæer (den 'trochæiske septenar'); metrikken er dog meget fri - og derfor vanskelig.

Plautus' komedier er det ældste, vi har (meget af) på latin; han er vores hovedkilde til det såkaldte 'arkaiske' latin. I århundrederne efter hans død blev han stadig læst, men man så hans stil som lidt rå, og hans sprog som meget gammeldags; man foretrak andre, senere komedieforfattere (f. eks. Terents).

I moderne tid - fra renæssancen og fremad - er billedet lidt det samme - man foretrækker den mere 'stuerene' Terents for den ret 'djærve' Plautus. Men Plautus har bidraget meget til udviklingen af komedie-genren i moderne tid også. Shakespeare kendte ham godt og brugte ham meget i sine komedier (især komedien 'A Comedy of Errors', som er en videreudvikling af Menaechmi); flere af Holbergs komedier er nærmest bearbejdelser af Plautus - som Plautus' var bearbejdelser af atter andres. F. eks. ligger Holbergs komedie 'Abracadabra' meget tæt på Plautus' Mostellaria. Holberg skrev to 'epistler', hvor han forklarede sin forkærlighed for Plautus frem for Terents.

Litteratur

Carsten Høeg: Introduktion til Plautus, København 1931 (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr. 160).
Søren Hindsholm: Plautus' verden. Økonomiske og sociale relationer i komedierne, København 1990 (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr. 313)
Oversættelse i fire bind af samtlige komedier af Frederik Høegh-Guldberg, 1812-13.

Der er henvisninger til yderligere litteratur på siderne for de enkelte komedier. Der er tit fine indledninger til oversættelserne af de enkelte komedier.