Plinius Major: Historia naturalis

Oversat af Simon Laursen (2005)

XXXVII 30 - 51: rav

31 Her er der lejlighed til at afsløre grækernes tåbelighed. Læserne må kun finde sig i det med sindsro, sidet også dette er vigtigt i livet at vide, at ikke alt, de har givet videre, er beundringsværdigt. Phaëthons søstre skulle være bleve forvandlet til poppeltræer, da han blev ramt af lynet, og nu hvert år græde tårer af rav nær ved floden Eridanus, som vi har givet navnet Padus [Po]; de kalder rav for electron, fordi solen ofte kaldes Elector. Det har mange digtere sagt, de første, så vidt jeg ved, Aeschylos, Philoxenos, Euripides, Nikanor og Satyros. At det er forkert er forholdene i Italien vidnesbyrd på. 32 De mere omhyggelige af dem har sagt, at der findes Elektron-øer i Adriaterhavet, som floden Padus skulle flyde ud til. Det er sikkert, at der aldrig har været nogle øer af det navn, og at der ikke er nogle, der ligger sådan, at noget kunne bringes derned af Padus' strøm. Når Aeschylus sagde, at Eridanos er i Iberien, dvs. Spanien, og den også kaldes Rhodanos [Rhone], og når Euripides på sin side, og Apollonios, sagde, at floden Rhodanos og Padus flyder sammen på Adriaterhavets kyst, gør en sådan uvidenhed om verden det lettere at tilgive deres uvidenhed om rav. 33 Grækere med lidt mere forsigtig tankegang hævder – men det er også forkert – at der på de yderste klipper i Adriaterhavet vokser træer, som sveder denne form for gummi ud, når hundestjernen står op. Theofrast siger, den graves op i Ligurien, men Chares siger, at Phaëthon døde i Ætiopien, på Ammons ø, og der der også er en helligdom til ham og et orakel, og elektron bliver til der. Philemon siger, at det er noget, der graves ud, og at det sker to steder i Skythien, en hvid art og en voksfarvet, som kaldes elektron, et andet sted en gulbrun, som kaldes sualiternicum. 34 Demostratos kalder det lyncurion og siger, at den opstår af urin fra dyret lossen [lat./gr.: lynx], gulbrun og virksom som ild fra handyret, fra hundyret mindre aktiv og hvid; andre skulle kalde det langurion og der skulle så i Italien findes et dyr, languren. Zenothemis kalder dem for langer og angiver området omkring Padus som deres habitat, Sudines siger derimod, at et træ, der vokser i Ligurien, kaldes lynx. Metrodorus er af samme mening. 35 Sotacus mente, at den er et sekret fra klipper i Britannien, som han kaldte elektrider; Pytheas siger, at goterne, et folkeslag i Germanien bor op ad et marskområde i et hav kaldet Metuonis i en bredde af 6000 stadier [1150 km.] Herfra er der en dags sejlads til øen Abalus; derhen føres den om foråret af bølgerne og skulle være et rensende sekret af det stivnede hav; beboerne skulle bruge den som brænde i stedet for træ og sælge den til nabofolket, teutonerne. 36 Ham troede også Timaios på, men kaldte øen Basilia [gr.: 'kongeøen']. Philemon bægtede, at rav kan brænde. Nikias forstod saften af solstråler ved den; når mere kraftige stråler ved solnedgang drives mod jorden, efterlader de en fed sved på den, som derefter ved havets bølger kastes op på germanernes kyster. I Ægypten skulle den blive til på lignende måde og hedde sacal; i Indien også og dér skulle den være meget populær blandt inderne og blive brugt som røgelse. 37 I Syrien laver kvinderne små snurretoppe ud af den og kalder den harpax [gr.: 'røveren'], fordi den fanger blade, avner og tøjfibre. Theochrestos siger, at at den trækkes ud ved Pyrenæernes forbjerge under stormvejr på oceanet, og det har Xenokrates givet sin tilslutning (Xenokrates er den sidste, der har skrevet om dette her; han lever endnu). Asarubas fortæller, at der nær ved Atlanterhavet er en sø, Cephisis, som maurerne kalder Electrum. Den skulle, opvarmet af solen, producere flydende elektron af mudder. 38 Mnaseas et sted i Africa, Sikyon, og en flod, Crathis, der flyder ud i hav et fra en sø, hvori der skulle leve fugle, som han kalder meleagrider og peneloper; her skulle rav opstå på samme måde, som omtalt ovenfor. Theomenes siger, at Hesperidernes have ligger nær den store Syrte, og at også sumpen Electron; der skulle der stå poppeltræer, fra hvis kroner den falder ned i sumpen; hesperidernes unge tjenerinder samler den sammen. 39 Ktesias siger, at der i Indien er en flod, Hypobarus, hvis navn skulle angive, at den bringer alt godt med sig; den flyder fra nord mod det østlige hav nær ved et skovklædt bjerg, hvor træerne bærer rav. Disse træer skulle hedde psitthachorer, et navn, der skulle betyde umådelig dejlig sødme. Mithridates siger, at der ved Carmaniens kyst er en ø, som skulle hedder Serita, rig på skove af cederarten; fra dem skulle rav flyde ned på klipperne. 40 Xenokrates siger, at den kaldes ikke kun sucinum i Italien, men også thium, men i Skythien sacrium, siden den også dannes der; andre skulle mene, at den dannes i Numidien af mudder.

Over dem alle står tragediedigteren Sofokles, hvad der undrer mig noget, siden hans tragediedigtning er så seriøs, og forresten på grund af hans gode omdømme dels som athener af fornem slægt, dels som en handlingens mand, en god general. Han sagde, at den dannes hinsides Indien af tårer udgydt af meleagride-fugle, der græder over Meleager. 41 At han troede på det eller håbede på at overtyde andre om det må da undre enhver! Hvilket barn kan man finde, som er så uvidende, at det tror på, at fugle græder en gang om året, eller at tårerne kan være så store, eller på fugle, der fra Grækenland, hvor Meleager døde, opsøger inderne for at græde? Men hvad så? Fortæller digterne ikke mange utrolige historier? Men at nogen helt seriøst har sagt dette om en ting, som dagligt importeres, som der er en overflod af, og som derved i sig selv antyder løgnen, det er dog højdepunktet af foragt for mennesker, en uacceptabel eftergivenhed for simpel løgn!

42 Det er et faktum, at den dannes på øer i havet mod nord, at germanerne kalder den for glaesum, og at en af øerne af den grund har fået navnet Glaesaria af os romere, da Germanicus Caesar opererede til søs i det område, mens barbarerne kalder den Austeravia. Den opstår, når der flyder saft ned ad træer af pinje-typen [nåletræer], ligesom gummi bryder frem på kirsebærtræer eller harpiks på pinjer ved et overskud af væde. Den fortættes ved kulde eller med tiden eller i havet, når et overvældende storm fjerner den fra øerne, og den skylles i hvert fald i land på kysterne, så letbevægelig, at den synes at svæve og ikke ligge i vandet. 43 At det var saften fra et træ, troede vore forfædre også og kaldte den derfor for sucinum [lat.: sucus = saft]. At det er et træ af pinje-familien, antydes af den pinjeagtige lugt, når man gnider på den, og det faktum, at antændt rav brænder som en fakkel og stråler på samme måde. Den bringes af germanerne især til provinsen Pannonien, og derfra udbredte veneterne, som grækerne kalder enetere, først rygtet om sagen; de boede tæt på Pannonien og drev handel langs alle Adriaterhavets kyster. 44 Myten blev knyttet til Padus af den indlysende årsag; i dag bærer bondekonerne hos transpadanerne rav som halskæder, især for pyntens skyld, men også af medicinske grunde; man mener nemlig, at den forebygger mandler og sygdomme i halsen, siden vandtypen nær Alperne på forskellig måde truer menneskenes svælg. 45 Det er for nylig blevet opdaget, at den kyst ved Germanien, hvorfra den importeres, ligger ca. 600 mil [900 km.] fra Carnuntum i Pannonien; endnu lever den romerske ridder [velhavende borger], der blev sendt af sted for at samle den af Julianus, der arrangerede gladiatorlege for kejser Nero. Ridderen opsøgte både markeder og strande og bragte en så stor mængde med sig, at de net, der holdt de vilde dyr inde og beskyttede podiet, blev bundet sammen i knuder med rav; gladiatorernes våben og bårerne og hele udstyret på én dag var af rav – for at variere pragten på de enkelte dage. Den største klump rav, han bragte hjem, var på 13 pund [4,25 kg.] 46 Det er også et faktum, at den dannes i Indien. Archelaos, som var konge i Kappadokien, fortæller, at den blev importeret i rå form derfra med pinjebark siddende på, og at den uden varmebehandling blev poleret med fedt fra en pattegris. Som argument for, at det først drypper flydende ned, står visse ting, der skinner igennem indefra, som myrer, myg og små firben, som utvivlsomt har hængt fast i mosten og er forblevet indlukkede, mens den hærdede.

47 Der er flere typer af den. Af dem har de lyse den mest fortræffelige duft, men hverken disse eller de voksfarvede er i høj kurs. De rødbrune har større status, og blandt dem om muligt mere de gennemsigtige, undtagen hvis de skinner med alt for klar en glød – man foretrækker, at de har et vist genskin af ild, ikke ilden selv. Højst prestige har de, der kaldes falernere efter vinens farve, gennemsigtige med en blød glans; i dem ville også blødheden ved behandlet honning give tilfredsstillelse. 48 Men man må også gøre det klart, at de lader sig farve, som man måtte have lyst til, med talg fra geder og oksetunge-rod, ja også med musling kan de farves. Hvis man gnider på dem med fingrene, så de tager varmens sjæl til sig, trækker de i øvrigt avner og tørre blade og bast til sig, ligesom magnetstenen trækker jern. Ravspåner stråler med olie tilføjet klarere og længere end marven af hør. 49 Værdiansættelsen som luksusgenstand er så stor, at selv den mindst statuette af en mand overgår prisen for levende, aktive mennesker, så meget at det ikke er nok med at kritisere det på én måde. I korinthisk service giver blandingen af bronce med sølv og guld en vis tilfredsstillelse, i service med figurer på gør kunstfærdigheden og tanken derved; myrrhinsk service og service af krystal har vi nævnt elegancen ved; perler bærer man på hovedet, ædelsten på fingrene; faktisk giver i alle andre laster enten praleriet eller nytten tilfredsstillelse. Men med rav er det kun bevidstheden om luksus, der gør. 50 Domitius Nero havde blandt alle sit livs andre besynderligheder også adopteret sin kone Poppaeas hår ind i dén familie ved i et eller andet digt at kalde det 'rav', siden dyre navne ikke fattes nogen form for last – derfor begyndte gifte kvinder at stræbe efter denne farve som den tredje.

Man kan finde en vis nytte i rav i medicinen, men det er ikke grunden til, at kvinderne kan lide den. Det er godt at binde den om halsen på små børn som amulet. 51 Kallistratos siger, at den i alle aldre er god mod sindsforstyrrelser, og at den hjælper på vandladningsproblemer, både indtaget som væske og bundet til kroppen. Han har også indført endnu en variant ved at kalde den form for khryselektron, som er guldfarvet og meget behagelig at se om morgenen, og som absorberer ild meget godt, hvis den er tæt på, fordi den gløder op meget hurtigt. Denne form skulle, bundet om halsen, helbrede feber og alvorlige sygdomme, og gnedet med honning og rosenolie skulle den helbrede hørefejl, og, hvis den gnides med attisk honning, også uklart blik; den helbreder også mavesygdomme enten taget i sig selv som pulver eller drukket med mastix i vand.

Rav spiller også en stor rolle i forfalskningen af ædelstene, som er gennemsigtige, især amethyster; den kan dog farves, som sagt, med enhver farve.