Plinius den ældre

Gajus Plinius Secundus Major

født i Comum Novum (nuv. Como) i Podalen, i 23/4 evt., omkom ved Vesuvs udbrud i 79 evt. Officer i den romerske hær og flåde og desuden forfatter til en lang række værker om militære forhold, om historie (især samtids-) og om naturhistorie.

Plinius' familie var ikke gammel romersk adel; han kom fra ridder-standen, men gjorde stor karriere. Først tjente han i Germanien som officer; under Nero var han advokat i Rom; og under kejser Vespasian blev han forfremmet til ledende poster i militæret. Da Vesuv eksploderede den 24. 8. 79 evt., var han admiral for den romerske flåde i Misenum ved Napolibugtens munding; en post, han havde som udtryk for kejserens store tillid til ham.

Hans forfatterskab var omfattende. Han skrev især historie, et værk om romernes krige i Germanien i 20 bøger og en fortsættelse af Aufidius Bassus' værk om Roms historie i 31 bøger. Aufidius Bassus' værk nåede til ca. 30 evt.; Plinius har altså skrevet samtidshistorie.

Det eneste bevarede værk er hans 'Naturalis historia' i 37 bøger. Værket er en slags opslagsværk, hvor Plinius samler oplysninger fra et meget stort antal kilder. Han begynder med kosmologi (bog 2), går videre med en beskrivelse af jorden (bog 3 – 6), og de mennesker (bog 7) og dyr (bog 8 – 11), er lever på den. Derefter følger plantelæren (bog 12 – 17), fortsat med bøger om landbrug (18) og havebrug (19). Dette fører til medicinen, delt i bøger om medicin fra planter (20 – 27) og dyr (28 – 32). Herefter går Plinius over til at skrive om metaller (bog 33 – 34), farver (35), sten (36) og ædelsten (37).

Denne opregning af emner gør ikke værket retfærdighed. Overalt indfletter Plinius små ekskurser, der oplyser om forhold forbundet med hans emne; f. eks. rummer bog 34 og 35 de vigtigste oplysninger om de bildende kunsters udvikling i antikken, vi overhovedet har, i samlet form. Under metallerne hører vi også om møntvæsenet.

Plinius er ikke en selvstændig forsker; hans citerer et utal af kilder og vurderer dem ud fra almindelig sund fornuft, ikke ud fra videre undersøgelser, som man ville gøre det i dag. Han er ret snusfornuftig i sin kritik, men det gør normalt ikke hans kritik mindre berettiget. Han nægter at lade sig dupere af bestemte menneskers omdømme – han går efter den reelle værdi af enhver oplysning.

Plinius forholder sig heller ikke neutralt til sit emne; værket er gennemsyret af en næsten lidt pernittengrynet indstilling til overflod og luksus; Plinius tager meget afstand fra sin samtids voldsomme overforbrug.

Som eksempel på hans metode og hans tendens kan man læse hans fremstilling af rav fra bog 37. Her ses både hans måde at samle stof på, hans måde at kritisere på, hans interesse for stoffet og hans moralske tendens tydeligt. I denne passage rammer den ikke mindst kejser Nero, der jo ikke havde den bedste presse i sin eftertid.

Vort kendskab til Plinius' liv og arbejdsmåde, og især hans død, er ret godt, fordi hans nevø og adoptivsøn, C. Plinius Secundus Minor (den yngre), skrev nogle breve om sin onkel. Brevene er ikke egentlige breve, men en slags essays i brevform. Om arbejdsmåden handler brev III 5; om onkelens død brevene VI 16 og 20.

I middelalderen og i renæssancen blev Plinius brugt som kilde til oplysninger om alt muligt. Man havde ikke bedre materiale at søge i. Først omkring år 1700 ebber interessen for Plinius' naturhistorie noget ud. Der er ingen grund til at læse Plinius for den litterære værdis skyld - hans sprog er knudret til det ulæselige, og de lange, lange opremsninger af kilder og data er måske nok interessante, men ikke underholdende.

Videre læsning:

C. Plinius Secundus: Græsk-romersk kunsthistorie, oversat af Jacob Isager, Odense 1978 (35.-36. bog af Naturhistorien i uddrag)
Plinius' Breve, oversat af Gunnar Andersen, København 1966 (Plinius den yngres breve)