Plutark: Brutus.

Oversat af Karl Hude, København 1914.

1. Marcus Brutus' Stamfader var Junius Brutus, af hvem de gamle Romere opstillede en Bronzestatue med draget Sværd paa Capitolium mellem Kongernes Statuer, fordi han var Hovedmanden for Tarquiniernes Fordrivelse. Men medens denne, ligesom Sværd af hærdet Jern, havde en af Naturen haard Karakter, der ikke var blevet formildet ved Dannelse, og drev sit Had til Tyrannerne saa vidt, at han dræbte sine egne Sønner, saa var hos den Brutus der her skildres Karakteren gennem filosofisk Studium paavirket af Kundskaber og Dannelse, og han havde udviklet sin alvorlige og milde Natur ved praktisk Virksomhed, saaat der møder os en fuldstændigt harmonisk Blanding med Hensyn til det gode og rette: derfor giver ogsaa de der afskyer ham paa Grund af Sammensværgelsen mod Cæsar Brutus Æren for hvad godt den Gerning bragte, medens de kaster Skylden for alt det stygge derved over paa Cassius, som ganske vist var Brutus' gode Ven, men ikke som han enkel og ren af Karakter. Hans Moder Servilia førte sin Slægt tilbage til Servilius Ahala, som, da Spurius Mælius vilde opkaste sig til Enehersker og ophidsede Folket, med en Dolk skjult paa sig traadte frem paa Torvet; her gik han hen i Nærheden af Mælius, somom han vilde tale med ham om noget, og da Mælius bøjede Hovedet, huggede han ham ned. Dette er ubestridt; derimod paastaar de der paa Grund af Cæsars Mord viste Had og Fjendskab mod Brutus, at hans Slægt paa Sværdsiden ikke gaar tilbage til ham der fordrev Tarquinierne (denne skal nemlig ikke have efterladt sig noget Afkom, da han havde dræbt sine Sønner); de siger at det var en plebejisk Familie, som havde samme Navn som Brutus, men først meget sent naaede frem blandt Embedsmændene. Filosoffen Poseidonios siger at Brutus' voksne Sønner var blevet dræbt, saaledes som det er berettet, men der var blevet en tredie tilbage der endnu var et Barn, og fra ham nedstammede Slægten; han tilføjer, at paa hans egen Tid adskillige fremragende Mænd af den Familie ved deres Ydre mindede om Statuen af den gamle Brutus. Dog nok herom.

2. Brutus' Moder Servilia var Søster til Filosoffen Cato; denne, som altsaa var hans Morbroder og senere blev hans Svigerfader, tog Brutus sig til Mønster mere end nogen anden Romer. Af de helleniske Filosoffer var der saa at sige ingen han ikke havde hørt eller var fremmed for; men ganske særligt interesserede han sig for Platonikerne. Medens han ikke syntes videre om det saakaldte mellemste og nye Akademi, havde han sluttet sig til det gamle, og han nærede stadig Beundring for Antiochos fra Askalon og havde skaffet sig en Ven og Husfælle i hans Broder Aristos, der ganske vist som Videnskabsmand stod tilbage for mange Filosoffer, men i Dyd og Mildhed kunde tage det op med de bedste. Empylos, som han selv nævner i sine Breve, ligesom hans Venner tit omtaler ham som hans Husfælle, var Taler og har efterladt et lille, men ikke daarligt Skrift om Cæsars Drab under Titelen Brutus. Som romersk Taler var Brutus tilstrækkeligt øvet i at udtale sig udførligt og forsvare en Sag i en længere Tale; hvad hans helleniske Dannelse angaar, saa lagde han sig efter den rammende lakoniske Kortfattethed og bruger undertiden i sine Breve ejendommelige Udtryk. For Eksempel skriver han til Pergamenerne, da han allerede var paa Krigsfod med dem: »Jeg hører at I har givet Dolabella Penge; har I gjort det frivilligt, saa maa I indrømme at I har handlet forkert; har I derimod gjort det mod Jeres Villie, saa bevis det ved at give mig Penge frivilligt.« Ligeledes til Samierne: »Jeres Beslutninger er daarlige og Jeres Handlinger langsomme; hvad tror I Enden vil blive?« Og et andet Sted: »For Xanthierne, der lod haant om mine Velgerninger, er deres By blevet en Grav for deres Galskab, men Patareerne, som har betroet sig til mig, nyder i fuldeste Maal Friheden i Styrelsen af deres By; nu kan ogsaa I vælge mellem Patareernes Beslutning og Xanthiernes Skæbne.« Dette er Eksempler paa hans ejendommelige Skrivelser.

3. Mens han endnu var en ung Mand, rejste han udenlands med sin Morbroder Cato, der var blevet sendt til Cypern for at afsætte Kong Ptolemæus. Da denne havde dræbt sig selv, fik Cato selv et nødtvungent Ophold paa Rhodos og havde derfor allerede sendt en af sine Venner, Canidius. til Cypern for at bevogte Kongens Skatte; men da han blev bange for at denne ikke vilde lade være med at gøre sig ulovlig Fordel, skrev han til Brutus om hurtigst muligt at sejle til Cypern fra Pamfylien, hvor han opholdt sig for at komme sig efter en Sygdom. Brutus gjorde det, skønt meget nødig, fordi han baade generede sig overfor Canidius, som han mente Cato havde fjernet paa en krænkende Maade, og i det hele taget, da han var ung og uvant med Arbejde, ikke betragtede en saadan Gerning og Virksomhed som passende for en fri Mand, endsige for ham selv. Ikke desto mindre anstrængte han sig ogsaa hermed og fik Ros af Cato, og efterat Ptolemæus' Formue var gjort i Penge, sejlede han med Størstedelen af Beløbet til Rom.

4. Da der var indtraadt en Spaltning i Staten, efterat Pompejus og Cæsar havde grebet til Vaaben og Riget var kommet i Oprør, ventede man at Brutus vilde tage Cæsars Parti, fordi hans Fader var blevet dræbt paa Pompejus Foranledning; men da han holdt det for sin Pligt at tilsidesætte private Interesser for Statens og ansaa Pompejus' Grund til at føre Krig for bedre end Cæsars, sluttede han sig til den første. Han havde rigtignok ved et tidligere Møde ikke engang villet tale med Pompejus, fordi han regnede det som en stor Helligbrøde at samtale med sin Faders Morder; men nu underordnede han sig ham som Fædrelandets Styrer og sejlede som Legat til Kilikien sammen med Sestius, der havde faaet den Provins. Da der imidlertid ikke var stort at gøre der og Pompejus og Cæsar allerede mødtes til Kamp om Herredømmet, drog han frivilligt til Makedonien for at tage Del i den afgørende Kamp; ved den Lejlighed skal Pompejus, der blev glad og forbauset ved at se ham nærme sig, have rejst sig fra sit Sæde og i alles Paasyn have omfavnet ham som sin Overmand. Under Felttoget brugte han al den Tid af Dagen da han ikke var sammen med Pompejus til Studier og Læsning, ikke blot i den øvrige Tid, men ogsaa før det store Slag. Det var Midsommertid, og i Lejren, som laa i et moset Terræn, plagedes de af en trykkende Hede; desuden varede det længe, inden de der skulde bringe Brutus hans Telt kom. Alt dette tog paa hans Kræfter; endelig ved Middagstid salvede han sig og spiste lidt, og medens de andre enten sov eller bekymrede tænkte paa Fremtiden, sad han selv og skrev lige til Aften paa et Udtog af Polybios han havde under Arbejde.

5. Ogsaa Cæsar skal have interesseret sig for ham og paalagt sine Underanførere, at de i Slaget ikke maatte dræbe Brutus, men skulde skaane ham og, dersom han godvilligt fulgte med, tage ham til Fange, men hvis han gjorde Modstand derimod, lade ham være og ikke tvinge ham; dette skal han have gjort af Hensyn til Brutus Moder Servilia. Han havde nemlig, som det synes, mens han endnu var en ung Mand, haft at gøre med Servilia, der var blevet forelsket i ham, og Brutus, som var født ved den Tid da hendes Kærlighed var hedest, var han temmelig overbevist om var hans egen Søn. Det fortælles, at da der i Senatet var en heftig Debat om den catilinariske Sammensværgelse, som nær havde vendt op og ned paa Staten, saa stod Cato og Cæsar og diskuterede et Forslag, og da en Billet udefra var blevet bragt Cæsar, læste denne den i Taushed, medens Cato raabte at det var oprørende, at Cæsar modtog Henvendelser og Skrivelser fra Fjenderne. Under almindelig Uro rakte Cæsar straks Billetten til Cato, som læste den og saa at det var et usædeligt Brev fra hans Søster Servilia, hvorpaa han med de Ord: »Hav Din Villie, Udhaler!« kastede det hen til Cæsar og paany vendte tilbage til Forslaget og fortsatte sin Tale. Saaledes kom Servilias Forhold til Cæsar i Folkemunde.

6. Da Pompejus efter Nederlaget ved Farsalos var sluppet ned til Kysten og hans Lejr blev belejret, kom Brutus ubemærket ud gennem en Port, der førte til et moset og af Vandløb og Siv opfyldt Terræn, og reddede sig i Nattens Løb bort til Larisa. Da han havde sendt et Brev derfra, glædede Cæsar sig over hans Redning, bad ham komme til sig og tilgav ham ikke blot hans Brøde, men beholdt ham ogsaa hos sig og viste ham stor Ære. Da ingen kunde sige i hvad Retning Pompejus var flygtet, men der herskede Usikkerhed, søgte Cæsar engang han spaserede alene med Brutus at faa hans Mening at vide, og da han fik det Indtryk, at denne som Følge af nogle Samtaler bedst kunde danne sig en Formodning om Pompejus' Flugt, ilede han med Opgivelse af de andre Muligheder til Ægypten. Pompejus, der, som Brutus havde formodet, var landet i Ægypten, fandt imidlertid sin Skæbne der, og nu forsonede Brutus ogsaa Cassius med Cæsar; som Forsvarer for Libyernes Konge kunde han ganske vist ingen Vegne komme, fordi Anklagerne imod ham var saa svære, men ved at trygle og gaa i Forbøn for ham sikrede han ham en stor Del af hans Land. Cæsar skal, første Gang han hørte ham tale, have sagt til sine Venner: »Hvad denne unge Mand vil, veed jeg ikke; men alt hvad han vil, det vil han ivrigt.« Han var nemlig en fast Karakter og saadan, at han ikke for et godt Ord eller blot for at føje Folk lyttede til enhver Bøn, men kun efter moden Overvejelse og bestemt Beslutning arbejdede for det rette, og naar han benyttede sin Evne dertil, udfoldede han en mægtig Energi, der førte til Maalet. Naar nogen kom med en uberettiget Bøn, bed Smiger ikke paa Brutus, og den Eftergivenhed overfor skamløs Tryglen, som nogle kalder at genere sig for at sige nej, betragtede han som vanærende for en betydelig Mand; derfor plejede han at sige, at de der ikke kunde sige nej til noget syntes ham at have anvendt deres Tid ilde. Da Cæsar vilde gaa over til Afrika for at bekæmpe Cato og Scipio, overdrog han Brutus det cisalpinske Gallien til Held for Provinsen; medens nemlig de andre Provinser blev udplyndrede med Overmod og Griskhed af dem Cæsar havde betroet Styrelsen, somom det var erobrede Lande, saa blev for Gallerne Brutus' Styrelse endogsaa en Hvile og Lindring efter deres tidligere Ulykker. Desuden gav han Cæsar Æren for alt, saaat denne, da han efter sin Hjemkomst berejste Italien, havde stor Glæde af at se de af Brutus bestyrede Byer og af Brutus selv, som forøgede hans Ære og velset færdedes i hans Selskab.

7. Der var hos Romerne flere Præturer, og den mest ansete af disse, som kaldtes Bypræturen, ventede man at enten Brutus eller Cassius vilde faa. Nogle siger at disse to, som for tidligere Aarsagers Skyld i al Stilhed var uenige, kom endnu mere i Strid herom, skønt de var i Familie med hinanden (Cassius var nemlig gift med Brutus' Søster Junia); efter andres Fremstilling skal denne Strid have været et Værk af Cæsar, som i Hemmelighed vakte Forhaabninger hos hver af dem og paa den Maade æggede og ophidsede dem, indtil de kom i Strid. Brutus havde i sin Fornemhed og anerkendte Hæderlighed en Støtte imod Cassius' mange og glimrende parthiske Bedrifter. Da Cæsar havde hørt deres Anmodninger og overvejede Sagen med sine Venner, sagde han: »Hvad Cassius siger, er nok mere berettiget; men den første Prætur maa gives til Brutus.« Cassius blev saa udnævnt til en anden Prætur, men var ikke saa taknemmelig for den han havde faaet, som han var vred over den han var gaaet glip af. Ogsaa ellers nød Brutus godt af Cæsars Magt i saa stort Omfang han selv ønskede. Naar han nem ig ønskede det, var det ham muligt at være den første af hans Venner og have størst Indflydelse; men han blev tiltrukket og ledet i en anden Retning af sit Venskab med Cassius. Ganske vist var han endnu ikke forsonet med denne personligt paa Grund af den omtalte Rivalisation med ham, men han hørte idelig sine Venner opfordre ham til ikke at lade sig formilde og fortrylle af Cæsar, men sky Tyrannens Venligheder og Gunstbevisninger, som denne ikke viste ham for at hædre hans udmærkede Egenskaber, men for at svække hans Kraft og undergrave hans Mod.

8. Dog var heller ikke Cæsar helt fri for Mistanke eller upaavirket af Beskyldninger mod Brutus; men medens han frygtede hans Mod, store Anseelse og Venner, stolede han paa hans Karakter. Først sagde han, da det fortaltes ham at Antonius og Dolabella tænkte paa Oprør, at ikke de fede og langhaarede voldte ham Bekymring, men de andre, som var blege og magre, hvorved han sigtede til Brutus og Cassius: da derpaa nogle bagvaskede Brutus og advarede ham mod denne, berørte han med Haanden sit Legeme og sagde: »Hvad mener I? tror I ikke at Brutus vil vente til denne svage Krop er færdig?«, for dermed at lade dem forstaa, at det efter ham selv ikke tilkom nogen anden end Brutus at have saa stor Magt. Og denne synes virkelig ubestridt at kunne være blevet den første Mand i Staten, hvis han havde kunnet bekvemme sig til at staa som Nummer to efter Cæsar og lade hans Magt svækkes og hans Feltherrery gaa i Glemme; men Cassius, som var lidenskabelig og snarere personligt Cæsarhader end for Statens Skyld Tyranhader, opflammede og skyndede paa ham. Man siger at medens Brutus trykkedes af Herredømmet, saa hadede Cassius Herskeren, hvem han hlandt andet bebrejdede at han havde berøvet ham nogle Løver, som Cassius havde skaffet tilveje for at bruge dem som Ædil', men som Cæsar fik i sin Magt og holdt tilbage i Megara, dengang Byen blev taget af Calenus. Disse Dyr skal være blevet til stor Ulykke for Megareerne. Da Byen allerede var ved at falde for Calenus' Angreb, rev Megareerne nemlig Burene i Stykker og løste Lænkerne, forat Dyrene skulde være i Vejen for Angriberne; men Løverne styrtede ind paa dem selv og sønderrev Borgerne, der vaabenløse løb omkring, saaat endogsaa Fjenderne blev rørte til Medynk ved at se derpaa.

9. Man siger altsaa, at dette for Cassius skal have været den vigtigste Grund til Mordplanen, men det er forkert. I Cassius' Natur boede der nemlig lige fra Begyndelsen et vist Fjendskab og Had til alle Tyranner, som det viste sig, da han endnu som Dreng gik i Skole med Sullas Søn Faustus. Denne førte nemlig det store Ord blandt Drengene og priste sin Faders Eneherredømme; men Cassius foer løs paa ham og slog ham i Ansigtet. Da Faustus' Formyndere og Slægtninge vilde skride ind imod ham og føre Proces, forhindrede Pompejus det, men lod begge Drengene kalde til sig og forhørte dem om det passerede. Ved den Lejlighed skal Cassius have sagt: 'Nuvel, Faustus! Vov i Nærværelse af den Mand at sige de Ord hvorover jeg blev forbitret, forat jeg igen kan slaa Din Næse til Blods.« Saadan var altsaa Cassius; hvad Brutus angaar, saa blev han opfordret og tilskyndet til Gerningen ved mange Forestillinger fra sine Venners Side og ved talrige mundtlige og skriftlige Henvendelser fra Borgerne. Paa Billedstøtten af hans Stamfader Brutus, som havde styrtet Kongernes Herredømme, skrev man: »Gid Du var her nu!« og: »Gid Brutus levede!« Brutus'eget Prætor-Højsæde fandtes om Morgenen besat med Indskrifter som: »Sover Du, Brutus?« og: »Du er ikke den rigtige Brutus!« Anledning hertil gav Cæsars Smigrere, som baade fandt paa andre ildesete Æresbevisninger for ham og om Natten satte Diademer paa hans Statuer, ligesom for at lokke Folket til at kalde ham Konge istedenfor Diktator. Men det fik et modsat Udfald, som det er nøjagtigt fremstillet i Skriftet om Cæsar.

10. Da Cassius nu følte sig for hos sine Venner for at lægge en Plan mod Cæsar, var alle enige med ham, hvis Brutus vilde føre an: Foretagendet — sagde de — behøvede nemlig ikke Kræfter eller Dristighed, men ,en saa anset Mand som Brutus var, idet han ved sin blotte Nærværelse ligesom indviede det og fastslog dets Berettigelse; i modsat Fald vilde de baade være mindre modige til Handlingen og mere mistænkte efter den, da Folk vilde mene, at han ikke vilde have vægret sig ved Gerningen, hvis den havde en god Grund. Efter at have overvejet dette foretog Cassius den første Tilnærmelse overfor Brutus efter den omtalte Uenighed, og da de var blevet udsonede med hinanden og havde udvekslet Venskabsbeviser, spurgte han ham, om han havde bestemt at møde i Senatet den 1ste Marts: han havde nemlig hørt, at Cæsars Venner den Dag vilde forelægge et Forslag om at give ham Kongeværdigheden. Da Brutus svarede benægtende, sagde Cassius: »Men hvis de nu tilkalder os?« »Saa er det min Pligt«, svarede Brutus, »ikke at tie stille, men forsvare Friheden og lide Døden for den.« Da sagde Cassius med Lidenskab: »Men hvilken Romer vil tinde sig i, at Du lider Døden ? Kender Du ikke Dig selv, Brutus? Eller tror Du at det er Vævere eller Kræmmere der skriver paa Dit Højsæde, mens det i Virkeligheden er de første og mægtigste Mænd der gør det? Af de andre Prætorer fordrer de Pengegaver, Skuespil og Gladiatorer, men af Dig som en Æresgæld Tyranniets Kuldkastelse, og selv er de rede til at lide alt for Din Skyld, naar Du viser Dig som den Mand de fordrer og venter!« Derefter omfavnede han Brutus og sagde Farvel til ham, og efter denne Afsked vendte de sig hver til deres Venner.

11. Der var en Mand ved Navn Gajus Ligarius, som havde hørt til Pompejus' Venner og var blevet anklaget af den Grund, men frikendt af Cæsar. Denne Mand, som ikke var taknemmelig, fordi han var sluppet for Straf, men forbitret over det Eneherredømme der havde bragt ham i Fare, hadede Cæsar og var en af Brutus' nærmeste Venner. Da Brutus kom ind til ham, medens han laa syg, sagde han: »Det er et uheldigt Tidspunkt Du er syg paa, Ligarius.« Straks rejste Ligarius sig op støttet paa Albuen, greb hans Haand og sagde: »Nej, hvis Du har en Plan der er Dig værdig, Brutus, saa er jeg rask.«

12. Derefter følte de sig i al Hemmelighed for hos de bekendte Mænd som de stolede paa, indviede dem i Planen og optog dem, saaledes at de ikke blot valgte indenfor deres egen Vennekres, men medtog alle som de vidste var dristige og foragtede Døden. Det var ogsaa derfor de ikke indviede Cicero i Planen, skønt han baade for sin Troskab og sin Hengivenhed stod højt i deres Omdømme, forat nemlig ikke han, som foruden sin medfødte Frygtsomhed i Tidens Løb havde faaet en Oldings Forsigtighed, ved paa alle Punkter at kræve den største Sikkerhed skulde svække deres kraftige Iver, som ønskede at handle rask. Forresten forbigik Brutus blandt sine andre Venner ogsaa Epikureeren Statilius og Gatos Beundrer Favonius; da han nemlig under en Samtale og filosofisk Diskussion ved at bruge Omsvøb ligesom satte dem paa Prøve, svarede Favonius, at en Borgerkrig var værre end et lovstridigt Eneherredømme, medens Statilius sagde, at den vise og fornuftige ikke burde sætte sig i Fare og lade sin Sindsligevægt forstyrre for slette og ufornuftige Menneskers Skyld. Ved den Lejlighed var Labeo tilstede og opponerede mod dem begge, og Brutus lod da i Øjeblikket Emnet falde som vanskeligt og indviklet, men senere indviede han Labeo i Planen. Da denne villigt gik ind derpaa, besluttede man ogsaa at optage den anden Brutus, som havde Tilnavnet Albinus; ganske vist var han ellers ikke energisk eller modig, men han var stærk ved en Bande Gladiatorer, som han holdt for at forlyste Romerne dermed, og nød Cæsars Tillid. Da Cassius og Labeo forhandlede med ham, gav han ikke noget Svar, men efterat han selv havde talt med Brutus under fire Øjne og faaet at vide at han var Foretagendets Leder, lovede han beredvilligt sin Bistand. Ogsaa af de andre blev de fleste og bedste vundne ved Brutus' Anseelse. Uden at have svoret nogen fælles Ed eller modtaget eller afgivet noget højtideligt Løfte var alle i den Grad enige om at skjule, fortie og gennemføre Planen, saaat skønt Foretagendet blev varslet af Guderne ved Spaadomme, Syner og Jertegn, var der dog ingen der troede derpaa.

13. Da nu Brutus havde knyttet Roms modigste, fornemste og dygtigste Mænd til sig og overskuede hele Faren, forsøgte han overfor Omverdenen at skjule Tanken ved et roligt Væsen; i sit Hjem og om Natten var han dog ikke den samme, men dels gjorde Bekymringen ham søvnløs, dels borede han sig mere fast i Tanken og dvælede ved Vanskelighederne, saaat hans Kone, der delte hans Leje, nok mærkede, at han var opfyldt af en usædvanlig Uro og rugede over en vanskelig og mørk Plan.

Porcia var, som det før er sagt, en Datter af Cato, og Brutus, som var hendes Fætter, havde ikke ægtet hende som Jomfru, men efter hendes første Mands Død, da hun endnu var ung og med ham havde en lille Søn, der hed Bibulus; man har fra hans Haand et lille Skrift, der indeholder Erindringer om Brutus. Porcia, som var en øm og kærlig Hustru og tillige baade modig og klog, gav sig ikke til at udfritte sin Mand om hans Hemmelighed, førend hun havde sat sig selv paa Prøve. Hun tog en Kniv af den Slags Barbererne bruger til at skære Negle, lod alle sine Slavinder gaa ud af Sovekammeret og tilføjede sig selv et dybt Snit i Laaret, saaat der kom et stærkt Blodtab og kort efter heftige Smerter og Febergysen som Følge af Saaret. Da Brutus var bekymret og bedrøvet derover, talte hun saaledes til ham, netop som Smerten var allerværst: »Jeg, Brutus, som er Gatos Datter, blev givet Dig til Ægte, ikke for som en Frille kun at dele Bord og Seng med Dig, men for at være Din Fælle i godt og ondt. Hele Din Færd i vort Ægteskab er udadlelig; men hvorledes kan jeg lægge mit Sindelag for Dagen eller vise Dig Taknemmelighed, hvis jeg ikke maa hjælpe Dig med at bære en hemmelig Lidelse og en Bekymring der kræver Trofasthed? Jeg veed at Kvindens Natur regnes for at være svag til at bære en Hemmelighed; men, tro mig, Brutus, baade en god Opdragelse og en god Omgang bidrager til at styrke Karakteren, og desuden er jeg baade Gatos Datter og Brutus' Hustru; herpaa stolede jeg før mindre, men nu har jeg set at jeg ogsaa er ubøjelig overfor Lidelse.« Efter at have sagt dette viste hun ham Saaret cg fortalte ham hvorledes hun havde sat sig selv paa Prøve, og han løftede forfærdet Hænderne og bad til, at Guderne vilde forunde ham at gennemføre sin Plan og vise sig som en Mand der var Porcia værdig. Derpaa drog han Omsorg for hendes Saar.

14. Da der var blevet berammet et Senatsmøde, hvor man ventede at Cæsar vilde indfinde sig, besluttede de at angribe ham under det; saa vilde de nemlig baade være samlede uden at vække Mistanke og have en Forsamling af alle de første og bedste Mænd, som, naar den store Daad var gjort, straks vilde forsvare Friheden. Desuden syntes de ogsaa, at Stedet tydede paa en guddommelig Styrelse og var til Gunst for dem; det var nemlig en Søjlehal af dem ved Theatret, forsynet med en Exedra , hvori der stod en Billedstøtte af Pompejus, som var blevet opstillet paa Statens Bekostning, dengang han havde forskønnet det Sted ved at opføre Søjlehallerne og Theatret. Her sammenkaldtes altsaa Senatet lige i Midten af Marts Maaned (Romerne kalder Dagen Idus Martiae), saaat ogsaa en Guddom syntes at føre Cæsar til Straffen for hvad han havde gjort mod Pompejus. Da Dagen saa kom, gik Brutus ud med en Dolk gemt paa sig, uden at andre end hans Kone vidste det; de øvrige samledes hos Cassius, hvis Søn netop skulde anlægge den saakaldte Mandstoga, og ledsagede ham ned paa Torvet. Derfra begav de sig alle hen i Pompejus' Søjlehal ,og afventede der Cæsar, som hvert Øjeblik ventedes at ville komme til Mødet. Ved den Lejlighed kunde en der vidste hvad der skulde ske i allerhøjeste Grad have beundret de to Mænds Lidenskabsløshed og Fasthed overfor Farerne; da de nemlig som Prætorer var nødte til at forhandle med mange, hørte de ikke blot roligt paa Henvendelser og Klager, somom de ikke havde andet at tænke paa, men fældede ogsaa med anspændt Opmærksomhed omhyggelige og veloverlagte Domme i de forskellige Sager. Da en Mand ikke vilde underkaste sig en Dom, men appellerede til Cæsar, brugte Mund og besvor dem, saa Brutus hen paa de tilstedeværende og sagde: »Mig vil Cæsar hverken nu eller i Fremtiden hindre i at følge Loven.«

15. Forresten tilstødte der dem tilfældigvis mange Ting der maatte forurolige dem, først og fremmest det at Cæsar lod vente paa sig, skønt det var langt op paa Dagen, og paa Grund af daarlige Varsler dels holdtes tilbage af sin Kone, dels af Spaamændene hindredes i at gaa ud. For det andet kom der en Mand hen til Casca, en af de sammensvorne, greb hans Haand og sagde: »Du skjulte Hemmeligheden for os, Casca; men Brutus har røbet det hele for mig.« Da Casca blev forbløffet, lo den anden og sagde: »Hvordan er Du saa hurtigt blevet rig, min kære, siden Du tænker paa at søge Ædiliteten?« Saa nær var det ved at Casca, narret ved en Tvetydighed, gav Hemmeligheden til Pris; Brutus selv og Cassius tik en usædvanligt hjertelig Hilsen af en Mand af Senatorstand, Popilius Læna, der med en sagte Hvisken sagde: »Jeg beder til at I maa gennemføre hvad I har i Sinde og raader Jer til ikke at nøle, for Sagen er ikke hemmelig«; derpaa fjernede han sig efter hos dem begge at have vakt en stærk Mistanke om at han havde erfaret deres Plan. Samtidigt hermed kom en løbende hjemmefra og meldte Brutus, at hans Kone var ved at dø. Porcia, som var ude af sig selv ved Tanken om hvad der skulde komme og ikke i Stand til at bære den trykkende Bekymring, kunde nemlig daarligt holde sig inde; ved den mindste Larm og Støj foer hun ud, ligesom Kvinder der er betagne af et bacchisk Sværmeri , forhørte sig hos enhver der kom hjem fra Torvet om Brutus og sendte uafbrudt andre ud. Tilsidst, da det stadig trak ud, slog hendes legemlige Modstandskraft ikke til, men faldt sammen, idet Sjælen blev forvildet ved Angsten; hun naaede ikke ind i sit Værelse, men ligesom hun gik og stod, sank hun om, grebet af Afmagt og en uimodstaaelig Sløvhed, idet hun skiftede Farve og helt mistede Mælet. Slavinderne skreg op ved Synet deraf, og da Naboerne var strømmet sammen ved Døren, opkom der snart det Rygte, som hurtigt forplantede sig, at hun var død. Dog kom hun snart til sig selv igen og blev bragt til Kræfter af Pigerne; Brutus blev vel, som rimeligt var, stærkt bevæget ved Rygtet der naaede ham, men svigtede dog ikke sin Pligt mod Staten, og hans Sindsbevægelse vendte ikke hans Tanker mod hans egne Forhold.

16. Nu meldtes det allerede, at Cæsar nærmede sig baaret i en Bærestol; nedslaaet over de uheldige Varsler havde han nemlig besluttet ikke at afgøre nogen af de vigtigere Sager den Dag, men opsætte det under Paaskud af daarligt Helbred. Da han var steget ud af Bærestolen, styrtede den Popilius Læna, som kort før havde bedt til at Brutus og Cassius maatte have Held med sig i deres Planer, hen til ham og talte i længere Tid med ham, idet Cæsar nærmede sig ham og lyttede opmærksomt. De sammensvorne (for at bruge dette Udtryk) kunde vel ikke høre hvad han sagde, men af det de havde Mistanke om drog de den Slutning, at Samtalen var en Angivelse af deres Anslag; de tabte da Modet og saa paa hinanden, idet de ved deres Minespil blev enige om, at de ikke skulde vente til de blev arresterede, men straks dræbe sig selv. Cassius og et Par andre havde allerede lagt Haanden paa Fæstet og var i Færd med at drage deres skjulte Dolke; da opdagede Brutus paa Lænas hele Optræden, at han bad ivrigt om noget og ikke fremførte en Anklage; Brutus sagde dog ikke noget, fordi mange uindviede stod imellem dem, men ved sit glade Ansigts udtryk satte han Mod i Cassius og de andre. Lidt efter kyssede Læna Cæsar paa Haanden og fjernede sig, efterat det var blevet klart, at hans Henvendelse kun angik ham selv og noget der var af Interesse for ham.

17. Da Senatet iforvejen var gaaet ind i Exedraen, stillede de andre sig omkring Cæsars Stol ligesom for at bede ham om noget; Cassius skal have rettet Blikket hen paa Pompejus' Billede og paakaldt ham, somom han kunde forstaa det, medens henne ved Indgangen Trebonius trak Antonius til en Side og holdt ham tilbage udenfor ved at tale med ham. Da Cæsar saa traadte ind, rejste Senatet sig for at hylde ham, og straks da han tog Plads, omringede de sammensvorne ham allesammen, saaledes at en af dem, Tillius Cimber, traadte frem og bad om Naade for sin landflygtige Broder; alle gjorde fælles Sag med ham, idet de greb Cæsars Hænder og kyssede hans Bryst og Hoved. Da Cæsar først afviste deres Bønner og derpaa, fordi de blev ved, med en kraftig Bevægelse rejste sig op, trak Tillius med begge Hænder Togaen ned fra hans Skuldre, og Casca, som stod bagved, trak først af alle sit Sværd og tilføjede ham et let Saar i Skulderen. Da Cæsar greb fat i Sværdfæstet og med høj Køst raabte paa Latin: »Casca, Din Skurk, hvad er det Du gør?«, tilkaldte han paa Græsk sin Broder og bad ham hjælpe sig. Cæsar, som allerede havde faaet mange Saar, saa sig om og vilde støde Angriberne fra sig; men da han saa Brutus drage et Sværd imod ham, slap han Cascas Arm, som han holdt fast i, tilhyllede sit Hoved og prisgav sit Legeme for Angrebene. De sammensvorne styrtede nu frem i en Flok og rettede skaanselsløst deres Sværd mod hans Legeme; herved kom de til at saare hinanden, saaat ogsaa Brutus, medens han tog Del i Mordet, fik et Saar i Haanden og alle blev tilsølede med Blod.

18. Efterat Cæsar saaledes var blevet dræbt, traadte Brutus frem i Forsamlingen, begyndte at holde en Tale og søgte ved beroligende Ord at holde Senatet tilbage; men Senatorerne flygtede af Angst i vild Uorden, og ved Indgangen var der Trængsel og Tumult, skønt ingen forfulgte eller skyndede paa dem. Man var nemlig fast besluttet paa ikke at dræbe nogen anden, men udstede et Opraab til alle om at værne Friheden. Egenlig havde alle de andre, dengang Planen blev lagt, holdt paa at man foruden Cæsar ogsaa skulde dræbe Antonius —en tyrannisk og hensynsløs Mand, som ved sin stadige Omgang med Soldaterne havde erhvervet sig Magt — , navnlig fordi han, som af Naturen var hovmodig og magtsyg, nu tillige som Cæsars Kollega havde faaet Konsulværdigheden; men Brutus satte sig imod denne Plan, dels af Retfærdighedshensyn, dels fordi han nærede Haab om at Antonius vilde undergaa en Forandring. Han kunde nemlig ikke opgive Tanken om at en velbegavet, ærgerrig 'og højtstræbende Mand som Antonius, naar Cæsar var fjernet, paavirket af det gode Eksempel de selv gav vilde tage Del i Fædrelandets Kamp for Friheden. Saaledes reddede Brutus Antonius, som under den herskende Panik anlagde en tarvelig Dragt og flygtede. Brutus og de andre gik med blodbesudlede Hænder op paa Capitolium, viste deres blottede Sværd og opfordrede Borgerne til at værne Friheden. I Begyndelsen blev der gjort Anskrig flere Steder, og Begivenheden fremkaldte tilfældige Opløb, hvorved Forvirringen forøgedes; men da der ellers hverken fandt Myrderier eller Plyndringer Sted, gik baade Senatorerne og mange af det menige Folk uden Frygt op til Mændene paa Capitolium. Efterat Mængden var blevet samlet, sagde Brutus nogle Ord som kunde gore Indtryk paa Folket og passede til Lejligheden, og da hans Tale vandt Bifald og man raabte at de skulde komme ned, gik de uden Frygt ned paa Torvet, de

andre i hinandens Følgeskab, medens mange ansete Mænd slog Kres om Brutus og paa en meget hædrende Maade førte ham ned fra Højen og hen til Talerstolen. Ved Synet heraf spredte Mængden sig, skønt den var blandet og beredt til at gøre Spektakler, og afventede i Ko og Stihed hvad der vilde komme. Da Brutus var traadt frem, hørte alle i Taushed paa hans Tale; men at Mordet ikke havde været til Glæde for alle, viste de, da Cinna begyndte at tale og angribe Cæsar, ved at give deres Vrede Luft og udskælde Cinna, saaat Morderne igen vendte tilbage til Capitolium. Derpaa sendte Brutus af Frygt for en Belejring de bedste bort af dem der var gaaet derop med ham, fordi han ikke ansaa det for rigtigt at disse, som ikke havde haft Del i Gerningen, skulde udstaa den samme Fare.

19. Imidlertid samledes Senatet næste Dag i Tellus' Tempel, og efterat Antonius, Planens og Cicero havde talt om Amnesti og Enighed, blev det bestemt at Morderne ikke blot skulde have Straffrihed, men at Konsulerne ogsaa skulde stille Forslag om Æresbevisninger; efter at have vedtaget dette skiltes Senatet. Da Antonius havde sendt sin Søn som Gissel til Capitolium, kom Brutus og de andre ned, alle blandede sig mellem hinanden og der udveksledes Hilsener og Omfavnelser; Antonius tog Cassius med hjem som Gæst, Lepidus Brutus, og paa samme Maade gjorde de andre, alt efter som de var knyttede til dem ved Omgang eller Venskab. Næste Dag samledes Senatorerne atter og hædrede først Antonius som den der havde kvalt Borgerkrigen i Fødselen; derpaa fik Brutus og hans Fæller Lovtaler af de tilstedeværende, og tilsidst blev der fordelt Provinser: Brutus fik Kreta, Cassius Afrika, Trebonius Lilleasien, Cimber Bithynien og den anden Brutus Gallien ved Po-floden.

20. Da derefter Cæsars Testamente og hans Begravelse kom paa Tale og Antonius holdt paa, at Testamentet skulde læses op og Ligbegængelsen ikke foregaa skjult eller uden Æresbevisninger, forat ikke ogsaa dette skulde ophidse Folket, saa opponerede Cassius kraftigt, men Brutus bøjede sig og gik ind derpaa, hvad der regnes for hans andet Fejlgreb. Ved at skaane Antonius fik han nemlig Skyld for at have beredt Sammensværgelsen en farlig og uimodstaaelig Fjende, og ved at tillade, at Begravelsen foregik paa den af Antonius fbreslaaede Maade, syntes han at have ødelagt det hele. For det første var der nemlig i Testamentet givet hver eneste Romer 75 Denarer og skænket Folket hans Haver hinsides Tiberen, hvor der nu er et Tempel for Fortuna, og dette opfyldte Borgerne med en stærk Taknemmelighed mod Cæsar og et dybt Savn; da dernæst Liget var blevet bragt hen paa Torvet, holdt Antonius efter gældende Skik en Tale til hans Ære, og da han mærkede at den gjorde Indtryk paa Mængden, gik han over til at vække dens Medlidenhed, tog Cæsars blodbesudlede Toga og udfoldede den, saaat alle kunde se Stikkene og de mange Saar. Da indtraadte der en fuldstændig Opløsning: nogle raabte at man skulde dræbe Morderne, andre rev, ligesom tidligere ved Demagogen Clodius' Begravelse, Bænkene og Bordene løs fra de omliggende Boder, bar dem sammen og opstablede et vældigt Baal; paa det lagde de Liget og brændte det midt imellem de mange Templer og de mange ukrænkelige og indviede Steder. Da Ilden blussede i Vejret, styrtede de frem fra alle Sider, rev glødende Brande ud og løb med dem omkring til Mordernes Huse for at stikke dem i Brand. De andre himle dog i Tide forskanset sig godt og afværgede saa— ledes Faren; men der var en Digter Cinna, som slet ikke havde haft Del i Sammensværgelsen, men endogsaa været en Ven af Cæsar. Han havde drømt at han sagde nej til en Indbydelse af Cæsar, men Cæsar blev ved sit og vilde tvinge ham, og tilsidst greb han hans Haand og førte ham til en mørk Afgrund, medens Cinna mod sin Villie og skrækslagen fulgte med. Efter at have haft denne Drøm plagedes han af Feber om Natten; alligevel skammede han sig næste Dag, da Ligfærden skulde finde Sted, over at udeblive og gik ud blandt Mængden, som allerede var ved at blive ophidset. Da han nu blev set og antaget for at være ikke den Cinna han virkelig var, men den anden, som for nylig i Folkeforsamlingen havde talt ondt om Cæsar, blev han revet ihjel.

21. Næstefter Antonius' forandrede Holdning var det især denne Begivenhed som gjorde Brutus og hans Fæller bange, saaat de forlod Hovedstaden; de opholdt sig først i Antium i den Hensigt, naar Folkets Vrede havde kulmineret og tabt sig, atter at vende tilbage til Rom. Dette ventede de let vilde ske hos Mængden med dens foranderlige og hurtigt skiftende Stemninger; paa deres Side havde de ogsaa Senatet, som lod dem der havde revet Cinna ihjel ustraffede, men eftersøgte og arresterede dem der havde angrebet Mordernes Huse. Tillige begyndte Folket allerede at blive misfornøjet, fordi Antonius næsten opkastede sig til Enehersker, og at savne Brutus, som man desuden ventede personlig vilde lede de Fester han som Prætor var pligtig at afholde. Da han imidlertid mærkede at mange af Cæsars Veteraner, som havde faaet Jord og Byer af ham, efterstræbte ham og efterhaanden strømmede ind i Byen, dristede han sig ikke til at komme til Rom, men Folket fejrede uden hans Nærværelse Festerne, der udstyredes med stor Bekostning og Pragt. Han havde nemlig opkøbt en Mængde vilde Dyr, og af dem lod han ingen blive solgt eller ubenyttet, men de kom alle til Anvendelse; desuden rejste han selv ned til Neapel og talte med mange af de sceniske Kunstnere, og om en vis Canutius, der gjorde Lykke paa Theatret, skrev han til sine Venner og bad dem om at overtale ham til at optræde: man burde nemlig ikke tvinge nogen Hellener. Han skrev ogsaa til Cicero om at han endelig maatte overvære Festerne.

22. Medens Sagerne stod saaledes, indtraadte der en ny Vending ved den unge Cæsars Ankomst; denne var en Søsterdattersøn af Cæsar og ved Testament adopteret af ham og indsat til Arving. Paa den Tid Cæsar blev dræbt, opholdt han sig i Apollonia, hvor han studerede og afventede Cæsar, der lige havde besluttet at gøre et Tog mod Partherne. Saasnart han hørte om Cæsars Død, ilede han til Rom, og idet han brugte Cæsars Navn som Udgangspunkt for sin Politik og fordelte de efterladte Penge til Borgerne, modarbejdede han Antonius og forenede og samlede tillige mange af Cæsars Veteraner ved at uddele Penge til dem. Da Cicero af Had til Antonius støttede Cæsar, gjorde Brutus ham heftige Bebrejdelser og skrev, at Cicero ikke havde noget imod at have en Herre, men var bange for en ham ugunstig Herre og arbejdede for Oprettelsen af en mild Trældom ved at skrive og sige, at Cæsar var brav; »vore Forfædre derimod,« siger han, »vilde heller ikke tinde sig i milde Herrer.« Han selv — fortsætter han — var foreløbig hverken fast bestemt paa at føre Krig eller paa at forholde sig rolig, kun een Ting havde han besluttet: ikke at trælle, og han undrede sig over Cicero, at han nok frygtede en farefuld Borgerkrig, men ikke var bange for en beskæmmende og uhæderlig Fred, og at han som Løn for at fortrænge Antonius fra Tyranniet forlangte Indsættelsen af Cæsar som Tyran.

23. Saaledes udtalte Brutus sig i sine første Breve: men da derefter nogle sluttede sig til Cæsar, andre til Antonius og Hærene ligesom stod til Fals og tog Parti for den højstbydende, opgav han det hele, besluttede at forlade Italien og rejste over Land gennem Lucanien ned til Velia ved Kysten. Da Porcia herfra igen skulde rejse tilbage til Kom, forsøgte hun at skjule sin stærke Sindsbevægelse, men blev røbet ved et Maleri, skønt hun ellers var tapper. Det var en Fremstilling af et hellenisk Emne, nemlig Hektors Afsked med Andromaehe, som faar Barnet af ham og retter Blikket paa sin Mand. Da Porcia betragtede dette, fik Billedet af Ulykken hende til at bryde ud i Taarer, og hun gik flere Gange om Dagen derhen og græd. Da Acilius, en af Brutus' Venner, reciterede Andromaches Ord til Hektor:

Hektor! o Du est mig nu baade Fader og elskelig Moder!
Du est mig Broder tillige, og Du est mig blomstrende Husbond!,

smilede Brutus og sagde: »Men mig falder det ikke ind, til Porcia at sige Hektors Ord:

Pas Din Væv og Din Ten, og befal Dine Tjenestekvinder;

for hendes legemlige Natur udelukker hende fra at gøre de samme Heltegerninger som Mændene, men ved sin Sjæl gør hun sig fortjent af Fædrelandet ligesom vi.« Dette fortæller Porcias Søn Bibulus.

24. Brutus brød saa op fra Velia og sejlede til Athen. Folket gav ham en hjertelig Modtagelse med Lovprisninger og Hædersbevisninger; han boede hos en Gæsteven, hørte Akademikeren Theomnestos og Peripatetikeren Kratippos, og da han deltog i de filosofiske Diskussioner, saa det ud somom han var ganske uvirk som, men i Virkeligheden forberedte han Krigen uden at vække Mistanke. Han sendte baade Herostratos til Makedonien for at vinde Anførerne for Tropperne der og vandt for sig og samlede de unge Romere der studerede i Athen. Blandt dem var ogsaa Ciceros Søn, som han roser i høje Toner: han siger, at hvad enten han var vaagen eller sov, beundrede han ham for hans ædle Sind og Tyranhad. Da han nu var begyndt aabenlyst at ruste sig og fik at vide, at nogle romerske Skibe lastede med Penge var undervejs fra Asien under Anførsel af en udmærket Mand som han kendte, mødte han ham ved Karystos, talte med ham og fik ham til at give sig Skibene, hvorefter han holdt et usædvanlig prægtigt Gæstebud; det var nemlig tillige Brutus' Fødselsdag. Da Gæsterne nu var begyndt at drikke og udbragte Skaaler for Brutus' Sejr og Romernes Frihed, forlangte Brutus, som vilde forøge deres Mod, et større Drikkekar, og da han havde faaet det, citerede han uden nogen Anledning følgende Linie:

Skæbnen den barske det var og Letos Søn som mig dræbte.

Desuden fortæller man ogsaa, at da han rykkede ud for at levere det sidste Slag ved Filippi, gav han Soldaterne Feltraabet Apollon; derfor regner man ogsaa den omtalte Ytring som et Varsel om Ulykken.

25. Derefter gav Antistius ham 500000 Denarer af de PMge som han ligeledes var undervejs med til Italien, og alle de Rester af Pompejus Hær der endnu strejfede om i Thessalien strømmede med Glæde sammen til ham; desuden tog han 500 Ryttere fra Cinna, som skulde føre dem til Dolabella i Asien. Derpaa sej lede han til Demetrias og bemægtigede sig en Mængde Vaaben, som efter den første Cæsars Befaling var blevet samlede til Partherkrigen og nu skulde bringes til Antonius. Netop som Statholderen Hortensius havde overgivet ham Makedonien og de omboende Konger og Fyrster sluttede sig sammen og forbandt sig med ham, kom der Bud om at Gajus, Antonius' Broder, var kommet over fra Italien og vilde gaa lige til de Stridskræfter som Vatinius havde samlet i Epidamnos og Apollonia. Da Brutus nu ønskede at komme ham i Forkøbet og faa disse Tropper, brød han op med sine Folk og marcherede gennem et vanskeligt Terræn i Snevejr, og han var langt forud for dem der skulde bringe ham Frokost; derfor fik han, da han var kommet i Nærheden af Epidamnos. et frygteligt Anfald af Sult paa Grund af Træthed og Kulde. Dette overgaar især i Snevejr saavel Lastdyr som Mennesker der maa anstrænge sig, enten fordi Varmen, naar den bliver helt indesluttet ved Afkølingen rundtom og Legemets Frysen, forbruger hele Næringsstoffet, eller fordi den indaandede Luft, som er skarp og fin idet Sneen tør, trænger gennem Legemet og tilintetgør Varmen, som fra det spreder sig udad; Varmen synes nemlig at fremkalde Sveden, idet den paa Hudens Overflade ligesom slukkes af Kulden den møder. Dette er udviklet udførligere andetsteds.

26. Da Brutus nu var faldet i Afmagt og ingen i Hæren havde noget spiseligt, blev hans Folk nødt til at ty til Fjenderne; de gik hen til Portene og bad Vagterne om noget Brød, og da disse hørte om Brutus Tilfælde, kom de selv med baade Mad og Drikke. Til Gengæld herfor behandlede Brutus, da han havde faaet Byen i sin Magt, ikke blot disse, men ogsaa alle de andre mildt. Gajus Antonius kom imidlertid til Apollonia og kaldte Soldaterne i den Egn derhen; men da disse var gaaet bort til Brutus og han mærkede, at ogsaa Apolloniaterne holdt med denne, rømmede han Byen og gav sig paa Vej til Buthroton *. Først mistede han undervejs tre Kohorter, som blev nedhuggede af Brutus, og da han derpaa forsøgte at bemægtige sig Terrænet omkring Byllis, som Fjenden iforvejen havde besat, og indlod sig i Slag med Cicero, blev han overvundet; Brutus havde nemlig Cicero til Underfeltherre og udrettede meget ved hans Hjælp. Derefter overraskede han Gajus paa et moset Terræn med Hæren vidt adspredt; han tillod imidlertid ikke sine Folk at angribe Fjenderne, men red omkring og befalede at skaane dem, da de om kort Tid vilde komme i deres Magt. Saaledes gik det ogsaa; de overgav nemlig sig selv og deres Feltherre, saaat Brutus nu var omgivet af en betydelig Styrke. Længe behandlede (han Gajus med Hæder og fratog ham ikke hans Værdighedstegn som Feltherre, skønt foruden mange andre ogsaa Cicero skal have skrevet til ham fra Eom og opfordret ham til at dræbe Antonius; men da han begyndte at underhandle i Hemmelighed med Anførerne og anstiftede et Mytteri, satte han ham ombord i et Skib og lod ham bevogte. Da de Soldater han havde forlokket fjernede sig til Apollonia og opfordrede Brutus til at komme derhen, sagde han at dette ikke stemmede med romersk Sæd, men at de burde gaa til Feltherren og selv bede om Tilgivelse for deres Forseelser; da de saa kom og bad derom, tilgav han dem.

27. Netop som han vilde gaa over til Asien, kom der Efterretning om de forandrede Forhold i Rom. Senatet havde nemlig gjort den unge Cæsar stærk for at bruge ham mod Antonius; men da han havde fordrevet denne fra Italien, var han nu selv en farlig Mand. Han fordrede i Strid med Loven Konsulatet og holdt store Hære, skønt Staten slet ikke havde Brug derfor, og da han saa at Senatet var misfornøjet hermed og gjorde Regning paa den fraværende Brutus, hvem det baade bevilgede nye Provinser og bekræftede i Besiddelse af dem han havde, blev han bange. Han sendte da Bud til Antonius og opfordrede denne til at blive hans Ven, og ved at samle sine Stridskræfter omkring Hovedstaden tiltvang han sig Konsulatet; han var ikke helt en ung Mand, men gik i sit tyvende Aar, som han selv har skrevet i sine Optegnelser. Derpaa lod han straks Brutus og de andre anklage for Mord, fordi de uden Lov og Dom havde dræbt Statens første Mand, der beklædte de højeste Embeder; som Anklager mod Brutus opstillede han Lucius Cornificius, mod Cassius Marcus Agrippa, og de blev begge dømte uden noget Forsvar, idet Dommerne blev tvungne til at afgive deres Stemme. Man fortæller, at da Herolden efter Skik og Brug fra Tribunalet kaldte Brutus frem, forat han skulde forsvare sig, sukkede Folkemængden lydeligt, de bedste sænkede Blikket uden at sige noget, og man saa Publius Silicius briste i Graad; af den Grund skal han kort efter være blevet opført paa Proskriptionslisten. Derefter udsonede de tre sig med hinanden, Cæsar, Antonius og Lepidus, delte Provinserne mellem sig og foranstaltede Myrderier og Proskriptioner af 200 Mænd; et af deres Ofre var Cicero.

28. Da Efterretningen herom kom til Makedonien, gjorde det saa stærkt et Indtryk paa Brutus, at han skrev til Hortensius, at han skulde dræbe Gajus Antonius, for nemlig at hævne den anden Brutus 'og Cicero, af hvilke den ene var hans Ven og den anden tillige hans Slægtning. Derfor lod senere Antonius, da han ved Filippi havde fanget Hortensius, denne dræbe ved sin Broders Grav. Forøvrigt siger Brutus, at han snarrere skammede sig over Grunden til Ciceros Død end beklagede hans Ulykke, og han gør sine Venner i Rom Bebrejdelser, fordi de trællede mere ved deres egen Skyld end Tyrannernes og bekvemmede sig til at se og være Vidner til Ting som de ikke engang burde finde sig i at høre om. Derpaa overførte han Hæren, som allerede var anselig, til Asien og rustede en Flaade i Bithynien og ved Kyzikos; tillands besøgte han selv Byerne og ordnede Forholdene til sin Fordel, forhandlede med Fyrsterne og sendte Bud til Cassius for at hente ham fra Ægypten til Syrien: det var ikke — skrev han — for selv at skabe sig et Herredømme, men for at befri Fædrelandet, at de nakkede omkring og samlede en Krigsmagt til at styrte Tyrannerne med; derfor burde de huske og fastholde deres Plan og ikke fjerne sig langt fra Italien, men skynde sig derhen og hjælpe Borgerne. Da Cassius adlød og vendte tilbage, mødtes han med ham, og ved Smyrna havde de deres første Sammenkomst siden dengang de i Piræus skiltes og begav sig den ene til Syrien, den anden til Makedonien. Det var nu meget tilfredsstillende og tillidvækkende for dem at betragte hinandens Stridskræfter; medens de nemlig havde forladt Italien som de mest foragtede Flygtninge, uden Penge eller Vaaben, uden at have et Skib med en eneste Aare eller nogensomhelst Soldater eller nogen By, saa var de nu, da de efter ikke ret lang Tids Forløb mødtes, baade ved Skibe, Fodfolk, Rytteri og Pengemidler i Stand til at optage Kampen om Herredømmet over Romerne.

29. Cassius ønskede egenlig at de skulde være ganske ligestillede, men Brutus gik som oftest først til ham, fordi Cassius baade var ældre og ikke saa godt som han taalte legemlig Anstrængelse. Den almindelige Mening var, at Cassius var en dygtig Militær, men hidsig og en Mand der snarest kommanderede ved at gøre Folk bange, medens han overfor sine Venner var mere tilbøjelig til Munterhed og holdt af at sige Vittigheder; om Brutus siger man, at han paa Grund af sine udmærkede Egenskaber var elsket af Mængden, tilbedt af sine Venner, beundret af de bedste og ikke engang hadet af sine Fjender, fordi han i en sjælden Grad var mild. højsindet og uimodtagelig for enhver Lidenskab, Nydelse og Begærlighed og fordi hans Karakter holdt sig fast og ubøjelig til Værn for det gode og rette. Hvad der allermest bidrog til at gøre ham elsket og anset var, at man stolede paa at han blev ved sit Forsæt; om den store Pompejus havde man nemlig ikke ventet, at han, hvis han havde faaet Bugt med Cæsar, bestemt vilde underordne sin Magt under Lovene, men at han stadig vilde sikre sig selv Ledelsen, idet han beroligede Folket ved at give sin Stilling Navn af Konsulat eller Diktatur eller en anden mildere Form for Eneherredømme, og om Cassius, som var voldsom og lidenskabelig og ved mange Lejligheder afveg fra Retten for Fordelens Skyld, troede man bestemt at han førte Krig, flakkede om og satte Livet paa Spil for at skaffe sig selv Magten, ikke Borgerne Friheden. Hvad de endnu ældre Demagoger angaar, Mænd som Cinna, Marius og Carbo, saa regnede de Fædrelandet som en Kamppris og et Bytte for Sejrherren og kæmpede næsten rent ud for at vinde Tyranmagt. Brutus derimod skal ikke engang hans Fjender have bebrejdet en saadan Skiften Standpunkt, ja mange skal endda have hørt Antonius sige, at han troede Brutus var den eneste hvem det ærefulde og tilsyneladende hæderlige ved Gerningen havde forledt til at angribe Cæsar, medens de andre havde sammensvoret sig mod ham af Had og Misundelse. Man ser ogsaa af hvad Brutus skriver, at han ikke stolede saa meget paa sin Magt som paa sin gode Sag. Da Afgørelsen allerede nærmede sig, skriver han nemlig til Atticusl, at hans egne Forhold var i den allerbedste Stilling: enten vilde han nemlig som Sejrherre befri Romerfolket eller, hvis han blev dræbt, selv blive befriet for Trældom, og medens deres Sager ellers stod sikkert og fast, var kun een Ting uvis, om de skulde leve som frie Mænd eller dø. Om Marcus Antonius siger han at han fik en fortjent Straf for sin Uforstandighed, fordi han, som kunde være regnet blandt Mænd som Brutus, Cassius og Cato, havde nedladt sig til at tjene Octavianus, og hvis han ikke nu blev besejret i Forening med denne, saa vilde han om kort Tid komme til at kæmpe med ham. Heri synes han at have spaaet rigtigt om Fremtiden.

30. Medens de nu var i Smyrna, forlangte Brutus at Cassius skulde give ham Del i de store Pengemidler han havde samlet: sine egne havde han nemlig brugt til at lade bygge saa stor en Flaade, at de med den kunde beherske hele Middelhavet. Cassius' Venner vilde først forhindre det og sagde, at det var uretfærdigt at Brutus skulde tage de Penge, som Cassius ved Sparsommelighed holdt sammen paa og gjorde sig forhadt ved at samle, og bruge dem til at indynde sig hos Soldaterne; ikke desto mindre gav Cassius ham en Trediedel af hele Beløbet. Derpaa skiltes de atter og drog hver til sin Virksomhed. Cassius erobrede Rhodos og optraadte med Haardhed, skønt han ved sit Indtog havde givet dem der tiltalte ham som Konge og Herre det Svar: »Hverken Konge eller Herre, men Herrens og Kongens Morder og Forfølger«; Brutus forlangte Penge og Tropper af Lykierne. Da Folkelederen Naukrates havde bevæget de lykiske Byer til at falde fra og man havde besat nogle Høje for at hindre Brutus i at passere, sendte han først under et Frokosthvil nogle Ryttere imod dem, som ned huggede 600 Mand; derpaa erobrede han deres Byer og Flækker, men frigav alle Fanger uden Løsepenge i den Hensigt at vinde Folket ved Mildhed. De var imidlertid trodsige, idet de var forbitrede over de Tab de led, men foragtede hans Barmhjertighed og Menneskekærlighed. Tilsidst drev han de mest kamplystne af dem sammen i Byen Xanthos og belejrede dem der; de forsøgte at undslippe ved at dykke ned i Floden der løber forbi Byen, men blev opsnappede ved Hjælp af nogle i Flodbunden nedsænkede Net, til hvis øverste Ender der var hæftet Klokker, som straks røbede den der var blevet hildet i Nettet. Da Xanthierne en Nat havde angrebet og stukket Ild paa nogle Krigsmaskiner, men var blevet slaaede tilbage til Muren af Romerne, som havde opdaget det, og en frisk Blæst kastede Flammen op paa Brystværnene, saaat den forplantede sig til de nærmeste Huse, blev Brutus bekymret for Byen og befalede sine Folk at ile til og slukke Ilden.

31. Lykierne blev imidlertid pludselig grebne af en rasende og ubeskrivelig Desperation, som man snarest kunde betegne som Lyst til at dø: Mænd, Kvinder og Børn, frie og Trælle mellem hinanden, unge og gamle søgte at drive Fjenderne, der vilde slukke Ilden, bort fra Murene, og tilførte selv Halm, Træ og alt muligt brændbart for at faa Ilden ind i Byen, idet de gav den rigeligt Stof og paa enhver Maade forstærkede og forøgede den. Da nu Luerne havde forplantet sig og paa alle Sider omspændte Byen i et Flammehav, red Brutus, som blev meget bedrøvet over hvad der skete, hen langs Murene og var ivrig for at hjælpe; han strakte Hænderne ud mod Xanthierne og bad dem skaane og frelse Byen. Ingen lyttede til hans Ord, alle søgte paa enhver Maade Døden, ikke blot Mænd og Kvinder, men endogsaa de smaa Børn, som under Skrig og Raab enten sprang ind i Ilden eller styrtede sig ned fra Murene eller holdt deres blottede Hals ind under deres Faders Sværd og bad ham om at slaa til. Da Byen var ødelagt, saa man en Kvinde hængende i en Strikke, med et dødt Barn bundet til Halsen, medens hun med en brændende Fakkel stak Ild paa sit Hus. Dette tragiske Skuespil kunde Brutus ikke bekvemme sig til at se paa, men han græd ved Meddelelsen derom, og han udsatte en Belønning for enhver af Soldaterne der kunde redde en Lykier; der skal dog ikke have været mere end 150 som ikke slap for at blive frelst. Saaledes fuldbyrdede Xanthierne efter lang Tids Forløb et ligesom skæbnebestemt Undergangens Kresløb og fornyede ved deres Dødsforagt deres Forfædres Skæbne; ogsaa disse havde nemlig under Krigen med Perserne paa samme Maade brændt deres By og dræbt sig selv.

32. Da Brutus saa at Byen Patara stadig trodsede ham, betænkte han sig paa at angribe den og var tvivlraadig af Frygt for at møde den samme Desperation; nogle fangne Kvinder derfra, som han havde i sin Magt, frigav han uden Løsepenge. Disse, som havde højtstaaende Mænd eller Fædre, fortalte om Brutus' store Maadehold og Retfærdighed og bevægede derved Indbyggerne til at give efter og overgive Byen til ham. Som Følge heraf sluttede ogsaa alle de øvrige Byer sig til ham og gav sig i hans Vold, og de fandt i ham en god og uventet mild Herre; medens nemlig Cassius paa samme Tid tvang alle Rhodierne til at aflevere alt det Guld og Sølv der fandtes i privat Eje — der indkom herved 8000 Talenter — og yderligere straffede Staten med en Bøde paa 500. opkrævede Brutus kun 150 Talenter af Lykierne, og uden ellers at have gjort dem noget vendte han tilbage til lonien.

33. Af de mange mindeværdige Gerninger han øvede, idet han hædrede eller straffede Folk efter Fortjeneste, vil jeg fortælle om een, som baade han selv og de bedste af Romerne glædede sig mest over. Da Pompejus Magnus var landet ved Pølusion i Ægypten, dengang han havde mistet sin Magtstilling og maatte flygte for Cæsar, holdt Formynderne for Kongen, som endnu var et Barn, Raad sammen med deres Venner uden at kunne blive enige; nogle mente nemlig at man skulde optage Pompejus, andre at man skulde udelukke ham fra Ægypten. En Chier Theodotos, der for Betaling underviste Kongen i Veltalenhed og ved den Lejlighed, fordi man manglede bedre Mænd, nød den Ære at tage Del i Raadslagningen, paaviste da at begge Parter saa galt paa Sagen, baade de der vilde optage og de der vilde afvise Pompejus: som Forholdene var, var det nemlig det eneste nyttige at optage og saa dræbe ham; han endte sin Tale med at tilføje: »En død bider ikke«. Da Raadet gik ind paa hans Forslag, bukkede Pompejus Magnus under, et Eksempel paa det utrolige og uventede i Menneskelivet, og dette var et Værk af Theodotos' Talekunst og Dygtighed, som Sofisten selv pralende sagde. Da Cæsar kort Tid efter indfandt sig, led de andre Straf og fik en ond Død for deres Ondskab; Theodotos derimod, hvem Skæbnen havde undt en stakket Frist til at føre en omflakkende Tilværelse i Fattigdom og uden Ry, undgik ikke Brutus' Opmærksomhed, da denne rejste gennem Asien, men blev ført til ham og henrettet, mere berømt for sin Død end for sin Livsførelse.

34. Brutus bad nu Cassius komme til Sardes, og da han nærmede sig, gik han ham imøde med sine Venner; hele Hæren paraderede og hilsede begge som Imperatorer. Da der, som en naturlig Følge af deres omfattende Virksomhed og den store Kres af Venner og Officerer de havde, var opkommet gensidige Beskyldninger og Bagvaskelser mellem dem, var det første de gjorde straks efter Marchen at gaa for sig selv ind i et Værelse, hvor de for lukkede Døre og uden Vidner først fremsatte Bebrejdelser, dernæst Beviser og Anklager. Da de derefter lidenskabeligt brød ud i Taarer og sagde hinanden deres Mening rent ud, blev begges Venner forbausede over deres Vredes Heftighed og Voldsomhed og befrygtede at det skulde tage en gal Ende; det var nemlig forbudt at forstyrre dem. Men Marcus Favonius, Gatos tidligere Beundrer, som var Filosof mindre med Forstanden end med en voldsom og rasende Lidenskab, vilde gaa ind til dem, skønt Slaverne søgte at hindre det. Det var imidlertid vanskeligt at standse Favonius, naar han havde sat sig noget i Hovedet, da han i alt hvad han gjorde var hurtig og rask; det at han var romersk Senator regnede han for intet, men ved sin kyniske Frimodighed bragte han tit Folk ud af en pinlig Situation, fordi man ogsaa optog hans Hensynsløshed i Spøg. Ved denne Lejlighed trængte han sig gennem Døren trods alle Forsøg paa at hindre det og gik ind, idet han højtideligt deklamerede de Vers som Homer har lagt i Munden paa Nestorl:

Agter da vel paa mit Ord, langt yngre forsand er I begge!

o. s. v. Cassius brast i Latter derover, men Brutus viste ham Døren og kaldte ham en grov Kyniker og en falsk Kyniker; dog lod de det nu være nok med deres Uenighed og udsonede sig straks med hinanden. Da Cassius holdt et Gilde, medtog Brutus sine Venner, og da de allerede havde lagt sig til Bords, kom Favonius efter at have gjort Toilette; Brutus forsikrede at han ikke var indbudt og befalede ham at trække sig tilbage til den øverste Bordsofa, men han trængte sig med Magt frem til den midterste og lagde sig der, hvorefter Drikkelaget forløb under en ganske fin og ikke ufilosofisk Munterhed.

35. Næste Dag domfældte Brutus paa Sardianernes Anklage en Romer Lucius Pella, der havde været Prætor og nydt hans Tillid, for TJdsugelser og gjorde ham æreløs, en Ting der i ikke ringe Grad ærgrede Cassius; selv havde han nemlig for faa Dage siden aabenlyst ladet to af sine Venner, der var blevet overbeviste om de samme Forbrydelser, slippe med en privat Irettesættelse og vedblev at omgaas dem. Derfor gjorde han Brutus Bebrejdelser og sagde at han var altfor lovlydig og nøjeregnende under en Situation der krævede politisk Hensyntagen og Overbærenhed; men Brutus bad ham huske den Idus Martiæ, da de havde dræbt Cæsar, som ikke selv røvede og plyndrede fra alle Mennesker, men stod bagved andre der gjorde dette; »for hvis der — sagde han — gives noget hæderligt Paaskud til at tilsidesætte Retfærdigheden, saa havde det været bedre at finde sig i Cæsars Venners Færd end at tillade sine egne Venner at gøre Uret; de fik nemlig Skyld for Lavhed, men vi faar, skønt vi udstaar Farer og Lidelser. Skyld for Uretfærdighed.« Saaledes var Brutus' Synsmaade.

36. Da de nu fra Asien skulde gaa over til Europa, skal Brutus have faaet et mærkeligt Varsel. Af Naturen var han aarvaagen og havde ved Øvelse og selvpaalagt Tvang indskrænket sin Søvn til et Minimum af Tid; om Dagen hvilede han aldrig, om Natten kun saa længe som han hverken kunde foretage sig noget eller tale med nogen, fordi alle var gaaet til Ro. Nu da Krigen var brudt ud, maatte han lægge Planerne for det hele og anspænde sine Tanker paa Fremtiden, og derfor plejede han, hvergang han om Aftenen havde blundet lidt efter Maden, at bruge Resten af Natten til de paatrængende Forretninger; naar han da havde økonomiseret med Tiden og faaet noget tilovers, læste han i en Bog til den tredie Nattevagt, i hvilken Centurionerne og Krigstribunerne plejede at komme til ham. Da han altsaa skulde til at overføre sin Hær til Europa, sad han engang midt om Natten i sit Telt, hvor der kun brændte et svagt Lys, og i hele Lejren herskede der dyb Stilhed. Medens han ved sig selv overvejede og tænkte paa noget, forekom det ham, at der kom nogen ind; han saa hen til Indgangen og ser da en frygtelig og uhyggelig Aabenbaring af en usædvanlig og skrækindjagende Skikkelse, som taus stod ved Siden af ham. Han tog Mod til sig og spurgte: »Hvem af Mennesker eller Guder er Du, og i hvilken Hensigt er Du kommet til mig?« Dertil svarede Skikkelsen: »Din onde Aand, Brutus, og Du vil se mig ved Filippi.« Uden at tabe sin Sindsligevægt sagde Brutus: »Det ske.«

37. Da Synet var forsvundet, kaldte han paa Slaverne, som sagde at de hverken havde hørt nogen Stemme eller set noget Syn; han laa vaagen hele den Nat, men ved Daggry gik han til Cassius og fortalte ham om Synet. Denne, der hyldede Epikurs Lære og plejede at diskutere den Slags Ting med Brutus, sagde da: »Vor Anskuelse, Brutus, er den, at ikke alle vore Sanseindtryk eller Synsfornemmelser er virkelige, men Sansningen er en usikker og bedragerisk Ting, og endnu hurtigere er Tanken til at sætte den i Bevægelse og uden noget Grundlag lade den antage enhver Skikkelse. Billeddannelsen ligner nemlig Voks, og for Menneske sjælen, som paa engang lader sig forme og former, er det meget let ved egen Kraft at variere og danne Billederne. Det kan man se af de i Drømme stadig forekommende Forandringer, som Indbildningskraften ud fra et ringe Grundlag undergaar, saaledes at der opstaar alle Slags Forestillinger og Billeder. Det er dens Natur altid at være i Bevægelse, og Bevægelsen er Forestilling eller Tanke; Dit Legeme er tilmed anstrængt, saaat Sjælen naturnødvendigt rystes og bringes ud af Ligevægt. Men at der er Aander til, er hverken troligt, ikke heller, hvis de er til, at de har Menneskers Skikkelse eller Stemme eller en Kraft der naar til os; jeg for mit Vedkommende vilde ønske det var Tilfældet, saa vilde vi ikke blot stole paa alle vore Vaaben, Heste og Skibe, men ogsaa paa Gudernes Bistand, da vi fører an til de frommeste og skønneste Gerninger.« Med saadanne Ord søgte Cassius at berolige Brutus. Da Soldaterne gik om Bord, fløj to Ørne ned paa de forreste Faner, sejlede sammen med dem og ledsagede dem, fodrede af Soldaterne, helt til Filippi; men der fløj de bort een Dag før Slaget.

38. De fleste af de omboende Folkeslag havde Brutus allerede iforvejen underlagt sig, og nu vandt de alle de Byer og Fyrster som de før ikke havde faaet med og drog helt frem til Havet ved Thasos. Der var Norbanus' Hær lejret i det saakaldte Stena og omkring Symbolon; de omgik den og tvang den til at fjerne sig og opgive disse Punkter. De havde nær ogsaa taget selve hans Krigsmagt, fordi Cæsar opholdtes af Sygdom, hvis ikke Antonius var ilet til med en saa vidunderlig Hurtighed, at Brutus ikke vilde tro derpaa. Ti Dage senere kom Cæsar og lejrede sig ligeoverfor Brutus, medens Antonius stod overfor Cassius. Sletten mellem Lejrene kalder Romerne Sletten ved Filippi, og nu mødtes de anseligste romerske Hære med hinanden. I Tal stod Brutus' Styrke ikke lidt tilbage for Cæsars, men den udmærkede sig ved Vaabnenes Skønhed og Pragt. De fleste af deres Vaaben var nemlig af Guld eller Sølv, hvorpaa der var anvendt mange Penge, skønt Brutus ellers vænnede Officererne til at lade Soldaternes Levevis være umådeholden og stræng; men han troede at Rigdom anvendt paa Dragt og Vaaben forøgede Selvfølelsen hos de mere ærgerrige Naturer og ogsaa gjorde de vindesyge taprere, fordi de forsvarede deres Vaaben som Skatte.

39. Cæsar og Antonius foretog nu en Renselse' af Hæren i Lejren og uddelte lidt Korn og fem Denarer til hver Mand, forat de kunde ofre; Brutus og Cassius, som spottede deres Fattigdom eller Karrighed, rensede først, som man plejer. Hæren under aaben Himmel og uddelte derpaa en Mængde Offerdyr i hver Centurie og halvtres Denarer til hver, hvorved Soldaterne blev dem mere hengivne og ivrigere. Dog mente man at Cassius havde faaet et daarligt Varsel under Renselsen, derved at Liktoren jvendte op og ned paa Kransen han rakte ham; ogsaa tidligere ved et festligt Optog skal en Guld-Nike, som blev baaret i Cassius' Hær, være styrtet ned, fordi Bæreren snublede. Desuden viste der sig mange Aadselfugle over Hæren og man saa Bisværme samle sig ved et Sted inde i Lejren; dette Sted afspærrede Spaamændene for at fjerne Overtroen, som efterhaanden bragte ogsaa selve Cassius bort fra hans epikureiske Anskuelser og fuldstændigt havde betaget Soldaterne. Derfor var han heller ikke stemt for at lade Afgørelsen finde Sted straks ved et Slag; han vilde have at de skulde trække Krigen i Langdrag, da de var stærke ved Pengemidler, men stod tilbage med Hensyn til Antallet af Vaaben og Soldater. Brutus derimod havde ogsaa før været ivrig for hurtigst muligt at lade det komme til et afgørende Slag for derved enten at genoprette Fædrelandets Frihed eller befri alle de mange Mennesker, der plagedes af Udgifter, Krigstjeneste og Paalæg, for deres Ulykker, og da han nu saa at hans Ryttere var heldige og overlegne i de indledende Kampe og Skærmydsler, steg hans Selvtillid; desuden forefaldt der et Par Tilfælde af Overløben og fremkom Bagvaskelser og Mistanker mod nogle, hvoraf Følgen blev at i Krigsraadet mange af Cassius' Venner gik over til Brutus' Mening. Men en af Brutus' Venner, Atilius, opponerede og anbefalede at afvente Vinterens Komme, og da Brutus spurgte ham, hvorfor han troede at være stærkere om et Aar, svarede han: »Om ikke andet, saa faar jeg længere Tid at leve i.« Det blev Cassius ærgerlig over, og de andre blev ikke saa lidt vrede paa Atilius. Saa blev det besluttet at kæmpe næste Dag.

40. Brutus hengav sig ved Bordet til skønne Forhaabniuger og filosofiske Betragtninger, hvorpaa han gik til Eo; om Cassius fortæller Messala, at han spiste for sig selv med nogle faa af sine fortrolige og at man saa ham tankefuld og taus, hvad han af Naturen ikke var; da Maaltidet var forbi, trykkede han kraftigt hans Haand og ytrede paa Græsk, som han plejede at bruge i fortrolig Samtale, kun disse Ord: »Jeg kalder Dig, Messala, til Vidne paa at det gaar mig som Pompejus Magnus, at jeg tvinges til at sætte hele Fædrelandet paa Spil i et eneste Slag. Dog lad os være ved godt Mod, idet vi regner med Lykken, som vi, selvom vi tager en daarlig Beslutning, ikke bør nære Mistillid til.« Dette var, for tæller Messala, Cassius' sidste Ord til ham, hvorpaa han tog Afsked med ham; forresten var han selv indbudt til Selskab næste Dag af Cassius, hvis Fødselsdag det var. Ved Daggry blev der i Brutus' og i Cassius' Lejr som Kampsignal ophængt en rød Kappe; selv mødtes de i Mellemrummet mellem Lejrene, og Cassius sagde: »Gid det maa blive os forundt, Brutus, at sejre og leve hele Tiden sammen med hinanden efter et lykkeligt Udfald af Slaget; men da alt det vigtigste i Menneskelivet er ganske usikkert og vi næppe faar hinanden at se igen, hvis Kampen gaar imod Forventning, saa sig mig: hvad mener Du om Flugt og Død?« Brutus svarede: »Mens jeg endnu var ung og uerfaren, Cassius, kom jeg under filosofisk Diskussion til at udtale mig overmodigt: jeg anklagede Cato, fordi han havde dræbt sig selv, idet jeg ikke ansaa det for tilladeligt eller mandigt at give efter for Skæbnen og ikke med Standhaftighed bære hvad den bragte, men løbe sin Vej. Men nu har Oplevelserne forandret min Anskuelse, og hvis en Gud ikke nu leder Sagerne til en god Udgang, skøtter jeg ikke om atter at prøve nye Chancer og Udrustninger, men jeg vil gaa bort glad over min Skæbne, at jeg Idus Martiæ vovede mit Liv for Fædrelandet og takket være det kom til at leve et nyt, frit og ærefuldt Liv.« Derover smaalo Cassius, omfavnede Biutus og sagde: »Lad os gaa mod Fjenderne med det Sind; for enten vinder vi Sejr eller behøver ikke at frygte Sejrherrerne.« Derpaa forhandlede de i deres Venners Overværelse om Opstillingen, og Brutus bad Cassius om at han selv maatte anføre højre Fløj, hvad man mente snarest tilkom Cassius paa Grund af hans Alder og Erfaring; dog indrømmede Cassius ham ogsaa dette og befalede Messala med den kampdygtigste af Legionerne at stille sig paa højre Fløj. Brutus rykkede straks ud med sine Ryttere, som var pragtfuldt smykkede, og Fodfolket fulgte lige saa hurtigt efter.

41. Antonius og hans Folk var ifærd med fra de Moser, i hvis Nærhed de var lejrede, at anlægge Grave ind paa Sletten og afskære Cassius fra Adgangene til Kysten. Cæsar selv var paa Grund af Sygdom ikke tilstede; hans Styrke holdt sig i Ro og troede egenlig ikke at Fjenderne vilde slaas, men at de blot gjorde Udfald mod Anlægene og med lette Kastevaaben og ved at fremkalde Forvirring forstyrrede dem der gravede, og medens de saaledes ikke .agtede paa Modstanderne, hørte de med Forbauselse den ubestemte Larm ved Gravene, hvorledes den steg og nærmede sig. Paa dette Tidspunkt afgik der fra Brutus til Anførerne Billetter hvori Feltraabet meddeltes, og selv red han langsmed Fronten og opmuntrede Soldaterne; men kun faa af dem naaede at høre Feltraabet, der gik fra Mund til Mund, de fleste styrtede uden at vente ind paa Fjenderne i een Masse og med høje Krigsskrig. Da denne Uorden havde fremkaldt Ujævnhed i Slaglinien og Splittelse af Legionerne, kom først Messalas Legion og derpaa de til den stødende forbi Cæsars venstre Fløj, og efterat de svagt havde berørt de yderste og kun fældet nogle faa, men overfløjet dem allesammen, styrtede de ind i Lejren, En af Cæsars Venner ved Navn Marcus Antonius havde, som Cæsar fortæller i sine Optegnelser, haft en Drøm, som befalede Cæsar at fjerne sig og forlade Lejren, og han slap selv lige ud og blev antaget for død; de gennemborede nemlig hans Bærestol, som var tom, ved at kaste med Lanser og Spyd. De der fangedes i Lejren blev slaaet ned for Fode, og 2000 Lakedæmoniere, som for nylig var kommet som Hjælpetropper, blev nedhuggede.

42. De andre, der ikke havde omringet Cæsars Hær, men var stødt sammen med den, slog let deres Modstandere, som var kommet i Forvirring, tilbage og dræbte i Haandgemæng tre Legioner; i den Fart Sejren gav dem styrtede de sammen med de flygtende ind i Lejren, ledsagede af Brutus. Hvad de sejrende ikke havde opdaget, det viste imidlertid Situationen de besejrede. Da,disse nemlig havde gjort et Indhug paa de blottede og sprængte Dele af den fjendtlige Slaglinie, der hvor højre Fløj havde løsrevet sig for at forfølge, kunde de ikke faa Centrum til at vige, men fik en svær Kamp at bestaa; derimod slog de venstre Fløj, som var i Uorden og ikke vidste hvad der var sket, og forfulgte den ind i Lejren, som de saa plyndrede, uden at nogen af Feltherrerne var tilstede. Antonius havde nemlig, som det fortælles, straks i Begyndelsen unddraget sig Angrebet og trukket sig tilbage til Mosen, og Cæsar viste sig intetsteds efter at være sluppet ud af Lejren; nogle pralede af at have fældet ham og viste Brutus deres blodbesudlede Sværd, idet de fortalte om hans Udseende og Alder. Brutus' Centrum havde allerede anrettet et stort Blodbad paa Modstanderne og drevet dem ud, og det saa ud somom han havde sejret fuldstændigt, ligesom Cassius lod til at være helt besejret. Denne ene Omstændighed blev ødelæggende for dem, at Brutus ikke hjalp Cassius, som han troede havde sejret, medens denne ikke ventede paa Brutus, hvem han ansaa for dræbt; som Bevis for Sejren anfører nemlig Messala det, at de tog tre Ørne og mange Faner fra Fjenderne, medens disse ingen tog. Da nu Brutus trak sig tilbage, efterat Cæsars Lejr var blevet fuldstændigt plyndret, undrede han sig over at han ikke som sædvanligt saa Cassius' Feltherretelt, der laa højt og var synligt vidt og bredt, og at heller ikke de andre Ting var paa deres Plads; det meste var nemlig straks blevet væltet og nedrevet, da Fjenderne var styrtet ind i Lejren. Men de af hans Venner der mente at se skarpere meddelte ham, at de saa mange Hjelme skinne og mange Sølvskjolde i Bevægelse i Cassius' Lejrr og de fandt at hverken Antallet eller Bevæbningen kunde passe med den i Lejren efterladte Vagt; man saa heller ikke paa den Kant saa stort et Antal Lig som det havde været rimeligt, hvis saamange Legioner var hlevet besejrede i Kamp. Først dette vakte hos Brutus en Mistanke om den Ulykke der var sket; derfor efterlod han en Vagt i den fjendtlige Lejr, kaldte sine Soldater tilbage fra Forfølgelsen og samlede dem for at ile Cassius til Hjælp.

43. Med denne var det gaaet saaledes til. Han havde ikke med Glæde set Brutus' Soldaters første Fremstormen uden Feltraab og Ordre, og heller ikke da de som Sejrherrer straks gav sig til at røve og plyndre uden at tænke paa at omgaa og omringe Fjenderne, var han tilfreds med det der foregik. Da han nu nølede og tøvede snarere end at handle energisk og resolut, blev han omringet af Fjendernes højre Fløj; hans Ryttere udskilte sig straks for at flygte til Kysten, og da han ogsaa saa Fodfolket vige, forsøgte han at holde det tilbage og sætte Mod i det. Han rev Fanen fra en af Fanebærerne, der flygtede, og plantede den foran sine Fødder; men da ikke engang hans nærmeste Omgivelser længer var ivrige for at holde Stand, blev han nødt til med nogle faa at trække sig tilbage til en Høj, hvorfra der var Udsigt over Sletten. Selv kunde han dog paa Grund af sit svage Syn slet ikke eller kun daarligt se at Lejren blev plyndret: hans Ledsagere saa imidlertid en Mængde Eyttere komme anstigende, dem som Brutus havde sendt. Cassius antog dem for Fjender, der satte efter ham, men sendte dog en af de tilstedeværende, Titinius, afsted for at undersøge det. Rytterne saa denne nærme sig, og da de opdagede at det var en af deres egne og en tro Ven af Cassius, jublede de af Glæde: hans Venner sprang af Hestene, modtog og omfavnede ham, de andre red i Kres rundt om ham under Sejrssange og høje Raab, men anrettede ved deres ubeherskede Glædesytringer den største Ulykke. Cassius troede nemlig at Titinius virkelig var i Fjendernes Magt, og med de Ord: »Af Kærlighed til Livet har jeg fundet mig i at se en Ven komme i Fjendernes Hænder!« gik han bort til et tomt Telt; med sig tog han en af sine frigivne, Pindaros, som han efter Ulykken paa Crassus' Krigstogl altid havde hos sig for denne Eventualitets Skyld. Fra Partnerne var han i sin Tid sluppet, men nu trak han Kappen op over Hovedet, blottede Halsen og lod ham hugge Hovedet af; det blev nemlig fundet skilt fra Kroppen. Pindaros selv blev ikke set af noget Menneske efter Drabet, hvad der gav nogle Anledning til at tro, at han havde dræbt Cassius uden dennes Befaling. Kort efter viste Rytterne sig, og Titinius, som de havde bekranset, vendte tilbage til Cassius; men da de jamrende og fortvivlede Venners Graad og Skrig havde røbet ham hans Feltherres Ulykke og Fejltagelse, trak han sit Sværd og under mange Selvbebrejdelser for Langsomhed dræbte han sig selv.

44. Efterat Brutus havde erfaret Cassius' Nederlag, red han derhen, og da han allerede var i Nærheden af Lejren, hørte han om hans Død. Han græd over hans Lig og kaldte Cassius den sidste Romer, fordi der ikke mere i Staten kunde fremstaa en saa stor Karakter; derpaa lod han Liget klæde og overføre til Thasos, forat der ikke, hvis Begravelsen skete paa Stedet, skulde opstaa Uro. Selv sammenkaldte han Soldaterne og trøstede dem, og da han saa at de var blevet berøvet al deres Ejendom, lovede han dem 2000 Denarer hver ti] Erstatning for hvad de havde mistet. Deres Mod genoplivedes ved hans Ord, og de beundrede Gavens Størrelse og hyldede ham ved Bortgangen med høje Eaab, idet de forherligede ham som den eneste af de fire Feltherrer der var blevet uovervunden i Slaget. Og Udfaldet viste virkelig, at han med Rette havde været sikker paa at sejre i Slaget; for med nogle faa Legioner slog han alle dem han mødte, og hvis han havde brugt alle sine Folk til Kampen og de fleste ikke var løbet forbi Fjenderne og havde kastet sig over Fjendernes Ejendele, saa havde han haft Udsigt til ikke at lade nogen Del af dem ubesejret.

45. Paa hans Side faldt der 8000, iberegnet de i Felttjenesten deltagende Slaver, som Brutus kaldte Briger; af Modstanderne skønner Messala at der faldt over dobbelt saa mange. Derfor var disse ogsaa mere modløse, indtil Cassius' Tjener ved Navn Demetrios straks samme Aften kom til Antonius med sin Herres Kappe og Sværd; da disse Ting var blevet bragt, steg deres Mod i den Grad, at de ved Daggry rykkede ud med Hæren rustet til Kamp. Brutus fandt at der i begge Lejre var en betænkelig Uro: hans egen var nemlig opfyldt med Krigsfanger og krævede derfor en skarp Bevogtning, i Cassius's tog man sig Feltherreskiftet nær, og der herskede ogsaa hos hans besejrede Soldater en vis Misundelse og Uvillie mod Brutus' sejrrige Hær; derfor besluttede han sig til at væbne Tropperne, men afholdt sig fra Slag. Af Krigsfangerne lod han alle Slaverne, der paa en mistænkelig Maade blandede sig mellem Soldaterne, dræbe; af de frie Mænd lod han endel gaa, idet han sagde, at de snarere var blevet fanget af Fjenderne og hos disse havde været Krigsfanger og Slaver, medens de hos ham var frie og Borgere; andre, som han saa at hans Venner og Anførerne var uforsonligt stemte imod, skjulte han og hjalp til at slippe helskindede bort. Blandt Fangerne var der en Skuespiller Volumnius og en Gøgler Sakulio, som Brutus ikke tog nogen Notits af; men hans Venner førte dem hen til ham og anklagede dem, fordi de heller ikke nu kunde lade være med at haane og spotte dem. Da Brutus tav, optaget af andre Tanker som han var, og Messala Corvinus foreslog at de skulde piskes offenligt og derpaa nøgne gives tilbage til Fjendernes Generaler, forat disse kunde vide hvad Slags Drikkebrødre og Kammerater de havde Brug for i Felten, lo nogle af de tilstedeværende derover, men Publius Casca, han som havde tilføjet Cæsar det første Saar, sagde: »Det er ikke paa rette Maade vi hædrer den døde Cassius, naar vi spøger og gør Løjer; men Du, Brutus, skal vise hvorledes Du mindes Feltherren, idet Du enten straffer eller skaaner dem der vil haane og tale ondt om ham.« Herover blev Brutus alvorlig vred og sagde: »Hvorfor spør I mig da, Casca, istedenfor at gøre hvad I har besluttet?« Dette Svar tog de som et Samtykke og førte de stakkels Mennesker bort og dræbte dem.

46. Derpaa gav han Soldaterne den lovede Gave. og efterat han mildt havde bebrejdet dem, at de uden at have faaet Feltraabet og uden Befaling i mindre god Orden havde kastet sig over Fjenderne, lovede han at hvis de kæmpede godt, vilde han prisgive to Byer til Rov og Plyndring, Thessalonike og Lakedæmon. Dette er det eneste mørke Punkt i Brutus' Liv der ikke lader sig forsvare, omend Antonius og Cæsar betalte deres Krigere langt forfærdeligere Sejrspriser end disse, idet de næsten over hele Italien udjog de gamle Besiddere, forat deres egne Folk kunde faa Jord og Byer som de ikke havde nogen Ret til. Men for disse stod det som Krigens Maal at herske og faa Magten; Brutus derimod, der nød Ry som en hæderlig Mand, burde efter den al mindelige Mening hverken sejre eller redde sit Liv paa Bekostning af Æren og Retten, tilmed efterat Cassius viir død, som beskyldtes for ogsaa at forlede Brutus til adskillige af de voldsommere Handlinger. Men ligesom man under en Sejlads, naar Roret er blevet knust, søger at fastnagle og tilpasse andre Træstykker, ikke ordenligt, men nødtørftigt, tvunget af Omstændighederne, saaledes blev Brutus i sin store Magtstilling og under de usikre Forhold, hvor han ikke havde nogen jævnbyrdig Medfeltherre, nødt til at lempe sig efter Situationen og gøre og sige meget af det som de andre holdt paa. Og de holdt paa alt hvad de troede vilde gøre Cassius' Soldater bedre; disse var nemlig vanskelige at behandle: i Lejren skejede de ud af Mangel paa en Anfører, overfor Fjenderne viste de Fejhed paa Grund af deres Nederlag.

47. Det stod imidlertid slet ikke bedre til hos Cæsar og Antonius, der baade havde det knebent med Levnedsmidler og ventede en slem Vinter, fordi deres Lejr laa nede i et af Bjerge omsluttet Terræn; da de nemlig stod tæt ved Moser og der efter Slaget indtraf Efteraarsregnskyl, blev Teltene fyldte med Dynd og Vand, som straks frøs paa Grund af Kulden. Under disse Forhold fik de Efterretning om den Ulykke der paa Søen var overgaaet en stærk Krigsmagt, som fra Italien var undervejs til Cæsar; den var blevet overfaldet og ødelagt af Brutus Skibe, og kun ganske faa var undsluppet fra Fjenderne og havde holdt Livet oppe ved af Sult at spise af Sejlene og Tovene. Da de havde faaet dette at vide, var de ivrige efter at levere et afgørende Slag, inden Brutus fik Nys om det store Held han havde haft; tilfældigvis havde nemlig Kampen til Lands og den paa Søen staaet paa samme Dag, og mere ved et Tilfælde end ved Flaadeanførernes Fejl hengik der tyve Dage, uden at Brutus vidste noget om sit Held. Ellers vilde han nemlig ikke have indladt sig i et nyt Slag, da han havde samlet Levnedsmidler til Hæren for lang Tid og ogsaa havde en [god Stilling, saaat hans Lejr ikke led af Kulden og heller ikke let kunde indtages af Fjenderne; desuden var han paa Grund af sin ubestridte Overlegenhed paa Søen og den Sejr han selv havde vundet til Lands opfyldt af store Forhaabninger og en stærk Selvtillid. Men da Staten, som det synes, ikke længer kunde styres af mange, men trængte til en Enehersker, lod Gud, der vilde fjerne den eneste som stod i Vejen for den der kunde herske, det omtalte Held forblive skjult, skønt det var lige ved at komme til Brutus' Kendskab. Dagen før han vilde levere Slag kom der nemlig sent om Aftenen en Mand ved Navn Clodius som Overløber fra Fjenderne og meldte, at Cæsar vilde skynde sig med at levere et afgørende Slag, fordi han havde hørt om Flaadens Ødelæggelse. Ingen vilde tro hvad Manden sagde og han blev slet ikke ført frem for Brutus, men behandlet med den dybeste Foragt, fordi man mente at Efterretningen var falsk eller at han løj for at gøre sig behagelig.

48. I den Nat skal Synet atter have aabenbaret sig for Brutus, og efter at have vist sig paa samme Maade som før være forsvundet uden at sige noget. Publius Volumnius, en Filosof som lige fra Begyndelsen havde deltaget i Brutus' Felttog, omtaler ikke dette Tegn, men fortæller at den første Legionsørn blev helt besat med Bier og at Armen paa en af Underanførerne af sig selv bedækkedes med en rosenfarvet Salve, som man forgæves søgte at fjerne og aftørre. Lige før Slaget skal to Ørne være stødt sammen i Mellemrummet mellem Lejrene, og der hvilede en vidunderlig Taushed over Sletten, da alle saa paa dem; tilsidst veg den paa Brutus' Side og flygtede. Meget omtalt er den Æthioper blevet, som da Porten var blevet aabnet mødte Ørnebæreren og blev ned sablet af Soldaterne, der udlagde det som et daarligt Varsel.

49. Efterat Brutus var rykket ud med Slaglinien og havde opstillet den ligeoverfor Fjenderne, ventede han længe; medens han inspicerede Hæren, kom der nemlig til ham Mistænkeliggørelser og Angivelser mod forskellige, og desuden saa han, at Bytterne ikke var videre ivrige for at begynde Slag, men stadig afventede Fodfolkets Angreb. Saa red pludselig en krigersk og for sin Tapperhed højt anset Mand ved Navn Camulatus ud af Rækken lige forbi Brutus og gik over til Fjenderne. Synet heraf gik Brutus nær til Hjerte, og dels i Vrede, dels af Frygt for et større Frafald og Forræderi førte han straks sin Hær mod Fjenderne ved den niende Time om Eftermiddagen. Med sin egen Afdeling sejrede han og gik frem for at forfølge Modstandernes venstre Fløj der veg, og han støttedes af Rytterne der sammen med Fodfolket gjorde Indhug paa Fjenderne, som var bragt i Forvirring; men den anden Fløj, hvis Anførere svingede til Siden, forat den ikke skulde blive omringet, blev, da den ikke var stærk nok, splittet i Midten og svækket derved, saaat den ikke holdt Stand mod Fjenderne, men begyndte at flygte. Da disse havde splittet den Fløj, søgte de straks at omringe Brutus, som selv baade med Raad og Daad opfyldte alle en Generals og en Soldats Pligter og trodsede Farerne for at vinde Sejr; men hvad der havde skabt hans Overlegenhed i det første Slag, det var nu til hans Skade. Dengang var nemlig de besejrede af Fjenderne straks blevet dræbt; nu blev af Cassius' slagne Soldater kun faa hugget ned, men de der reddede sig var angst paa Grund af deres forrige Nederlag og opfyldte derfor det meste af Hæren med Modløshed og Forvirring. Her kæmpede ogsaa Gatos Søn Marcus blandt de fornemste og ædleste af de unge, og skønt udmattet flygtede eller veg han ikke, men brugte sit Sværd, raabte højlydt hvem han var og nævnede sin Faders Navn, indtil han faldt over en Dynge af Fjendelig. Ogsaa af de andre faldt de bedste, medens de forsvarede Brutus.

50. Blandt hans Venner var der en Lucilius, en tapper Mand. Da denne saa at nogle Ryttere af fremmed Herkomst under Forfølgelsen ikke tog Notits af de øvrige, men i Mængde stormede løs paa Brutus, besluttede han at vove sit Liv for at hindre deres Planer. Han blev lidt tilbage og gav sig ud for Brutus; derpaa overtalte han dem til at føre ham til Antonius, som han sagde han ikke frygtede, hvorimod han var bange for Cæsar. Glade over denne Fangst og i den Tro at de havde haft et vidunderligt Held førte de ham afsted, medens Mørket faldt paa, og sendte nogle af deres egen Midte iforvejen som Bud til Antonius. Denne gik glad Folkene imøde. og ogsaa af de andre stimlede alle sammen der hørte at Brutus blev ført derhen levende; nogle ynkedes over hans Skæbne, andre mente at han havde plettet sit Ry ved at lade sig fange af Barbarer for at redde Livet. Da de nærmede sig hinanden, blev Antonius staaende, fordi han ikke rigtig vidste hvordan han skulde modtage Brutus; men Lucilius, som blev ført frem, sagde ganske dristig: »Marcus Brutus har ingen Fjende fanget, Antonius, og ingen vil gøre det; gid Skæbnen ikke maa faa saa stor Magt over Dyden. Han vil blive fundet levende eller maaske ogsaa død, falden med Ære; men jeg er kommet her efter at have narret Dine Soldater og er rede til at lide den værste Straf for hvad jeg har gjort.« Da Lucilius havde sagt dette og alle stod forbausede, saa Antonius hen paa dem der havde bragt ham og sagde: »I ærgrer Jer sagtens, Kammerater, over Fejltagelsen og mener at være blevet holdt for Nar; men I maa vide, at I har gjort et bedre Bytte end det I søgte. I søgte en Fjende og kommer med en Ven til mig; for jeg veed min Sanden ikke hvad jeg skulde have gjort med Brutus, hvis han var i Live, men Mænd som denne ønsker jeg hellere at faa til Venner end til Fjender, c Med disse Ord omfavnede han Lucilius og anbefalede ham foreløbig til en af sine Venners Omsorg; senere havde han i ham altid en trofast og paalidelig Hjælper.

51. Efterat Brutus imidlertid havde overskredet en Strøm med træbevoksede og bratte Bredder, var det allerede blevet mørkt, og han gik ikke langt bort, men satte sig paa et dybtliggende Sted, der spærredes af en stor Klippe; kun faa af hans Officerer og Venner omgav ham. Først saa han op paa den stjernebesaaede Himmel og udtalte to Verselinier, af hvilke Volumnius opskrev den ene:

Gid, Zeus, Du ramme vil Ulykkens Ophavsmand;

det andet siger han at han har glemt. Kort efter nævnede han hver enkelt af de Venner der var faldet i Slaget for at forsvare ham; især sukkede han ved at mindes Flavius og Labeo. af hvilke den sidste var Legat i hans Hær, den første Chef for Ingeniørerne. Paa dette Tidspunkt var der en som blev tørstig og saa at Brutus ogsaa var det; han tog da en Hjelm og løb ned til Floden. Da der lød en Larm paa den anden Side, gik Volumnius frem for at se hvad det var, og sammen med ham Vaabendrageren Dardanos. Kort efter kom de tilbage og spurgte om Drikken; da smilede Brutus meget betydningsfuldt og sagde til Volumnius: »Den er drukket ud; men der skal blive bragt Jer en anden.« Saa blev den samme Mand igen sendt afsted, men var lige ved at blive fanget af Fjenderne og kom med Nød og næppe saaret tilbage. Da Brutus formodede at der ikke var faldet mange i Slaget, paatog Statilius sig at slaa sig igennem Fjenderne (ellers var det nemlig umuligt) og udspejde Lejren; hvis han fandt Forholdene der gode, vilde han hejse et Ildsignal og komme tilbage til ham. Signalet blev ganske rigtigt hejst, efterat Statilius havde listet sig ind i Lejren, men da der gik lang Tid uden at han kom tilbage, sagde Brutus: »Hvis Statilius er i Live, kommer han.« I Virkeligheden var han paa Tilbagevejen faldet i Fjendernes Hænder og blevet dræbt.

52. Mens Natten skred fremad, vendte Brutus, der stadig sad ned, sig til sin Slave Kleitos og sagde noget til ham; da Kleitos tav og græd, kaldte han derpaa Vaabendrageren Dardanos til sig og henvendte nogle Ord til ham særskilt. Tilsidst mindede han paa Græsk selve Volumnius om den filosofiske Lære og Tugt og opfordrede ham til at hjælpe ham med at holde Sværdet og understøtte ham, naar han førte det dræbende Stød. Volumnius afviste hans Bøn og de andre gjorde det samme; da een sagde, at man ikke burde blive, men flygte, rejste Brutus sig og sagde: »Ja, vist bør man flygte, men med Hænderne, ikke med Fødderne.« Derpaa trykkede han med et fornøjet Ansigtsudtryk hver enkelt i Haanden og sagde, at han var opfyldt af stor Glæde, fordi ingen af hans Venner havde svigtet ham, medens han klagede over Skæbnen for Fædrelandets Skyld; sig selv betragtede han som lykkeligere end Sejrherrerne, ikke blot tidligere, men ogsaa nu, fordi han efterlod sig et Ey for Dyd, som Sejrherrerne hverken kunde udslette ved Vaaben eller Penge: man vilde altid mene, at de var uretfærdige og slette Mænd, som herskede med Urette efter at have dræbt retfærdige og brave Mænd. Efterat han indstændigt havde bedt dem om at frelse deres Liv. gik han længere bort med to eller tre, blandt hvilke ogsaa Straton var, der som Veltalenhedslærer var blevet hans Omgangsven. Denne stillede han lige ved Siden af sig, stemmede begge sine Hænder mod det blottede Sværd ved Fæstet, styrtede sig deri og døde; andre fortæller, at ikke han selv, men paa hans indtrængende Anmodning Straton med bortvendt Ansigt holdt Sværdet under ham, hvorpaa han med Kraft kastede Brystet imod det og gennemboret fik en hurtig Død.

53. Da Brutus' Ven Messala var blevet forsonet med Cæsar, førte han engang i Fredstid denne Straton hen til ham og sagde grædende: »Det er den Mand, Cæsar, der viste min kære Ven Brutus den sidste Tjeneste.« Cæsar optog ham i sin Kres, og han blev baade i Regeringsforretningerne og i Kampene ved Aktion en af de Hellenere der gjorde sig fortjente af ham. Om Messala selv fortæller man, at da Cæsar senere engang roste ham, fordi han, skønt han ved Filippi havde været deres værste Fjende for Brutus' Skyld, ved Aktion havde vist sig meget ivrig, saa sagde han: »Jeg har altid, Cæsar, sluttet mig til den bedste og retfærdigste Sag.« — Da Antonius havde fundet Brutus' Lig, befalede han at indhylle det i sin kostbareste Purpurkappe, og da han senere hørte at den var blevet stjaalet, lod han Tyven dræbe; Brutus' jordiske Rester sendte han til hans Moder Servilia. Om Brutus Hustru Porcia fortæller Filosoffen Nikolaos — og ligeledes Valerius Maximus —, at hun ønskede at dø; da alle hendes Venner søgte at forhindre det og stadig var om hende og passede paa, tog hun nogle Gløder ud af Ilden og slugte dem, derpaa holdt hun Munden tæt lukket og døde paa den Maade. Der findes imidlertid et Brev fra Brutus til hans Venner, hvori han gør dem Bebrejdelser og beklager sig over at de havde forsømt Porcia, saaat hun paa Grund af Sygdom havde bestemt sig til at forlade Livet. Mkolaos synes altsaa at have været ubekendt med Tidsforholdet, da Porcias Lidelse og Kærlighed og hendes Dødsmaade fremgaar allerede af Brevet, hvis det ellers er ægte.

Sidst revideret 1. 4. 2004 af Simon Laursen