Plutark: Cæsar
Oversat af Simon Laursen (2004)
60. Det mest tydelige, mest dødbringende had mod ham skabte hans begær efter konge-titlen. Det var den vigtigste årsag i de flestes øjne, og gav konspiratorerne de bedste påskud. De, der gerne havde givet Cæsar denne hæder, spredte et rygte i folket om, at det af de sibyllinske bøger kunne se ud til, at Partherriget kukn kunne erobres af romerne, hvis de gik i kamp mod det under en konge, ellers ville det være uopnåeligt; og på hans vej hjem til Rom fra Alba vovede de endda at hilse Cæsar som konge. Men da folket viste tegn på uro, sagde denne, at han ikke hed ’Konge’, men ’Cæsar’, og under pludselig, generel tavshed gik han videre forbi, mørk at se til og ikke i godt humør. I senatet vedtog man en del helt overdådige hædersbevisninger, men en dag, da han sad på rostra og alle konsuler og prætorer ledsaget af hele senatet kom til stede, blev han siddende, som om han havde med privatpersoner at gøre, og sagde, at der var mere brug for begrænsning end for udvidelse i hædersbevisninger. Det gjorde ikke kun senatet, men også folket ophidset, som om Rom selv var blevet forhånet i senatets skikkelse, og alle, der kunne, gik straks hjem dybt beskæmmede. Da Cæsar lagde mærke til de, begav han sig også selv straks hjemad, mens han med togaen trukket væk fra halsen råbte til sine venner, at han da gerne gav, hvem der ville, mulighed for at myrde ham. Senere gav han sygdom skylden for sin opførsel: under et anfald kan folk med denne sygdom ikke kontrollere deres sanser, når de står og taler med en menneskemængde; på kraftig rysten og ukontrollerede bevægelser følger uklarhed og man mister bevidstheden. Faktisk havde han ikke en anfald ved den lejlighed, men skønt han i høj grad havde ville rejse sig for senatet, siger man, blev han holdt nede af en af sine venner eller rettere eftersnakkere, Cornelius Balbus, der sagde: ’Vil du ikke minde dig selv om, at du er Cæsar; vil du ikke finde det bedst at behandle dig selv som deres overmand?’
61 Til disse episoder kommer forhånelsen af folketribunerne. Det var Lupercalie-fest. Det er ifølge mange en gammel hyrdefest, og den har en eller anden relation til Ulvefesten i Arkadien. Unge af fin familie, også valgte embedsmænd, løber i stort tal nøgne rundt i byen og slår for sjovs skyld dem, de møder, med læderstropper. Mange fornemme kvinder holder, når de møder løberne, begge hænder frem til slagene ligesom i en skole, overbeviste om, at det for gravide sikrer en god fødsel og for barnløse er godt til at blive gravid. Det sad Cæsar og så på, oppe på rostra på en gylden stol, klædt som triumfator. Antonius var en af deltagerne i det hellige løb, han var nemlig konsul, og da han slog ind på forum og mængden skiltes foran ham, rakte han Cæsar en krone med en laurbær-krans viklet om. Der hørtes klapsalver, men ikke tydelige, kun svage, som var de bestilt. Da Cæsar stødte kronen fra sig, brød hele folket ud i jubel; da Antonius så prøvede igen, ringe bifald; på Cæsars gentagne afvisning, atter voldsomt. Da prøven således var mislykket, rejste Cæsar sig og befalede, at kronen skulle bringes op på Capitolium.
Man så statuer af ham smykket med kongekroner, og to af folketribunerne, Flavius og Marullus, gik hen og rev dem af. De der først havde hilst Cæsar som konge, lod de opspore og fængsle. Folket fulgte jublende med og kaldte de to mænd for Brutus’er, fordi Brutus var den, der havde standset konge-rækkefølgen og havde ført magten fra monarki over til senat og folk. Cæsar blev vred over dette og tog embedet fra Marullus og Flavius. Under processen imod dem spottede han også folket ved flere gange at kalde dem, for ’brutale’ eller ’molboer’.
62. Under disse omstændigheder vender man sig i stort tal til Marcus Brutus, der mentes af slægt at stamme fra netop den store Brutus på fædrene side, og på mødrene side kom fra slægten Servilia, en anden berømt familie, og var svigersøn og barnebarn af Cato. At give sig i kast med ophævelsen af monarkiet på eget initiativ forhindrede Cæsars mange gunstbevisninger ham i. For ikke alene blev han skånet ved Pharsalos efter Pompejus’ flugt, og ikke alene havdehan kunnet gå i forbøn for og derved få skånet mange af sine slægtninge, men han nød også Cæsars tillid i høj grad. Han havde også fået det fornemste prætur dengang, og han var udset til konsulatet fire år senere; han var blevet foretrukket i konkurrence med Cassius. Cæsar skal have sagt, at Cassius havde bedre argumenter, men at han ikke selv ville komme foran Brutus. Da engang der var nogle, der bagtalte Brutus, mens sammensværgelsen allerede var i gang, lyttede han ikke til dem, men rørte let sin krop med hånden og sagde til angiverne: "Denne hud skal vente på Brutus!"; sådan markerede Cæsar, at Brutus var ledelsen værdig på grund af sine kvaliteter, men af samme grund aldrig ville være utaknemmelig og handle uretfærdigt.
De revolutionære, der satte deres lid til ham alene eller især til ham, vovede ikke at tale med ham om det, men om natten fyldte de rostra og hans embedssæde med indskrifter, der for det meste sagde: "Du sover, Brutus!" eller "Du er ingen Brutus!" Cassius kunne mærke, at Brutus selvrespekt i al stilhed blev ramt af disse ord, og trængte sig mere på end før, ansporede ham; han havde også selv grund til at hade Cæsar af årsager, jeg har klarlagt i Brutus-biografien. Cæsar havde også mistanke til ham; engang sagde han til nogle venner: "Hvad tror I, Cassius er ude på? Jeg er ikke alt for begejstret for ham; han er for bleg." Og han skal i forbindelse med en angivelse mod Antonius og Dolabella for revolutionære hensigter have udtalt: "Jeg frygter ikke disse tykke, velfriserede mænd noget videre – det er mere de blege og magre dér, der bekymrer mig." Han mente Cassius og Brutus.
63. Tilsyneladende er skæbnen ikke så meget uforudsigelig som uafvendelig. For der skal være kommet både sære tegn og mirakuløse budskaber fra en anden verden. Måske er det ikke på sin plads at omtale lysende himmellegemer og natlige lyde forskellige steder og vilde fugle, der sætter sig på forum, i forbindelse med en så væsentlig begivenhed, men Strabon, filosoffen, fortæller, at mange så brændende mennesker kæmpe indbyrdes, og at slaven til en soldat sendte en stor flamme ud af sin hånd og syntes dem, der så det, at brænde op, men så snart det holdt op, var der intet i vejen med manden. Under en ofring, Cæsar forestod, manglede offerdyret hjertet, og det var et frygteligt tegn, for intet levende væsen ville af naturen kunne overleve uden et hjerte. Der er også mange vidnesbyrd om, at en spåmand forudsagde ham, at han skulle vogte sig for en stor fare den dag, romerne kalder Idus, og da dagen kom, hilste Cæsar på spåmanden på sin vej til senatet og sagde drillende til ham: "Nu er Idus i marts her jo!", og den anden sagde roligt til ham: "Ja, den er, men den er ikke gået endnu." Og én dag før var Marcus Lepidus vært for en middag hos Cæsar, og han lå som sædvanlig og underskrev breve ved bordet, og da samtalen faldt på, hvilken død der var den bedste, råbte han før alle andre: "Den uventede!" Senere lå han som sædvanlig og sov ved siden af sin kone, da pludselig alle husets døre og vinduer sprang op; forskrækket over både larmen og det lys, der kom fra månen, hørte han Calpurnia sove tungt, men samtidig sige uforståelige lyde og usammenhængende støn i søvne. Hun syntes at klage over at have ham i sin favn, myrdet. Nogle benægter, at kvinden så dette syn, men Calpurnia syntes at have skrevet i rædsel og grædt ved i drømme at se et højt gavlfelt styrte ned, som ifølge Livius var sat op på Cæsars hus efter en senatsbeslutning til udsmykning og hædersbevisning. Næste morgen bad hun Cæsar om ikke at gå ud, hvis han kunne lade være, men udskyde senatsmødet, og hvis han ikke tog sig spor af hendes drømme, så dog undersøge fremtiden med andre spådomsmidler og ofringer. Tilsyneladende havde han også selv en vis mistanke og frygt – han havde aldrig før oplevet Calpurnia som kvindagtigt overtroisk, men den dag så han hende være helt ude af sig selv.
Og da præsterne efter flere ofringer meldte ham, at ofrene ikke faldt rigtigt ud, besluttede han at sende bud til Antonius om at sende senatet hjem.
64. I det øjeblik kom Decimus Brutus, med tilnavnet Albinus, tilstede. Han nød Cæsars tillid (i så høj grad, at han var sekundær arving), men også deltager i sammensværgelsen sammen med den anden Brutus og Cassius, og nu var han bange for, at attetatet skulle blive afsløret, hvis Cæsar udskød den dag. Han anklagede spåmændene for sortsyn og skammede Cæsar ud, fordi han pådrog sig anklager og kritik vis-a-vis senatet, som syntes at blive holdt for nar – nu havde han jo befalet det at møde, og alle var klar til at stemme for, at han kunne blive tituleret ’konge’ i provinserne uden for Italien og bære krone alle andre steder, til lands og til vands; men hvis man sagde til dem, når de allerede sad klar, at de nu skulle tage hjem og komme igen en anden gang, når Calpurnia tilfældigvis ikke havde haft mareridt – hvad ville så ikke alle de misundelige sige? Eller hvem af hans venner ville kunne holde stand, når de forklarede, at dette her hverken var slaveri eller diktatur? Var det endelig virkelig nødvendigt at erklære dagen for tabu, var det bedre, hvis han selv kom og sagde til senatet, at mødet blev udskudt. Mens han sagde det, førte Brutus langsomt Cæsar afsted ved hånden.
Da han var kommet lidt væk fra døren kom en slave fra en fremmed husholdning for at møde ham, men da han ikke kunne komme frem til ham på grund af den tætte vrimmel omkring ham, tiltvang han sig adgang til huset og overgav sig til Calpurnia med en anmodning om, at hun ville beskytte ham, til Cæsar kom tilbage; han havde nemlig nogle vigtige ting at sige til ham.
65. Artemidoros fra Knidos, der som græsk intellektuel var blevet fortrolig ven med nogle af Brutus gruppe, så at han også havde fået kendskab til det meste af det, der foregik, kom med en rapport i en lille bogrulle; men da han så Cæsar tage imod alle de små skrivelser og give dem videre til nogle af sine hjælpere, gik han helt tæt på og sagde: "Læs dette, Cæsar, alene og hurtigt – hvad der står, er vigtige ting og noget, der vedrører dig særdeles meget." Cæsar tog da imod rullen, men blev forhindret i at læse den af mængden, der mødte ham, skønt han flere gange var lige ved. Med et godt fast greb om rullen i hånden trådte han ind i senatet. Nogle siger, at det var en anden, der afleverede denne rulle, og at Artemidoros overhovedet ikke kom i nærheden af ham, men blev mast ud af folkemængden langs hele ruten.
66. Den slags er vel nok noget, der bare sådan sker – men den lokalitet, der rummede dette mord, denne kamp, og som senatet var samlet i den dag, udstyret med en statue af Pompeius og selv en offentlig gave fra Pompeius blandt det ekstra udstyr, som teateret havde fået, viste vel, at hele begivenheden var en guds værk, en gud, der førte an og kaldte det hele derhen. Ja selv Cassius, der ellers ikke var fremmed for Epikurs argumenter, siges at have kastet et blik på Pompeius’ statue forud for attentatet og have kaldt ham til hjælp i al stilhed – men selve øjeblikket for den tilstundende fare, ser det ud til, indgød ham følelsen af noget guddommeligt i stedet for de tanke, han før havde haft. Antonius, der var Cæsar hengiven og meget stærk, holdt Decimus Brutus tilbage udenfor ved med vilje at kaste sig ud i en længere samtale med ham; da Cæsar trådte ind, rejste senatet sig i respekt, og Brutus’ gruppe stillede sig dels bagved hans stol, dels mødte dem ham forfra for sammen med Tillius Cimber at bede om benådning for hans bror, der var i eksil. Det gjorde de, mens de fulgte Cæsar frem til hans stol. Da Cæsar siddende brysk afviste bønnerne og blev ret vred på hver enkelt af de bønfaldende, greb Tillius med begge hænder fast i hans toga og trak den væk fra halsen, hvad der var det aftalte tegn til attentatet. Casca var den første til at støde til med et kort sværd mod hans hals, et stød, der hverken var dødeligt eller dybt, men han var forståeligt nok rystet ved at indlede den farlige operation. Cæsar kunne derfor vende sig, gribe efter sværdet og få fat i det. De råbte begge, næsten samtidigt, den ramte på latin: "Forbandede Casca, hvad er det, du laver?", angriberen på græsk til sin bror "Hjælp mig dog, bror!" Sådan begyndte det. De, der ikke var indviede, blev rystede, rædselsslagne over begivenhederne, og vovede hverken at flygte eller at komme til hjælp, ja end ikke at give en lyd fra sig.
Da de, der havde forberedt sig til mordet, hver især havde trukket deres sværd frem, og Cæsar omringet mødte stød og flyvende stål mod både ansigt og øjne, hvor han end vendte blikket hen, blev han, drevet som et vildt dyr, fanget som i et net af hænder – alle måtte tage del i og smage attentatet. Derfor drev også Brutus ét enkelt stød ind i lysken på ham. Nogle siger, at han gav de andre hård kamp og under råben og skrigen bevægede sin krop fra side til side, men ved synet af Brutus med draget sværd skal han have trukket sin toga op over hovedet og sank om for foden af den base, som statuen af Pompeius stod på, enten ved et tilfælde eller presset derhen af sine mordere. Drabet sprøjtede meget blod op på basen, så det virkede, som om Pompeius var stået som vidne til straffen af sin fjende, liggende for hans fødder med spastiske bevægelser på grund af de mange sår. Han skal have fået 23, og mange blev selv såret af hinadnen, fordi de drev så mange stød imod kun ét legeme.
67. Da Cæsar var død, trådte Brutus godt nok frem i midten af senatet for at sige noget om det, der var sket, men senatet holdt ikke ud – det sivede ud af alle døre og fyldte ved sin flugt folket med hjælpeløs forvirring og rædsel. Nogle låste deres huse af, andre forlod deres stand eller butik; nogle kom løbende hen til stedet for at se, hvad der var sket, andre havde allerede set det og løb væk derfra. Antonius og Lepidus, Cæsars nærmeste, slap ubemærket væk og søgte skjul i fremmede huse. Brutus’ gruppe, endnu hed ved mordet, løb i samlet flok fra curien op på Capitolium med sværdene i hånden. Det mindede ikke om flugt; de var synlige og ved godt mod, opfordrede folkemængden til at gribe friheden og hilste hjerteligt på de mest fremtrædende af dem, de mødte. Enkelte fulgte endda med dem og blev en del af gruppen, som om de havde taget del i gerningen; og de gjorde krav på æren – f. eks. Gaius Octavius og Lentulus Spinther. De måtte senere betale prisen for deres pral: de blev henrettet af Antonius og den unge Cæsar, endda uden at have fået nogen fornøjelse af den berømmelse, de døde for – fordi ingen troede på dem. For det var ikke så meget for handlingen, men for viljen til den, de fik deres straf.
Dagen efter gik Brutus’ gruppe ned og talte deres sag. Folket lyttede til argumenterne uden at tage afstand fra eller tilslutte sig det gjorte, men under dyb tavshed gav det indirekte udtryk for dets medfølelse med Cæsar og dets respekt for Brutus. Senatet arbejdede for generel amnesti og forsoning mellem alle og vedtog, at man skulle ære Cæsar som gud og ikke ændre så meget som det mindste af det, han i sin regeringstid havde planlagt. Det delte provinser ud til Brutus’ folk og vedtog alle passende hædersbevisninger, så at alle mente, at situationen var blevet stabil og havde fået den bedste slutning.
68. Men da Cæsars testamente blev åbnet, fandt man, at en betydelig sum var blevet givet til hver enkelt romersk borger, og da liget blev båret over forum, fik man at se, hvor vansiret det var af sårene, og så kunne folkets følelser ikke længere kontrolleres og holdes på plads; man samlede en dynge af bænke, låger og borde fra forum omkring den døde, antændte den og brændte ham dér, og med brændende træstykker, de tog fra bålet, løb folk omkring til mordernes huse for at stikke ild til dem, mens andre søgte overalt i byen i forsøget på at pågribe morderne og rive dem i småstykker. De mødte dog ingen af dem; de var godt beskyttede alle sammen.
En vis Cinna, en af Cæsars tilhængere, havde efter sigende den foregående nat haft en mærkelig drøm. Det var, som om han blev inviteret til middag af Cæsar, og da han han bad sig fri, førte Cæsar ham afsted ved hånden, selv om han ikke ville, men gjorde modstand. Da Cinna hørte, at Cæsars lig var på bålet, stod han op og begav sig afsted for at vise ham den sidste ære, trods en ubehagelig følelse ved drømmen og lidt feber. En i mængden så ham og pegede ham ud for en anden for at høre hans navn; han sagde det videre til endnu én, og der løb gennem forsamlingen det rygte, at dét var en af de mænd, der havde myrdet Cæsar – der var nemlig også en Cinna, altså med samme navn, blandt de sammensvorne. Ham tog de den anden Cinna for og angreb og flåede manden i stykker midt i det hele.
Af frygt for netop dette fortrak gruppen omkring Brutus og Cassius fra byen efter nogle få dage. Hvad de siden gjorde, og hvad der hændte dem, er beskrevet i Brutus-biografien.
69. Cæsar døde i en alder af fulde 56 år; han overlevede Pompejus med ikke meget mere end 4. Den magt og den stilling, han havde stræbt efter hele sit liv under så store farer, fik han knap nok nået; han fik kun titlerne og den misundelse, der følger sådan berømmelse, fra sine medborgere.
Den store guddom, han levede under hele livet, fulgte ham også efter døden, som drabets hævner. Den drev Cæsarmorderne afsted til lands og til vands og opsporede dem overalt, indtil der ikke var én tilbage af dem, ja den gik efter enhver, der på nogen måde enten havde taget del i gerningen eller bare kendt til den. På det menneskelige plan er det mest bemærkelsesværdige det, der skete Cassius – for efter nederlaget ved Philippi dræbte han sig selv med netop det sværd, som han havde brugt mod Cæsar; på det guddommelige plan dels den store komet (man så den tydeligt i syv nætter efter drabet på Cæsar, og så forsvandt den), dels svækkelsen af solens stråler. Hele det år stod solen bleg op og uden klare stråler; kun svag og utilstrækkelig nåede varmen fra den jorden, så luften var diset og tung på grund af svagheden i den varme, der skulle skille den, og frugterne endte halvmodne og uudviklede og nåede ikke deres fulde udvikling på grund af miljøets lave temperatur.
Men det var især det spøgelse, der viste sig for Brutus, der afslørede, at drabet på Cæsar ikke fandt nåde for guderne. Det forholdt sig sådan her. Før overførselen af hæren fra Abydos til den modsatte kyst, slappede han om natten af i sit telt, som han plejede; han sov ikke, men sad og tænkte over fremtiden. Brutus skal nemlig mindst af alle generaler have haft brug for søvn og have været i stand til at forblive vågen næsten hele tiden. Han mente at høre en lyd ved døren, og da han undersøgte sagen med sin lampe, der allerede var ved at gå ud, så han det forfærdende syn af en enorm og hæslig mand. Først blev han slået helt ud, men da han så, at manden hverken gjorde eller sagde noget men bare stod der ved sengen i stilhed, spurgte han, hvem han var. Spøgelset svarede ham:
"Jeg er din onde ånd, Brutus; du vil møde mig igen ved Philippi." Dengang sagde Brutus så muntert "Vi ses!", og ånden forsvandt straks af syne. I tiden der fulgte, klarede han sig i slaget ved Philippi mod Antonius og Cæsar Octavian med en sejr i første omgang, og han brød igennem og plyndrede Cæsars lejr; men da han skulle i gang med det andet slag, mødte det samme spøgelse ham om natten igen, ikke så det sagde noget, men Brutus forstod sin skæbne, og kastede sig hurtigt ud i faren. Han faldt ikke i kamp, men da slaget vendte, flygtede han op i et klippeområde og døde ved at løbe sit bryst imod et sværd, ifølge nogle, med hjælp fra en ven, der gav ham mere styrke.
|
|