Plutark: Cicero
Oversat af Karl Hude (1914)
1. Om Ciceros Moder Helvia fortæller man, at hun baade var af fornem Slægt og levede standsmæssigt; om hans Fader var det derimod ikke muligt at faa noget bestemt oplyst. Nogle siger nemlig at han baade fødtes og opvoksede i et Valkeri, medens andre fører Slægtens Oprindelse tilbage til Attius Tullus, der herskede med Berømmelse over Volskerne og bekrigede Romerne med en ikke ringe Krigsmagt. Men den første af Slægten der fik Tilnavnet Cicero lader til at have været en betydelig Mand, hvorfor hans Efterkommere ikke kastede Tilnavnet bort, men holdt fast ved det, skønt mange spottede derover. Cicer betyder nemlig paa Latin en Ært, og vedkommende havde, som det lader til, yderst paa Næsen en lille Spalte, ligesom Indsnittet paa en Ært, og deraf fik han sit Tilnavn. Om Cicero selv, hvis Levned her er skildret, fortæller man, at da han første Gang søgte et Embede og gav sig ind paa Politik, anbefalede hans Venner ham at aflægge Navnet og forandre det, men han sagde med ungdommelig Selvtillid, at han Tilde anstrænge sig for at gøre det mere berømt end Navnene Scaurus og Catulus. Men da han som Kvæstor paa Sicilien vilde opstille en Tempelgave af Sølv, satte han kun de to første af sine Navne, Marcus og Tullius, paa den og befalede spøgende Kunstneren istedenfor det tredie at indhugge en Ært i Fortsættelse af Indskriften. Saaledes berettes der altsaa om Navnet.
2. Cicero skal være født ved en smertefri og let Nedkomst den 3die Januar, den Dag da Embedsmændene nu opsender Bønner og bringer Ofre for Kejserens Skyld; hans Amme, fortæller man, havde et Syn som forudsagde, at den hun gav Die skulde blive til stor Gavn for alle Romerne. Dette, som regnedes for tomme Drømme og Ammestuesnak, beviste han selv snart var en virkelig Spaadom, da han kom i den Alder at han kunde lære noget; han glimrede nemlig ved sine gode Anlæg og vandt Navn og Ry blandt Drengene, saaat deres Fædre besøgte Skolerne for baade at se Cicero personlig og lære hans lovpriste Lærenemhed og Kløgt at kende; de mindre dannede blev vrede paa deres Sønner, naar de paa Gaderne saa dem tage Cicero ind imellem sig for at hædre ham. Da han — saaledes som Platon tegner Idealet af den lærelystne og kundskabssøgende Natur — havde udviklet sig til at elske enhver Kundskab og ikke forsmaa nogen Form af Viden eller Dannelse, kastede han sig uvilkaarligt med større Iver over Digtekunsten, og man har ogsaa den Dag idag et lille Digt af ham endnu fra Drengeaarene, Glaucus Pontius, skrevet i Tetrametre; da han i Tidens Løb dyrkede Poesien med større Alsidighed, fik han Ord for at være den bedste ikke blot Taler, men ogsaa Digter hos Romerne. Men medens hans Ry som Taler har holdt sig lige til vore Dage, skønt der er sket en ikke ringe Forandring med Veltalenheden, er hans Digtning paa Grund af de mange Talenter der har levet efter hans Tid kommet til at staa ganske overset og upaaagtet.
3. Da han var blevet færdig med Skoleundervisningen, hørte han Akademikeren Filon, den af Kleitomaehos' Disciple som Romerne mest beundrede for Veltalenhed og tillige skattede paa Grund af hans Karakter. Samtidigt omgikkes han Statsmænd og Senatsledere som Mucius, hvorved han blev kyndig i Lovene, og en Tid deltog han ogsaa i et Felttog under Sulla i Marserkrigen. Da han derefter saa at det kom til en Borgerkrig, som maatte ende med det rene Eneherredømme, vendte han tilbage til det rolige, studerende Liv, levede sammen med helleniske lærde og ofrede sig for Videnskaben, indtil Sulla sejrede og der syntes at komme nogenlunde Ro i Staten. Men paa denne Tid lod Chrysogonus, en af Sullas frigivne, en Mands Ejendom stille til Auktion, under Paaskud af at han var blevet dræbt som proskriberet, og købte den selv for 2000 Denarer'. Da Roscius, den afdødes Søn og Arving, harmedes herover og paaviste at Ejendommen var 250 Talenter værd, blev Sulla ærgerlig over Afsløringen og lod paa Chiysogonus' Anstiftelse Roscius anklage for radermord. Ingen vilde hjælpe ham, alle vendte ham Ryggen af Frygt for Sullas Haardhed, og i sin Hjælpeløshed tog den unge Mand da sin Tilflugt til Cicero, hvis Venner ogsaa tilskyndede ham til at træde op, idet de forestillede ham, at han aldrig senere vilde faa en saa glimrende eller smuk Lejlighed til at gøre sig berømt. Altsaa paatog han sig Forsvaret, gennemførte det heldigt og vakte almindelig Beundring; men af Frygt for Sulla rejste han bort til Hellas efter at have udspredt det Rygte, at han trængte til Rekreation. I Virkeligheden var han nemlig spinkel og mager, da han paa Grund af Mavesvaghed kun tog ganske lidt Næring til sig og først sent om Aftenen; hans Stemme var nok kraftig og god, men tør og uskolet, og da den ved hans voldsomme og lidenskabelige Foredrag altid blev drevet op i de høje Toner, gav den Anledning til Bekymring for hans Legeme.
4. Efter at være kommet til Athen hørte han Antiochos fra Askalon, hvis flydende og vindende Veltalenhed fortryllede ham, hvorimod han ikke billigede de Forandringer han gjorde i det filosofiske System. Antiochos fjernede sig nemlig allerede fra det saakaldte nye Akademi og forlod Karneades' Parti, enten under Paavirkning af Sansefornemmelsernes Sikkerhed eller, som adskillige mener, fordi han af en vis Ærgerrighed og for at skille sig fra Kleitomachos' og Filons Disciple gik over til at hylde den stoiske Lære paa de fleste Punkter. Naar Cicero elskede Filosofien og kastede sig mere over den, var det med den Tanke, at hvis han kom fuldstændigt bort fra offenlig Virksomhed, vilde han ganske opgive Advokaturen og Politiken og tilbringe sit Liv som Privatmand med filosofisk Studium. Men saa kom Efterretningen om Sullas Død , og tillige var han legemligt blevet styrket ved gymnastiske Øvelser og havde faaet en kraftig Konstitution, ligesom hans Stemme havde udviklet sig, saaat den var blevet behagelig og fyldig og svarede godt til hans legemlige Tilstand; da derfor hans Venner i Rom skriftligt rettede mange Bønner til ham og ogsaa Antiochos indtrængende opfordrede ham til at give sig af med offenlige Forhold, rustede han sig atter med Talerkunsten som et Vaaben og udviklede sine politiske Evner, idet han baade øvede sig i at holde Taler og søgte de anerkendte Talere. Derfor sejlede han til Lilleasien og Rhodos; af de lilleasiatiske Talere hørte han Xenokles fra Atramytteion, Dionysios fra Magnesia og Menippos fra Karien, og paa Rhodos Taleren Apollonios, Molons Søn, og Filosoffen Poseidonios. Det fortælles at Apollonios, som ikke forstod Latin, bad ham holde en Øvelsestale paa hellenisk, hvad Cicero gerne gik ind paa, fordi han mente at Apollonios saa bedre kunde rette ham; da han havde holdt Talen, var alle de andre imponerede og kappedes om at rose ham, men Apollonios var ikke blevet oplivet ved at høre ham og sad nu længe hensunken i sine egne Tanker, saaat Cicero blev ærgerlig derover, til han endelig udbrød: »Dig, Cicero, roser og beundrer jeg, men Hellas' Skæbne beklager jeg, da jeg ser at Romerne nu ved Dig ogsaa faar de eneste Fortrin vi havde tilbage, Veltalenhed og Dannelse.«
5. Netop som Cicero opfyldt af Porhaabninger vilde slaa ind paa den politiske Løbebane, blev hans Iver imidlertid sløvet ved et Orakelsvar; da han nemlig havde spurgt Guden i Delfi om hvorledes han kunde blive mest berømt, paalagde Pythia ham at tage sin egen Natur og ikke Mængdens Mening til Leder for sit Liv. Den første Tid i Rom tilbragte han da ogsaa stilfærdigt, var langsom til at søge Embeder og blev almindeligt overset, idet man kaldte ham Græker og Litterat, disse bekendte Udtryk som de mest udannede af Romerne har paa rede Haand og fører i Munden. Men da han baade paa Grund af sin medfødte Ærgerrighed og ansporet af sin Fader og sine Venner havde helliget sig til Forsvarervirksomheden, steg han ikke langsomt til den første Plads, men vandt straks et stort Navn og hævede sig langt over de øvrige Sagførere. Det siges ogsaa, at da han ganske som Demosthenes havde sin svage Side i Foredraget, studerede han flittigt baade Komikeren Roscius og Tragikeren Æsopus; om denne Æsopus fortæller man, at da han engang spillede Atreus, som pønser paa Hævn over Thyestes, og en af Slaverne pludselig løb forbi, slog han, sanseløs som han var i sin Lidenskab, efter ham med Sceptret, saa han døde af det. For Cicero blev Foredraget en vigtig Faktor til at gøre Indtryk paa Tilhørerne, og han sagde spottende om de Talere der brugte at raabe højt op, at de af Svaghed tog deres Tilflugt til Skrig ligesom halte Mennesker til en Hest. Hans Aandrighed i Spotterier og den Slags Spøg regnedes forresten som fin Advokatkunst, men ved at bruge den til Overflod krænkede han mange og fik Ord for at være ondskabsfuld.
6. Efterat han var blevet udnævnt til Kvæstor under en Dyrtid og havde faaet Sicilien til Virkekres, plagede han Befolkningen, da han som Embedsmand var nødt til at sende Korn til Rom; men da de senere fik Beviser paa hans Samvittighedsfuldhed, Retfærdighed og Mildhed, hædrede de ham mere end nogen tidligere Statholder. Og da mange unge Romere, som var ansete og af fornem Slægt, blev beskyldte for Brud paa Disciplinen og Fejhed i Krigen og derfor blev sendte til Statholderen paa Sicilien, forat han skulde dømme dem, forsvarede Cicero dem udmærket og fik dem frikendt. Da han nu stolt herover vendte tilbage til Rom, havde han, som han selv fortæller, en pudsig Oplevelse. Han traf i Kampanien en bekendt Mand, som han regnede for Ven, og spurgte ham da, hvad Folk i Rom sagde og mente om hans Virksomhed, i den Mening at den havde skaffet ham Navn og Ry over hele Byen; da sagde den anden: »Hvor har Du da været i Mellemtiden, Cicero?« I Øjeblikket — siger han — tabte han helt Modet, siden Rygtet om ham var blevet opslugt af Hovedstaden ligesom af et uendeligt Hav uden at bidrage noget til hans Berømmelse; men senere, da han tænkte over Sagen, svækkedes hans Ærgerrighed meget, og han følte at Æren, som han stræbte efter, var noget ubestemt og havde et uopnaaeligt Maal. Den Ejendommelighed, at glæde sig for meget over Ros og hige lidenskabeligt efter Ære, bevarede han dog hele Livet igennem, og derved forstyrredes tit hans rigtige Tanker.
7. Da han nu med større Iver kastede sig over Politiken, syntes han det var en Skam, at medens Haandværkerne kendte Navnene paa alle deres livløse Redskaber og deres Plads og Anvendelse, saa var Politikeren, hvis offenlige Virksomhed udøves gennem Mennesker, ligegyldig og forsømmelig med Hensyn til at kende Borgerne. Derfor vænnede han sig til ikke blot at huske deres Navne, men ogsaa kende det Sted hvor hver enkelt af de mere bekendte Mænd boede, den Ejendom han besad, de Venner han omgikkes og hans Naboer, og naar Cicero rejste rundt i hele Italien, var det ham en let Sag at nævne og paavise sine Venners Ejendomme og Gaarde. Da han besad en Formue som vel ikke var stor. men fuldtud tilstrækkelig for hans Fornødenheder, blev han beundret, fordi han hverken tog mod Honorar eller Gaver, naar han optraadte som Advokat, navnlig da han paatog sig Anklagen mod Verres'. Denne, der som Statholder paa Sicilien havde begaaet mange slette Handlinger og derfor blev anklaget af Sicilianerne, fik han nemlig dømt ikke ved at tale, men paa en vis Maade netop ved ikke at tale. Da Prætorerne nemlig for at begunstige Verres skød Processen ud til Aarets sidste Dag ved idelige Udsættelser og Forsinkelser, og da det var klart at Dagen ikke vilde slaa til for Advokaternes Taler og Sagen saaledes ikke blive afsluttet, rejste Cicero sig og sagde at han ikke brød sig om at tale, hvorimod hån førte Vidnerne frem, lod dem forhøre og derpaa opfordrede Dommerne til at afgive deres Stemme. Forresten fortælles der mange Vittigheder af ham ogsaa fra den Proces. Verresbetyder paa Latin en Orne, og da nu en frigivens Søn, som beskyldtes for at være Jøde og hed Cæcilius, vilde skyde Sicilianerne til Side og selv anklage Verres, sagde Cicero: »Hvad har en Jøde at gøre med et Svin?« — Verres havde en voksen Søn, som man mente ikke rigtig vaagede over sin Kyskhed. Da Verres saa beskyldte Cicero for Usædelighed, sagde denne: »Sine Sønner bør man irettesætte indenfor Husets Vægge.« — Da Taleren Hortensius ikke direkte vilde forsvare Verres, men dog lod sig bevæge til at assistere ved Fastsættelsen af Erstatningsbeløbet og modtog en Elfenbenssfinx som Honorar, kom Cicero med en Allusion til ham, og da Hortensius sagde at han ikke forstod sig paa at løse Gaader, riposterede han: »Men Du har jo Sfinxen hjemme hos Dig.«
8. Da Verres saaledes var blevet dømt, gik Cicero ind paa at fastsætte Erstatningsbeløbet til 750000 Denarer, hvad der gav Anledning til den Beskyldning, at han havde ladet sig bestikke til at nedsætte Beløbet; Sicilianerne var ham dog taknemmelige og sendte eller bragte ham under hans Ædilitet mangt og meget fra deres Ø; heraf gjorde han sig ingen personlig Fordel, men benyttede kun deres Gavmildhed til at skaffe lave Priser paa Torvet. Han ejede en smuk Gaard i Arpinum og desuden to ikke ret store Ejendomme ved Neapel og Pompeji; dertil kom den Medgift han havde faaet med sin Kone Terentia, 100000 Denarer, og en Arv der beløb sig til 90000 Denarer. For disse Midler førte han et paa engang uafhængigt og beskedent Liv sammen med en Kres af helleniske og romerske Videnskabsdyrkere; sjælden eller aldrig gik han til Bords før Solnedgang, ikke saameget fordi han havde travlt som fordi han havde en daarlig Mave. Ogsaa med Hensyn til Legemets øvrige Pleje var han forsigtig og omhyggelig, saaat han ogsaa brugte Gnidninger og tog regelmæssig Motion; paa denne Maade regulerede han sin Konstitution og holdt den sund og modstandskraftig til mange store Kampe og Anstrængelser. Sin Faders Hus overlod han til sin Broder; selv boede han paa Palatium, forat Folk der vilde gøre ham deres Opvartning ikke skulde have Ulejlighed med at gaa langt. Daglig kom der til hans Dør for at hilse paa ham ikke færre end til Crassus for hans Rigdoms Skyld og til Pompejus paa Grund af hans Feltherreberømmelse, de to mest fejrede og mægtige af Romerne paa den Tid. Ogsaa Pompejus viste Cicero Opmærksomhed, og Ciceros politiske Virksomhed bidrog betydeligt til hans Magt og Anseelse.
9. Præturen søgte han sammen med mange fornemme Mænd, men han blev udraabt til Prætor først af alle, og han fik det Lov paa sig, at han havde ledet Processerne ubestikkeligt og godt. Det fortælles ogsaa om Licinius Macer, en Mand der baade personlig indtog en mægtig Stilling i Staten og havde Crassus til Hjælper, at da han var anklaget for Udsugeiser for Ciceros Domstol, men stolede paa sin og sine Venners Indflydelse, gik han, mens Dommerne endnu var i Færd med at stemme, hjem og lod sig barbere og klippe', anlagde i Hast en hvid Toga, somom han havde vundet Sagen, og vilde atter gaa ud paa Torvet: men da han i Døren mødte Crassus, som meddelte ham at han enstemmigt var blevet dømt skyldig, vendte han om igen, gik til Bords og tog sig selv af Dage. Denne Sag skaffede Cicero Ry som en samvittighedsfuld Leder af Domstolen. Vatinius, en Mand der som Forsvarer optraadte noget hvast og trodsigt overfor Embedsmændene, og hvis Hals var opsvulmet af Kirtler, traadte engang hen og rettede en Anmodning til Cicero; da denne ikke bevilgede den, men betænkte sig længe, sagde Vatinius at han selv, hvis han var Prætor, ikke vilde vakle i et saadant Spørgsmaal, men nu vendte Cicero sig imod ham og sagde: »Men jeg har ikke saa tyk en Hals.« — Da han endnu kun havde to eller tre Dage tilbage af sin Embedstid, indstævnede en Mand Manilius for hans Domstol for Underslæb; Folket omfattede denne Manilius med Hengivenhed og Interesse og mente at han blev forfulgt for Pompejus' Skyld, hvis Ven han var. Da han nu udbad sig nogle Dages Frist, gav Cicero ham kun een Dag, nemlig den næste; herover blev Folket forbitret, fordi Prætorerne plejede at give de anklagede mindst ti Dage. Tribunerne sammenkaldte et Folkemøde og rettede Beskyldninger imod ham; han bad da om Ordet og sagde at han altid, saavidt Lovene tillod det, havde behandlet de anklagede velvilligt og imødekommende og ogsaa havde anset det for en Skam ikke at gøre det samme for Manilius: derfor havde han med Villie berammet Sagen til den eneste Dag han som Prætor endnu havde til Raadighed; at opsætte Processen til en anden Prætors Funktionstid vidnede nemlig ikke om Lyst til at hjælpe. Disse Ord fremkaldte et vidunderligt Omslag hos Folket, og med mange Bifaldsytringer bad man ham om at paatage sig Forsvaret af Manilius. Han gik villig ind derpaa, ikke mindst af Hensyn til den fraværende Pompejus, traadte atter paany op og holdt en Tale, hvori han skarpt angreb Aristokraterne der misundte Pompejus.
10. Til Konsulatet blev han derimod forfremmet ligesaa meget ved Aristokraterne som ved Mængdens Gunst, idet de for Statens Skyld støttede ham af følgende Grund. Medens den af Sulla foretagne Statsforandring i Begyndelsen havde forekommet urimelig, men nu paa Grund af Tidens og Vanens Magt syntes Folket at give en ret god Ordning, var der nogle der søgte at omstyrte og forandre det bestaaende for egne Fordeles Skyld, ikke til Forbedring af Statens Forhold, paa en Tid da Pompejus endnu stadig førte Krig med Kongerne i Pontus og Armenien og der ikke i Rom stod nogen Krigsmagt som var en Kamp med Oprørerne voksen. Disse havde til Leder en dristig, højtstræbende og alsidig begavet Mand, Lucius Catilina, som foruden andre store Forbrydelser engang blev beskyldt for at have levet sammen med sin ugifte Datter og for at have dræbt sin Broder; da han var bange for at blive anklaget herfor, fik han Sulla til at sætte Broderen paa Proskriptionslisten blandt dem der skulde dræbes, somom han endnu var i Live. Da de slette Elementer altsaa havde faaet ham til Fører, udvekslede de forskellige andre Troskabsløfter og smagte paa Kødet af et Menneske de havde ofret. Han havde fordærvet en stor Del af Hovedstadens Ungdom ved altid at være deres Hjælper til Nydelser, Sviregilder og Kærlighedseventyr og rundhaandet skaffe dem Midlerne dertil; desuden var der rejst en Oprørsbevægelse i hele Etrurien og Størstedelen af det cisalpinske Gallien. Forholdene i Rom var meget udsatte for en Omvæltning paa Grund af den økonomiske Ulighed, da de fornemste og ærgerrigste havde forødt deres Formuer paa Skuespil, Fester, Valgbestikkelser og Byggerier, medens Rigdommene var kommet paa simple og ubekendte Menneskers Hænder, saaat der kun behøvedes lidt til at gøre Udslaget og alt laa i den Mands Haand, der vovede at omstyrte den af indre Opløsning undergravede Stat.
11. Catilina ønskede imidlertid først at skaffe sig et stærkt Støttepunkt og søgte derfor Konsulatet; han vuggede sig i Haabet om at blive Konsul sammen med Gajus Antonius, en Mand der i og for sig hverken duede til at være Fører til noget godt eller noget slet, men i en anden Leders Haand vilde forøge dennes Magt. I Forudfølelsen heraf søgte de fleste af Aristokraterne at skaffe Cicero Konsulatet, og da Folket bifaldt hans Kandidatur, faldt Catilina igennem, medens Cicero og Gajus Antonius blev valgte, skønt Cicero var den eneste af Ansøgerne hvis Fader var af Ridder-, ikke Senatorstand.
12. Catilinas Planer stod endnu hen i det uvisse, ukendte af de fleste; men indledende Kampe af alvorlig Karakter ventede Cicero som Politiker. De der ifølge Sullas Love ikke kunde beklæde Embeder — og de var hverken svage eller faa i Tal —, søgte nemlig Embeder og ophidsede Folket, idet de fremkom med mange Klager over Sullas Enevælde, der ganske vist var grundede og berettigede, medens det dog ikke var heldigt eller betimeligt at rokke ved Forfatningen; samtidigt hermed blev der foreslaaet Love med lignende Formaal af Almuetribunerne, der vilde indsætte en Kommission af ti befuldmægtigede Mænd, med Ret til overalt i Italien, Syrien og de af Pompejus nylig vundne Lande at sælge Statens Ejendom, drage hvem de vilde til Ansvar, udvise Personer, anlægge Byer, hæve Penge af Statskassen og underholde og udskrive saamange Soldater de behøvede. Derfor fandt Loven ogsaa Støtte hos mange fremragende Mænd. navnlig hos Ciceros Medkonsul Antonius, der gjorde sig Haab om at blive Medlem af Kommissionen. Det lod til at han ogsaa kendte til Catilinas revolutionære Planer og ikke havde noget imod dem, da han havde stor Gæld; dette mere end noget andet gjorde de gode Borgere bekymrede. Cicero bestræbte sig nu allerførst for at vinde ham og overlod ham derfor Provinsen Makedonien, medens han gav Afkald paa det for ham selv bestemte Gallien, og ved denne Velgerning fik han Antonius til som en lejet Skuespiller at sekundere sig i Kampen for Fædrelandet. Da denne saa var besejret og gjort myg, modarbejdede Cicero med større Selvtillid de revolutionære. Først holdt han i Senatet en Tale mod Loven og overvældede i den Grad selve Forslagsstillerne, at ikke en eneste tog til Orde, og da de gjorde et nyt Forsøg og efter at have agiteret stærkt opfordrede Konsulerne til at møde op i Folkeforsamlingen, blev Cicero slet ikke bange, men opfordrede Senatet til at følge med og gik derhen: han fik ikke blot Loven forkastet, men nødte Tribunerne til ogsaa at opgive deres andre Planer; saa glimrende en Sejr havde han ved sin Veltalenhed vundet over dem.
13. Denne Mand viste nemlig mere end nogen anden Romerne, hvormegen Tiltrækning Veltalenhed giver det gode, at det retfærdige er uovervindeligt, hvis det fremstilles paa rette Maade, og at den fuldkomne Politiker i Gerningen altid bør vælge det gode istedenfor det tillokkende, men paa den anden Side ved sin Tale fjerne hvad frastødende der kan være ved det nyttige. Et Bevis paa hans vindende Veltalenhed er ogsaa det som skete med Tilskuerpladserne under hans Konsulat. Medens nemlig Ridderstanden tidligere i Theatret havde været blandet med Mængden og siddet sammen med Menigmand som det kunde træffe sig, adskilte Marcus Otho som Prætor først Ridderne fra de andre Borgere for at hædre dem og tildelte dem en særlig Plads, som de den Dag idag har Privilegium paa. Dette optog Folket som en Fornærmelse, og da Otho engang viste sig i Theatret, peb man ham ud, medens Ridderne modtog ham med en lydelig Klappen. Folket peb saa endnu højere, mens de andre klappede endnu stærkere, og derefter vendte de sig mod hinanden og skældte ud, saaat Theatret blev opfyldt af Spektakel. Cicero, som fik det at vide, gik derhen og stævnede Folket hen til BellonasTempel; her irettesatte og formanede han dem, saaat de igen vendte tilbage til Theatret, klappede lydeligt ad Otho og kappedes med Ridderne om at hædre og berømme ham.
14. Deltagerne i Catilinas Sammensværgelse, som i Begyndelsen var blevet bange, fik imidlertid igen nyt Mod; de holdt Sammenkomster og opfordrede hinanden til at gribe Sagen dristigere an, inden Pompejus, som det hed sig allerede var paa Hjemvejen med sin Krigsmagt, var vendt tilbage. Især blev Catilina ægget af Sullas Veteraner: disse var nok som Kolonister spredte over hele Italien, men de fleste og mest krigeriske var blevet fordelte paa Etruriens Byer og drømte om atter at gøre Bytte og plyndre de let tilgængelige Rigdomme. Under Ledelse af Manlius, en Mand der havde udmærket sig som Soldat under Sulla, forenede de sig med Catilina og kom til Rom for at støtte hans Valg; han søgte nemlig igen Konsulatet med den Hensigt at dræbe Cicero netop under Valgrøret. Ogsaa Guddommen syntes at varsle hvad der var i Gære ved Jordskælv, Lynnedslag og Aabenbaringer. De Angivelser der kom fra forskellige Sider var nok sande, men endnu ikke tilstrækkelige som Beviser mod en saa fornem og mægtig Mand som Catilina. Derfor udsatte Cicero Valgdagen, kaldte Catilina hen i Senatet og interpellerede ham om det der blev sagt, og Catilina, som troede at der var mange i Senatet der ønskede en Revolution og tillige gerne vilde tage sig ud i de sammensvornes Øjne, svarede ved denne Lejlighed Cicero som en gal Mand: »Hvad galt gør jeg da (sagde han), naar der er to Legemer, det ene magert og udtæret, men med Hovede, det andet uden Hovede, men stærkt og stort — hvis jeg saa selv giver det sidste et Hoved?« Da han hermed havde hentyd et til Senatet og Folket, blev Cicero mere bange, og han blev, selv iført Harnisk, ledsaget fra sit Hus ned paa Marsmarken af alle de mægtige og mange af de unge; med Villie lod han lidt af Harnisket komme til Syne ved at lade Togaen falde ned fra Skuldrene, for at vise de tilstedeværende hvor stor Fare han var i. Borgerne blev opfyldte af Harme og slog Kres om ham, og tilsidst lod de ved Afstemningen igen Catilina falde igennem og valgte Silanus og Murena til Konsuler.
15. Ikke længe efter, da Catilinas Soldater allerede strømmede sammen i Etrurien og blev organiserede og den til Planens Udførelse bestemte Dag var nær, kom der ved Midnatstid til Ciceros Hus nogle af Roms betydeligste og mægtigste Mænd, Marcus Crassus, Marcus Marcellus og Metellus Scipio; de bankede paa, kaldte paa Dørvogteren og bad ham vække Cicero og meddele ham deres Nærværelse. Sammenhængen var følgende. Efterat Crassus havde spist til Middag, leverede hans Dørvogter ham nogle Breve, som en ubekendt Person havde bragt; de var adresserede til forskellige, eet, der var anonymt, til ham selv. Da Crassus havde læst dette ene Brev og set at det indeholdt en Meddelelse om et stort Myrderi, som Catilina vilde foranstalte, og desuden et Raad om at forlade Byen, aabnede han ikke de andre Breve, men gik straks hen til Cicero, forfærdet over den truende Fare og tildels ogsaa for at rense sig for den Mistanke som hans Venskab med Catilina udsatte ham for. Efter at have overvejet Sagen sammenkaldte Cicero næste Morgen Senatet, tog Brevene med og afleverede dem til Adressaterne med Opfordring til at læse dem op i alles Paahør, og de indeholdt allesammen en Meddelelse om Attentater. Da nu Quintus Arrius, en forhenværende Prætor, oplyste om Troppeorganisationen i Etrurien og det fortaltes at Manlius med en betydelig Styrke færdedes ved Byerne deroppe, stadig i Forventning om noget nyt fra Rom, tog Senatet den Beslutning at lægge Sagerne i Konsulernes Haand, saaat de skulde forvalte og opretholde Staten efter bedste Skøn. Dette plejer Senatet ikke ofte at gøre, men kun naar det befrygter noget alvorligt.
16. Da Cicero havde faaet denne Myndighed, betroede han de ydre Forhold til Quintus Metellus; selv vaagede han over Sikkerheden i Hovedstaden og gik daglig ud eskorteret af saamange Mænd, at hans Ledsagere fyldte en stor Del af Torvet, naar han gik derned. Catilina kunde nu ikke længer finde sig i at vente, men besluttede selv pludselig at forlade Byen og gaa til Manlius og hans Hær; samtidigt befalede han Marcius og Cethegus bevæbnede med Sværd om Morgenen at gaa til Ciceros Hus under Paaskud af at ville gøre ham deres Opvartning og saa anfalde og dræbe ham. Dette røbede Fulvia, en fornem Dame, for Cicero, idet hun om Natten kom og advarede ham mod Cethegus og Marcius. Da disse indfandt sig ved Daggry og der nægtedes dem Adgang, blev de vrede og skreg op foran Døren, saaat Mistanken mod dem forøgedes. Cicero gik derpaa ud og sammenkaldte Senatet i Jupiter Stators Tempel, som ligger for Enden af Helliggade ved Opgangen til Palatium. Da ogsaa Catilina med sine Tilhængere gav Møde for at forsvare sig, vilde ingen af Senatorerne sidde ved Siden af ham, men gik alle bort fra den Bænk. Han begyndte at tale, men blev forvirret, og tilsidst rejste Cicero sig og befalede ham at forlade Byen: Bymuren maatte være imellem dem, sagde han, siden han selv virkede med Ord, den anden med Vaaben. Catilina forlod nu straks Rom med 300 bevæbnede, omgav sig, somom han var Embedsmand, med Liktorer der bar Økser, rejste Krigsfanen og begav sig til Manlius, og efterat omtrent 20000 Mand var blevet samlede, besøgte han Byerne og søgte at overtale dem til at gøre Oprør, saaat Antonius, nu da Krigen var erklæret, blev afsendt for at slaa ham ned med Magt.
17. De af Catilinas Tilhængere, der var blevet tilbage i Hovedstaden, blev holdte sammen og bestyrkede i deres Planer af Cornelius Lentulus med Tilnavnet Sura, en Mand der var af fornem Slægt, men havde ført et daarligt Liv og paa Grund af sine Udsvævelser tidligere var blevet udstødt af Senatet; han var nu for anden Gang Prætor og havde dermed efter de gældende Regler paany generhvervet Senatorværdigheden. Sit Tilnavn Sura skal han have faaet af følgende Grund. Under Sullas Regimente forbrugte og ødelagde han som Kvæstor en Mængde af Statens Penge, og da Sulla forbitret herover krævede ham til Regnskab i Senatet, traadte han frem meget overlegent og trodsigt og sagde, at han ikke vilde aflægge Regnskab, men han holdt Læggen frem, ligesom Drengene plejer, naar de har begaaet en Fejl ved Boldspillet. Heraf fik han Tilnavnet Sura; surabetyder nemlig paa Latin Læggen. En anden Gang da han var anklaget, bestak han adskillige af Dommerne, og da han blev frikendt med kun to Stemmers Overtal, sagde han at det han havde givet den ene Dommer var spildte Penge: det havde nemlig været nok, hvis han var blevet frikendt med blot een Stemmes Overtal. Denne Mand, der havde en saadan Natur og var blevet ophidset af Catilina, blev yderligere hildet i tomme Forhaabninger af falske Profeter og Bedragere, som fyldte ham med opdigtede Spaadomme; de paastod at ifølge de sibyllinske Bøger havde Skæbnen bestemt tre Corneliere til at være Eneherskere i Rom: af disse havde de to allerede haft deres Tid, Cinna og Sulla, og ham selv bragte nu Guddommen som den sidste af de tre Corneliere Eneherredømmet; han maatte endelig modtage det og ikke ligesom Catilina forspilde det rette Øjeblik ved at tøve.
18. Lentulus tænkte altsaa ikke paa at anrette en Ulykke der kunde raades Bod paa; nej, det var besluttet at dræbe hele Senatet og saamange af de andre Borgere de kunde, afbrænde selve Hovedstaden og ikke skaane nogen undtagen Pompejus' Børn; disse skulde man røve, holde i Forvaring og bevogte som Gisler under en Forhandling med Pompejus; det hed sig nemlig allerede med Bestemthed, at han var paa Hjemvejen fra sit store Krigstog. Til Planens Udførelse var bestemt en Nat under Saturnsfesten', og man samlede og skjulte Vaaben, Blaar og Svovl i Cethegus' Hus. Desuden havde de udtaget 100 Mand, delt Rom i lige saa mange Kvarterer og fordelt dem ved Lodkastning. forat Byen, naar mange stak Ild paa den i Nærheden af hinanden, kunde brænde paa alle Kanter; andre skulde tilstoppe Vandledningerne og dræbe dem der vilde slukke. Medens man traf disse Forberedelser, opholdt der sig tilfældigvis i Byen to Gesandter fra Allobrogerne, et Folk der paa den Tid var i allerhøjeste Grad elendigt stillet og trykkedes af det romerske Herredømme; dem ansaa Lentulus og hans Fæller for skikkede til at rejse en Bevægelse og et Oprør i Gallien og optog dem som Deltagere i Sammensværgelsen. De medgav dem Skrivelser dels til Allobrogernes Raad, dels til Catilina: Raadet lovede de Friheden, Catilina opfordrede de til at frigøre Slaverne og gaa mod Rom; sammen med dem afsendte de til Catilina en Mand ved Navn Titus fra Kroton som Overbringer af Brevene. Men da Cicero med Energi, nøgtern Beregning og overlegen Forstand fulgte disse Brushoveders Raadslagninger, der som oftest førtes ved Drikkelag og i løse Fruentimmers Selskab, og da han dels havde mange der paa Afstand holdt Øje med de sammensvornes Planer og hjalp ham med at opspore dem, dels hemmeligt forhandlede med mange af dem der syntes delagtige i Sammensværgelsen og fandt dem paalidelige, fik han Nys om Aftalen med de fremmede, og ved et natligt Baghold fik han fat paa Krotoniateren og Skrivelserne, i Hemmelighed støttet af Allobrogerne.
19. Da Dagen brød frem, sammenkaldte han et Senatsmøde i Concordias Tempel, lod Skrivelserne oplæse og Angiverne forhøre, Ogsaa Junius Silanus sagde at nogle havde hørt Cethegus sige. at tre Konsuler og fire Prætorer skulde ryddes af Vejen; noget lignende anmeldte ogsaa Piso, en forhenværende Konsul. Gajus Sulpicius, en af Prætorerne, blev nu sendt til CethegusHus og fandt der talrige Pile og Skjolde samt en Masse Sværd og Dolke, alle nylig hvæssede. Tilsidst, da Senatet havde givet Krotoniateren Straffrihed mod at han angav sine medskyldige, blev Lentulus afsløret og nedlagde sit Embede (han var nemlig for Tiden Prætor). hvorpaa han i Senatet aflagde sin purpurbræmmede Toga og iførte sig en til sin ulykkelige Stilling svarende Dragt. Han og hans medskyldige blev derpaa satte i Forvaring hos Prætorerne. Da det nu allerede var Aften og Folket i Mængde stod og ventede, traadte Cicero frem og fremstillede Sagen for Borgerne, som derpaa vilde følge ham hjem; han gik imidlertid til en Ven og Nabo, da hans eget Hus var optaget af Kvinder, der med hemmelige Ceremonier fejrede en Gudinde som af Romerne kaldes den Gode, af Hellenerne den kvindelige; der bragtes hende hvert Aar i Overværelse af Vestalinderne et Offer i Konsulens Hus af hans Hustru eller Moder. Da Cicero altsaa var gaaet ind til Vennen og kommet i Ro — kun ganske faa var hos ham —, overvejede han hvorledes han skulde behandle de skyldige. At anvende den højeste og til saa store Forbrydelser svarende Straf var han bange for og trykkede sig ved, dels paa Grund af sin naturlige Mildhed, dels forat han ikke skulde faa Udseende af at misbruge sin Myndighed og strængt forfølge Mænd der baade var af fornem Slægt og havde mægtige Venner i Staten; ved at behandle dem mildere frygtede han paa den anden Side for den Fare der truede fra dem. Han saa nemlig at de ikke, hvis de fik en lempeligere Straf end Døden, vilde falde tilføje, men begaa enhver Galskab, naar deres tidligere Slethed forstærkedes ved ny Vrede, og han selv, der allerede iforvejen ikke havde Ord for at være særlig modig, vilde i Mængdens Øjne komme til at staa som umandig og fej.
20. Medens Cicero saaledes var tvivlraadig, fik Kvinderne der ofrede et Jærtegn; paa Alteret, hvis Ild allerede syntes at være døet ud, opsteg der nemlig fra Asken og den forkullede Bark en stærk og lysende Flamme. Forskrækkede herover løb de andre hver til sit; men de hellige Jomfruer befalede Ciceros Hustru Terentia hurtigst muligt at gaa til sin Mand og befale ham at iværksætte de Planer han havde til Fædrelandets Frelse, da Gudinden ved dette Tegn gav ham en mægtig Støtte baade til Frelse og Ære. Terentia var heller ikke ellers sagtmodig eller frygtsom af Karakter, men en ærgerrig Kvinde, der, som Cicero selv siger, mere delte sin Mands politiske Bekymringer end gav ham Del i sine egne huslige, og hun meddelte nu dette til ham og ophidsede ham imod de skyldige; det samme gjorde ogsaa hans Broder Quintus og hans Ven, Filosoffen Publius Nigidius, hvis Raad han søgte i de fleste og vigtigste politiske Spørgsmaal. Næste Dag, da der i Senatet forhandledes om de skyldiges Afstraffelse, udtalte Silanus, der først blev spurgt om sin Mening, at de burde føres til Fængslet og lide den strængeste Straf, og til ham sluttede sig den ene efter den anden, indtil Turen kom til Gajus Cæsar, der senere blev Diktator. Han var paa den Tid endnu en ung Mand og stod lige i Begyndelsen af sin Karriere, men han var allerede baade i sin Virksomhed og i sine Fremtidsplaner slaaet ind paa den Politik hvorved han omdannede Romerstaten til et Eneherredømme; de andre gennemskuede ham ikke, men hos Cicero vakte han en stærk Mistanke uden dog at give ham noget bestemt at holde sig til og bruge imod ham, ja, man kunde høre adskillige sige, at Cæsar havde været lige ved at blive fanget, men var sluppet ham af Hænde. Andre siger at Cicero med Villie lukkede et Øje og lod Angivelsen mod ham upaaagtet af Frygt for hans Venner og hans store Indflydelse, da enhver let kunde se, at de sammensvorne snarere vilde blive skaanede sammen med Cæsar end Cæsar blive henrettet sammen med dem.
21. Da Turen til at udtale sig altsaa kom til Cæsar, rejste han sig op og foreslog, at man ikke skulde henrette de skyldige, men konfiskere deres Ejendom og føre dem selv bort til de Byer i Italien som Cicero bestemte og lade dem bevogte i Lænker, indtil man havde faaet Bugt med Catilina, Forslaget var i sig selv mildt, den der stillede det en meget dygtig Taler, og desuden gav Cicero det en ret vigtig Støtte; han tog nemlig selv Ordet og argumenterede i begge Retninger, saaledes at han dels talte for det første Forslag, dels for Cæsars, og tillige mente alle hans Venner, at Cicero var bedst tjent med Cæsars Forslag, da han vilde blive mindre angrebet, hvis han ikke lod de skyldige henrette, og sluttede sig derfor mere til det andet Forslag, saaat endogsaa Silanus atter skiftede Sind og trak i Land. idet han sagde at heller ikke han havde foreslaaet Dødsstraf: den strængeste Straf for en Senator var nemlig Fængsel. Da han havde talt, var den første der opponerede derimod Lutatius Catulus; derpaa tog Cato Ordet, og idet han i sin Tale med stor Kraft rettede Mistanken mod Cæsar, ophidsede han Senatorerne og satte Mod i dem, saaat de dømte de skyldige til Døden. Mod Formueskonfiskationen protesterede Cæsar og sagde, at man ikke efter at have fjernet det milde ved hans Forslag burde optage kun det der var det haardeste. Da mange holdt fast derved, appellerede han til Tribunerne, som imidlertid ikke gav ham Medhold; men saa gav Cicero selv efter og lod Forslaget om Konfiskation falde.
22. Derpaa gik han sammen med Senatet hen for at hente de skyldige, der ikke alle var paa eet Sted, men i Forvaring hos de forskellige Prætorer. Først hentede han paa Palatium Lentulus og førte ham gennem Helliggade og midt over Torvet, omgivet og eskorteret af en Skare af de ledende Mænd, medens Folket rædselslagent saa hvad der foregik og lod dem passere i Taushed, især de unge. der med Frygt og Bæven følte at de ligesom blev indviede i en paa Traditionen hvilende Ofring der foranstaltedes af en aristokratisk Magt. Efterat han var gaaet over Torvet og kommet til Fængslet, overgav han Lentulus til Bøddelen med Befaling til at dræbe ham; derpaa førte han Cethegus og de andre een for een derned og lod dem henrette. Da han saa at mange af Deltagerne i Sammensværgelsen endnu stod i Flok paa Torvet og uden at vide hvad der var sket ventede paa Nattens Komme, i den Tro at Førerne endnu var i Live og kunde befris, vendte han sig mod dem og sagde med høj Røst: »De har levet« (saaledes betegner Romerne Døden, naar de vil undgaa det ildevarslende Ord). Aftenen var allerede faldet paa: da gik han over Torvet op til sit Hus, medens Borgerne ikke længere ledsagede ham i Stilhed og Orden, men modtog ham med Tilraab og Bifaldsklap, overalt hvor han gik frem, og hilsede ham som Fædrelandets Frelser og Grundlægger. Man stillede Lamper og Fakler ved Husdørene, saaat Gaderne straalede af Lys, og oppe fra Tagene kiggede Kvinderne ud for at hædre og se Konsulen, der med stor Højtidelighed steg op, ledsaget af Statens bedste Mænd; af disse havde de fleste tilendebragt farlige Krige, holdt deres Indtog som Triumfatorer og lagt store Strækninger af Land og Hav ind under Riget, og de gik nu og talte med hinanden om. at Romerfolket vel skyldte mange af sine daværende Ledere og Feltherrer Tak for Rigdom, Bytte og Magt, men Cicero alene for Sikkerhed og Frelse, da han havde afværget en saa stor og truende Fare. Ikke det, at han havde hindret Planernes Udførelse og tugtet de skyldige, fandt man vidunderligt, men at denne Mand med de mindste Ofre uden Borgerkrig og Uroligheder havde kvalt den største af alle Revolutioner. De fleste af Catilinas Tilhængere lod ham nemlig i Stikken, saasnart de hørte om Lentulus' og Cethegus' Skæbne; med dem der var blevet hos ham kæmpede han mod Antonius i et Hovedslag, der kostede ham selv og hans Hær Livet.
23. Der var dog ogsaa Mænd der var beredte til at angribe Cicero baade i Ord og Handling for hvad han havde gjort, og de havde til Førere blandt næste Aars Embedsmænd Prætoren Cæsar og Tribunerne Metellus og Bestia. Da disse havde overtaget deres Embede, medens Cicero endnu havde nogle faa Dage tilbage af sin Funktionstid \ vilde de ikke tillade ham at tale til Folket, men opstillede Bænke paa Talerstolen og vilde forbyde ham at gaa derop og tale: de sagde, at hvis han vilde, kunde han aflægge den sædvanlige Afgangsed og saa straks gaa ned. Han gik ind derpaa og traadte frem for at sværge, og da der var blevet Taushed, aflagde han ikke den sædvanlige, men en ganske særlig og ny Ed, at han sandelig havde frelst Fædrelandet og bevaret Riget, og det samme svor hele Folket. Herover blev Cæsar og Tribunerne endnu mere forbitrede og beredte Cicero forskellige Ubehageligheder; blandt andet foreslog de en Lov om at hjemkalde Pompejus med hans Hær, med den Motivering at han skulde gøre Ende paa Ciceros Herredømme. Men Cato, der paa den Tid var Tribun, var til stor Nytte for Cicero og hele Staten, idet han med ligesaa stor Embedsmyndighed og større Anseelse modarbejdede de andres Politik. Han fik nemlig baade med Lethed de andre Ting forpurret og priste i en Tale til Folket Ciceros »Herredømme« i saa høje Toner, at det vedtog større Æresbevisninger for ham end for nogen tidligere og kaldte ham Fædrelandets Fader. Han synes nemlig at være den første der opnaaede dette, efterat Cato havde kaldt ham saaledes i Folkeforsamlingen.
24. Cicero stod nu paa Højdepunktet af sin politiske Magt, men paa den anden Side gjorde han sig ilde lidt af mange, ikke ved at gøre noget slet, men fordi han altid roste og forherligede sig selv. hvad der faldt mange for Brystet. Hverken Senat eller Folk eller Dommere kunde nemlig komme sammen, uden at man maatte høre om det fortærskede Emne Catilina og Lentulus; ja, tilsidst fyldte han endogsaa sine Bøger og Skrifter med Selvros, og hans Veltalenhed, som ellers var i høj Grad behagelig og vindende, blev ubehagelig og stødende for Tilhørerne, da den altid var behæftet med denne skæbnesvangre Lyde. Men alligevel, skønt han led af en saa grænseløs Forfængelighed, var han fri for Misundelse mod andre, og han var meget rundhaandet med Ros til sine Forgængere og Samtidige, som man kan se af hans Skrifter. Der citeres ogsaa mange Ytringer af ham, f. Eks. om Aristoteles, at han var en Flod af strømmende Guld, og om Platons Dialoger, at hvis det laa i Jupiters Natur at tale, vilde han tale saaledes; Theofrast plejede han at kalde sin Kæledægge. Da man spurgte ham, hvilken af Demosthenes' Taler han fandt smukkest, svarede han: »Den længste«. Der er imidlertid nogle af dem der kalder sig Demosthenesbeundrere, som hænger sig i en Ytring Cicero engang brugte i et Brev til en god Ven, at Demosthenes hist og her i sine Taler blundede; men de varme og stærke Lovord han tit bruger om ham, og at han kaldte dem af sine egne Taler som han anvendte mest Flid paa, dem mod Antonius, de filippiske, taler de ikke om. Af de med ham samtidige berømte Forfattere og Filosoffer er der ikke en eneste som han ikke gjorde mere berømt ved en mundtlig eller skriftlig velvillig Udtalelse om vedkommende. Peripatetikeren Kratippos fik han Cæsar, da han havde faaet Magten, til at give romersk Borgerret, og han satte ogsaa igennem, at Raadet paa Areiopagos vedtog at bede ham om at gøre Byen den Ære at blive i Athen og undervise de unge. Man har et Brev herom fra Cicero til Herodes, og et andet til hans Søn, hvori han paalægger ham at studere under Kratippos. Derimod beskylder han Veltalenhedslæreren Gorgias for at forlede den unge Mand til Nydelser og Svir og forbyder Sønnen at omgaas ham. Foruden et til Byzantieren Pelops er dette omtrent det eneste af Ciceros græske Breve der er skrevet i et Anfald af Vrede; Gorgias dadler han med Rette, hvis han virkelig, som det lod til, var en daarlig og udsvævende Person, hvorimod han overfor Pelops paa en smaalig Maade beklager sig over at han har forsømt at skaffe ham Hædersbevisninger og Æresdekreter fra Byzantierne.
25. Dette vidner om Hovmod, og ligeledes det at han ofte i Talens Lidenskab tilsidesatte det sømmelige. Han forsvarede engang Munatius, og da denne efter at være blevet frikendt i Processen anklagede hans Ven Sabinus, skal Cicero i den Grad have ladet Vreden løbe af med sig, at han sagde: »Var det da ved Din egen Dygtighed, Munatius, at Du blev frikendt i den Proces, og ikke fordi jeg stak Dommerne Blaar i Øjnene?« Engang da han fra Talerstolen roste Marcus Crassus, vandt han almindeligt Bifald; et Par Dage efter angreb han ham, og da Crassus sagde: »Har Du da ikke selv for nylig rost mig her?«, svarede han: »Jo, for Øvelsens Skyld prøvede jeg at forsvare en slet Sag.« Da Crassus engang havde sagt, at ingen Crassus i Rom havde levet mere end 60 Aar, men bagefter benægtede det og sagde: »Hvor skulde jeg have været gal nok til at sige det?«, svarede Cicero: »Du vidste at det vilde glæde Romerne at høre det, og derfor gjorde Du Dig behagelig hos dem.« Da Crassus sagde at han godt kunde lide Stoikerne, fordi de udtalte at den vise var rig, sagde Cicero: »Pas paa om det ikke snarere er, fordi de siger at alt tilhører den vise.« (Crassus blev beskyldt for at være pengegridsk.) Den ene af Crassus' Sønner, som Folk syntes lignede en Mand ved Navn Axius, hvorfor Moderen blev mistænkt for at have staaet i Forhold til Axius, holdt engang en vellykket Tale i Senatet; da man spurgte Cicero, hvordan han fandt den, svarede han paa Græsk: »Crassus værdig!«
26. Da Crassus stod i Begreb med at drage til Syrien , ønskede han hellere at have Cicero til Ven end til Fjende; derfor viste han ham Venlighed og udbad sig at maatte spise til Middag hos ham, og Cicero tog elskværdigt imod ham. Faa Dage efter, da nogle af hans Venner talte om at Vatinius, som var hans Fjende, ønskede en Forsoning og bejlede til hans Venskab, sagde han: s Vatinius vil dog vel ikke ogsaa spise til Middag hos mig?« Saaledes var altsaa hans Forhold til Crassus; Vatinius selv, der havde opsvulmede Kirtler paa Halsen og talte i en Sag, kaldte han en svulmende Taler, og da han havde hørt et Rygte om at han var død, men kort efter med Sikkerhed fik at vide at han var i Live, sagde han: »Saa gid den maa faa en slem Død der har løjet saa slemt.« Da Cæsar havde faaet vedtaget, at Statens Jordegods i Kampanien skulde uddeles til Soldaterne, var mange i Senatet misfornøjede dermed, og en Lucius Gellius, som omtrent var den ældste, sagde at det skulde ikke ske saalænge han levede; Cicero bemærkede da: »Lad os saa vente; for det er ikke nogen lang Udsættelse Gellius beder om.« Der var en Octavius, som man beskyldte for at stamme fra Libyen; da denne under en Proces sagde at han ikke kunde høre hvad Cicero sagde, svarede han: »Du mangler dog ikke Huller i Ørene?« Da Metellus Nepos sagde, at de Cicero havde ødelagt ved at virke imod dem var talrigere end de han havde frelst ved sit Forsvar, sagde han: »Ja, jeg indrømmer at jeg har mere Ærlighed end Dygtighed.« Da en ung Mand. som man beskyldte for at have givet sin Fader Gift i en Kage, optraadte med Frækhed og sagde at han vilde skælde Cicero ud, sagde denne: »Dette vil jeg heller have fra Dig end Kage.« I en Proces havde Publius Sestius antaget ham til Forsvarer tilligemed flere andre, men vilde selv sige alting og ikke lade nogen anden komme til Orde; da det nu var klart at han vilde blive frikendt af Dommerne, idet Afstemningen allerede var i Gang, sagde Cicero: »Brug Din Chance idag, Sestius; for imorgen er Du Privatmand.« En Publius Consta, der vilde gælde som retskyndig, men var dum og uvidende, tilkaldte han engang som Vidne i en Sag, og da Manden sagde at han ikke vidste noget, sagde Cicero: »Du tror maaske at Du bliver spurgt om Lov og Ret.« Da Metellus Nepos under en Strid flere Gange sagde: »Hvem er Din Fader. Cicero?«, svarede han: »For Dig har Din Moder gjort det vanskeligere at besvare dette Spørgsmaal.« Nepos' Moder havde nemlig Ord for at være usædelig; selv blev han regnet for ustadig og flygtig. Engang sejlede han midt under sit Tribunat til Pompejus i Syrien og rejste saa temmelig planløst hjem igen. Da han nu foranstaltede sin Lærer Filagros' Begravelse med usædvanlig Pragt og satte en Ravn af Marmor paa hans Grav, sagde Cicero: »Heri har Du handlet meget klogt: for han har snarere lært Dig at flyve end at tale.« Da Marcus Appius i en Proces til Indledning sagde, at en Ven havde bedt ham tjene sig med Flid, Veltalenhed og Trostab, sagde han: »Og saa er Du saa grusom, at Du ikke giver Din Ven noget af alt det han har bedt Dig om?»
27. At anvende bidende Vittigheder mod sin personlige Fjende eller Modpart regnes nu engang for en Del af Talerens Kunst; men det at Cicero fornærmede hvem det skulde være, blot for at være morsom, paadrog ham meget Had. Jeg skal ogsaa anføre et Par Eksempler herpaa. Marcus Aquilius, som havde to landflygtige Svigersønner, kaldte han Adrastos. Medens Lucius Cotta, der var meget drikfældig, beklædte Censorembedet, søgte Cicero Konsulatet; da han engang var blevet tørstig og drak noget Vand, sagde han til sine omstaaende Venner: »I har Ret i at være bange for at Censoren skal blive vred paa mig, fordi jeg drikker Vand.« Da han mødte Voconius, som gik med sine tre meget grimme Døtre, udbrød han: »Mod Foibos' Villie engang han avled Børn«. Da Marcus Gellius, som man ikke mente var fribaaren, engang læste et Brev op i Senatet med høj og lydelig Røst, sagde han: »I skal ikke være forbausede; han er ogsaa en af dem der har raabt op.« Faustus, en Søn af Sulla der var Eneherre i Rom og proskriberede mange Mennesker, havde stiftet Gæld og sat en stor Del af sin Formue overstyr; da han saa stillede sin Ejendom til offenlig Auktion, sagde Cicero at han syntes bedre om denne Proskription end om Faderens.
28. Som Følge heraf blev han ilde lidt af mange, og Clodius og hans Parti sammensvor sig imod ham; Anledningen var følgende. Clodius var en fornem Mand, ung af Aar, men fræk og hensynsløs af Karakter. Da han var Cæsars Hustru Pompejas Elsker, listede han sig engang ind i hans Hus, forklædt som Strængespillerske; i Cæsars Hus fejrede nemlig Kvinderne den omtaltehemmelige og for Mænd utilgængelige Offerfest, og der var ikke nogen Mand tilstede; dog Clodius, som endnu var ganske ung og skægløs, haabede ubemærket at kunne slippe ind til Pompeja sammen med Kvinderne. Da han nu i Nattens Mørke var kommet ind i det store Hus, kunde han ikke finde Rede i Gennemgangene, og medens han løb omkring, fik en Tjenestepige hos Cæsars Moder Aurelia Øje paa ham og spurgte om hans Navn. Nødsaget til at svare sagde han, at han søgte en Slavinde hos Pompeja ved Navn Aura; men da Pigen mærkede at det ikke var en Kvindes Stemme, gjorde hun Anskrig og sammenkaldte alle Kvinderne. De lukkede Dørene, gennemsøgte hele Huset og paagreb Clodius, der var løbet ind i en Slavindes Kammer, en han var kommet ind sammen med. Da Sagen blev almindeligt kendt, forskød Cæsar Pompeja, og en af Tribunerne anklagede Clodius for Krænkelse af Guderne.
29. Cicero var ganske vist Ven med Clodius og havde under de catilinariske Uroligheder i ham haft en meget ivrig Hjælper og Beskytter; men da Clodius overfor Anklagen hævdede, at han paa den Tid slet ikke havde været i Rom, men opholdt sig paa et Sted langt borte derfra, vidnede Cicero mod ham og sagde at han var kommet hjem til ham og havde talt med ham om noget, og det var ogsaa Tilfældet. Dog mente man ikke at Cicero vidnede saaledes fordi det var sandt, men for at retfærdiggøre sig overfor sin Kone Terentia. Hun var nemlig fjendtligt stemt mod Clodius paa Grund af hans Søster Clodia, som hun mente ønskede at ægte Cicero og arbejdede derpaa gennem en vis Tullus, der var en af Ciceros allerbedste Venner og vakte Terentias Mistanke ved altid at besøge Clodia, som boede i Nærheden, og vise hende Opmærksomheder. Haard af Karakter, som hun var, æggede hun Cicero, som hun kommanderede, til at deltage i Angrebet paa Clodius og vidne imod ham. Mange af de fornemste Mænd vidnede at Clodius havde gjort sig skyldig i Mened, Falsk, Bestikkelse og Forførelse af Kvinder, og Lucullus fremstillede ogsaa nogle Slavinder som Vidner paa at Clodius havde haft Omgang med den yngste af sine Søstre, dengang hun var gift med Lucullus. Det hed sig Mand og Mand imellem, at Clodius ogsaa havde haft at gøre med sine to andre Søstre, af hvilke den ene, Tertia, var gift med Marcius Rex, den anden, Clodia, med Metellus Geler; den sidste kaldte Folk Quadrantaria, fordi en af hendes Elskere havde lagt nogle Kobberskillinger i en Pung og sendt hende dem som Sølv (den mindste Kobbermønt hed Quadrans). Navnlig Forholdet til denne Søster havde bragt Clodius i Vanry. Da Folket imidlertid ved denne Proces var fjendsk mod Vidnerne og hans Modstandere, omgav Dommerne sig af Frygt med en Vagt, og de fleste afgav Stemmetavler med utydelige Bogstaver. Alligevel skønnedes de frikendende at være talrigst, og det hed sig at der ogsaa var blevet anvendt nogen Bestikkelse. Derfor sagde Catulus, da han mødte Dommerne: »I bad virkelig om Vagten for Jeres Sikkerheds Skyld; for I var bange for at nogen skulde tage Pengene fra Jer«, og da Clodius sagde til Cicero, at Dommerne ikke havde troet hans Vidnesbyrd, svarede denne: »Jo, mig troede de 25 af Dommerne, for saa mange stemte mod Dig; men de 30 troede ikke Dig, for de frikendte Dig ikke førend de havde faaet Pengene.« Cæsar, der var tilsagt i Retten, vidnede dog ikke mod Clodius, og han sagde at han ikke havde erklæret sin Kone skyldig i Ægteskabsbrud, men sendt hende ud af sit Hus, fordi Cæsars Ægteskab ikke blot ikke burde plettes af en skændig Gerning, men heller ikke af vanærende Omtale.
30. Da Clodius var sluppet vel derfra og blevet valgt til Tribun, begyndte han straks at forfølge Cicero og satte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa Ram paa ham. Folket vandt han for sig ved gavmilde Love, og til begge Konsulerne fik han bevilget store Provinser, til Piso Makedonien, til Gabinius Syrien; desuden organiserede han mange af de fattige til Støtte for sin Poliilk og omgav sig med bevæbnede Slaver. Af de tre mest formaaende Mænd paa den Tid var Crassus en erklæret Fjende af Cicero, Pompejus leflede med begge og Cæsar skulde lige drage til Gallien med en Hær; hos den sidste søgte Cicero Beskyttelse, skønt Cæsar ikke var hans Ven, men mistænkt efter de catilinariske Uroligheder, og udbad sig at maatte ledsage ham paa Krigstoget som Legat. Cæsar gik ind derpaa, men da Clodius saa at Cicero søgte at slippe bort fra hans Tribunat, spillede han forsonlig, idet han gav Terentia Hovedskylden og altid omtalte ham selv venligt og med Overbærenhed, somom han ikke hadede ham eller vilde gøre ham nogen Fortræd, men blot i al Venskabelighed havde lidt at bebrejde ham; herved dæmpede han helt hans Frygt, saaat han frabad sig Legatstillingen hos Cæsar og atter kastede sig ind i det politiske Liv. Forbitret herover styrkede Cæsar Clodius' Stilling, fjernede Pompejus fuldstændigt fra Cicero og udtalte selv i Folkeforsamlingen, at efter hans Mening Henrettelsen af Lentulus, Cethegus og deres Fæller uden Lov og Dom ikke var rigtig eller lovlig; det gik Anklagen nemlig ud paa, og Skylden derfor kastedes paa Cicero. Truet og forfulgt anlagde denne nu Sørgedragt, lod Haar og Skæg vokse og gik rundt og bønfaldt Folket; men overalt i Gaderne mødte han Clodius, omgivet af en fræk og skamløs Bande, der lagde Cicero Hindringer i Vejen, idet de haanede og spottede hans forandrede Dragt og ydmyge Holdning og tit kastede Snavs og Sten efter ham.
31. Imidlertid viste først næsten hele Ridderstanden' Cicero sin Sympati ved at anlægge Sørgedragt, og ikke mindre end 20000 unge Mænd ledsagede ham, idet de bar langt Haar og deltog i Bønfaldelsen; da derpaa Senatet var kommet sammen for at vedtage, at Folket skulde skifte Dragt som under Landesorg, men Konsulerne modsatte sig denne Plan og Clodius bevæbnet færdedes omkring Raadhuset, løb ikke faa af Senatorerne ud, sønderrev deres Klæder og raabte op. Men da Synet heraf hverken fremkaldte nogen Medynk eller Skamfølelse og det var klart, at Cicero maatte gaa i Landflygtighed, hvis man ikke vilde optage en væbnet Kamp med Clodius, søgte han Hjælp hos Pompejus, der med Villie havde fjernet sig og opholdt sig ude paa Landet ved Albanum. Først sendte han sin Svigersøn Piso for at gaa i Forbøn, derpaa rejste han selv derud. Da Pompejus fik det at vide, kunde han ikke bekvemme sig til et personligt Møde med ham, betaget som ban var af en stærk Skamfølelse overfor denne Mand, der havde kæmpet mangen en haard Dyst for hans Skyld og vist ham store politiske Tjenester, og paa sin Svigerfader Cæsars Bøn sveg han sin Taknemmelighedspligt og unddrog sig Sammenkomsten ved at liste sig bort gennem en anden Dør. Forraadt af ham og helt isoleret tyede Cicero nu til Konsulerne. Af disse var Gabinius ubøjelig, medens Piso talte ret fredsommeligt med ham og opfordrede ham til at fjerne sig, bøje af for Clodius' Voldsomhed, finde sig i Tidens Omskiftelser og atter frelse Fædrelandet, som for hans Skyld igen var hjemsøgt af Partikampe og Ulykker. Efter at have faaet dette Svar holdt Cicero Raad med sine Venner: Lucullus raadede ham til at blive og forsikrede, at han vilde gaa sejrrig ud af Kampen; andre holdt paa at han skulde flygte, da Folket snart vilde komme til at savne ham, naar det havde faaet nok af Clodius' Vanvid og Galskab. Hertil sluttede Cicero sig, og han bar saa en Minervastatue, som han længe havde haft opstillet i sit Hus og vist særlig stor Ærefrygt, op paa Capitolium og indviede den til Gudinden med den Indskrift: »Til Minerva, Roms Beskytterinde«; derpaa fik han Ledsagere af sine Venner, listede sig ved Midnatstid ud af Byen og drog til Fods gennem Lucanien i den Hensigt at naa Sicilien.
32. Da hans Flugt nu var blevet bekendt, foreslog Clodius en Lov om Ciceros Landsforvisning og udstedte en Forordning om at han skulde være fredløs og ikke maatte huses indenfor en Afstand af 500 Mil fra Italien. Andre Mennesker tog af Ærbødighed for Cicero meget lidt Hensyn til denne Forordning, viste ham al mulig Venlighed og beskyttede ham; men i Hipponium, en By i Lucanien, som nu kaldes Vibo, vilde Vibius, en Mand der paa mange Maader havde nydt godt af Ciceros Venskab og under hans Konsulat var blevet Befalingsmand ved Ingeniørkorpset, ikke optage ham i sit Hus, hvorimod han tilbød at anvise ham et Opholdssted, og Prætoren paa Sicilien, Gajus Vergilius, en Mand der havde staaet Cicero meget nær, skrev til ham at han skulde holde sig borte fra Sicilien. Herover tabte han Modet og begav sig til Brundisium; derfra vilde han med en gunstig Vind sætte over til Dyrrhachium, men da han i rum Sø fik Modvind, vendte han Dagen efter om, men sejlede saa ud igen. Det fortælles ogsaa, at da han var sejlet ind til Dyrrhachium og vilde gaa fra Borde, indtraadte der et Jordskælv og samtidigt dermed veg Havet tilbage fra Kysten; heraf sluttede de spaadomskyndige, at hans Landflygtighed ikke vilde blive af Varighed: den Slags Begivenheder tydede nemlig paa Forandring. Men skønt mange Mænd besøgte ham af Velvillie og de helleniske Stater stadig kappedes om at sende Gesandtskaber til ham, levede han dog som oftest modløs og sørgmodig, idet han, ligesom en ulykkelig Elsker, saa tilbage til Italien og var blevet altfor forknyt og nedbøjet af Ulykken, som man ikke skulde have ventet af en Mand der i den Grad havde udviklet sin Aand ved Studier. Han forlangte rigtignok tit selv af sine Venner, at de ikke skulde kalde ham Taler, men Filosof: Filosofien, sagde han, havde han taget sig til Livskald, men Talekunsten brugte han som et Middel til politiske Formaal. Men Ærgerrigheden er stærk til at skrabe hvad man kunde kalde Fornuftens Fernis af Sjælen og indpræge Mængdens Lidenskaber i Politikerne, fordi de stadig omgaas den, hvis man ikke med den største Forsigtighed stiller sig saaledes til Omverdenen, at man kun vil have Del i Begivenhederne selv, ikke i de dermed følgende Lidenskaber.
33. Efterat Clodius havde drevet Cicero i Landflygtighed, afbrændte han hans Villaer og ligeledes hans Hus og byggede paa Tomten et Tempel for Friheden; hans øvrige Ejendom falbød han og lod udraabe den ene Dag efter den anden, da ingen vilde købe noget deraf. Derefter var han frygtet af Aristokraterne og trak Folket med sig, fordi han gav det frie Tøjler til enhver Udskejelse og Frækhed, ja, han angreb endogsaa Pompejus og talte ilde om nogle af hans Foranstaltninger paa Krigstoget. Pompejus, som derved kom i Vanry, gjorde nu sig selv Bebrejdelser, fordi han havde ofret Cicero, slog fuldstændigt om og gjorde alt muligt for i Forening med hans Venner at gennemføre hans Tilbagekomst. Da Clodius protesterede, besluttede Senatet, at der indtil videre ikke maatte vedtages eller forhandles nogen offenlig Sag, førend Ciceros Hjemkaldelse var besluttet. Under Lentulus' Konsulat, da Partikampen gik saa vidt, at nogle Tribuner blev saarede paa Torvet og Ciceros Broder Quintus laa skjult blandt Ligene' som død, begyndte Folkets Stemning at vende sig, og Annius Milo var den første af Tribunerne der vovede at stævne Clodius for Retten for Vold; Pompejus fandt ogsaa Støtte hos mange dels af Folket, dels fra de omliggende Byer. Med disse gik han frem paa Torvet, forjog Clodius derfra og kaldte Borgerne sammen til Afstemning, og Folket skal aldrig have vedtaget noget med saa stor Enighed. Senatet, der kappedes med Folket, vedtog at udtale en Anerkendelse af alle de Byers Holdning, der havde vist Cicero Venlighed under hans Landflygtighed, og bestemte at hans Hus og Villaer, som Clodius havde ødelagt, skulde genopføres paa offenlig Bekostning. Cicero vendte saa tilbage 16 Maaneder efter sin Flugt, og Befolkningen i Byerne strømmede ham imøde med saa stor Begejstring og Hengivenhed, at Ciceros senere Udtalelser derom ikke engang naaede Sandheden: han sagde nemlig, at Italien paa sine Skuldre havde baaret ham ind i Rom. Et godt Bevis er det, at ogsaa Crassus, der før Landflygtigheden havde været hans Fjende, nu villigt gik ham imøde og udsonede sig med ham, for, som han selv sagde, at føje sin Søn Publius, der var en Beundrer af Cicero.
34. Efter kort Tids Forløb benyttede Cicero Lejligheden, mens Clodius var rejst bort, og gik sammen med mange andre op paa Capitolium, hvor han nedrev og ødelagde de Tavler hvorpaa Tribunernes Embedshandlinger var optegnede. Da Clodius gjorde ham Bebrejdelser i den Anledning og Cicero dertil svarede, at hans Valg til Tribun var lovstridigt, fordi han egenlig var Patricier, og at intet af hvad han havde gjort var gyldigt, blev Cato vred og modsagde ham, ikke fordi han holdt med Clodius, hvis politiske Virksomhed han misbilligede, men fordi det, som han sagde, var forkasteligt og ulovligt, hvis Senatet vedtog Ophævelse af saamange Beslutninger og Foranstaltninger, deriblandt ogsaa hans egen Ordning af Forholdene paa Cypern og i Byzantion. Dette fremkaldte en Misstemning imellem Cicero og Cato, som ganske vist ikke gav sig noget tydeligt Udslag, men hvorved dog Forholdet imellem dem blev køligere.
35. Senere blev Clodius dræbt af Milo, som saa blev anklaget for Drab og tog Cicero til Forsvarer. Men Senatet, som frygtede for at der skulde opstaa Uroligheder under Processen, der jo drejede sig om en anset og behjertet Mands Eksistens, overdrog til Pompejus at lede saavel denne som de andre Undersøgelser, saaledes at han skaffede Byen og Domstolene Sikkerhed. Da han derfor endnu før Daggry besatte de Torvet omgivende Højder med Soldater, blev Milo bange for at det usædvanlige Syn skulde forvirre Cicero, saaat han talte mindre godt, og bevægede ham til at lade sig bære hen paa Torvet i en Bærestol og forholde sig rolig, indtil Dommerne var kommet sammen og Domstolen blevet fuldtallig. Cicero var, lader det til, ikke blot frygtsom i Krig, men ogsaa angst i Begyndelsen af sine Taler, og i mange Processer holdt han ikke op med at ryste og skælve, førend naar hans Tale kulminerede og fæstnede sig. (Da han f. Eks. skulde forsvare Licinius Murena, der var anklaget af Cato. og satte en Ære i at overgaa Hortensias, som havde talt godt, hvilede han ikke et Øjeblik hele Natten, saaat han hlev medtaget af sin Grubien og Nattevaagen og ikke var paa Højde med sig selv.) Da han altsaa nu traadte ud af Bærestolen for at tale i Milos Sag og saa Pompejus sidde deroppe ligesom i en Lejr, medens Soldaternes Vaaben blinkede omkring hele Torvet i en Kres, blev han forvirret og fik med Nød og næppe begyndt paa sin Tale, rystende over hele Kroppen og stammende, hvorimod Milo selv frejdigt og mandigt stod ved Domstolen og havde forsmaaet at lade sit Haar vokse og anlægge Sørgedragt, hvad der mere end noget andet skal have bidraget til hans Domfældelse. Forresten blev Cicero paa Grund af sin Optræden mere anset for trofast end for fej.
36. Han blev ogsaa Medlem af det Præsteskab Romerne kalder Augurer, istedenfor den unge Crassus som var faldet i Krigen mod Partherne. Da han derpaa ved Lodkastning havde faaet Kilikien til Provins og en Hær paa 12000 Mand Fodfolk og 1600 Ryttere, sejlede han derover; han havde tillige faaet Paalæg om at skaffe Kong Arioharzanes af Kappadokien Ro og Lydighed i hans Rige. Tiden Sværdslag ordnede han Forholdene og skaffede Ro tilveje paa en fortræffelig Maade. og da han mærkede at Kilikerne paa Grund af Romernes Nederlag i PartMen og Urolighederne i Syrien tænkte paa Oprør, bragte han dem til Ro ved et mildt Regimente. Gaver modtog han ikke engang naar Kongerne tilbød dem, og han fritog Provinsbeboerne for at gøre Gilder for ham, medens han selv daglig samlede de dannede til Selskaber, ikke flot, men anstændigt. Der var ingen Dørvogter ved hans Hus. og ingen saa ham selv ligge ned, men fra den aarle Morgen stod eller spadserede han foran sit Hus og modtog hvem der vilde hilse paa ham. Det fortælles, at han hverken lod nogen piske eller Tøjet rive af nogen, og at han ikke skældte nogen ud i Vrede eller straffede paa en krænkende Maade. Da han opdagede at der var begaaet mange Underslæb, berigede han Byerne ved at lade Synderne betale, men gjorde dem ellers ikke noget, saaat de fik Lov at beholde deres Borgerret. Han indlod sig ogsaa paa Krig, idet han slog nogle Røvere af dem der huserede paa Amanus; i den Anledning blev han ogsaa udraabt til Imperator af sine Soldater. Da Taleren Caelius bad ham sende sig nogle Panthere fra Kilikien til Rom til Brug ved en Fest, svarede han, stolt over sine Krigsbedrifter, at der ikke fandtes Panthere i Kilikien: de var nemlig flygtet ind i Karien af Forbitrelse over at de alene blev bekrigede, medens alle andre havde Fred. Paa Hjemvejen fra Provinsen lagde han først ind til Rhodos og tilbragte dernæst nogen Tid i Athen, glad ved at opfriske sine Ungdomsminder. Han omgikkes de mest fremragende Videnskabsmænd, hilste paa sine Venner og Bekendte og fejredes efter Fortjeneste af Hellenerne, hvorpaa han vendte tilbage til Rom, paa et Tidspunkt da den politiske Gæring allerede gav sig Udslag i Borgerkrigen.
37. Da man nu i Senatet vilde bevilge ham en Triumf, sagde han at han hellere vilde følge Cæsars Triumfvogn, naar et Forlig var kommet i Stand; han optraadte ogsaa privat som Raadgiver, idet han ofte skrev til Cæsar og tit bønfaldt Pompejus personlig, og søgte at formilde begge og forsone dem med hinanden. Da Bruddet imidlertid var ulægeligt og Pompejus ikke afventede den fremrykkende Cæsars Ankomst, men sammen med mange gode Mænd rømmede Hovedstaden, saa deltog Cicero ikke i denne Flugt og syntes at slutte sig til Cæsar. Man ser tydeligt at han droges til begge Sider og vaklede stærkt; han skriver nemlig i sine Breve, at han var i Tvivl om hvilket Parti han skulde tage, da Pompejus vel havde en ærefuld og god Grund til Krig, men Cæsar benyttede Forholdene bedre og mere sørgede for sin egen og sine Venners Frelse; som Følge deraf havde han nok en at flygte for, men ingen at flygte til. Da Trebatius, en af Cæsars Venner, i et Brev udtalte, at Cæsar mente at han helst burde stille sig paa hans Side og dele hans Chancer, men hvis han paa Grund af sin høje Alder vilde staa udenfor, rejse til Hellas og leve der i Ro fjernt fra begge Partierne, blev Cicero forbauset over at Cæsar ikke havde skrevet personlig og svarede i Vrede, at han ikke vilde gøre noget der var hans Fortid uværdigt. Saaledes falder Udtalelserne i hans Breve.
38. Da Cæsar imidlertid var draget bort til Spanien, sejlede han straks over til Pompejus. De andre blev glade ved at se ham; men Cato gjorde ham alvorlige Bebrejdelser, fordi han havde sluttet sig til Pompejus: medens det nemlig ikke vilde have været hæderligt af ham selv at forlade det politiske Parti han fra først af havde valgt, saa var Cicero, som kunde have været til større Nytte for Fædrelandet og sine Venner, hvis han som neutral var blevet derovre og havde afpasset sin Holdning efter Udfaldet, nu uden nogen fornuftig eller tvingende Grund blevet en Fjende af Cæsar og kommet over for at dele saa stor en Fare. Ikke alene disse Ord gjorde Cicero usikker, men ogsaa den Omstændighed at Pompejus ikke gjorde videre Brug af ham. Skylden laa hos ham selv, da han ikke nægtede, at han angrede sin Beslutning, kritiserede Pompejus' Udrustning og i Hemmelighed misbilligede hans Planer; han kunde heller ikke dy sig for at komme med Spotterier og Vittigheder over sine Partifæller, og medens han selv altid gik rundt i Lejren alvorlig og med mørke Miner, gav han andre noget at le af i urette Tid. Det er bedst ogsaa at anføre et Par Eksempler herpaa. Da Domitius vilde give en Kommandopost til en Mand, skønt han ikke var krigersk, og sagde at han var skikkelig og fornuftig, sagde Cicero: »Hvorfor opsparer Du ham saa ikke til Formynder for Dine Børn?« Da nogle roste Lesbieren Theofanes, der var Befalingsmand ved Ingeniørkorpset, fordi han havde trøstet Rhodierne godt efter Tabet af deres Skibe, sagde han: »Hvor det er dejligt at have en Græker til Befalingsmand!« Da Cæsar i det hele havde Lykken med sig og paa en vis Maade belejrede dem, svarede han Lentulus, som sagde at Cæsars Venner var bedrøvede: »Efter hvad Du siger, maa de være ildesindede mod Cæsar.« Da en Mand ved Navn Marcius, som lige var kommet fra Italien, sagde at der i Rom gik det Rygte at Pompejus blev belejret,' sagde han: »Det er altsaa derfor Du er sejlet herover, for at faa Syn for Sagen?« Efter Nederlaget, da Nonius sagde at han maatte nære godt Haab, fordi der var blevet syv Ørne tilbage i Pompejus' Lejr, sagde han: »Det kunde Du have Ret i, hvis vi sloges med Alliker.« Da Labienus støttet paa nogle Spaadomme hævdede at Pompejus maatte sejre, sagde han: »Det var altsaa en Krigslist af os, at vi nu har mistet vores Lejr.«
39. Efter Slaget ved Farsalos, hvori han ikke tog Del paa Grund af Sygdom, og Pompejus' Flugt opfordrede Cato, der stod i Dyrrhachium med en talrig Hær og en stor Flaade, Cicero til at tage Kommandoen ifølge Loven, fordi han som Konsular havde højere Rang. Da Cicero imidlertid undslog sig derfor og i det hele taget skyede at deltage i Krigen, var han paa et hængende Haar blevet dræbt, idet den unge Pompejus og hans Venner kaldte ham en Forræder og trak deres Sværd, hvis ikke Cato havde lagt sig imellem og med Nød og næppe havde faaet ham bort og skaffet ham ud af Lejren. Efter at være landet i Brundisium blev han der og ventede paa Cæsar, hvis Tilbagekomst trak ud paa Grund af hans Foretagender i Lilleasien og Ægypten. Da det saa meldtes at han var lagt ind til Tarent og derfra over Land rejste over til Brundisium, ilede Cicero til ham, ganske vist ingenlunde bange for Udfaldet, men dog trykket ved i manges Nærværelse at skulle indlade sig med den sejrrige Fjende. Dog blev han ikke nødt til at gøre eller sige noget der stred mod hans Værdighed; da Cæsar nemlig saa ham gaa sig i Møde langt forud for de andre, steg han af Hesten, hilste paa ham og gik et langt Stykke i Samtale med ham alene, og senere viste han ham stadig Ære og Venlighed, saaat han ogsaa i et Modskrift mod hans Lovtale over Cato roste hans Veltalenhed og Livsførelse og nærmest sammenlignede ham med Perikles og Theramenes. Ciceros Skrift har Titlen Cato, Cæsars Anticato. Det fortælles ogsaa, at da Quintus Ligarms var anklaget, fordi han havde været en af Cæsars Fjender, og Cicero skulde forsvare ham, sagde Cæsar til sine Venner: »Hvorfor skulde vi ikke efter lang Tids Forløb igen høre Cicero tale, da Ligarius jo forlængst er erklæret for en Forbryder og Fjende?« Men da saa Cicero efter at have taget Ordet gjorde stærkt Indtryk paa ham og hans Tale udviklede en Kigdom af Følelse og en betagende Kunst, blev Cæsar afvekslende rød og bleg i Ansigtet og var aabenbart et Bytte for alle mulige skiftende Stemninger, ja tilsidst, da Taleren kom ind paa Slaget ved Farsalos, blev han som ude af sig selv, rystede over hele Kroppen og tabte nogle af sine Papirer ud af Haanden. lalfald frikendte han Ligarius, overvældet af Indtrykket.
40. Nu da Staten var blevet et Monarki, holdt Cicero sig fra Politik og vejledede dem af de unge der vilde studere Filosofi, og nærmest ved Omgangen med disse, som tilhørte de fornemste og første Familier, blev han igen en meget mægtig Mand i Staten. Selv syslede han paa den Tid med at forfatte filosofiske Dialoger og oversætte Platons og med at overføre de forskellige filosofiske eller naturvidenskabelige Udtryk paa Latin; efter hvad man siger, er han nemlig den Mand hos Romerne der først eller bedst fandt Udtryk for Begreberne »Forestilling«, »Forbehold*, »Tilslutning«, »Iagttagelse«, endvidere »Atomet«, »det udelelige , »det tomme Rum« og mange andre af den Slags; snart brugte han overførte Udtryk, snart egenlige, som han gjorde kendte og gængse. Da han li avde saa let ved at skrive Vers, brugte han det som en Adspredelse; han skal nemlig, naar han tog fat derpaa, have kunnet digte 500 Verselinier i een Nat. Størstedelen af denne Tid tilbragte han paa sin Ejendom ved Tusculum, og han skrev til sine Venner at han levede som Laertes, hvad enten det nu var i Spøg, som han plejede, eller han af Ærgerrighed brændte efter at give sig af med Politik og var misfornøjet med de bestaaende Forhold. En sjælden Gang rejste han ind til Byen for at vise Cæsar en Opmærksomhed, og han var den første blandt dem der anbefalede Forslagene om Hædersbevisninger og bestræbte sig for altid at sige noget nyt om Cæsar og hans Bedrifter. I den Betning gaar ogsaa hans Ytring om Pompejusstatuerne, som var blevet nedrevne og omstyrtede, men paa Cæsars Befaling igen blev opstillede; Cicero sagde nemlig, at Cæsar ved denne sin Mildhed opstillede Pompejus', men samtidigt befæstede sine egne Statuer.
41. Efter hvad der fortælles, tænkte han nu paa at skrive en omfattende Fædrelandshistorie, hvori han vilde optage meget af Hellas' Historie og i det hele taget nedlægge de Beretninger og Fortællinger han havde samlet; men han blev hindret i at udføre denne Plan ved mange, dels private, dels offenlige, uheldige Omstændigheder og Ulykker, af hvilke de fleste lader til at have været selvforskyldte. For det første forskød han sin Kone Terentia, der under Krigen havde slaaet Haanden af ham i den Grad, at han baade blev sendt bort uden de nødvendige Rejsemidler og heller ikke ved sin Hjemkomst til Italien fandt Imødekommenhed hos hende. Selv kom hun nemlig ikke, skønt han opholdt sig længe i Brundisium, og hans Datter, en ganske ung Pige, som rejste ned til ham, gav hun til den lange Rejse hverken passende Ledsagelse eller Udstyr, ja hun gjorde endogsaa Ciceros Hus tomt og bart for alt muligt, fordi hun havde paadraget sig omfattende og svære Gældsforpligtelser. Dette er nemlig de pæneste Grunde til Skilsmissen der anføres. Terentia benægtede imidlertid Sandheden heraf, og selv stillede han sig i et daarligt Lys ved ikke lang Tid efter at ægte en ung Pige; efter hvad Terentia fortalte, var det af Kærlighed til hendes Skønhed, men efter hvad Tiro, Ciceros frigivne, har skrevet, for at faa Midler til at afvikle sin Gæld. Pigen var nemlig meget rig, og hendes Formue blev forvaltet af Cicero, der var indsat til betroet Arving. Da han nu sad i Gæld op over begge Ørerne, lod han sig af sine Venner og Slægtninge overtale til at ægte Pigen trods sin høje Alder og tilfredsstille sine Kreditorer ved Hjælp af hendes Penge. I sine Modskrifter mod de filippiske Taler omtaler Antonius Ægteskabet og siger at Cicero havde forstødt den Kone i Ægteskab med hvem han var blevet en Olding; samtidigt spotter han ham vittigt som en til Handling og Krig uskikket Mand der sad hjemme i Kakkelovnskrogen. Kort Tid efter Brylluppet mistede han sin Datter, der døde i Barselseng hos Lentulus, hvem hun havde ægtet efter sin første Mand Pisos Død. Alle Ciceros Venner forenede sig om at trøste ham, og han tog sig Tabet meget nær, saaat han endogsaa forskød sin unge Brud, fordi han mente hun havde glædet sig over Tullias Død.
42. Saaledes var altsaa Ciceros private Forhold. Den mod Cæsar dannede Sammensværgelse tog han ikke Del i. skønt han hørte til Brutus' allernærmeste Venner og efter den almindelige Mening mere end nogen anden var misfornøjet med de bestaaende Forhold og beklagede Tabet af Friheden: men de sammensvorne var bange baade for hans svage Karakter og for hans høje Alder, i hvilken Modet glipper selv for de stærkeste Naturer. Da imidlertid Brutus og Cassius havde gennemført deres Plan og der var Fare for at Staten igen skulde blive styrtet ind i Borgerkrige, fordi Cæsars Venner sluttede sig sammen imod Morderne, sammenkaldte Antonius som Konsul Senatet og sagde nogle faa Ord om Enighed, hvorefter Cicero holdt en lang, til Situationen passende Tale og bevægede Senatet til efter Athenernes Forbillede at vedtage Amnesti for Mordet paa Cæsar og give Cassius og Brutus Provinser. Men intet heraf blev til Virkelighed. Folket kom nemlig af sig selv til at føle Medlidenhed med Cæsar, da det saa hans Lig blive ført henover Torvet ved Begravelsen, og da tilmed Antonius viste dem hans blodbesudlede Toga, der overalt var gennemstukket af Sværdene, blev de rasende af Vrede og søgte paa Torvet efter Morderne, ja de løb med Brande til deres Huse for at stikke Ild paa dem. Denne Fare havde de imidlertid forudset og undgik den, men da de anede mange andre og store Farer, rømmede de Byen.
43. Antonius følte sig nu som Situationens Herre: alle var klare over at han vilde blive Enehersker, men farligst var han for Cicero. Da Antonius nemlig saa at dennes politiske Indflydelse igen steg og at han var Ven med Brutus' Parti, var han ked af hans Nærværelse; der bestod vel ogsaa nogen Mistanke mellem dem paa Grund af Uligheden og Uoverensstemmelsen i deres Livsførelse. Af Frygt herfor tænkte Cicero først paa at sejle med Dolabella til Syrien som hans Legat; men de for det næste Aar udvalgte Konsuler, Hirtius og Pansa, som var hæderlige Mænd og Beundrere af Cicero, bad ham nu om ikke at lade dem i Stikken og paatog sig at styrte Antonius, hvis Cicero blev i Rom, og da han vaklede mellem Mistillid og Tillid til dem, opgav han Dolabella, lovede Hirtius og Pansa kun at tilbringe Sommeren i Athen og komme tilbage, naar de havde tiltraadt deres Embede, og sejlede saa bort som Privatmand. Da der imidlertid under Sejladsen indtraadte en Forsinkelse og der tillige, som det plejer at ske, var kommet nye Rygter fra Rom om at Antonius var undergaaet en mærkelig Forvandling og drev hele sin Politik i Overensstemmelse med Senatet, saaat kun Ciceros Nærværelse manglede for at alt skulde forholde sig paa bedste Maade, fortrød han sin store Forsigtighed og vendte atter tilbage til Rom. I Begyndelsen blev hans Forhaabninger heller ikke skuffede: saa stor en Mængde Mennesker strømmede ham i Møde af Glæde over Gensynet, og der medgik næsten en hel Dag med Velkomsthilsener og Hyldestbeviser ved Byporten og hans Indtog. Men næste Dag, da Antonius samlede Senatet til et Møde og stævnede ham derhen, mødte han ikke, men holdt sig i Ro under Paaskud af et Ildebefindende paa Grund af Træthed; i Virkeligheden saa det ud somom han befrygtede et Attentat som Følge af Mistanke og en Angivelse der var kommet til ham undervejs. Antonius var forbitret over denne krænkende Mistanke og sendte nogle Soldater med Ordre til at hente ham eller brænde hans Hus af, og først da mange Senatorer lagde sig imellem og bad ham lade være, holdt han sig rolig mod at faa Pant. I den følgende Tid vedblev de paa den Maade lempeligt at gaa udenom og vogte sig for hinanden, indtil den unge Cæsar, der var kommet hjem fra Åpollonia, havde tiltraadt Arven efter den myrdede Cæsar og var kommet i Strid med Antonius om de 25 Millioner Denarer som denne havde i Forvaring af Formuen.
44. Derefter gik Philippus, som var gift med den unge Cæsars Moder, og hans Søsters Mand Marcellus sammen med den unge Mand til Cicero og sluttede den Overenskomst med ham, at Cicero haade i Senatet og i Folkeforsamlingen skulde støtte ham med sin Veltalenhed og sin politiske Indflydelse, medens han omvendt skulde sikre Cicero med sine Pengemidler og Soldater; den unge Mand havde nemlig allerede knyttet ikke faa af Cæsars Veteraner til sig. Forresten mente man, at der ogsaa havde været en dybere Grund til at Cicero saa ivrigt tog imod den unge Cæsars Venskab. Cicero skal nemlig endnu i Pompejus' og Cæsars levende Live engang have drømt, at en Mand kaldte Senatorernes Sønner op paa Capitolium, fordi Jupiter vilde udpege en af dem til Roms Hersker; Borgerne ilede ivrigt derhen og stillede sig op omkring Templet, medens Drengene sad tause i deres purpurbræmmede Togaer. Med eet sprang Dørene op og Drengene rejste sig og gik een for een forbi Guden; han saa paa dem allesammen og lod dem til deres Sorg gaa bort. Men da denne Dreng var kommet hen foran ham, rakte Guden Haanden ud imod ham og sagde: »Romere! Dennes Herredømme vil befri Eder for Borgerkrige.« Da Cicero havde haft denne Drøm, skal han have beholdt et levende Indtryk af Drengens Udseende, hvorimod han ikke kendte ham. Næste Dag, da han gik ned paa Marsmarken, var Drengene netop ved at gaa hjem efter at have endt deres Legemsøvelser, og den første Ciceros Øje faldt paa saa ud som den han havde set i Drømmen; forbauset spurgte han ham, hvem der var hans Forældre. Hans Fader var Octavius, en ikke særlig bekendt Mand, hans Moder Attia, Cæsars Søsterdatter; derfor testamenterede Cæsar, der ikke selv havde Sønner, ham baade sin Formue og sit Hus. Som Følge heraf skal Cicero have talt mere fortroligt med Drengen, naar han mødte ham, og Drengen have glædet sig over hans Venlighed; tilfældigvis var han ogsaa født under Ciceros Konsulat.
45. Disse var, efter hvad Folk sagde, Grundene til Venskabet; men i Virkeligheden var det først Ciceros Had til Antonius og dernæst hans Ærgerrighed som knyttede ham til Cæsar, og han drømte om i hans Magt at finde en Støtte for sin Politik; den unge Mand smigrede ham nemlig i den Grad, at han endogsaa kaldte ham Fader. Herover blev Brutus højlig forbitret og angreb i sine Breve til Atticus Cicero, fordi han af Frygt for Antonius smigrede Cæsar og tydeligt nok ikke arbejdede for Fædrelandets Frihed, men søgte at skaffe sig selv en mild Herre. Dog tog Brutus sig af Ciceros Søn, der studerede Filosofi i Athen, anvendte ham i Kommandoposter og havde ofte god Hjælp af ham. Ciceros politiske Indflydelse naaede paa den Tid sit Højdepunkt: da han kunde sætte igennem hvad han vilde, fortrængte han ved sin Politik Antonius fra Byen og fik de to Konsuler, Hirtius og Pansa, sendt ud for at bekrige ham; desuden bevægede han Senatet til at bevilge Cæsar som Fædrelandets Forsvarer Liktorer og Prætorrang. Da Antonius imidlertid var blevet besejret, men begge Konsulerne var døde efter Slaget og Stridskræfterne nu samlede sig om Cæsar, blev Senatet bange for den unge Mand, der havde haft et saa glimrende Held, og under Paaskud af at det ikke behøvede Forsvarere, efterat Antonius var flygtet, forsøgte det ved Æresbevisninger og Gaver at skille Hæren fra ham og splitte hans Magt. Som Følge heraf blev Cæsar bange og afsendte i al Hemmelighed nogle Mænd, der skulde gøre Cicero Forestillinger og overtale ham til at skaffe dem begge Konsulatet samtidigt: naar Cicero havde overtaget Embedet, kunde han ordne Forholdene ganske efter sit eget Skøn og regere den unge Mand, der kun higede efter Navn og Ry. Cæsar selv indrømmer, at han af Frygt for at blive styrtet og udsat, som han var, for at blive isoleret havde draget Fordel af Ciceros Ærgerrighed, idet han tilskyndede ham til at søge Konsulatet med ham selv som Støtte og Hjælper.
46. Cicero, som trods sin høje Alder nu ganske lod sig forlede og narre af den unge Mand, saaat han støttede hans Kandidatur og skaffede ham Senatets Gunst, blev straks angrebet derfor af sine Venner, og inden ret lang Tid mærkede han, at han havde styrtet sig selv i Ulykke og forraadt Folkets Frihed. Da Cæsar nemlig var steget i Magt og havde faaet Konsulatet, gav han Cicero en god Dag. blev Ven med Antonius og Lepidus og efter at have samlet hele Magten delte han Herredømmet med dem, som man deler en hvilkensomhelst Besiddelse. Der blev ogsaa opsat en Liste over dem der skulde dø, over 200. Det Stridsspørgsmaal der fremkaldte den heftigste Kamp imellem dem var Ciceros Proskription, idet Antonius ikke vilde vide af Forsoning, hvis ikke han blev det første Offer, og Lepidus gav Antonius Medhold, medens Cæsar gjorde Modstand mod begge. De holdt deres Sammenkomster ganske alene og i Hemmelighed i Nærheden af Byen Bononia tre Dage igennem, og de mødtes paa et af en Flod omstrømmet Sted langt borte fra Lejrene. I de to første Dage skal Cæsar have kæmpet for Ciceros Liv, men paa den tredie gav han efter og ofrede ham. Udvekslingen af Ofre blev saaledes: Cæsar skulde opgive Cicero. Lepidus sin Broder Paulus og Antonius Lucius Cæsar, som var hans Morbroder. I den Grad bragte deres Vrede og Raseri dem til at fornægte al menneskelig Tænkemaade, eller rettere, de viste at intet Rovdyr er vildere end et Menneske der har faaet Magt nok til at tilfredsstille sin Lidenskab.
47. Medens dette foregik, opholdt Cicero sig sammen med sin Broder paa sin Villa ved Tusculum; men da de hørte om Proskriptionerne, besluttede de at drage bort til Astura, hvor Cicero havde en Ejendom ved Kysten, og derfra sejle til Makedonien for at opsøge Brutus, som Rygtet allerede fortalte var Herre derovre. Udmattede som de var af Sorg rejste de i Bærestole; paa Rejsen gjorde de tit Holdt, nærmede Bærestolene til hinanden og beklagede i Forening deres Skæbne. Mest modløs var dog Quintus, som ogsaa tænkte paa deres Fattigdom; han sagde nemlig at han intet havde faaet med hjemmefra, og ogsaa Cicero selv havde det knebent med Rejsemidler: derfor var det bedst, sagde han, at Cicero flygtede i Forvejen, og at han selv skyndte sig efter ham, naar han havde skaffet sig det nødvendige fra sit Hjem. Dette blev de enige om, hvorpaa de omfavnede hinanden og grædende skiltes. Quintus blev ikke mange Dage efter af sine Slaver forraadt til dem der søgte efter barn og dræbt tilligemed sin Søn. Cicero rejste til Astura, fandt straks et Fartøj, gik om Bord og sejlede med gunstig Vind langs Kysten til Circejum. Derfra vilde Skibsfolkene straks stikke i Søen igen; men hvad enten det var af Frygt for Sejladsen eller fordi han endnu ikke helt havde opgivet Troen paa Cæsar, han gik fra Borde og rejste over Land 100 Stadier * i Retning af Rom; men saa blev han igen fortvivlet, skiftede Sind og drog ned til Kysten ved Astura. Her overnattede han plaget af uhyggelige og fortvivlede Tanker, ja han fik endogsaa den Ide, uset at gaa ind i Cæsars Hus og dræbe sig selv paa hans Arne for derved at nedkalde Gudernes Hævn over ham. Men ogsaa denne Tanke opgav han af Frygt for Pinsler, og idet mange forvirrede og modsatte Planer stadig skiftede i hans Sind, lod han sine Slaver bringe sig ad Søvejen til Cajeta, hvor han havde Landejendomme og et ved Sommertid behageligt Tilflugtssted, naar Passatvindene sender en forfriskende Brise ind over Land. Der ligger ogsaa noget fra Kysten et lille Apollotempel; herfra hævede der sig en Sværm af Ravne, som under høje Skrig nærmede sig til Ciceros Fartøj, da det blev roet ind imod Land; de satte sig paa begge Sider af Raaen, nogle skreg, andre huggede med deres Næb i Enderne af Tovværket, hvad alle fandt var et daarligt Varsel. Cicero steg imidlertid i Land, gik op til sin Villa og lagde sig ned for at hvile; men de fleste af Kavnene satte sig i Vinduet og forstyrrede ham med deres Skrig, medens en enkelt fløj hen til Løjbænken og med Næbet efterhaanden trak Kappen, hvori Cicero havde indhyllet sig, bort fra hans Ansigt. Da Slaverne saa dette, gjorde de hinanden Bebrejdelser, fordi de fandt sig i at være ørkesløse Tilskuere til deres Herres Drab, medens Dyrene hjalp ham og nærede Bekymring for ham i hans ufortjente Skæbne, og dels ved Bønner, dels med Magt fik de ham ind i Bærestolen og begyndte at bære ham ned til Kysten.
48. Imidlertid indfandt Bødlerne sig, Centurionen Herennius og Krigstribunen Popillius, hvem Cicero engang havde forsvaret mod en Anklage for Fadermord; de havde Tjenere med. Da de fandt Døren lukket, slog de den ind; men da Cicero ikke kom til Syne og Husets Folk sagde at de ingenting vidste, skal en ung Mand ved Navn Philologus, som Cicero havde givet en ordenlig Undervisning og Opdragelse, en frigiven af hans Broder Quintus, have vist Tribunen, at Bærestolen gennem de beplantede og skyggefulde Spaseregange blev baaret ned til Kysten. Tribunen tog saa et Par Mand med og løb rundt til Udgangen, medens Herennius i Løb styrtede ned gennem Gangene; dette hørte Cicero, og han befalede da sine Slaver at sætte Bærestolen ned. Selv tog han sig, som han havde for Vane, med venstre Haand om Hagen og saa bestemt paa Morderne; han var dækket af Smuds, hans Haar forsømt og Ansigtet udtæret af Bekymringer, saaat de fleste tilhyllede deres Ansigter, medens Herennius dræbte ham. Han blev dræbt efter at have strakt Halsen ud af Bærestolen, i en Alder af 64 Aar. Man af huggede hans Hoved og paa Antonius' Befaling ogsaa Hænderne, med hvilke han havde skrevet de filippiske Taler; saaledes kaldte Cicero nemlig sine Taler mod Antonius, og endnu den Dag idag kaldes disse Bøger de filippiske Taler.
49. Da Ciceros Hoved og Hænder var blevet bragt til Rom og Antonius, som netop ledede en Folkeforsamling, hørte om hans Død og saa dem, raabte han at nu var det forbi med Proskriptionerne. Han lod Hovedet tilligemed Hænderne opstille ovenover Snablerne paa Talerstolen, et gruligt Syn for Romerne, der troede ikke at se Ciceros Ansigt, men et Billede af Antonius' Sjæl. Forresten havde han samtidig hermed dog een fornuftig Tanke, idet han overgav Philologus til Quintus Enke Pomponia, og da hun havde faaet hans Person i sin Magt, hævnede hun sig ved at tilføje ham forskellige frygtelige Pinsler og tvang ham til at afskære sit eget Kød, stege det lidt efter lidt og derpaa spise det. Saaledes har nemlig adskillige af Forfatterne berettet; men Ciceros egen frigivne Tiro nævner aldeles ikke Philologus' Forræderi. — Jeg hører at Cæsar mange Aar senere engang kom ind til en af sine Dattersønner, som sad med et Skrift af Cicero i Haanden og nu forfærdet lagde sin Kappe over det; men Cæsar, der havde set det, tog Bogen og gennemlæste, ligesom han stod der, en stor Del af den, hvorpaa han rakte den til den unge Mand med de Ord: »En veltalende Mand, min Søn, veltalende og fædrelandskærlig.« Og saasnartsom han havde faaet Bugt med Antonius, tog han i sit Konsulat Ciceros Søn til Medkonsul, og i dennes Embedsaar omstyrtede Senatet Billedstøtterne af Antonius, ophævede alle de andre Æresbevisninger for ham og vedtog yderligere, at ingen af Slægten Antonius maatte bære Navnet Marcus. Saaledes lod Guddommen Ciceros Slægt sætte Kronen paa Antonius' Tugtelse.
|
|