Plutark fra Khaironeia

Plutark, der levede ca. 50 - 120 evt., var af en familie, der i mange generationer havde spillet en central politisk rolle i den temmelig lille by Khaironeia i Bøotien i Midt-grækenland, og han levede det meste af sit liv dér. Men han var vidt berejst, havde været i både Athen (selvfølgelig), Ægypten og Italien, og så naturligvis Rom. Han kendte mange ledende romere og havde en bred kontaktflade i øvrigt. I romersk kontekst fik han visse hædersbevisninger og var også i en periode engageret i administrationen af provinsen Achaea (ca. = Grækenland); større betydning har han selv lagt på at være præst ved Apollon-templet i Delphi, der i hans levetid oplevede en renæssance.

Men det er ikke for sin politiske indsats eller sit embede som præst, Plutark fortjener at huskes; det berettiger derimod hans forfatterskab, der var meget stort og har spillet en helt afgørende rolle i receptionen af antikken fra 1500 - 1800. Forfatterskabet deler sig i to: filosofiske afhandlinger og biografier af en lang række personer fra både Rom og Grækenland, de såkaldte 'parallele liv'.

Filosofisk interesserer Plutark sig ikke mindst for etiske problemer, der er relevante i menneskers almindelige hverdagsliv; en stor rolle spiller forskellige personlighedstyper - den snakkesagelige type, den nysgerrige type, venner osv. Men bredden af emner, han tager op, er stor. Guddommelig retfærdighed, tilfældet og skæbnen, interesserer ham, og naturligvis har han også skrevet om problemer forbundet med hans embede som præst: 'Om epsilon i Delfi', 'Om oraklerne i Delfi' og 'Om oraklernes ophør'. I den filosofisk mere 'tekniske' ende finder vi skrifter til fortolkningen af Platon ('Om sjælens tilblivelse i Timaios') - hvad der er ganske naturligt, siden Plutark var platoniker - og værker, der skarpt kritiserer tidens to dominerende filosofiske systemer, stoikerne og epikuræerne. Disse værker er dels interessante i sig selv - de viser tidens intellektuelle klima, og det er ikke uinteressant - dels vigtige som kilder til de filosofiske retninger, som Plutark kritiserer.

De fleste af Plutarks 'filosofiske' værker er formet som 'dialoger'; to eller flere personer diskuterer med hinanden. Der er dog som regel tale om længere indlæg, og ikke ofte om egentlig modsigelse - dialogerne er mere i Aristoteles' end i Platons stil.

De filosofiske værker alene kunne muligvis have skaffet Plutark en varig berømmelse, men det, der har talt mest til eftertidens fantasi, er hans mange biografier af berømte romere og grækere. De er næsten altid stillet op i par - Alexander den Store er f. eks. parret med Caesar som de store verdenserobrere. Ofte er disse fremstillinger hovedkilder til vor viden om antikke personer. Kvaliteten af fremstillingen varierer med Plutarks kilder; Plutark er ingen stor historiker selv, og han vil for så vidt heller ikke være historiker - hvad der interesserer ham, er hans personers egenskaber (ligesom det var de personlige egenskaber, der interesserede ham som filosof). Flere af biografierne handler om personer i det athenske demokratis tidlige tid, Themistokles, Aristeides, Kimon og - som en af de vigtigste biografier - af Perikles, det athenske demokratis store hovedfigur; men også den tidligere reformator af Athens samfund, Solon, er repræsenteret. Romersk politik er repræsenteret af Graccherne, Caesar, Cicero, Brutus og Antonius - disse sidste tre er ikke mindst vigtige, fordi de inspirerede Shakespeare til to af hans store historiske dramaer, 'Julius Caesar' og 'Antony and Cleopatra'.

Sprogligt og stilistisk er Plutark temmelig blomstrende; for folk, der er vant til at læse de klassiske græske værker, kan læsningen af Plutark være vanskelig, ligefrem anstrengende. Men også sprog og stil er tidstypisk; og når man vænner sig til stilen, går det op for en, at den faktisk på mange måder minder meget om moderne sprog og stil.