Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Polybiosvar en græsk politiker og historiker fra Megalopolis på Peloponnes i Grækenland. Født ca. 200, død ca. 120 fvt. levede han på den tid, hvor romernes magt for alvor bredte sig ned over Grækenland; som politiker var han personligt involveret i den proces, og blev efter grækernes nederlag i slaget ved Pydna i 168 fvt. ført til Rom som gidsel. Han kom i Rom ind i de fornemste romerske kredse og blev en nær ven af tidens største romerske general, Publius Cornelius Scipio Africanus Minor. Alt dette gav ham enestående mulighed for at lære den romerske stormagt at kende indefra, og det er da også netop dette fortrin, han udnytter, da han giver sig til at skrive historie. Polybs værk var formentlig oprindeligt planlagt til 30 bøger og skulle dække tiden fra begyndelsen af den anden puniske krig (218 - 201 fvt.), i hvilken Rom tilintetgjorde Karthago og dermed fjernede al modstand i den vestlige del af Middelhavet, til slaget ved Pydna; hensigten var at forklare romernes overlegenhed og dermed deres succes i kampen om overherredømmet (hegemoniet) i Middelhavet. De næste ti bøger, 31 - 40, fremstilles konsekvenserne af romernes nyvundne magtposition, frem til tilintetgørelsen af Karthago og Korinth i 146 fvt. Polyb er velvilligt indstillet overfor romerne, men er ikke blind for de enorme problemer, det romerske samfund og den romerske politiske elite stod over for, og hans skepsis overfor romermagten tager til, jo længere frem i værket han kommer. Polyb er interesseret i teoretiske spørgsmål, både statsteoretiske og historie-videnskabelige. I sjette bogs indledning fremlægger han de fremherskende græske teorier om styreformer og applicerer dem derefter i det følgende afsnit på den romerske forfatning, han finder kendetegnet ved at være en blandingsforfatning, der har hentet det bedste i flere forskellige typer af forfatninger. I 12. og 18. bog diskuterer han historisk metode. For Polyb er historie et praktisk anliggende; værket skal kunne bruges af aktive politikere til at reagere bedre i den politiske virkelighed, de befinder sig i; Polyb lægger derfor vægt på årsagsforklaringer og på at sammenkæde begivenheder, der har haft vigtig indflydelse på hinanden. Historie beregnet på litterær nydelse eller leg med læserens følelesliv tager Polyb voldsom afstand fra. Det betyder ikke, at Polyb ikke er en fornøjelse at læse, eller at han ikke tager sig de (litterære) friheder, andre historikere tager, som f. eks. at indlægge taler i værket, han selv må have skrevet - ud fra, hvad de pågældende må have ment og måske sagt. Polybs betydning som historiker skal ses dobbelt. Hans uvilje til at skrive 'populært' betød, at han mest blev læst af professionelle; værket havde ikke stor udbredelse. Det er da også derfor, det ikke er bevaret. Han benyttede sin samtids dannede sprog og kunne derfor heller ikke bruges i skolesystemet senere hen, hvor man lagde vægt på, at sproget skulle være attisk græsk fra den klassiske periode - altså som man talte i Athen omkring år 400 fvt. Romerne selv var naturligvis en smule skeptiske overfor en fremmed som historiker på det romerske område. Men Polybs forhold til Scipio 'reddede' ham fra fuld fordømmelse - f. eks. Cicero kendte Polyb og anerkendte hans indsats. Mange af de tanker, Polyb gør sig om den romerske forfatning og den indpasning i den almene politologiske teori, overtager Cicero i sit eget statsteoretiske værk, De re publica. |
Sidst revideret 3. 9. 2015