Polykleitos fra Argos

skulptur-kunstner, aktiv mellem 460 og 410 fvt.

Polyklet (som han ofte kaldes på dansk) arbejdede næsten udelukkende i bronce. Hans måske mest berømte værk er Dorýphoros, 'Spydbæreren', fra ca. 440 fvt., som var meget populær i oldtiden og er kendt i omkring 50 kopier - originalen er, som næsten altid, gået tabt. Den bedste kopi er på Nationalmuseet i Napoli; en anden kopi, knap så god, findes i Vatikanet. I Berlin, på Pergamonmuseet, har man en tredje kopi med en god gengivelse af selve kroppen. Alle disse kopier er lavet i marmor - meget få kopier i det hele taget er lavet i bronce - og alle er de fra romersk tid.

Et andet berømt værk, Diadoúmenos, 'Den der binder noget rundt om sig', findes i en god kopi fra ca. 100 fvt. fra Delos. Den er 195 cm. høj. Den er nu på Nationalmuseet i Athen. Det er iøjnefaldende, at selve kroppen på de to statuer er stort set identiske. Polyklet var en meget metodisk kunstner; han udarbejdede en teori for legemets proportioner, som han udgav under titlen Kanon - 'Rettesnoren'. Han brugte vistnok sin egen Spydbærer som ideal-eksempel. Begge statuer står i den stilling, man kalder kontrapost, dvs. hoften hælder til den ene side og skuldrene til den anden, så hele personens stilling kommer til at have en svagt s-agtig form. Begge har også en markeret 'atletfold'; og mavemuskulaturen er omhyggeligt gengivet. Ansigtsudtrykket er enten udtryksløst eller indadvendt (vælg selv) - vi er først langsomt på vej væk fra 'den strenge stil'. Begge skulpturer skal vel kun ses fra én vinkel - forfra. Polyklet stræbte med sine teorier efter at gengive mennesket præcist - men der er stadig tale om et 'ideal-menneske'; man kan ikke afgøre, om Spydbæreren er en mytisk helt eller en person, der faktisk levede på Polyklets tid. Mange mener, han forestiller Akhilleus. Polyklets teorier blev meget dominerende i græsk skulptur - man kan se Spydbærer-indflydelse alle mulige steder. Senere billedhuggere forsøger at frigøre sig fra dem på forskellige måder, ikke mindst ved at gøre deres skulpturer mere 'aktive' og tvinge iagttageren til at gå rundt om dem. Man overholder heller ikke Polyklets proportionsregler senere - f. eks. gør man ofte hovedet mindre, end Polyklet gjorde. Det gælder ikke mindst Lysippos og Praxiteles.