Jean Racine: Phèdre

Tragedien Phèdre af Jean Racine blev opført første gang i Paris 1. januar 1677. Det er Racines sidste og bedste stykke.

Tragedien er oversat til dansk af Max Lobedanz i 1952 uden Racines vigtige forord; senere genoptrykt i Fransk klassisk drama ved Jens Kruuse, i Gyldendals Bibliotek - Verdenslitteratur, bd. 16 (1967), med Racines forord. Lobedanz omskriver alle personernes navne til græsk - og det er fulgt i resuméet nedenfor. Lobedanz oversætter også til 'blankvers' (et versemål, bl. a. Shakespeare brugte); Racine skrev på det mere komplekse versemål alexandrineren.

Handlingen er hentet hos Euripides' Hippolytos og fra Senecas Phaedra. Racines stykke har senere inspireret Per Olov Enquist til stykket Til Fædra.
Scenen står i Troizen syd for Epidauros (se kort).

Personer (in order of appearance)			Forkortelse
Hippolytus	(uægte) søn af Theseus med amazonen Hippolyte, hjemmehørende i Troizen		H.
Theramenes	Hippolytus' opdrager		Tr.
Oinone	Fædras amme		O.
Fædra	Theseus' hustru, dronning af Athen, prinsesse af Kreta		F.
Panope	i tjeneste hos Fædra		P.
Aricia	datter af Pallas, en tronprætendent, fjende af Theseus, der har likvideret hans sønner, men skånet A.		A.
Ismene	Aricias veninde		I.
Theseus	konge af Athen, gift med Fædra, far til Hippolytos. Ved stykkets begyndelse forsvundet på et togt.		Ts.

Resumé

1. akt, sc. 1 H., Tr.	Hippolytos vil søge efter sin far; Theramenes har allerede prøvet, forgæves. H. afviser, at Theseus ikke vil findes. Han vil væk, fordi Fædra er kommet til Troizen. Fædra er syg, uvist af hvad. H. ønsker dog at rejse, fordi han føler sig tiltrukket af Aricia, datter af Theseus' fjende Pallas. Theseus har forbudt hende at få børn, og Hippolytos vil også øve stordåd ligesom sin far - og undgå de negative sider af Theseus' væsen (i hans unge dage) - især troløsheden.
2. sc. H., Tr., O.	Oinone fortæller om Fædras sygdom og uro. Hun vil ingen se. H. går.
3. sc. F., O.	Fædra er svækket og vil have smykker og slør af, skønt hun lige har villet have det på. Og lige før var hun stærk. Hun vil dø. Men så længes hun efter skov og hestevæddeløb - i vildelse. Hun skammer sig. O. bebrejder hende hendes dødstrang - hendes børn vil blive tilsidesat af H.! Ved H.'s navn gisper F., og O. tror, det er af had - men F. taler om sin 'brøde', og O. lokker hende til at tilstå, at hun elsker H. O. er forarget, og F. fortæller, forelskelsen har varet længe. Hun har prøvet alt for at blive fri af den igen - bønner, landsforvisning af H. fra Athen. Nu har hun atter set ham - og martres. Hun vil dø.
4. sc. F., O., P.	Panope melder Theseus' død. Der vælges ny konge i Athen - valget står mellem F.'s søn, H. og Aricia.
5. sc. F., O.	O. kræver, at F. skal beskytte sin søn ved en alliance med H. mod Aricia. F. accepterer denne plan.
2. akt, sc. 1 A., I.	I. fortæller A. forskellige rygter om Theseus' død - at han er druknet eller gået ned til dødsriget levende. A. er ikke mere uden muligheder. Man vi kåre H. til konge. A. frygter H.s kvindehad, men I. har set H.s forelskelse i A. A. tvivler på, at hun kan elske, når hendes brødre er døde. Der er jo også forbud mod at gifte sig med hende. Faktisk beundrer hun H. og finder ham smuk. Hun vil netop gerne overvinde H.s modstand.
Sc. 2 H., A., I.	H. meddeler, han må rejse, og at A. er fri til at gifte sig. Selv er han ikke. A. svarer, at hun nu netop er bundet. H. vil vige fra Athens trone for A., hvis hun vil have magten. A. er glad for hans velvilje. H. priser A.s skønhed og bekender sin kærlighed. Han har ellers kæmpet imod, men han er ikke mere sig selv.
Sc. 3 H., A., Tr., I.	F.s komme meldes; hun vil tale med H. A. mener, han skal gøre det.
Sc. 4 H., Tr.	H. sender Tr. afsted for at forberede rejsen.
Sc. 5 F., H., O.	F. udtrykker bekymring for sin søns vilkår og ønsker H.'s beskyttelse, trods hendes egen fjendtlige behandling af ham. Men hun har en større angst. H. tror, hun frygter Theseus død. Men F. venter ham ikke hjem, og forresten lever han jo i H.! Dette fejltolker H. naturligvis. F. foragter Theseus, som han er nu - men elsker ham, som han var, og som H. er. F. havde behandlet H. som Ariadne behandlede Theseus, hvis han havde været der ... ja mere. H. misforstår igen - og vil gå. Men F. holder ham tilbage og tilstår sin kærlighed - trods hendes handlinger. Hun er villig til at dø for hans hånd. Men H. handler ikke, og F. trækker selv hans sværd - Her griber O. ind og får F. væk.
Sc. 6 Thr., H.	Tr. forstår intet; H. vil flygte. Tr. melder valget af F.s søn til kongen, men også, at Theseus måske lever.
3. akt, sc. 1 F., O.	F. skammer sig og plages ved H.'s afsky. O. vil have hende til at handle, gribe magten. Hun vil gøre alt for at hjælpe F. og straffe H.'s hovmod. F. håber, det kan ændre sig, måske ved at tilbyde ham magten i Athen som F.'s søns fader.
Sc. 2 F.	F. beder til Afrodite.
Sc. 3 O., F.	O. melder Theseus' hjemkomst, og F. bliver desperat - hum må nu dø uden ære - H. vil jo tale, og gør han ikke, vil hun altid frygte afsløring alligevel. Hun må dø - men er ked af sit eftermæle. O. foreslår at anklage H. i stedet; hun skal nok gøre det fornødne.
Sc. 4 Ts., H., F., O., Tr.	Ts. kommer, men F. afviser hans omfavnelse - hun er uværdig.
Sc. 5 Ts., H., Tr.	Ts. undrer sig; H. beder om tilladelse til at rejse langt væk fra F. Han vil ud og være en helt, der slår uhyrer ihjel, ligesom Ts. og Herakles. Ts. undrer sig endnu mere. Han har været i Epirus for at skaffe sin ven en hustru, men vennen blev dræbt og Ts. fængslet i en kælder. Han slap dog ud og tog hævn. Men man tager koldt imod ham hjemme. Han vil prøve at finde ud af hvorfor.
Sc. 6 H., Tr.	H. vil forsigt prøve at få faderens forståelse.
4. akt, sc. 1 O., Ts.	O. har fortalt løgnen om forsøget på voldtægt og Ts. er vred. Nu forstår han H.s kulde.
Sc. 2 Ts., H.	H. bemærker Ts.' vrede. Ts. forbander ham og bruger Poseidons løfte. H. forstår, hvad F. har sagt, men siger dog ikke sandheden; han antyder den i forblommede ord. Han fremhæver stolt sin afholdenhed. Ts. ser afholdenheden som endnu et bevis, og H. tilstår sin kærlighed til A. - hvad Ts. ser som et 'kunstgreb' for at slippe for anklagen. Han sender H. i eksil.
Sc. 3 Ts.	Ts. forudser H.'s endeligt, men er meget ulykkelig ved det.
Sc. 4 F., Ts.	F. beder om nåde for H. Ts. fortæller om H.s kærlighed til A.
Sc. 5 F.	F. er rystet.
Sc. 6 F., O.	F. fortæller O. om A. Hun martres ved tanken om H. og A. sammen. Hun vil nu også have A. dræbt. Men så gribes hun af skamfølelse og længes mod straffen i underverdenen. O. opfordrer hende til at bære sit åg. F. giver hende al skyld - og forbander hende.
5. akt, sc. 1 H., A.	A. opfordrer H. til at sige sanheden. H. vil ikke påføre sin far den skam og pålægger A. tavshed. Han foreslår flugt sammen, men A. vil kun, hvis de gifter sig. De aftaler at mødes ved et tempel udenfor byen.
Sc. 2 Ts., A., I.	Ts. beder guderne om sandhed.
Sc. 3 Ts., A.	A. forsvarer H. mod Ts.' anklager og advarer ham indirekte imod F.
Sc. 4 Ts.	Ts. er atter usikker og vil igen forhøre O.
Sc. 5 Ts., P.	Men P. melder O. død ved selvmord; F. ustadig og angst. Ts. befaler H. ført tilbage.
Sc. 6 Ts., Tr.	Tr. melder H. død. Mens H. sørgmodigt drog bort, blev han angrebet af et forfærdeligt havuhyre. Alle flygtede; kun H. kæmpede imod. Hans heste blev skræmte, vognakslen brækker, og H. trækkes til døde efter hestene. Hans sidste tanke gjaldt A. Netop da komA. og faldt om i afmagt.
Sc. 7 Ts., F., Tr., P.	Ts. erkender sin fejl og forbander sin berømmelse, der vil bevare historien til evig tid. F. tilstår sin brøde - og skyder det meste af skylden på O. Selv har hun taget gift. Ts. beslutter sig for at tage A. til sig.