C. Sallustius Crispus: Katilina, oversat af H. H. Lefolii 1894.
<<< 4
5. Lucius Sergius Katilina var af stormands-byrd og besad store evner både åndelig og legemlig men et slet og fordærvet hjertelag. Fra ungdommen af fandt han sin lyst og glæde i tvedragt, rov og borgersplid; sådanne var de idrætter, han lagde sig efter i sine bedste år. Hans krop kunde døje sult, kulde og søvnløshed, mer end nogen skulde kunne tro. Men hjerte havde han til at driste sig til, hvad det skulde være; og underfundig var han og rænkefuld, uberegnelig og dreven i alskens hykleri og forstillelse; andres gods attråede han, eget ødslede han med, og brændende lidenskabelig var han i enhver attrå; tungefærdighed havde han nok af, forstandigt overlæg kun lidet. I umættelig higen fandt han aldrig nogen grænse for sin attrå, tragtede efter det utrolige og rakte altid efter, hvad der hang alt for højt for ham. Sådan som han altså var, var han efter Lucius Sullas enevælde bleven greben af et voldsomt begær efter at tiltvinge sig magten i staten; og hvilken måde han opnåede dette på, det var ham den ligegyldigste ting, når han blot selv kunde skaffe sig kongevælde. Dag for dag hidsedes hans ubændige sind mere og mere ved mangel på formue og ved ond samvittighed; begge dele var kommet til at gå til det yderste hos ham, og skylden derfor lå i de oven omtalte hans egenskaber. Så lå der desuden en spore for ham i samfundets moralske fordærvelse, idet livet hos borgerne ødtes ved to laster, indbyrdes modsatte men begge lige ødelæggende, overdådighed og havesyge.
6 >>>