C. Sallustius Crispus: Katilina, oversat af H. H. Lefolii 1894.
<<< 5
Siden jeg har fået anledning til at berøre samfundslivet, tror jeg deri at finde en opfordring til at gå tilbage i tiden og i al korthed fremstille vore forfædres ordning af sagerne i fred og i krig, hvordan de selv lagde deres offentlige forhold til rette, hvor stor en magt der har været at tage i arv efter dem, og hvordan forfatningen efterhånden er bleven omdannet, så at den har mistet sine fortræffelige egenskaber og iste-den derfor er bleven til en kilde til fordærvelse og dårlighed.
6. Som stad er Rom efter fremstillingen i mine kilder fra først af blevet grundlagt og befolket af Trojanere, som under ledelse af Æneas var udvandrede fra deres hjemstavn og derefter hidtil havde flakket om uden at have fast bo nogensteds, og ved siden af dem af Aboriginere, en nomadisk horde uden dannelse, uden lovgivning og styrelse, fri og ubunden. Efter at disse to flokke havde mødts i een by, smeltede de, trods den forskel, der var imellem dem i herkomst, tungemål og levevis, sammen med en lethed, man har ondt ved at forestille sig; så der behøvedes kun kort tid, forat en usammenhængende skare landstrygere under gensidig forståelse kunde blive bragt til at være et samfund af borgere. Men så snart den således skabte stat var vokset i borgertal og havde udviklet sig til ordnet levevis og erhvervet sig større landområde, så at det viste sig, den havde lykken med sig i rimeligt mål og var i besiddelse af antagelig magt, kom det til at gå efter menneskelivets almindelige kår, så velstand avlede avind. Derfor hjemsøgtes den med krige af tilstødende konger og folkemagter; af venner var der kun enkelte, der kom til hjælp; de øvrige blev slagne med frygt og holdt sig udenfor faren. Men i fred og i krig arbejdede Romerne sig med anstrengt kraft ivrig fremad; de rustede, satte mod i hverandre, rykkede ud imod deres fjender og værnede med væbnet hånd om deres uafhængighed, deres fødeby og deres frender. Og derefter, så snart de ved mandemod havde afværget farerne, bragte de selv de venner hjælp, der havde stået dem ved siden i farens stund, og åbnede sig adkomst til venskab ved at vise tjenester og ikke så meget ved at modtage tjenstbevisninger. De havde en styrelse ordnet ved love, og denne styrelse bar navn af kongevælde. Mænd, hvis legeme var svækket ved årenes mængde, mens deres ånd var kraftfuld ved visdom, kåredes til under rådslag at våge over folkets tarv; fædre kaldtes de såvel efter deres alder, som og fordi det var en faders gerning, de havde at gøre. Men der kom en tid, da kongevældet, som i begyndelsen havde tjent til at sikre uafhængigheden og styrke staten, forvandledes til et selvrådigt og vilkårligt herrevælde; da omdannede Romerne deres forfatning og skaffede sig årlig skiftende øvrigheder, så at der skulde være to mænd ad gangen, der stod for styret ved siden af hinanden; således mente de snarest at fjerne muligheden for, at menneskehjertet i ubunden frihed skulde kunne skeje ud og misbruge magten. 7. Men under de således skabte forhold begyndte enkeltmand mere at gøre sig gældende og lægge det klarere for dagen, hvad der boede i ham; — thi konger kommer lettere til at nære mistanke til gode og dygtige undersåter end til slette, dem vækker andres fortjeneste altid ængstelse hos; — og nu, da folket havde opnået frihed og selvstyre, gik det fremad i et omfang og med en hurtighed, som det ikke er muligt, at vi kan danne os nogen forestilling om; så stærkt var nu driften til at udmærke sig kommen til at virke. Først viste dette sig hos den voksne ungdom; så snart den var stærk nok til at gå i krig, anstrengte den sig i livets skole og vandt i felten færdighed i våbenhåndværket; og de unge mænd fandt deres tilfredsstillelse i smukke våben og stridsheste og ikke i et liv mellem drikkebrødre og løse kvinder. Derved blev der mænd af dem, der var hærdede ved anstrengelser og ikke fandt noget sted ufremkommeligt, nogen hindring uoverstigelig eller nogen væbnet fjende frygtelig; alt havde manddomsmodet gjort det let at få bugt med. Først og fremmest var det dog berømmelsen, der vakte størst kappelyst imellem dem; hver enkelt higede efter at være første mand til at ramme en fjende eller sætte foden på en bymur og blive bemærket under udførelsen af en sådan dåd. Sligt regnede de for rigdom, hæderligt navn og høj adel; navnkundighed stod deres attrå til, penge var de ikke påholdne på: berømmelse forlangte de i fuldt mål men rigdom kun for så vidt æren blev ukrænket. Jeg kunde fortælle om steder, hvor Romerfolket med en lille håndfuld mænd har splittet en stor fjendtlig styrke, og om byer, det har erobret, skønt naturen havde sikret dem; men jeg vilde derved blive dragen alt for langt bort fra det, jeg har for.
8. Men sandelig, alle vegne er det lykken, der råder; den stiller alt i lys eller i skygge, mere efter lune og godtbefindende end efter virkeligt værd og fortjeneste. Hvad Athenienserne gjorde, var efter mit skøn overmåde stort og herligt, om det end dog nok stod en del lavere, end det ord sætter det, der går af det. Men fordi der mellem dem har været højt begavede skribenter, derfor prises deres gerninger over al verden som de største: derved kommer dygtigheden hos dem, der har øvet disse gerninger, til at sættes så højt, som udmærkede forfattere har kunnet løfte den i vejret ved deres skildring. Derimod har Romerfolket aldrig i mængde haft sådanne kræfter til sin rådighed; hos dem har nemlig fremragende forstand altid nærmest virket i det virkelige livs tjeneste; åndelig idræt har ingen øvet med tilsidesættelse af den legemlige ; de dygtige mænd har hellere villet handle end tale, hellere villet se egne hæderlige gerninger priste af
andre end selv fortælle om andres.
9. Som sagt, det var i fred som i krig bravhed i vandel, man lagde sig efter; broderlig samfundsånd herskede i fuldeste mål, pengegrisk egenkærlighed i såre ringe omfang; retfærd og hæderlighed hævdedes mellem dem ved naturlig drift lige så fuldt som ved love. Kiv, splid og strid drev de overfor fjender, med hinanden kappedes borgerne i retsind; ved gudstjenesten viste de sig alt andet end knebne, i deres eget hjem tarvelige og overfor deres venner trofaste. To ting var der, der hjalp dem til at varetage deres egne og deres fædrelands anliggender: mod i krig, men når fred var sluttet, retfærd. Derom finder jeg det kraftigste vidnesbyrd i to forhold: i krigstid deri, at de tilfælde, hvor man har taget straf over folk, der trods givet forbud havde givet sig i kamp med en fjende eller efter derom given befaling ikke været raske nok til at træde ud af en kamp, er flere i tal end dem, hvor straf er bleven brugt, fordi folk havde understået sig til at lade deres fane i stikken eller til at opgive deres plads, når de blev betrængte; og så i fredstid deri, at de mere har hersket ved mildhed end ved skræk og efter at have Helt uret hellere villet tilgive end øve gengæld.
10 >>>