Sappho

græsk lyrisk digterinde (netop noget så usædvanligt som en kvindelig digter), der levede på øen Lesbos i Ægæerhavet i 2. halvdel af 600-tallet fvt.

Sapphos digte er for det meste lyriske monodier, dvs. de er skrevet til, at én person skulle fremføre dem til musikledsagelse (typisk netop en lyre - deraf ordet 'lyrik'). Ikke mange af hendes digte har overlevet til moderne tid - kun få tekster er overleverede som citater gennem middelalderen; andre er fundet på papyrus i Ægypten, men de er ofte meget hullede.

Men det er spændende og udløser ofte en hel pressestorm, når nye stykker af Sappho dukker op. Det skete i 2004 med det såkaldte Tithonos-digt, og igen i 2014 med Broderdigtet.

Emnerne, hun tager op, er mangfoldige, men særligt digtene med erotiske eller halverotiske emner vakte opmærksomhed i eftertiden, og da mange af modtagerne af disse kærlighedserklæringer er kvinder, har Sapfo også givet navn til kvindelig homoseksualitet ('lesbisk' var hun jo, fordi hun boede på øen Lesbos). Hvilket forhold Sapfo har haft til de unge piger, er ikke klart - men der er mange afskeds- og velkomst-digte imellem hendes værker, og de unge piger har derfor formentlig ikke været længe hos hende. Forestillingen om Sapfo som en slags husholdningslærerinde, der var populær i slutningen af 1800-tallet, har næppe noget på sig; på den anden side var mandlig homoerotik i Grækenland ofte netop koblet sammen med, at en yngre mand blev ført ind i samfundet af en ældre mand, han (netop) ikke var i familie med. Noget lignende kan foreligge med Sapfo - bare med et kvindeligt twist.

Ligemeget hvordan det forholder sig med Sapfos personlige forhold, skabte hun sammen med sin samtidige landsmand Alkaios noget af den mest fremragende lyrik, den græske litteratur kunne frembyde. De blev foreviget sammen på en vase fra ca. 470 fvt., hvilket beviser deres popularitet på det tidspunkt, og senere blev de begge optaget på den liste af ni anbefalede lyrikere, som man skabte på biblioteket i Alexandria i 200-tallet fvt., og deres betydning for f. eks. Horats (og Catul) kan næppe overdrives.

Lidt litteratur

Johansen, Holger Friis: Fri mands tale, Viby 1984 (og senere), ss. 79 ff.

Tekstudvalg, der indeholder også de helt nye tekster. Teksten er tilrettelagt af Simon Laursen; de 'nye' digte oversat af George Hinge.