Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside

Seneca: Phaedra

Hvornår denne tragedie er skrevet, og hvorvidt den nogensinde blev opført - eller overhovedet var beregnet på at blive opført - vides ganske enkelt ikke. Forfatteren er Lucius Annaeus Seneca.

En oversættelse af Simon Laursen findes her på hjemmesiden. Den er fra 2007/8.

Handlingen er hentet hos Euripides' Hippolytos, men der er betydelige forskelle. Handlingen er senere brugt på scenen mange gange, og Senecas stykke har også haft en indflydelse på de senere behandlinger - f. eks. Jean Racines Phèdre og Per Olov Enquists Til Fædra.
Scenen står i Athen (se kort).

Personer (in order of appearance)

Hippolytus (uægte) søn af Theseus med amazonen Hippolyte, hjemmehørende i Troizen

Phaedra gift med Theseus, dronning af Athen, prinsesse af Kreta

En amme Phaedras amme

Theseus konge af Athen, gift med Phaedra, far til Hippolytus

Et sendebud - som sagt

Resumé

Forspil	En person - måske Hippolytos - taler i hurtige vers til et jagtselskab om, hvor og hvordan de skal jage - i hele Attika og til fods, med hunde og med net. Derefter henvender han sig til Diana, jagtgudinden.
1. akt	Phaedra klager sin nød. Hun lever som forvist fra Kreta; Theseus er som sædvanlig borte - netop nu i underverdenen for at hente Persephone som brud til Peirithoos. Selv har hun tabt lysten til kvindelige sysler; hun vil i stedet på jagt - og hun genkender sin moders brist. Venus hævner sig på Solens slægt - og dermed på Phaedra. Phaedras amme opfordrer hend til hurtigt at kvæle ilden. Nok er Phaedra stolt, svær at rådgive, men kærligheden vil blive afsløret. Guderne vil se den. Om ikke andet vil hun selv vide besked og martres. Ammen ved godt, genstanden for Phaedras kærlighed er Hippolytus - men det er unatur! Phaedra giver hende ret - men hun kan ikke ... 'Hvad skal fornuft vel hjælpe?' Amor er en mægtig gud. Netop Amors gudestatus afviser ammen heftigt. Phaedras problem er kedsomhed og velstand, der åbner for begæret. I øvrigt er Hippolytus ikke interesseret. Phaedra håber, han kan vindes. Ammen insisterer, og Phaedra giver sig - hun vil begå selvmord. Det vender ammen til det modsatte synspunkt.
Korsang	Koret synger om kærlighedens kraft - overalt rammes ung som gammel, dyr og menneske såvel som gud. Selv Hercules blev ramt.
2. akt	Ammen beskriver Phaedra; han har ingen ro, vil snart det ene, snart det andet. Hun falder bleg hen. Phaedra vises frem; hun vil på jagt og være fri for alt pynt. Hun beder til skovgudinden Hekate om at opbløde Hippolytus. Da Hippolytus viser sig, befaler Phaedra ammen at gå til ham. Ammen opfordrer Hippolytus til at tage mere del i samfundslivet og opgive sin primitive livsstil - og få et sexliv. Også for forplantningen! Hippolytus afviser - det frie liv i naturen er uden lumske bagtanker, fri for kulturens snærende bånd. Små behov og simple løsninger priser han. Sådan levede også det primitive menneske! Men med trangen til rigdom kom krigen. Nu dræber selv brødre hinanden. Især kvinder er en fare - han vil ikke have med kvinder at gøre! Ammen giver op. Phaedra kommer ud - og besvimer. Hippolytus samler hende op, og hun beslutter sig for at gribe chancen - men tøver. Hippolytus opfordrer hende til at tale. Hun opfordrer ham til at tage magten - Theseus kommer ikke hjem. Det tror Hippolytus dog, han gør - og over Phaedra, at han vil være i sin faders sted sålænge. Phaedra tror, hun har en chance nu, men da hun får formuleret sin tanke - at hun elsker Theseus som ung, og det vil sige Hippolytus - bliver Hippolytus rasende af vrede og afsky. Han støder Phaedra fra sig og trækker sit sværd, men da Phaedra ligefrem gerne vil dræbes, lader han hende leve og kaster sit sværd fra sig. Ammen vender hurtigt under høje råb situationen til, at det er Hippolytus, der har forsøgt at voldtage Phaedra. Sværdet er hendes bevis.
Korsang	Koret synger om Hippolytus, der flygter bort - han er skøn som de skønneste i myterne! Skønhed er kortvarig. Guder forgriber sig på den - men Hippolytus er ung, måske kan han klare sig! Koret beskriver, hvordan Phaedra forbereder sig til at lyve om voldtægten. Netop da ser de også Theseus komme hjem.
3. akt	Theseus siger, han er præget af sit ophold i underverdenen, som han blev frelst fra af Hercules. Og nu hører han klagegråd! Ammen fortæller, Phaedra ikke vil ud med, hvad der er galt. Til Theseus siger Phaedra blot, at hun vil dø. Theseus lokker, men ender med at true ammen med tortur, og det får Phaedra til at tale - med en dyr ed viser hun sværdet frem som bevis på, at hun er blevet voldtaget. Theseus bryder ud i en lang tale om Hippolytus' skinhellighed; han vil forfølge Hippolytus overalt i verden og beder Neptun om at dræbe ham samme dag.
Korsang	Koret spørger efter fornuften i naturen; det kan kun se Tilfældets magt.
4. akt	Et bud udpensler Hippolytus' død. Et uhyre fra havet beskrives udførligt, og ligeså dets jagt efter Hippolytus, der forsøger at undvige, frygtløs, men han mister kontrollen over sine heste ... og det beskrives, hvordan hele landskabet er fyldt med blod og løsrevne lemmer. Theseus bliver ulykkelig.
Korsang	Tilfældet rammer de store hårdere end de små. Det gælder også Theseus.
5. akt	Phaedra står med draget sværd og bekender sin brøde - med en anklage mod Theseus' 'evige hårdhed'. Så dræber hun sig selv. Theseus påklader forgæves døden - og ender med at forsøge at samle sin søns spredte lemmer.

Sidst revideret 25. 1. 2010