SOFISTERNE.

Sofisterne er ikke betegnelsen for en filosofisk skole, men en åndsretning, som spillede en stor rolle i navnlig det 5. årh. og senere; baggrunden er demokratiets udvikling i Athen, som skabte behovet for en mere almen uddannelse af ungdommen, især i retorik, talekunst. Man skulle kunne gøre sig gældende på folkeforsamlingen og i retten.

Kilderne til deres historie er mangelfulde: kun få sofister har skrevet noget, og det der har været skrevet, er for det meste gået tabt. Vi kender dem mest gennem deres modstandere, navnlig Aristofanes, Platon (og senere Aristoteles). Men vi har en del navne, og vi kan spore deres indflydelse på mange andre forfattere, fx Herodot, Thukydid, Euripides og talerne (først og fremmest Isokrates).

Den berømteste af sofisterne var Protagoras, der opr. kom fra Abdera i det nordlige Grækenland. Han kom ofte til Athen og havde gode forbindelser med bl.a. Perikles. Vi har titler på nogle skrifter forfattet af ham, fx "Sandheden" og "Om guderne", men kender ham bedst gennem Platon, som behandler ham med stor respekt, omend som modstander. Han var med til at give love for den attiske koloni Thurii i Syditalien (omkr. 445 f.Kr.).

Protagoras’ måske berømteste sætning stammer fra indledningen til "Sandheden": "Målestokken for alle ting er mennesket, for det værende at det er, for det ikke-værende at det ikke er. At være er lig med at synes for nogen..." (det ord der bruges er fainesthai, samme ord som vi har i fænomen). Udsagnet fortolkes normalt som udtryk for at "alt er relativt, alt afhænger af øjet der ser" el.lign. – i hvert fald at der ikke gives nogen almengyldig, objektiv sandhed.

Andre sætninger af Protagoras lyder: "Om enhver sag kan der gives to, hinanden modstridende, udsagn" og "Det drejer sig om at gøre den svagere sag til den stærkere" – altså slagord om at ethvert udsagn kan benægtes og at det er muligt at argumentere for et tilsyneladende svagt standpunkt. Men det kan udlægges som om man kan gøre sort til hvidt, og det er sådan det opfattes i Aristofanes’ Skyerne. Om guderne har Protagoras også udtalt sig: "Om guderne véd jeg ikke om de eksisterer eller ej, eller hvilken skikkelse de har; mange ting hindrer sikker viden: sagens dunkelhed og menneskelivets korthed".

Platon har givet en livfuld skildring af et møde mellem Sokrates og Protagoras i sin dialog "Protagoras". Her får man også et indtryk af hele det miljø som sofisterne prægede i Athen, de velhavendes sønners begejstring og diskussionen indbyrdes mellem sofisterne og deres modstandere.

Gorgias optræder af gode grunde ikke blandt sofisterne i Platons Protagoras, for han kom først til Athen i 427, altså nogle år efter at dialogen tænkes at have fundet sted. Hans hjemby var Leontinoi på Sicilien, og hans ærinde i Athen var at hente hjælp mod Syrakus. Sandsynligvis er han født omkr. 480, var altså jævnaldrende med Sokrates, og han blev meget gammel – næsten 100 år.

Gorgias er først og fremmest retor, dvs. veltalenhedslærer. Veltalenhed havde vel altid været et ideal – hos Homer skal en helt helst være både modig og veltalende, jvf. Odysseus. Det som Gorgias gjorde var at sætte veltalenhed i system, at gøre det til noget der kunne læres. Platon lader ham sige (i dialogen Menon) at han kun vil uddanne dygtige talere, moralske spørgsmål interesserer ham ikke. Og et andet sted at ’retorikken er alle andre fag overlegen, fordi den gør sig alt og alle underlegen ad frivillighedens vej, ikke ved magt’.

Vi har to mønstertaler overleveret af Gorgias, den ene en lovprisning (enkomion) afHelena, der lod sig bortføre af Paris og således blev årsag til den trojanske krig. ’Helena var uskyldig, hun var et offer for skæbnen, nødvendighedens bud eller Gudernes vilje; måske lod hun sig dåre af ordenes magt eller besnære af kærlighed’; det er det tragiske livssyn vendt på hovedet: livets uberegnelige og ukendte magter er formildende omstændigheder som Helena ikke kunne gøre for. Sandheden skal frem ved ordets magt, men ordets magt er netop en fristelse der undskylder Helena! – det er den underfundige kommentar til Gorgias’ tale af ham selv. Sandheden er ikke en absolut, overpersonlig størrelse; den afhænger af det talende menneske, får en slags retorisk dimension og åbenbarer således sin relativitet. Gorgias er den store skeptiker. Hos Platon (fx i Symposion) fremstilles han også som den store forfører. Hans store betydning er således at have provokeret Platon til modsigelse, som det navnlig kommer frem i dialogen "Gorgias", som er en af Platons bitreste værker (inspiration for Nietzsche til hans overmennesketeori). Men også sprogligt fik han stor betydning for udvikling af prosastilen.

Også andre sofister interesserede sig for sproget – og for litterær fortolkning: Prodikos fra Keos optræder i Platons "Protagoras" blandt de sofister der er kommet til den rige athenæer Kallias’ hus. Her gør han nu ikke en heldig figur, men virker nærmest lidt latterlig. Hippias fra Elis, der også er med der, var ekspert på naturfaglige områder; vi har kun meget få fragmenter af ham, men véd at han gav sig af med en mængde forskellige videnskaber og praktiske færdigheder. To af Platons dialoger bærer hans navn; her fremstilles han meget ironisk og kan slet ikke hamle op med Sokrates.

Andre sofister har efterladt sig, om ikke et bedre ry, så mere materiale til at bedømme dem på. Det gælder Thrasymachos fra Kalkedon (i det nordligste Lilleasien), navnlig kendt for sine politiske synspunkter (han optræder som Sokrates’ modstander i Platons "Staten") og Antifon (sofisten kaldet for at adskille ham fra taleren A., men der er måske tale om den samme person). Antifon forfattede et skrift Om Sandhed, hvoraf flere fragmenter er fundet på papyrus i Egypten. Han er her radikalt talsmand for naturen (fysis)overfor loven (nomos, det vedtagne) og ligeledes for en naturlig lighed mellem mennesker, altså også mellem hellenere og barbarer, tanker som også kan findes i Euripides’ tragedier. Mere berygtet end berømt er Kritias fra Athen, onkel til Platon og sammen med Alkibiades fra kredsen omkring Sokrates, som blev en af de 30 tyranner efter nederlaget til Sparta i 404.

En meget sammensat skare er der tale om – ud fra de få fragmenter vi har, kan man skønne hvor spændende og provokerende en virksomhed sofisterne udøvede.

Sofisterne er udgivet – til dels med tysk oversættelse – i H.Diels, Fragmente der Vorsokratiker; et lille udvalg på dansk i Haastrup og Simonsen, Sofistikken (på bogdepotet))