SOFOKLES’ ANTIGONE

PERSONERNE:

KREON, konge i Theben

EURYDIKE, hans hustru

HAIMON, hans søn

ANTIGONE, datter af Oidipus og Iokaste

ISMENE, også datter af disse to,

TEIRESIAS, spåmand i Theben

EN VOGTER

ET BUD

Kreons følge, Eurydikes terner

KOR af thebanske gamle

Scenen er foran kongepaladset i Theben.

"ANTIGONE" er det ældste af Sofokles’ 3 thebanske tragedier, dvs. tragedier med emner fra Oidipus-slægtens skæbner. Den stammer fra ca. 442 f.Kr.

PROLOG. Forud er gået Oidipus’ fald og hans død. Hans svoger Kreon er nu konge efter at hans sønner Eteokles og Polyneikes har dræbt hinanden i kamp om magten. I prologen træder hans to døtre, Antigone og Ismene frem på scenen. Antigone har hørt rygter om at Kreon vil hædre den ene døde broder, Eteokles, men nægte den anden begravelse, fordi han har angrebet sin by og er en forræder, og hun har gjort sin egen stilling klar: hun vil ikke finde sig i en sådan forskelsbehandling. Selv om Kreon truer med dødsstraf for borgere der er ulydige mod dette bud, agter hun at overskride det, og hun appellerer til Ismene om medhold og hjælp. Men Ismene vægrer sig – hun tænker tilbage på alle de slag der har ramt familien og advarer sin søster mod at gå videre med sine planer. Men Antigone er urokkelig...

PARODOS. Nu kommer koret, bestående af byens ældste, ind. Kreon har indkaldt dem til råd – de véd endnu ikke om hvad. De synger om sejren de lige har vundet og beskriver den fare Theben er undsluppet. Men nu ånder alt fred...

1. EPEISODION Kreon kommer og holder en tale om de principper han vil styre efter: lov og orden skal herske, Eteokles skal hædres og Polyneikes vanæres. Han beder om – og får, lidt modstræbende - rådets støtte i sine bestræbelser: han er jo kongen. Men nu kommer en vagt med den chokerende besked, at nogen har begravet liget af Polyneikes. Kreon truer ham med det værste, hvis ikke han opklarer hvem der er den skyldige.

1. STASIMON. Koret synger – foranlediget af vil den uhyrlige hændelse – om menneskets dristighed i alt hvad det giver sig af med. Under slutningen af korsangen kommer vagten ind – med Antigone.

2.EPEISODION. Kreon tror ikke sine egne øjne, men Antigone indrømmer åbent sin handling: hun mener ikke at menneskelig lov kan stå over gudernes evige love, forpligtelsen til at begrave sine døde slægtninge. Hun er parat til at dø for den opfattelse. Kreon bliver meget ophidset: ja, hun skal sandelig komme til at lide en skammelig død – og han indkalder også Ismene: hun er nok medskyldig. Ismene påtager sig skylden, men afvises af Antigone: retfærdigheden vil ikke tillade at Ismene gøres medansvarlig. Ismene prøver at appellere til Kreon – hans søn Haimon er jo Antigones forlovede – men Kreon er ubøjelig. Begge skal dø.

2. STASIMON. Koret synger om den hårde skæbne som har ramt kongehuset i Theben: nu skal også de sidste i slægten rammes. Korsangen slutter med nogle tanker om Zeus’ magt og menneskelig afmagt.

3. EPEISODION. Haimon kommer ind; han er kommet for at forhandle med sin fader om den alvorlige beslutning; han taler som en god søn der er bekymret for sin fader, men da Kreon viser sig komplet uforstående, truer han med at Antigone vil få følge i døden. Det misforstås af Kreon, som tror det er en trussel mod ham – men Haimon vil begå selvmord. Han styrter ud fra scenen... Kreon bekendtgør hvordan Antigone skal dø; Ismene har han besluttet at skåne, men Antigone skal mures inde i sin grav og dø således at ingen vil blive ramt af skyld.

3. STASIMON. Koret synger om kærlighedens magt – og fare, kærlighedens vildveje: den fører menneskene ud i uoverskuelige situationer.

4. EPEISODION. Antigone bliver ført ind – på vej til sin grav. Koret bryder ud i jammer ved synet. Antigone henviser til sin skæbne, at blive viet til underverdenen, men koret placerer ansvaret hos hende selv – hun har jo brudt loven – og det minder hende om den skæbne som ramte Oidipus. Kreon kommer også på scenen og skynder på vogterne, og i sine sidste ord udtrykker hun troen på den kærlighed der venter hende – hinsides graven -, men også tvivl på guderne: hvis hun har handlet rigtigt, må det få konsekvenser for Kreon. Så føres hun til sin død.

4. STASIMON. Emnet for korsangen er mytiske eksempler på lidelser i isolation.

5.EPEISODION. Nu kommer Teiresias, Thebens gamle, blinde spåmand, ført af en dreng; – han har en advarsel til kongen: guderne kræver øjeblikkelig begravelse af Polyneikes, ellers vil hele byen blive forurenet. I sit svar krænker Kreon seeren og beskylder ham for at være bestukket af illoyale modstandere i Theben: han agter ikke at hædre Polyneikes med en begravelse. Men så falder dommen: Kreon skal komme til at bøde med sin søns liv for sin overskridelse af dødsrigets love, at nægte en død begravelse og fængsle en levende i graven. Derefter går Teiresias. Kreon er dybt anfægtet: Aldrig har Teiresias’ ord fejlet. Han beslutter at give efter og skynder sig at sende folk ud for at begrave liget og udfri Antigone af graven.

(5. STASIMON.) I en hymne til Dionysos udtrykker koret glæde over omslaget hos kongen: skønt sent må alt endnu kunne lykkes med gudens hjælp.

EXODOS. Men en budbringer kommer og fortæller at alt er slut: de har fundet Antigone død i graven, hun havde hængt sig i sit slør. Og Haimon var hos hende; da Kreon kom, trak han sit sværd – og dræbte sig selv. Eurydike, Kreons kone og Haimons mor, har hørt denne beretning og forsvinder ind i paladset, og et øjeblik efter kommer Kreon, bærende sin søns lig og klagende over sin egen dårskab. Midt under sin klage får han budskabet om at også hans kone har taget sit eget liv. Kreon ønsker selv at dø – det må han, når tiden kommer, svarer koret. Og mens han går ind i paladset, kan koret afslutte tragedien: ’Hvad guder besvor, tør ej hånes af mænd’.