Sokrates

Græsk filosof, 469 - 399 fvt., borger i Athen. Sokrates var helt sikkert en selvstændig tænker, men hvad der især har sikret hans plads i filosofiens historie, er det tætte forhold, Platon synes at have haft til ham. Sokrates endte sine dage ved henrettelse for samfundsskadelig virksomhed, en dom, Platon (og mange andre) fandt fuldkommen urimelig. Hans berømmelse skyldes nok delvis, at henrettelsen gjorde ham til martyr i Platons og mange andres øjne.

Sokrates var formentlig uddannet som billedhugger, ligesom sin far (Sophroniskos), og blev gift (med Xanthippe) og fik (3) børn, som folk i almindelighed i Athen. Han kan ikke have været en fattig mand, siden han tjente som fuldtbevæbnet soldat (hoplit) i Athens militær, men hans livsstil var meget enkel og skilte sig tilsyneladende bevidst ud fra normen. Stort set alle kilder er enige om, at han var en lille, lidt fedladen mand, og ganske grim at se på. Der er ingen samtidige fysiske portrætter af ham - de mange buster, der er bevaret, er lavet længe efter hans død og baseret på skriftlige vidnesbyrd. Vi ved altså egentlig ikke, hvordan Sokrates så ud.

Miljø - intellektuelt og politisk

På Sokrates' tid var Athen blevet grækernes intellektuelle hovedstad, og Sokrates kastede sig over de muligheder, dette gav. I sine yngre år var han tilsyneladende optaget af tidens udbredte teorier om både verdens fysiske karakter, naturfilosofi, og om samfundet, som sofisterne stod for. Sofisterne underviste meget ofte i retorik. dvs. kommunikationsteori, som var nyttig i Athen og andre steder, hvor der herskede demokrati. Sokrates indgik med fryd i de diskussioner, der udfoldede sig i byen om alle disse emner. Men Sokrates' bidrag til diskussionerne var efter alt at dømme mere kritisk end konstruktivt; Sokrates elskede at udspørge folk med meninger for at se, om de havde tænkt deres synspunkter igennem. Sokrates udfoldede sin filosofi gennem samtaler, og han spøgte med, at hans samtaler hjalp tanker til verden på samme måde, som hans mor (Phaenarete), der var jordemoder, havde bragt børn til verden. Man har kaldt det for Sokrates' maieutiske metode - jordemoder-metoden.

Disse diskussioner havde ofte mange tilskuere og deltagere, og meget ofte folk fra de fineste kredse i Athen - almindelige mennesker skulle jo arbejde og havde heller ikke råd til at betale for den undervisning, sofisterne kunne tilbyde. Mange i Athen så noget skævt til Sokrates, fordi hans omgangskreds på den måde var de unge medlemmer af de gamle aristokratiske familier, man ikke mente havde sympati for det demokrati, Athen havde udviklet sig til.

Sokrates' eget filosofiske standpunkt er ikke til at fastlægge med sikkerhed, som vi skal se nedenfor. Men det er ret sikkert, at han satte tænkning om, hvordan mennesker bør være hver især, og hvordan de bør omgås, i hovedsædet - altså først og fremmest interesserede sig for etik. Men han synes også at have været opmærksom på, at det ikke er lige meget, hvordan man tænker - han interesserede sig for, hvordan argumenter holder, og for, hvad bevidsthed er - logik og psykologi. Formentlig var det også vigtigt for ham, hvad viden egentlig er for noget. Hans filosofi var rationalistisk og byggede på den opfattelse, at etik og moral er en form for viden. Det kan man godt forstå som en kritik af den demokratiske grundtanke, at alle mennesker er vidende nok til at deltage i samfundets beslutningsproces. Men det behøver ikke at være det. Det kan også være en opfordring til at tage denne opgave mere alvorligt - og netop bestræbe sig på at blive vidende nok.

Sokrates selv udfyldte sine pligter som borger i Athen - men heller ikke mere. Han var som nævnt soldat, og som medlem af rådet i 406 fvt. forsøgte han hårdnakket at forhindre, at en gruppe officerer blev (lovstridigt) henrettet for fejl i tjenesten. Det lykkedes ham ikke, og han synes i det hele taget ikke at have haft tillid til det demokratiske system; hans medlemskab af rådet var borgerligt ombud og kunne ikke afvises - ellers tog han ikke del, heller ikke som dommer.

Der er heller ingen grund til at tro, at Sokrates personligt havde sympati for de 30 tyranner, som Sparta indsatte som ledere i Athen efter sejren i den peloponnesiske krig i 404 fvt. med det formål af forvandle Athen til en ikke-demokratisk stat. Tværtimod har han sikkert været meget imod det terror-herredømme, de 30 udfoldede. Men han forlod heller ikke byen for aktivt at deltage i kampen imod dem, sådan som de engagerede demokrater gjorde. De 30 tyranner blev forjaget allerede i 403 fvt.

Retssag og domfældelse

I 399 fvt. blev Sokrates anklaget for domstolen og dødsdømt for at have indoktrineret ungdommen og for at have farlige nyreligiøse synspunkter. Tilsvarende anklager havde man kunnet rejse mod mange, mere indflydelsesrige personer, men efter demokratiets genindførelse, da de 30 faldt, havde man forbudt politiske processer forbundet med tyranniet. Måske var domfældelsen af Sokrates delvis begrundet i, at han var til at ramme for de mennesker, der var frustrerede over ikke at kunne komme efter de egentlig ansvarlige. Men de fleste ser domfældelsen som et alvorligt justitsmord, også selv om Sokrates nok var skyldig i begge anklager i et eller andet omfang. Han var skeptisk over for demokrati, og han havde nogle særprægede forestillinger om religion.

Sokrates talte om en egenskab, han havde, noget 'guddommeligt', daimonion (τὸ δαιμόνιον). Sådan en privat guddommelig dimension havde folk normalt ikke; forholdet til guderne var meget 'økonomisk', baseret på et give'n'take-princip (do ut des, som det hedder religionsvidenskabeligt). Sokrates særlige guddommelige egenskab tjente ham til at orientere sig i verden og skelne ret fra forkert. Den form for religion kendte samtiden også, men i langt ringere grad, og Sokrates' insisteren på denne egenskab må have foruroliget og irriteret hans medborgere. Men der er ikke noget, der tyder på, at Sokrates ikke respekterede traditionel religion også.

Så på mange måder er domfældelsen af Sokrates ikke til at forstå og stadig genstand for nye undersøgelser og overvejelser. Hvad den i hvert fald gjorde, var at gøre Sokrates til en af filosofiens martyrer; netop denne død sikrede Sokrates evigt liv.

Samtidige kilder - det 'sokratiske problem'

Sokrates har ikke selv efterladt sig noget skriftligt vidnesbyrd - alle kilder til hans tanker er sekundære. Langt den vigtigste er Platon; men også Xenophon har skrevet om ham, og komediedigteren Aristofanes tegnede en karikatur i sin komedie Skyerne.

For Xenophon var Sokrates en slags prædikant for almindelige, traditionelle værdier. Xenophons Sokrates kritiserer brug af parfume og den slags. Aristofanes skildrede en radikal (og rablende) nytænker, der taler imod alt traditionelt og kaster sig over alverdens nye teorier og metoder.

Platon skildrer derimod en Sokrates, der er lidt af begge dele - både en radikal tænker, der tester alle problemer til det yderste, og en dybt religiøs mand med en grundfæstet tillid til, at verden er et godt og retfærdigt sted at være; når ting ikke er, som de skal være, skyldes det ikke verden, men mennesker, der handler tankeløst i den. Dette er den simpleste version af Sokrates, Platon giver, navnlig i Sokrates' forsvarstale, der ikke er den tale, Sokrates reelt holdt, men Platons forsøg på at rekonstruere den (han var selv tilstede ved retssagen).

Sokrates forbliver Platons talerør i de mange dialoger, Platon skrev igennem sit liv; først de sidste af Platons værker klarer sig uden denne figur. Men i løbet af Platons forfatterskab bliver Sokrates på denne må til talerør for meget forskellige synspunkter og filosofiske metoder, og der er ingen grund til at tro, at Platon gengiver Sokrates' egne tanker i de fleste af dialogerne.

Alle disse tre har kendt Sokrates personligt, men deres billede af ham er totalt forskelligt. De kan ikke alle have ret, og forsøget på at bestemme, hvordan Sokrates virkelig var, er blevet gjort utallige gange - uden at noget endeligt resultat er opnået. Man kalder dette for det sokratiske problem.

Allerede filosoffen Aristoteles forsøgte at løse problemet; han havde godt nok ikke selv kendt Sokrates, men kendte dog folk - bl. a. Platon - der havde, og kommer med nogle ellers ukendte oplysninger. Ingen synes at kunne komme i nærheden af noget egentlig 'objektivt' billede af Sokrates. Billedet herover er tegnet med en vis hældning mod Platons billede, men ikke ukritisk. Søren Kierkegaard fandt i sin disputats, Om Begrebet Ironie, at Aristofanes havde været tættest på. Friedrich Nietzsche vendte det Sokrates-billede, han fandt hos Xenophon og Platon, på hovedet og gjorde Sokrates til ansvarlig for den moraliserende tendens i europæsk filosofi, som Nietzsche mente havde undergravet europæernes evne til at realisere sig selv.

Litteratur

Gjørup, Ivar: Platons gåde, København 2016 (især kapitel 4 om Platons forsvarstale)

Guthrie, W. K. C.: A History of Greek Philosophy, III, Cambridge 1969, ss. 323-507.

Hansen, Mogens Herman: Hvorfor henrettede athenerne Sokrates?, Hjørring 1991.

Johansen, Karsten Friis: Den europæiske filosofis historie - Antikken, København 1991, ss. 154-178.

Schofield, Malcolm: Socrates on Trial in the USA, in: Classics in Progress, ed. T. P. Wiseman, Oxford 2001, ss. 263-284. (ikke på RK)

Stone, I. F.: Retssagen mod Sokrates, København 1990.

Det meste her anførte (og mere til) findes på RK. Det giver selvfølgelig sig selv, at der er meget, meget mere litteratur om Sokrates ... søg selv!

Elektronisk

Nisbet, Henrik: Xenofons Sokrates-billede, Aigis 2001

Tortzen, Chr. Gorm: Platons billeder af Sokrates, Aigis 2001