Strabon, 4, 6: Alperne

Oversat af Simon Laursen (2003)

6. Medullerne bor frem for alt i området over Isères møde med Rhône; og på den anden side af det omtalte bjergområde, den side, der vender mod Italien, bor Taurinerne, et ligurisk folkeslag, og andre ligurere. Deres er også det land, man kalder Donnus' og Kottius'. Efter dem, og efter Po kommer Salasserne, og højere oppe end dem, på tinderne, Keutronerne og Katorigerne og Varagrerne og Nantuaterne og Lac Leman, som Rhone flyder igennem, og flodens udspring. Ikke langt herfra er også Rhinens udspring og bjerget Adula, hvorfra Rhinen flyder mod nord og Adda i den anden retning, for at flyde ud i søen Lario nær Como. Over Como, som ligger ved alpernes fod, bor på den ene side, mod øst, Rhæterne og Venonerne og på den anden Lepontierne og Tridentinerne og Stonerne og andre andre mange, små folkeslag, som før i tiden boede i Italien, og som er røveriske og fattige. Nu er de dels blevet udryddet, dels blevet tæmmet, så at ruterne over bjergene igennem deres område, der tidligere var få og vanskelige at passere, nu mange steder er både sikre imod overfald og så lette at passere som muligt, på grund af ingeniørarbejdet. For kejser Augustus føjede nemlig vejkonstruktion til udryddelsen af røverne, så vidt muligt; det var nemlig ikke muligt overalt at undertvinge naturen på grund af de enorme klipper og afgrunde, der dels hænger ind over vejen, dels åbner sig under den, så at faren var uundgåelig for enhver, der trådte det mindste ved siden af; for styrtet ville være ud i bundløse kløfter. Og vejen er så snæver visse steder, at den gør fodgængere og deres lastdyr svimle, hvis de ikke er vant til det; de lokale derimod bærer deres last sikkert nok. Disse problemer er uløselige, ligesom de enorme flader af sne og is, der glider ned oppefra, og som kan rive en hele karavane med og støde den ud i kløfterne nedenunder. For der ligger mange plader oven på hinanden, idet der lægger sig lag på lag af sne på og bliver til is, og de ovenpå let løsriver sig fra de indre, før end de helt opløses i solen.

7. Salassernes land er for det meste inde i en dyb dal, med bjergene tæt på begge sider, og en del af dem når også op på de tilstødende bjergtoppe. For dem, der skal over bjergene fra Italien, går vejen gennem denne dal. Så deler den sig i to; den ene fører over det såkaldte Poeninerbjerg og er ikke farbar for vogne op over alpetoppene; den anden går via Keutronernes område længere mod vest.

Salassernes land har også guldminer, som Salasserne havde kontrol med før i tiden, da de var mægtige, ligesom de også var herrer over passene. Floden Duria hjalp dem mest med minedriften med at vaske guldet ud. De delte vandet op i mange retninger og ledte det ind i vandledninger og tømte derved den fælles strøm. Dette gavnede dem meget med deres jagt på guldet, men bønderne på sletterne nedenfor skadede det, fordi de blev berøvet vandforsyningen, skønt floden kunne give vand til jorden på grund af, at strømmen lå højere oppe. Af den grund havde begge folk vedvarende krige imod hinanden. Da romerne fik overtaget, måtte salasserne opgive deres guldudvinding og forlade deres jord, men da de bevarede kontrollen med bjergene, kunne de sælge vandet til de publicani, der udførte arbejdet med guldminerne, og de havde altid konflikter med dem på grund af disse publicani's grådighed. Sådan gik det for sig, at de romerske kommandanter, der blev sendt derop, og som havde lyst til at gå i krig, aldrig manglede gode påskud til at gøre det.

Indtil for ganske nylig førte de snart krig mod romerne, snart holdt de våbenhvile, men de havde stadig betydelig styrke, og de gjorde på ren røvermaner megen skade på de mennesker, der gik over bjergene i deres egn. De opkrævede f. eks. en drakme pr. mand af Decimus Brutus, da han var på flugt fra Mutina; og Messala, der lå i vinterlejr nær ved dem, betalte en afgift på træ, både til brænde og til spyd (af elmetræ) og til træning. Og disse personer plyndrede også Caesars [dvs. Augustus'] penge og lod også lejrene ramme af stenskred, med det påskud, at de lavede veje eller byggede broer over floderne.

Men senere bragte Augustus dem fuldstændig til fald, bragte dem til Eporedia, en romersk koloni, og solgte dem allesammen som krigsbytte. Eporedia havde romerne deltaget i grundlæggelsen af, med den hensigt at gøre byen til en vagtpost imod salasserne; men de dér posterede kunne kun gøre ringe modstand, indtil folkeslaget blev udryddet. Af den almindelige befolkning blev der talt 36000; og af våbenføre mænd 8000. Terentius Varro solgte dem alle på auktion, den general, der havde undertvunget dem; og Caesar sendte 3000 romere og grundlagde byen Augusta på det sted, hvor Varro havde placeret sin lejr, og nu lever hele det omkringliggende område i fred helt op til de høje pas på bjerget.