Strabon

græsk geograf og historiker, 63 fvt. – ca. 23 evt.

Strabon stammede fra byen Amaseia i kongeriget Pontos på nordsiden af Tyrkiet; han tilhørte en familie, der oprindelig var tæt knyttet til den pontiske kongefamilie, men som havde haft en omtumlet tilværelse, bl. a. som herskere i Knossos på Kreta. Strabon selv synes at have været tæt på kejserhoffet i Rom.

Strabon skrev flere værker, bl. a. en fortsættelse af Polybs Rom-historie, men det eneste bevarede er hans Geografi i 17 bøger, der samler al den viden, samtiden havde om, hvordan verden så ud både fysisk og politisk. Han benytter som kilder især tidligere geografers arbejde uden at være en ukritisk afskriver; han tilføjer en del observationer af sine egne, men ser først og fremmest på, om det, man har skrevet, er rimeligt, når han skal tage stilling - som f. eks. i hans stykke om kimbrerne.

Imidlertid er Strabon overbevist om, at Homer, som han som oftest bare kalder 'Digteren', var ufejlbarlig; han citerer ofte Homer i sin fremstilling. Geografen Eratosthenes (284 – 202 fvt.), der havde kritiseret Homers geografiske viden, bliver derfor angrebet voldsomt. Også filosoffen Poseidonios (ca. 135 – 50 fvt.), der ellers som Strabon selv var stoiker, kritiseres, ligesom Romhistorikeren Polybios (ca. 200 – ca. 120 fvt.).

Værket er som nævnt i 17 bøger. De første to omhandler geografiens metode; bog 3 – 6 Vesteuropa og Italien; bog 7 Nordeuropa; bog 8 – 10 Grækenland; 11 – 14 Sortehavsområdet og Lilleasien; og endelig 15 – 17 landende videre mod øst og Ægypten.

Som intellektuel skikkelse er Strabon et eksempel på en type, der i den romerske republiks sidste tid og den tidlige kejsertid forsøgte at få den græsktalende offentlighed til at forstå romerne og deres verdensrige. Andre af samme type er Dionysios fra Halikarnassos og Nikolaos fra Damaskus; og senere Plutark og Cassius Dio.

Strabon skildrer flere steder romernes civilisatoriske indsats (f. eks. i Lusitanien, i Germanien og i Alperne), og priser 'pax Romana' i høje toner.