Suetonius, Divus Augustus

Oversat af A. B. Drachmann

Latinsk tekst

1. At Octavier-slægten i sin tid har indtaget en fremra­gende stilling i Velitræ, er der mange beviser på. En gade i en stærkt befærdet del af byen hed fra gammel tid Octaviergaden. En seværdighed var et alter, indviet af en Octavius, der som anfører i en krig mod en naboby under en ofring til Mars pludselig fik meddelelse om et fjendt­ligt indfald, derfor rask tog de halvkogte indvolde af ilden og rettede dem an og derpå indlod sig i slag og vendte hjem med sejr. Der fandtes også en offentlig anordning, hvori det bestemtes, at offerindvoldene for fremtiden skulle gives Mars på samme måde, og hvad der blev til overs skulle tilfalde Octavierne. 2. Slægten blev af kong Tarquinius Priscus indvalgt i senatet blandt de yngre slægter og senere af Servius Tullius flyttet over til de patriciske. I tidens løb gik den over til plebejerne og vendte atter efter et langt mellemrum tilbage til patricierne på foranledning af Cæsar. Den første af slægten, der fik et embede ved fol­kevalg, var C. Rufus. Han fik, efter at have beklædt kvæ­sturen, sønnerne Gnæus og Gaius, fra hvilke der nedstam­mede to familier Octavius. Det gik dem helt forskelligt: Gnæus og alle hans descendenter beklædte de højeste em­beder; Gaius derimod og hans efterkommere blev - enten tilfældig eller med vilje - indenfor ridderstanden lige til Augusts fader. Augusts oldefader gjorde tjeneste som krigstribun på Sicilien i den anden puniske krig under æmilius Papus. Hans bedstefader nøjedes med sit municipiums embeder; han var en særdeles velhavende mand, førte et ganske stille liv og nåede en høj alder.

Alt dette har andre oplyst; August selv meddeler kun, at han stammede fra en gammel velhavende ridderfamilie, og at den første senator indenfor den var hans fader. M. Antonius lader ham høre, at hans oldefader var frigiven og rebslager i en landsby ved Thurii, og hans bedstefader vekselerer. Dette er alt, hvad jeg har kunnet finde om Au­gusts forfædre på fædrene side.

3. Faderen, C. Octavius, var lige fra han blev voksen både en meget formuende og meget anset mand. Det undrer mig derfor unægtelig, at nogle har kunnet berette, at også han var vekselerer og endog havde hørt til pengeuddelerne og de lejede agitatorer ved valgene; han voksede nemlig op i rige kår, opnåede med lethed æresposter og forvaltede dem med udmærkelse. Efter sin prætur fik han ved lod­trækningen Macedonien; nogle bortløbne slaver, rester af Spartacus's og Catilinas bander, som holdt til i egnen om Thurii, tilintetgjorde han undervejs; dette hverv var givet ham ekstraordinært af senatet. Sin provins styrede han med lige så stor retfærdighed som tapperhed; han slog besserne og thrakerne i et stort slag, og provinsens beboere behandlede han så godt, at der findes breve fra M. Cicero, hvori han indtrængende opfordrer sin broder Quintus, der samtidig med liden ære forvaltede prokonsulatet Asien, til at efterligne sin nabo Octavius i god behandling af provins­beboerne. 4. Under hjemrejsen fra Macedonien døde han, før han kunne melde sig som ansøger om konsulatet; hans overlevende børn var med Ancharia den ældre Octavia, med Atia den yngre Octavia samt Augustus. Atia var en datter af M. Atius Balbus og C. Cæsars søster Julia. Bal­bus stammede på fædrene side fra Aricia og havde mange fornemme senatorer mellem sine forfædre; på mødrene side var han meget nær beslægtet med Pompeius Magnus; han beklædte præturen og var medlem af den 20-mands kommission, der ifølge den Juliske lov uddelte den kampanske domæne til almuen. Trods alt dette har Antonius også udtalt sig foragteligt om Augusts mødrene afstam­ning; atter her lader han ham høre, at hans oldefader stammede fra Afrika, og påstår snart, at han drev en for­retning med toiletartikler, snart, at han havde et bageri i Aricia. Cassius fra Parma går så vidt, at han i et brev hånligt betegner August som efterkommer både af en ba­ger og af en vekselerer: »På mødrene side kommer den dej, du er gjort af, fra et svinsk bageri i Aricia; og den er formet af en vekselerer fra Nerulum med hænder, der var snavsede af at pille med mønter.«

5. August fødtes i M. Tullius Ciceros og C. Antonius's konsulat d. 24. september, kort før solnedgang, i kvarteret Palatium, ved Capita bubula, hvor han nu har et kapel, der blev oprettet noget efter hans død. Det fremgår nem­lig af senatsprotokollerne, at da C. Lætorius, en ung mand af patricisk æt, for at slippe for en hård straf for hor, over­for senatet beråbte sig på, foruden sin ungdom og sin byrd, at han var besidder og så at sige tempelvogter af den grund, som den guddommelige August først havde berørt ved sin fødsel, og bad om at blive tilgivet af hensyn til, at August så at sige var hans egen og private guddom, så vedtoges det, at denne del af hans hus skulle indvies. 6. Hans barnekammer forevises endnu i hans bedstefaders landsted tæt ved Velitræ; det er ganske beskedent, ikke større end et spisekammer; på egnen tror man fuldt og fast på, at han også er født dér. Man anser det ikke for sikkert at gå derind uden nødvendighed og uden alvor; der har tidligt dannet sig den forestilling, at de, der går letsindig derind, overfaldes af en ubestemt skræk og rædsel, og den er også siden blevet bekræftet. Da nemlig en ny ejer af stedet enten tilfældig eller for et forsøgs skyld var gået til sengs derinde, blev følgen, at han ganske få timer hen på natten fandtes næsten halvdød udenfor døren med samt sine sen­geklæder; han var blevet slynget ud af en pludselig og uforklarlig kraft.

7. Som lille fik han tilnavnet Thurinus, til minde om sine forfædres hjemsted, eller fordi hans fader Octavius lige efter hans fødsel havde kæmpet heldigt mod slaverne i eg­nen ved Thurii. At han har haft tilnavnet Thurinus, har jeg et fuldkommen sikkert bevis på: jeg har nemlig tilfæl­dig erhvervet et lille gammelt bronzebillede af ham som barn, og det bærer med jernbogstaver, der nu er næsten ulæselige, dette navn. Jeg har skænket det til kejseren, og det har nu en æresplads mellem hans kammer-guder. Også af M. Antonius kaldes han for resten ofte i breve spot­tende Thurinus, og selv svarer han derpå ikke andet, end at det undrer ham, at man bruger hans tidligere navn mod ham, som om det var et skældsord. Senere antog han Gaius Cæsars tilnavn, og derpå tilnavnet Augustus, det første ifølge sin grandonkels testamente, det andet på for­slag af Munatius Plancus. Der var nemlig nogle, der fore­slog, at han skulle kaldes Romulus, fordi han også var byens grundlægger; men det vedtoges hellere at kalde ham Augustus, et tilnavn, der ikke blot var nyt, men også for­nemmere; thi også hellige steder og steder, hvor der ind­vies noget ifølge fuglevarsel, kaldes augusta (af augere, el­ler af avium gestu eller gustu), hvad man f. eks. kan se af et sted hos Ennius:

Efter at det berømte Rom var grundlagt ifølge et augustum augurium.

8. Fire år gammel mistede han sin fader. I sit tolvte år holdt han offentlig ligtalen over sin bedstemoder Julia. Fire år efter anlagde han mandstoga og blev dekoreret ved Cæsars afrikanske triumf, skønt han ikke havde deltaget i krigen på grund af sin unge alder. Derpå rejste han efter sin onkel til krigen i Spanien mod Cn. Pompeius's børn; han var dengang endnu ikke helt kommet sig efter en al­vorlig sygdom, måtte benytte veje, der ikke var sikre for fjenderne, havde kun ganske få ledsagere og led endog skibbrud. Han viste sig særdeles brugbar og vandt hurtig Cæsars anerkendelse for sine karakteregenskaber, foruden for den energi, hvormed han havde gennemført rejsen.

Da Cæsar efter generobringen af Spanien planlagde et tog mod dakerne og derfra mod partherne, blev han sendt i forvejen til Apollonia, hvor han studerede. Så snart han hørte, at Cæsar var blevet dræbt, og at han selv var indsat som arving, overvejede han først længe, om han ikke skulle henvende sig til de nærmeste legioner med bøn om hjælp, men opgav så denne plan som dumdristig og ubetimelig. Derimod vendte han tilbage til Rom og krævede sin arv, trods hans moders betænkeligheder og skønt hans stedfader, konsularen Marcius Philippus, bestemt frarådede det. Fra dette tidspunkt af og efter, at han havde skaffet sig en hær, beherskede han staten, først sammen med M. Antonius og M. Lepidus, dernæst blot med Antonius, i omtrent 12 år, til sidst alene i 44 år.

9. Efter at jeg således har angivet hovedtrækkene af hans liv, vil jeg gennemgå dets enkelte sider, og ikke i kronolo­gisk rækkefølge, men efter saglig anordning, for at de kan fremstilles og erkendes tydeligere.

Han førte fem borgerkrige: den mutinensiske, den philippensiske, den perusinske, den sicilianske og den actiske; heraf den første og sidste mod M. Antonius, den anden mod Brutus og Cassius, den tredje mod L. Antonius, triumvirens broder, den fjerde mod S. Pompeius, Gnæus's søn. 10. Udgangspunktet og årsagen til alle disse krige var føl­gende. Han mente, at hans første og fornemste forpligtelse var at hævne sin grandonkels død og holde hans anord­ninger i kraft. Så snart han var kommet tilbage fra Apollonia, besluttede han derfor at angribe Brutus og Cassius, først med magt og overraskelse, dernæst, da de havde for­udset faren og unddraget sig den, ad lovens vej, ved i de­res fraværelse at anklage dem for mord. Legene i anled­ning af Cæsars sejr, som de, hvem hvervet var tilfaldet, ikke havde mod til at afholde, afholdt han selv; og for at kunne gennemføre sine øvrige planer med større eftertryk, optrådte han som kandidat til et almuetribunat, der tilfæl­dig var blevet ledig ved dødsfald, skønt han var patricier og endnu ikke senator. Men da konsulen M. Antonius, i hvem han havde håbet netop at finde sin bedste støtte, modsatte sig hans bestræbelser og ikke engang på noget punkt ville tilstå ham, hvad der var hans lovlige ret og i overensstemmelse med fast sædvane, uden at betinge sig en ublu betaling, så sluttede han sig til det konservative parti, som han mærkede var Antonius fjendtligt, især fordi han havde indesluttet D. Brutus i Mutina og søgte med våben­magt at fordrive ham fra hans provins, der dog var givet ham af Cæsar og bekræftet af senatet. På opfordring af enkelte medlemmer af partiet satte han derfor snigmor­dere ud på ham; da dette anslag blev opdaget, og han på sin side måtte frygte for sin sikkerhed, samlede han med opbydelse af alle de pengemidler, han rådede over, vetera­ner på én gang til sit eget og statens brug; han fik så ordre til at kommandere den hær, han havde samlet, som pro-prætor, og sammen med Hirtius og Pansa, der havde over­taget konsulatet, at indsætte D. Brutus, og tilendebragte den krig, der således var ham overdraget, i mindre end tre måneder og i to slag. Antonius beretter, at han flygtede i det første af disse og først viste sig to dage efter uden krigskappe og hest; i det påfølgende er det sikkert, at han gjorde sin pligt ikke blot som feltherre, men også som kombattant, og at han midt under kampen, da fanebære­ren i hans legion var blevet hårdt såret, tog fanen på skulderen og bar den længe. 11. Da i denne krig Hirtius var faldet i slaget og Pansa kort efter død af et sår, udbredte der sig et rygte om, at de begge var dræbt på hans anstiftelse, for at han alene kunne tage kommandoen over de sejrrige hære, nu da Antonius var slået og staten havde mistet begge sine konsuler. Pansas død forekom endog så mis­tænkelig, at hans læge Glyco blev sat under bevogtning, fordi man mente, at han havde kommet gift i såret. Hertil føjer Aquilius Niger, at den anden af konsulerne, Hirtius, blev dræbt af Octavian selv i slagets tummel. 12. Men da han hørte, at Antonius efter sin flugt var blevet modtaget af M. Lepidus, og at de andre feltherrer og hære var enige om at slutte sig til modpartiet, så svigtede han uden be­tænkning den konservative sag. Som undskyldning for, at han havde skiftet parti, beråbte han sig på visse personers ord og handlinger: nogle skulle have sagt, at han kun var en dreng, andre, at han burde »hædres og ophøjes«, alt i den hensigt, at der ikke skulle vises ham og veteranerne den fortjente anerkendelse. Og for bedre at understrege bruddet med sit tidligere parti, pålagde han indbyggerne af Nursia en stor bøde, så stor, at de ikke kunne betale den, fordi de på den gravhøj, de på kommunens bekost­ning havde ladet opføre over deres i slaget ved Mutina faldne medborgere, havde tilføjet en påskrift om, at de var gået i døden for friheden.

13. Efter at han havde sluttet forbundet med Antonius og Lepidus, tilendebragte han, skønt svag og syg, også den philippensiske krig i to slag; i det første af dem mistede han sin lejr og slap med nød og næppe på flugt over til Antonius's fløj. Efter sejren viste han ikke mådehold i sin lykke, men sendte Brutus's hovede til Rom, for at det kun­ne kastes for foden af Cæsars statue, og til sin grusomme behandling af de anseteste af .fangerne føjede han fornær­melige ord. Således skal han have svaret en, der indtrængende bønfaldt ham om at få en anstændig begravelse, at den skulle gribbene nok sørge for; andre, en fader og søn, der bad for deres liv, skal han have ladet trække lod eller spille morra om det, således at én af dem skulle beholde det, og han skal have set på, at de begge døde, idet fade­ren blev dræbt, fordi han havde tilbudt at dø, og sønnen så også frivillig gik i døden. De øvrige, og blandt dem M. Favonius, Catos bekendte efterligner, hilste derfor, da de blev ført frem som fanger, med agtelse Antonius som imperator, men hudflettede Octavian op i hans ansigt med de argeste skældsord.

Ved fordelingen af opgaverne efter sejren påtog Anto­nius sig at ordne forholdene i Orienten og Octavian at føre veteranerne tilbage til Italien og bosætte dem på købstæ­dernes territorier. Her lykkedes det ham hverken at gøre veteranerne eller ejerne tilpas; de sidste klagede over, at de blev fordrevne fra deres gårde, de første over, at de ikke blev behandlede, som de kunne vente efter hvad de havde udrettet. 14. På denne tid var det, at L. Antonius i tillid til konsulatet, som han beklædte, og til sin broders magt, søgte at fiske i rørte vande. Ham drev han til at søge til­flugt i Perusia og nødte ham ved udhungring til at over­give sig, men ikke uden stor personlig fare både før og under krigen. Da han nemlig under en forestilling ved le­gene havde ladet en menig soldat, der sad i parkettet, vise ud af en betjent, blev der af hans fjender udspredt det rygte, at han bagefter havde ladet ham dræbe under fryg­telige pinsler, og han selv var på et hængende hår nær ble­vet dræbt i et opløb af de forbitrede soldater. Hvad der reddede ham, var, at den savnede soldat pludselig kom til stede, uskadt og uden at have lidt nogen mishandling. Og ved Perusia, da han ofrede i nærheden af muren, var han nær faldet i hænderne på en bande gladiatorer, der havde gjort udfald   fra   byen. 15. Efter Perusias   fald lod han en mængde mennesker henrette; når de prøvede at bede om nåde eller retfærdiggøre sig, stoppede han dem med det ene ord, at de måtte dø. Nogle fortæller, at tre hundrede af dem, der havde overgivet sig, udvalgte af begge stæn­der, blev slagtet som offerdyr d. 15. marts ved det alter, der var opført for Divus Julius. Der har været dem, der berettede, at krigen var et aftalt spil af ham, for at hans hemmelige modstandere og de, der holdt sig tilbage af frygt, ikke af god vilje kunne røbe sig, når de fik en anfø­rer i L. Antonius, og for at de udlovede belønninger kun­ne betales veteranerne, når modstanderne var besejrede og deres gods konfiskeret.

16. Krigen på Sicilien var en af de første, han begyndte på; men den trak længe ud, og han måtte flere gange afbryde den, snart for at forny flåder, som han havde mistet ved storme (han led to gange skibbrud, endda om sommeren), snart fordi han måtte slutte fred på folkets forlangende af hensyn til, at tilførslen af levnedsmidler blev afskåret, og det truede med hungersnød. Omsider fik han bygget nye skibe, frigav 20,000 slaver og gjorde dem til rorkarle og indrettede den Juliske havn ved Baiæ ved at lede havet ind i Lukriner- og Avernersøen. Efter at han her havde øvet sin hær og flåde en hel vinter, besejrede han Pompeius mellem Mylæ og Naulochus. Lige før kampens time var han pludselig faldet i så dyb en søvn, at hans venner måtte vække ham, for at han kunne give signalet. Jeg an­tager, at det er dette, der har givet Antonius anledning til at lade ham høre, at han ikke engang havde kunnet tåle at se lige på den opstillede slagorden, men at han havde lig­get i en døs på ryggen og gloet på himlen, og ikke stod op og viste sig for tropperne, før fjendernes flåde var drevet på flugt af M. Agrippa. Andre fremdrager dadlende en ytring og en handling af ham: han skal, da hans flåder var ødelagte af storm, have udbrudt, at han nok skulle få sejr også mod Neptuns vilje, og han skal ved de næste cirkus-lege have udelukket gudens billede fra festprocessionen. Han er næppe heller kommet i flere og større farer i nogen anden krig. Da han havde sat hæren over til Sicilien og ville hente resten af sine tropper på fastlandet, blev han uventet overfaldet af Pompeius's admiraler Demochares og Apollophanes og slap til sidst kun med yderste nød bort på ét eneste fartøj. En anden gang, da han gik til fods forbi Locri til Rhegium, fik han øje på nogle af Pompeius's toradårer, der sejlede langs landet, og gik ned til kysten i den tro, at det var hans egne, så han nær var blevet fan­get. Ved samme lejlighed, medens han flygtede ad afsides stier, forsøgte en slave af hans ledsager æmilius Paulus at myrde ham af harme over, at Paulus's fader i sin tid var blevet proskriberet af ham, og i den mening, at der her tilbød sig en lejlighed til hævn.

Efter Pompeius's flugt optrådte den ene af hans kolle­ger, M. Lepidus, hvem han havde kaldt til hjælp fra Afri­ka, overmodigt i tillid til sine 20 legioner, forsøgte at gøre ham bange og ville ved trusler hævde sig en overlegen stil­ling. Octavian berøvede ham hans hær, men lod ham på hans ydmyge bøn beholde livet; dog blev han relegeret til Circeii på livstid.

17. Forholdet til M. Antonius, der altid havde været tvivl­somt og usikkert og kun nødtørftigt var holdt i live ved forskellige forsoninger, brød han omsider; og for tydeli­gere at vise, at Antonius var kommet bort fra god romersk skik, lod han et testamente, som han havde efterladt i Rom, og hvori hans børn med Kleopatra endog var nævnt som hans arvinger, åbne og oplæse offentlig. Efter at han var erklæret for statsfjende, lod han imidlertid alle hans pårørende og venner rejse til ham, deriblandt også C. Sosius og T. Domitius, der dengang endnu var konsuler. Bologneserne, der fra gammel tid hørte til antoniernes klientel, lod han endog som kommune fritage for sammen med hele Italien at aflægge ed på at støtte hans sag. Ikke længe efter besejrede han ham i søslaget ved Actium, hvor kam­pen trak så længe ud, at han efter sejren måtte tilbringe natten om bord. Fra Actium tog han til Samos for at til­bringe vinteren dér, men blev forstyrret af efterretninger om et oprør af de soldater, han havde udtaget af samtlige tropper og sendt forud til Brundisium (de forlangte pension og hjemsendelse); han tog derfor tilbage til Italien, hvor­ved han for resten to gange blev hjemsøgt af storm på overfarten (første gang mellem forbjergene på Peloponnes og ætolien, anden gang ud for de Kerauniske Bjerge; beg­ge steder gik en del af hans krydsere under, og den, han selv var om bord på, mistede sin takkelage og fik et ror brækket), men blev ikke i Brundisium mere end de 27 dage, der behøvedes til at ordne, hvad soldaterne forlangte, hvorpå han efter en omvej over Asien og Syrien drog til ægypten og erobrede Alexandria, hvor Antonius og Kleopatra havde søgt tilflugt, efter en kort belejring. Antonius, der nu, da det var for sent, ville indlede underhandlinger om fred, drev han til at begå selvmord, og tog hans lig i øjesyn; Kleopatra derimod ønskede han i høj grad at be­vare for sin triumf, og lod hende derfor endog behandle af Psyller, der skulle suge giften og edderen ud; man men­te nemlig, at hun var død af et slangebid. Begge viste han det hensyn at lade dem begrave sammen, og det gravmæle, de selv havde ladet påbegynde, lod han gøre færdigt. Den unge Antonius, den ældste af Fulvias to børn, lod han slæbe bort fra Divus lulius's billedstøtte, hvor han havde søgt tilflugt efter mange forgæves bønner, og dræbe. Cæsarion, som Kleopatra påstod, hun havde fået med Cæsar, lod han ligeledes henrette; han havde forsøgt at flygte, men var blevet indhentet og bragt tilbage. Antonius's og dronningens øvrige børn behandlede han, som om de var hans pårørende: han lod dem beholde livet og understøt­tede dem senere i forhold til deres stand og tog sig varmt af dem.

18. På samme tid lod han Alexander den Stores sarkofag og lig hente frem af dets gravkammer og tog det i øjesyn og viste derpå sin ærbødighed for det ved at lægge en guld­krans på kisten og bestrø den med blomster; og da man spurgte ham, om han også ville se Ptolemæet, svarede han, at han havde villet se en konge, ikke nogle afdøde. ægyp­ten gjorde han til provins, og for at gøre den frugt­barere og bedre egnet for hovedstadens kornforsyning, lod han alle de grøfter, som optager nilvandet ved oversvøm­melsen, og som i tidens lange løb var blevet tilstoppede af dynd, rense op af soldater. For at mindet om sejren ved Actium kunne holdes levende også hos eftertiden, anlagde han byen Nikopolis ved Actium, indrettede dér lege, som skulle afholdes hvert fjerde år, byggede det gamle Apollo-tempel større og lod den lejrplads, han havde benyttet, smykke med skibstrofæer og indvie til Neptun og Mars.

19. I resten af hans liv forefaldt der til forskellige tider for­skellige uroligheder, forsøg på revolutioner og sammen­sværgelser; de blev røbede af angivere, førend de fik større betydning, og undertrykte. Der var den unge Lepidus's sammensværgelse, dernæst Varro Murenas og Fannius Caepios, senere M. Egnatius's, så Plautius Rufus's og Lucius Paulus's (der var gift med hans datterdatter), endvidere L. Audasius's, som var anklaget for testamentfalsk og var af­fældig og krøbling, samt Asinius Epicadus's, en bastard af parthinsk herkomst, endelig Telephus's, en slave, der var nomenklator hos en kvinde; ikke engang fra de lavest stå­ende personers side kunne han altså være fri for komplot­ter og anslag. Audasius og Epicadus havde sat sig i hove­det at bortføre hans datter Julia og hans dattersøn Agrippa fra de øer, hvor de holdtes i forvaring, og fremstille dem for tropperne; Telephus, der bildte sig ind at være udset til hersker af skæbnen, at overfalde både ham selv og se­natet. Der blev endog engang uden for hans sovekammer om natten pågrebet en marketender fra hæren i Illyricum; han var bevæbnet med en jagtkniv og havde narret dør­vogterne. Om han virkelig var afsindig eller kun simule­rede galskab, véd man ikke; ved pinligt forhør kunne man ikke få noget ud af ham.

20. Af ydre krige førte han personlig i alt kun to, den dalmatiske, medens han endnu var ung, og den kantabriske efter sejren over Antonius. I den dalmatiske blev han end­og såret: i ét slag blev han ramt på højre knæ af en sten, i et andet fik han et skinneben og begge arme alvorlig kvæstede ved, at en bro styrtede sammen. De øvrige krige lod han føre af legater; dog var der nogle af dem i Pannonien og Germanien, hvor han selv kom til stede eller dog opholdt sig i nærheden, idet han rejste så langt fra Rom som til Ravenna, Milano eller Aquileia. 21. Han under­tvang dels   under sin personlige   førelse, dels under sin overledelse Kantabrien, Aquitanien, Pannonien, Dalmatien tillige med hele Illyricum, fremdeles Rætien og alpefolkene vindelikerne og salasserne. Han gjorde også ende på dakernes plyndringstog, efter at tre af deres høvdinger og en mængde af deres folk var faldne, og germanerne træng­te han tilbage til den anden side Elben; af disse lod han sveverne og sigambrerne, der overgav sig, flytte til Gal­lien og bosatte dem på territoriet nærmest Rhinen. Også andre urolige folkeslag fik han til at falde til føje. Intet folk påførte han krig uden retfærdige og tvingende årsa­ger, og det var så langt fra, at han higede efter at forøge sin magt eller sit krigsry ved alle midler, at han endog tvang visse barbarhøvdinger til i Mars Ultors tempel at aflægge ed på, at de ville holde den overenskomst og fred, som de bad om, og at han prøvede at forlange en ny slags gidsler, nemlig kvinder af visse folkeslag, fordi han mær­kede, at de ikke brød sig om mænd, de havde stillet i pant; og dog stillede han det altid ethvert folk frit for at få deres gidsler tilbage, så ofte de ville. Overfor folk, der gjorde oprør flere gange eller på særlig troløs måde, var den strengeste straf, han nogen sinde anvendte, den, at han solgte deres fanger på det vilkår, at de ikke måtte holdes som slaver i nærheden og ikke frigives før efter 30 års forløb. Hans ry for ædelmod og mildhed blev herved så stort, at det endog lokkede indere og skyther, folkeslag, man hidtil kun havde kendt af beretninger, til af egen drift at søge venskabelig forbindelse med ham og romerfolket. På samme måde afstod partherne ham uden vanskelighed Armenien, da han gjorde krav på det, tilbageleverede på hans forlangende de faner, de havde taget fra M. Crassus og M. Antonius og tilbød ham oven i købet gidsler; ja, da der engang var flere, der stredes om tronen hos dem, godkendte de kun den kandidat, han havde udvalgt.

22. Janus Quirinus, der kun havde været lukket to gange fra byens anlæggelse til hans tid, lukkede han tre gange in­denfor et meget kortere tidsrum, idet han havde tilveje­bragt fred både til lands og til vands. To gange holdt han indtog i byen til hest, efter krigen om Philippi og senere efter krigen på Sicilien. Af kuruliske triumfer fejrede han tre, en dalmatisk, aktisk og alexandrinsk, alle på én gang i tre på hinanden følgende dage.

23. Af svære og vanærende nederlag led han overhovedet kun to, begge i Germanien under Lollius's og Varus's kom­mando. Lollius's medførte mere vanære end skade; Varus's derimod var en næsten ubodelig ulykke: tre legioner blev hugget ned med samt deres chef, hans legater og samtlige hjælpetropper. På budskabet herom beordrede han militær vagttjeneste i byen, for at der ikke skulle opstå urolighe­der, og han forlængede provinsstatholdernes kommandoer, for at undersåtterne kunne holdes i ave af kyndige mænd, som de var vant til at lyde. Han lovede også Jupiter Optimus Maximus »store lege«, dersom statens tilstand bed­rede sig; det havde man (sidste gang) gjort i krigen mod cimbrerne og i forbundsfælleskrigen. Desuden fortælles der, at han tog sig det så nær, at han flere måneder i træk lod skæg og hår gro og undertiden slog panden mod døren og råbte: »Quintilius Varus, giv mig mine legioner igen!« samt at han hvert år behandlede dagen for nederlaget som en sørge- og ulykkesdag.

24. På hærvæsenets område indførte han mange ændringer og nye indretninger; også enkelte gamle skikke genindførte han. Krigstugten håndhævede han med stor strenghed. Selv sine legater tillod han kun ugerne at besøge deres hu­struer og kun i vintermånederne. Da en romersk ridder havde ladet tommelfingeren tage af sine to voksne sønner for at unddrage dem krigstjeneste, lod han ham selv og hans ejendom sælge ved offentlig auktion; men da han så, at skatteforpagterne havde planer om at byde, gav han en af sine frigivne hammerslag og ordnede det således, at manden skulle have tvangsopholdssted på landet og dér leve i faktisk frihed. Den tiende legion, der viste trods mod en ordre, afskedigede han helt og holdent i vanære; andre legioner, der forlangte hjemsendelse i utilbørlige former, lod han aftakke uden pension. Kohorter, der havde røm­met deres stilling, lod han decimere og bespise med byg­korn. Centurioner, der havde forladt deres post, straffede han på livet lige så vel som menige; for andre slags for­seelser anvendte han forskellige æresstraffe, såsom at lade vedkommende stå en hel dag foran feltherrekvarteret, un­dertiden i den blotte tunika og uden bælte, til andre tider med en landmålerstok, eller endog med en græstørv i hån­den. 25. Efter borgerkrigen tiltalte han heller ikke nogen af tropperne som »kammerater«, hverken i taler eller i bekendtgørelser, men som »soldater«, og han tillod heller ikke, at de tiltaltes anderledes af hans sønner eller stifsønner, når de havde en kommando; han mente, at den anden titulatur var for nedladende, både fra det disciplinære standpunkt, og når hensyn toges til de rolige tider og til hans egen og hans huses værdighed. Frigivne brugte han -fraset i Rom som brandpoliti og når der var fare for uro­ligheder i anledning af byens proviantering - kun to gange som soldater: første gang til besætning i kolonierne på IIlyrikums grænse, anden gang til beskyttelse af Rhinbredden; han lod dem stille som slaver af formuende mænd og kvinder, frigav dem straks og holdt dem som et korps for sig uden at blande dem mellem de fribårne og med af­vigende bevæbning.

Af militære udmærkelser uddelte han medaljer og hals­kæder, overhovedet alt, hvad der havde værdi i guld og sølv, med adskillig mere rundhåndethed end vold- og mur­kranse, hvorved æren var det vigtigste; disse tilstod han kun yderst sparsomt, uden persons anseelse, ofte endog til menige. M. Agrippa skænkede han efter søsejren ved Si­cilien en havblå fane. Alene dem, der havde opnået en triumf, dekorerede han af grundsætning aldrig, selv om de havde deltaget i hans felttog og bidraget til hans sejre; de havde jo, mente han, selv haft ret til at dekorere hvem de ville. Han mente, at intet sømmede sig mindre for en fuld­kommen feltherre end overilelse og fremfusenhed. Derfor citerede han ofte ord som: skynd dig langsomt (»eile mit Weile«), bedre er det, når en høvding varsom er end alt for kæk, og: hvad der gøres godt nok, det gøres hurtigt nok. Han plejede endvidere at sige, at man overhovedet ikke burde indlade sig på et slag eller en krig, når udsigten til gevinst ikke påviselig var større end risikoen for tab. Om folk, der søgte at opnå ubetydelige fordele med ikke ubetydelig risiko, sagde han, at de bar sig ad, som hvis man ville fiske med en krog af guld, hvis tab, hvis snøren knækkede, ingen fangst kunne erstatte.

26. Embeder og æresposter fik han dels før tiden, dels også nogle af ny art og for livstid. Konsulatet tiltog han sig i sit tyvende år, idet han rykkede mod byen med sine legioner i fjendtlig holdning og sendte nogle folk derind, der skulle kræve det til ham i hærens navn. Ved denne lejlighed gik det så vidt, at da senatet ikke straks ville give efter, slog gesandtskabets formand, centurionen Cornelius, sin kappe til side, pegede på sit sværdhæfte og sagde i selve rådhuset: »Dette her skal gøre ham til konsul, hvis I ikke gør det.« Sit andet konsulat beklædte han ni år efter, det tredje efter et års mellemrum; de følgende i række indtil det ellevte, hvorefter han afslog en mængde, skønt de tilbødes ham; det 12. søgte han så selv efter et langt mellemrum (sytten år), og derpå det 13. to år efter, for at han kunne være indehaver af det højeste embede, når han førte sine sønner Gaius og Lucius ned på Forum ved deres første indtræden i det offentlige liv. De fem midterste konsulater, fra det 6. til det 10., beklædte han et helt år, de øvrige ni eller seks eller fire eller tre måneder, det andet kun i ganske få timer; efter at han nemlig den første januar havde siddet en kort tid på den kuruliske stol foran den kapitolinske Jupiters Tempel, nedlagde han sin værdighed og lod en anden vælge i sit sted. Han tiltrådte ikke dem alle i Rom, men det fjerde konsulat i Asien, det femte på øen Samos, det ottende og niende i Tarragona.

27. Triumviratet til forfatningens ordning forvaltede han i ti år. Han søgte her nogen tid i modsætning til sine kol­leger at hindre, at der fandt proskription sted, men da den var begyndt, gennemførte han den med større hårdhed end nogen af de andre. Medens de nemlig overfor mange enkelte lod sig formilde ved personlig indflydelse og bøn­ner, holdt han alene bestemt på, at ingen måtte skånes og proskriberede endog sin formynder C. Toranius, der til­med havde været hans fader Octavius's kollega som ædil. Det berettes yderligere af Julius Saturnius, at da proskrip­tionen var tilendebragt, havde M. Lepidus i senatet sagt nogle undskyldende ord om det, der nu var forbi og stillet mildhed i udsigt for fremtiden, idet der nu var straffet nok; men Octavian erklærede så tvært imod, at vel havde han holdt inde med at proskribere, men han havde forbe­holdt sig fuld frihed for fremtiden. Dog viste han, at han fortrød denne hårdhed ved senere at hædre T. Vinius Philopoemen med ridderrang, fordi han i sin tid skulle have skjult sin proskriberede patron. I denne samme stilling gjorde han sig for øvrigt på mange måder forhadt. Således lod han en romersk ridder ved navn Pinarius hugge ned i sit påsyn i den tro, at han var opdager og spion, fordi han havde lagt mærke til, at han skrev noget op, medens han holdt en tale i en soldaterforsamling, hvortil også en skare civilister havde fået adgang. Den designerede konsul Tedius Afer, som havde kritiseret en handling af ham i ond­skabsfulde udtryk, gjorde han så forskrækket med sine trusler, at han tog livet af sig. Da prætoren Q. Gallius ved en officiel visit holdt en sammenlagt skrivetavle gemt in­denfor sin dragt, fik han mistanke om, at han havde et sværd skjult; han turde dog - af frygt for, at der skulle findes noget andet, end han formodede - ikke straks an­stille undersøgelse; men lidt efter lod han ham slæbe fra hans tribunal af underofficerer og soldater og underkaste pinligt forhør, som om han var en slave; da han ikke til­stod, lod han ham dræbe, efter først egenhændigt at have stukket øjnene ud på ham. Herom meddeler han imidler­tid selv, at Gallius havde søgt audiens og under denne be­gået et attentat på ham: at han derfor havde ladet ham fængsle og senere forvist harn fra Rom, hvorefter han var omkommet i et skibbrud eller et sørøver-overfald. Tribunicisk magt overtog han på livstid; to gange valgte han sig en kollega i den, hver gang på fem år. Han overtog også overopsyn med sædelighed og lovgivning, ligeledes på livs­tid; i kraft af denne myndighed holdt han tre gange folke­tælling uden dog at være censor, første og tredje gang med kollega, anden gang alene.

28. At genoprette republikken var to gange hans hensigt: første gang straks efter Antonius's undergang, af hensyn til, at Antonius oftere havde ladet ham høre, at det alene var hans skyld, at den ikke genoprettedes; anden gang, da han var træt af langvarig sygelighed, og ved denne lejlig­hed lod han endog embedsmænd og senat kalde til sig i sit hjem og overgav dem et statsregnskab. Men da han be­tænkte, at han selv ikke kunne leve som privatmand uden fare, og at det var letsindigt at betro staten til fleres sty­relse, endte han dog med at beholde magten; og det var vanskeligt at afgøre, hvad der her mest må anerkendes, resultatet eller hans gode vilje. Den gode vilje lagde han atter og atter for dagen; han har også engang i en bekendtgørelse udtrykt den i følgende ord: »Gid det må forundes mig at grundfæste en sikker og lykkelig sam­fundsorden og derfor at få den løn, jeg ønsker, nemlig at gælde for grundlægger af den bedste forfatning, og ved min død at tage det håb med mig, at det grundlag for en samfundsorden, som jeg har lagt, må vise sig holdbart.« For dette ønskes opfyldelse sørgede han selv ved på en­hver måde at arbejde for, at ingen skulle være misfornøjet med den nye tingenes tilstand.

Hovedstaden, hvis udstyrelse ikke svarede til rigets stor­hed, og som var udsat for oversvømmelser og ildebrande, forskønnede han i den grad, at han med rette kunne rose sig af, at han efterlod sig en by af marmor, hvor han hav­de modtaget en af mursten. Og for dens sikkerhed for ef­tertiden sørgede han også, så vidt det var menneskelig muligt. 29. Han opførte en mængde offentlige bygninger, af hvilke de vigtigste er: Torvet med Mars Ultors tempel, Apollo-templet på Palatium og Jupiter Tonans's tempel på Kapitol. Grunden til opførelsen af torvet var, at der var så mange mennesker og retter, at to ikke slog til, men et tredje syntes påkrævet; det blev derfor åbnet for offentlig­heden i hast, inden Marstemplet endnu var færdigt, og det bestemtes, at de offentlige retssager og udtrækningen af dommere skulle henlægges til det. Marstemplet havde han lovet i krigen om Philippi, som han havde indladt sig i for at hævne sin fader; han forordnede derfor, at her skulle senatet forhandle om krige og triumfer, herfra skulle felt­herrerne drage ud til deres provinser, og hertil skulle de, der vendte hjem med sejr, bringe triumfens udmærkelsestegn. Apollotemplet opførte han på Palatium, på en del af sit hus's grund, der var blevet ramt af lynet, og som derfor efter haruspicernes erklæring ønskedes af guden; han lod tilføje søjlegange med et latinsk og et græsk bibliotek, og her holdt han i sine senere år også ofte senatsmøde og gennemgik dommerlisterne. Templet for Jupiter Tonans oprettede han, fordi han var sluppet fra en fare: på toget i Kantabrien havde et lyn under en natlig march strejfet hans bærestol og dræbt en slave, der gik foran med fakkel. Nogle bygninger opførte han også i andres navn, nemlig i sine dattersønners, sin hustrus og sin søsters: således Gaius's og Lucius's søjlegang og Basilika, Livias og Octavias søjlegang og Marcellus's teater. Men tillige opfordrede han ofte andre fremragende mænd til hver efter sin evne at forskønne byen med nye bygninger eller ved at lade æl­dre istandsætte og udsmykke. Der blev derfor dengang bygget meget af forskellige, f. eks. af Marcius Philippus templet for Herkules med muserne, af L. Cornificius et Dianatempel, af Asinius Pollio Atrium Libertatis, af Munatius Plancus Saturns tempel, af Cornelius Balbus et teater, af Statilius Taurus et amfiteater, endelig af M. Agrippa flere herlige bygninger.

30. Byen i hele dens udstrækning inddelte han i distrikter og kvarterer, og han forordnede, at de første skulle tilses af de årlige embedsmænd efter lodtrækning, de sidste af forstandere udvalgte blandt almuen i hvert kvarter. Til at bekæmpe ildebrande opfandt han natlige poster og væg­tere; for at hindre oversvømmelser gjorde han Tiberens leje bredere og lod det rense op; det havde nemlig hidtil været opfyldt af bygningsrester og indsnævret af udbygnin­ger. For at skaffe lettere adgang til byen fra alle sider, overtog han selv udbedringen af Via Flaminia indtil Ariminum og fordelte de øvrige til mænd, der havde triumferet; de skulle istandsætte dem for pengene fra byttet.

De templer, der var forfaldne på grund af ælde eller brændt, byggede han op igen; de øvrige udstyrede han med rige gaver; således henlagde han i én gave 16,000 pund guld samt ædelstene og perler til en værdi af 50 mill. sesterts i den kapitolinske Jupiters tempelcelle. 31. Efter at han havde overtaget stillingen som ypperstepræst efter Lepidus's død (i hans levende live havde han ikke været til at formå til at tage den fra ham), lod han samle og brænde alt, hvad der var i omløb af græske og latinske spåbøger uden eller dog uden pålidelig forfatterhjemmel - de beløb sig til over 2000 - og beholdt kun de sibyllinske, og af disse endda kun et udvalg; dem lod han nedlægge i to for­gyldte skrin under den palatinske Apollos fodstykke. Tids­regningen, der var ordnet af Divus Julius, men senere ved forsømmelighed kommet i uorden og forvirring, førte han atter tilbage til det oprindelige system; ved dens ordning foretrak han at benævne måneden sextilis efter sit tilnavn frem for september, hvori han var født, fordi han havde opnået både sit første konsulat og sine ypperste sejre i sextilis. Præsternes tal og anseelse forhøjede han; ligeså de til deres stilling knyttede goder, særlig vestalindernes. Da der skulle udtages en ny i en afdød vestalindes sted, og mange ansøgte om fritagelse for at indstille deres døtre til lodtrækning, erklærede han under ed, at dersom nogen af hans børnebørn havde været i den påkrævede alder, ville han have tilbudt hende. Han genindførte også nogle gamle kultusskikke, der efterhånden var gået af brug; så­ledes augurium salutis, jupiterpræsteskabet, luperkalieofringen, sækularlegene og de kompitaliciske lege. Ved luperkalierne forbød han, at unge mennesker, der endnu ikke havde skæg, deltog i omløbet; ligeledes forbød han, at un­ge mennesker af begge køn ved sækularlegene besøgte no­gen natteforestilling undtagen i følge med en ældre af de­res pårørende. For kompitallarernes vedkommende ind­førte han den skik, at de skulle bekranses to gange om året, med forårs- og sommerblomster.

Næst efter de udødelige guder ærede han fortrinsvis de feltherrers minde, som havde hævet romerfolkets magt fra en ringe begyndelse til storhed. Han lod derfor deres byg­ninger istandsætte, med bevarelse af påskrifterne, og op­stillede statuer af dem alle i triumfatordragt i begge søjle­hallerne om sit Forum; han erklærede desuden i en be­kendtgørelse, at han havde udtænkt dette, for at borgerne i mindet om disse stormænd kunne have ligesom en måle­stok for, hvad de burde kræve såvel af ham selv som af følgende tiders regenter. Også Pompeius's statue lod han opstille oven på en marmor-Janus lige over for den til hans teater hørende hal, idet han lod den flytte fra hans rådhus, hvor Cæsar var blevet dræbt.

32. Adskillige alvorlige misbrug havde til skade for almen­sikkerheden holdt sig fra borgerkrigene, under hvis tøjlesløshed de havde fået hævd eller var endog opstået under freden. Talrige røvere optrådte åbenlyst bevæbnede under påskud af selvforsvar; fodgængere blev opsnappede på landet, frie og slaver uden forskel, og stukket i godsejernes arbejdshuse; talrige sammenrottelser dannedes til fælles ud­øvelse af alle mulige forbrydelser, idet de gav sig ud for nye foreninger. Røveruvæsenet hindrede han ved at sta­tionere vagtposter på passende steder; arbejdshusene lod han undersøge; foreningerne opløste han med undtagelse af de gamle og lovlige. Listerne over gamle skatteskyld­nere, der afgav et ypperligt stof til chikanøse processer, lod han brænde; offentlig grund i hovedstaden, om hvis retsstilling der var tvivl, tilkendte han indehaverne; perso­ner, der længe havde stået under anklage, og hvis prekære stilling ikke havde anden betydning end at glæde deres fjender, lod han slette af listerne, idet han opstillede det vilkår, at hvis nogen ville genoptage sagen mod en af dem, måtte han gøre det under risiko for selv at få samme straf. For at retskrænkelser ikke skulle få lov at passere ved at blive straffrie og klager forældes, lagde han 30 dage, der var optaget af ekstraordinære lege, til retssessionerne. Til de tre dommerdekurier føjede han en fjerde, udtagen af en lavere formueklasse; medlemmerne skulle hedde ducenarii og dømme i sager om mindre beløb. Dommere udtog han fra 30-års alderen, fem år tidligere end man hidtil plejede. Da mange søgte at unddrage sig dommerhvervet, gjorde han - endda kun modstræbende - den indrømmel­se, at hver dekurie efter tur skulle have fri et år, og at den retssession, der havde plejet at holdes i november og de­cember, faldt bort. 33. Selv holdt han ret med stor stadighed, undertiden til ud på natten; når han ikke var rask, lod han sin bærestol stille på tribunalet; undertiden lå han endog til sengs i sit hjem. I sin retspleje viste han ikke blot den største omhu, men også stor mildhed; således skal han for at redde en, der var anklaget for fadermord og hvis skyld var utvivlsom, fra at blive syet ind i sækken (det er nem­lig kun dem, der tilstår, på hvem denne straf eksekveres), have stillet sit spørgsmål til ham i følgende form: »Du har dog sikkert ikke dræbt din fader?« En anden gang, i en sag om testamentfalsk, hvor alle underskriverne var hjemfaldne til straf efter den korneliske lov, gav han dem, der dømte sammen med ham, ikke blot de to tavler, én til domfæl­delse og én til frifindelse, men også en tredje til benåd­ning for dem, om hvem det var godtgjort, at de var blevet forledte til at skrive under ved svig eller vildfarelse. Appel­ler fra hovedstaden henviste han hvert år til byprætoren, fra provinserne til konsularer, som han havde sat til at forestå de enkelte provinsers retspleje.

34. Han reviderede love og gav nogle nye, f. eks. om over­dådighed, om ægteskabsbrud og utugt, om ulovlig embedssøgen, om de højere stænders ægteskaber. Da han havde ind­ført ret strenge ændringer i denne sidste, kunne han ikke få den gennemført mod oppositionens voldsomme modstand, førend han havde fjernet eller nedsat en del af straffebe­stemmelserne, givet tre års frist til dens ikrafttræden og forhøjet dens belønninger. Da ridderne trods dette ved et offentligt skuespil hårdnakket krævede dens afskaffelse, lod han Germanicus's børn hente, tog selv nogle af dem og lod deres fader tage andre i favnen og viste dem frem, idet han tillige ved håndbevægelser og minespil lod forstå, at ridderne, ikke burde vægre sig ved at følge den unge mands eksempel. Og da han mærkede, at man også søgte at omgå lovens hensigt ved alt for tidlig forlovelse og hyp­pig skiften af ægteskab, begrænsede han det tidsrum in­den for hvilket trolovelse var tilstedelig og satte grænser for adgangen til skilsmisse.

35. Senatorernes antal, der var for stort, så de udgjorde en uheldig sammensat og uoverskuelig masse (der var nemlig over 1000, deriblandt nogle ganske uværdige, der efter Cæsars død var blevet optaget af personlige hensyn og for be­taling, og som folket derfor kaldte »underjordiske«), reducerede han til den gamle begrænsning og hævede standens anseelse gennem to revisioner. Den første foregik efter deres eget skøn, idet de udpegede hver sin; den anden efter hans eget og Agrippas. Ved denne sidste skal han have præsideret i senatet med en panserskjorte under sit tøj og sværd om livet og med de 10 stærkeste af hans venner af senatorstand omkring sin stol. Cremutius Cordus beretter, at ikke engang senatorerne dengang fik adgang uden én ad gangen og efter undersøgelse af deres lommer. Nogle tvang han til at vise den takt, at de selv bad sig fritagne, og dem, der bad sig fri, lod han endog beholde deres ydre værdighedstegn og retten til at sidde i Orchestra og til at deltage i de offentlige festmåltider. For at de udvalgte og god­kendte kunne udføre deres hverv som senatorer dels med større samvittighedsfuldhed, dels med mindre besvær, for­ordnede han, at hver senator, før han tog plads, skulle holde bøn og bringe et offer af røgelse og vin på den guds alter, i hvis tempel mødet holdtes; at der ikke skulle holdes ordinært møde mere end to gange om måneden, den l. og den 13. eller 15.; og at der i september og oktober ikke behøvede at være andre til stede end et antal ved lod ud­tagne, stort nok til, at senatet var beslutningsdygtigt. For sit eget vedkommende indførte han den skik ved lod at udtage et råd for et halvt år ad gangen, med hvilket han forud kunne forhandle om de sager, der skulle forelægges i plenarmøderne. I vigtigere sager lod han ikke votere efter den traditionelle rækkefølge, men efter sit forgodtbefin­dende, for at hver enkelt kunne være lige så opmærksom, som hvis han skulle votere først og ikke blot slutte sig til et tidligere votum.

36. Han indførte også andre foranstaltninger, deriblandt, at senatets forhandlinger ikke skulle offentliggøres; at em­bedsmænd ikke måtte sendes til deres provinser straks ef­ter fratrædelsen af deres embede; at der anvistes statholderne en fast sum til anskaffelse af muldyr og telte, som hidtil var tilvejebragt ved offentlig licitation; at tilsynet med statskassen gik over fra by-kvæstorerne til forhenvæ­rende eller fungerende prætorer; at forsædet i centumviraldomstolen, der tidligere havde været beklædt af fratrådte kvæstorer, skulle beklædes af decemvirerne. 37. For at flere kunne komme til at deltage i statsforvaltningen opfandt han nye hverv: tilsyn med de offentlige bygningsarbejder, veje og vandledninger; med kornuddelingen til almuen; by-præfekturet; et tremandskollegium til at revidere senatslisten og et til mønstring af riddernes eskadroner så ofte det var fornødent. Censorer, der i lang tid ikke havde væ­ret valgt, lod han vælge. Han forhøjede prætorernes tal. Han forlangte også at få to kolleger i stedet for én hver gang konsulatet overdroges ham, men han kunne ikke sæt­te det igennem, da alle indvendte, at det i grunden allerede var under hans værdighed, at han ikke beklædte den æres­post alene, men sammen med en anden. 38. Lige så rundhån­det var han, når det gjaldt om at hædre krigerisk fortje­neste: over 30 feltherrer lod han tilkende en regulær triumf og adskilligt flere triumfens ærestegn.

Senatorernes børn tillod han, for at de hurtigere kunne vænne sig til statstj enesten, at anlægge den brede purpur­stribe så snart de havde fået mandstoga; når de begyndte den militære løbebane, gav han dem ikke blot legionstribunatet, men også rytterkommandoer; og for at ingen af dem skulle mangle erfaring i felttjenesten, satte han gerne to senatoriske officerer i spidsen for hver rytterafdeling.

Riddernes eskadroner mønstrede han ofte, idet han gen­indførte deres defilering, der længe havde været ude af brug. Men han tillod ikke, at nogen under defileringen blev trukket af hesten af en anklager, hvad der tidligere havde været skik; og dem, der var iøjnefaldende ved alderdomssvaghed eller legemsfejl, gav han lov til at sende hesten i forvejen på deres plads i rækken og selv at møde til fods, når de blev råbt op. Senere gav han dem, der var over 35 år og ikke ønskede at beholde hesten, tilladelse til at levere den tilbage. 39. Med ti medhjælpere, som han havde udbedt sig af senatet, lod han hver enkelt ridder gøre rede for sin livsførelse, og når der var noget at udsætte på dem, på­talte han det dels ved straf, dels ved ærestab - i reglen dog kun ved en advarsel i forskellig form. Den mildeste form for advarsel var, at han personlig overgav dem en skri­velse, som de måtte læse i tavshed og med det samme; nogle fik en påmindelse, blot fordi de havde lånt penge til lavere rente og udlånt dem til for høj rente.

40. Når der ved tribunvalgene manglede senatoriske kandi­dater, lod han romerske riddere komme på valg, således at de, efter at have beklædt embedet til ende, kunne blive i hvilken af de to stænder, de ville. Da mange riddere havde lidt svære formuetab under borgerkrigene og derfor ikke turde indtage pladser i parkettet ved teaterforestillinger af frygt for teaterlovens straffebestemmelse, bekendtgjorde han, at denne ikke var anvendelig på personer, som selv eller hvis forældre til noget tidspunkt havde haft ridder­census.

Mønstringen over almuen holdt han kvartersvis, og for at småfolk ikke for ofte skulle kaldes fra deres forretnin­ger for kornuddelingens skyld, fattede han den plan at give kontrolmærker for 4 måneder tre gange om året. Men da folk foretrak den gamle manér, tillod han igen, at de fik korn for en måned ad gangen. Han genindførte også den gamle valgordning, og han holdt valgbestikkelser nede med alvorlige straffe; til medlemmerne af hans egne tribus, Fabia og Scaptia, uddelte han på valgdagen 1000 sesterts pr. hoved af sin egen kasse, for at de ikke skulle forlange no­get af nogen af kandidaterne.

Han lagde endvidere stor vægt på at bevare borgerskabet ufordærvet og rent for al tilstrømning af udenlandsk og slaveblod; derfor var han yderst sparsom med at give romersk borgerret og satte grænser for frigivelser. Til Tiberius, som ansøgte om borgerret til en græsk klient, skrev han tilbage, at han kun ville tilstå den, dersom han person­lig godtgjorde for ham, at han havde gyldige grunde for sin anmodning; Li via, der bad om borgerret til en skatskyl­dig galler, nægtede han den, men tilbød skattefrihed, idet han erklærede, at han bedre kunne finde sig i, at der gik noget fra Fiskus, end at noget så ærefuldt som romersk borgerret blev givet til den første den bedste. Hvad sla­verne angik, så nøjedes han ikke med at lægge dem mange vanskeligheder i vejen for at opnå frihed, og endnu langt flere for at opnå den med fuld retsvirkning; men efter at han havde truffet indgående bestemmelser om antallet af dem, der kunne frigives, om deres retsstilling og forskellen mellem dem, så føjede han hertil endnu, at ingen, der en­gang havde været i fængsel eller på pinebænken, måtte op­nå borgerret ved nogen form for frigivelse.

Også den gammeldags optræden og klædedragt søgte han at genindføre, og da han engang talte til en folkefor­samling og så en skare borgere i brogede klæder, udbrød han harmfuld: se, der har vi Romerne, verdens beherskere, folket i toga! og pålagde ædilerne for fremtiden ikke at tåle, at nogen tog plads på torvet eller i dets nærhed uden i toga og efter at have lagt kapperne.

41. Gavmildhed viste han på given foranledning hyppigt overfor alle stænder. Ved at bringe den kongelige skat til hovedstaden ved den alexandrinske triumf bevirkede han en sådan pengerigelighed, at rentefoden sank og jorden steg stærkt i pris; og senere, hver gang der var rigelige penge som følge af konfiskation af domfældtes formuer, tilstod han rentefri lån af dem for en vis tid til dem, der kunne stille sikkerhed for det dobbelte beløb. Senatorernes census forhøjede han, idet han ansatte den til 1,200,000 sesterts i stedet for til 800,000, men skød det manglende til for dem, der ikke havde nok. Pengegaver til almuen gav han ofte, med ret forskellige beløb: snart 400, snart 300, enkelte gange 250 sesterts; og han udelukkede ikke engang mindre børn, skønt de hidtil kun havde plejet at få det fra det 11. år. Også korn lod han under dyrtid uddele, ofte for ganske lav, undertiden for ingen betaling; og han fordob­lede antallet af de billetter, der gav adgang til at købe kor­net. 42. På den anden side gav han også beviser på, at han som hersker så mere på almenvellet end på sin popularitet. Da således folket klagede over knaphed og dyrtid på vin, til­retteviste han det med det strenge ord, at hans svigersøn Agrippa ved at føre flere vandledninger til byen havde sør­get for, at folk ikke tørstede. En anden gang, da folket krævede en pengegave, han havde lovet det, svarede han, at han var så god som sit ord; men da det engang for­langte en, han ikke havde lovet, revsede han denne usøm­melighed og ubeskedenhed i en bekendtgørelse og erklæ­rede, at han ikke ville give den, skønt han havde haft det i sinde. Samme alvor og fasthed viste han, da han engang havde stillet en pengegave i udsigt og erfarede, at mange i den anledning var blevet frigivet og optaget mellem borgerne: han erklærede, at de, hvem der ikke var lovet noget, heller ikke skulle få noget, og resten gav han min­dre, end han havde lovet, for at den fastsatte sum kunne slå til. Da der engang var stor misvækst, og nøden var vanskelig at afhjælpe, havde han udvist alle slaver, der var til salg eller tilhørte fægtelærere, og alle fremmede undta­gen lægerne og lærerne samt en del af deres tjenerskab fra hovedstaden; da endelig kornforsyningen var kommet i orden, havde han, som han selv skriver, truffet anstalter til for bestandig at afskaffe de offentlige kornuddelinger, fordi agerdyrkningen tog af af hensyn til dem; men han havde dog ikke ført det igennem, fordi han var sikker på, at man engang igen ville indføre dem for at vinde popula­ritet. Herefter satte han visse grænser for uddelingerne, således at han lige så vel tog hensyn til landmænd og køb­mænd som til almuen.

43. I stadighed i at give skuespil og i deres afveksling og pragt har han overgået alle. Han siger, at han har givet lege i sit eget navn fire gange og for andre øvrigheder, der var fraværende eller hvis midler ikke slog til, treogtyve gange. Undertiden lod han dem endog holde rundt om i byens kvarterer og på flere scener med skuespillere af alle sprog ikke blot på torvet eller i Amfiteatret, men også i Cirkus og i Sæpta, og undertiden gav han kun en dyrekamp; også atleter lod han optræde og lod dertil op­føre siddepladser af træ på Marsmarken; fremdeles lod han afholde søslag i en udgravning i nærheden af Tiberen, der hvor nu Cæsarernes lund er. På sådanne dage fordelte han vagter i byen, for at ransmænd ikke skulle have frit spil under folketomheden. I Cirkus lod han optræde vogn­styrere, løbere og dyredræbere, undertiden af den fornem­ste ungdom. Også Troiaspillet gav han ofte med ældre og yngre drenge; han mente, at det stemte med gammel og god skik, at adelens børn på den måde lagde for dagen, hvad de duede til. Da ved dette skuespil Nonius Asprenas var blevet vanfør som følge af et fald, skænkede han ham en guldkæde og tillod ham selv og hans efterkommere at bære tilnavnet Torquatus. Senere ophørte han at give den art forestillinger, efter at taleren Asinius Pollio i senatet i hårde og for August ubehagelige udtryk havde beklaget sig over sin dattersøn Aeserninus's uheld (han havde lige­ledes brækket et ben).

Også til optræden på scenen og ved gladiatorkampe be­nyttede han undertiden romerske riddere, dog kun, til det blev forbudt ved en senatsbeslutning. Senere lod han kun én gang et ganske ungt menneske af god familie, L. Icius, optræde, og blot således, at han viste ham frem; han var nemlig ikke engang en alen høj, vejede kun 11 pund og havde en vældig røst. På en dag, da han gav gladiatorlege, lod han partnernes gidsler, der var ankommet for første gang, føre midt over arenaen for at fremvises og tage plads oven over ham selv på 2. række. Også udenfor skuespil­dagene plejede han, når der var ankommet noget hidtil uset af interesse, at udstille det ekstraordinært og hvor som helst; således et næsehorn ved Sæpta, en tiger på teatret, en slange på 33 alen på Komitium.

Det hændte engang ved lege på Cirkus, der afholdtes ifølge løfte, at han måtte anføre processionen liggende i en bærestol, fordi han var blevet syg; en anden gang, da han åbnede de lege, hvormed han indviede Marcellus's teater, at hans kuruliske stol gik itu i sammenføjningen, så han faldt bagover. Ved en gladiatorforestilling, som hans børnebørn gav, blev folket forskrækket af frygt for en sammenstyrtning; da det aldeles ikke ville lade sig bringe i ro, gik han fra sin egen plads over og satte sig på det sted, man var særlig bange for.

44. Publikums forhold ved skuespillene, der var i total for­virring og opløsning, gav han regler for og bragte orden til veje deri; foranledningen var en fornærmelse mod en senator, hvem ingen af det talrige publikum havde villet give plads ved en stærkt besøgt forestilling i Puteoli. Der blev derfor vedtaget en senatsbeslutning om, at når- og hvorsomhelst der gaves en offentlig forestilling, skulle 1. række stå åben for senatorer. I Rom forbød han, at ge­sandter fra frie og forbundne folk fik plads i Orchestra, efter at han havde opdaget, at der undertiden endog sendtes personer af frigiven stand. Soldater adskilte han fra det øvrige publikum. Gifte personer af almuen anviste han særlige rækker, drenge en særlig afdeling og deres hov­mestre den ved siden af, og han forordnede, at ingen måtte sidde i det 2. parket i farvet tøj. Kvinder tillod han heller ikke at se på gladiatorforestillinger, ved hvilke det hidtil havde været skik, at de to køn sad mellem hinanden, undtagen fra galleriet. Kun vestalinderne gav han en plads i teatret, afsondret og lige over for prætorens embedssæde. Fra atletforestillinger udelukkede han fuldstændig kvinde­kønnet, så at han endog ved pontifikallegene udsatte en nævekamp, som publikum havde forlangt, til den følgende dags morgen og bekendtgjorde, at kvinder ikke måtte ind­finde sig i teatret før kl. 11. 45. Selv plejede han at se cirkuslegene fra værelser i øvre etage hos sine venner eller frigivne; undertiden dog også fra sin loge, hvor han så sad sammen med sin hustru og sine børn. Fra forestillinger kunne han udeblive flere timer, undertiden hele dage ad gangen; i så fald undskyldte han sig og anbefalede andre til i hans sted at overtage forsædet. Men når han var til stede, tog han sig aldrig noget for, hvad enten det nu var for at undgå de dadlende bemærkninger, som hans fader Cæsar efter folks sigende almindeligt havde været genstand for, fordi han under forestillingen beskæftigede sig med at læse breve og andragender, eller fordi det interesserede og morede ham at se på forestillingen - noget, han aldrig lagde dølgsmål på, men ofte ugenert vedgik. Derfor ud­satte han også, selv ved andres gladiatorforestillinger og lege, talrige og store ekstrapræmier og prisbelønninger for sin egen regning, og han overværede aldrig en græsk væddekamp uden at hædre enhver af deltagerne efter fortjene­ste. Han interesserede sig mest for nævekæmpere, især la­tinske, og ikke blot for de professionelle og indregistre­rede, som han endog plejede at sætte sammen med græske, men også for de folkelige fra småbyerne, der optrådte i smågaderne og sloges, som de kunne bedst, uden teknisk uddannelse. Overhovedet viste han alle klasser af menne­sker, der medvirkede ved offentlige forestillinger, sin in­teresse: atleterne lod han beholde deres forrettigheder og udvidede dem endog; han forbød at give gladiatorkampe uden pardon; den ret til at tugte skuespillere, som ifølge gammel lov var tilstået embedsmændene til enhver tid og sted, fratog han dem undtagen under legene og på teatret. På den anden side førte han altid det strengeste opsyn med atleternes og gladiatorernes kampe for ikke at tale om skuespillerne, overfor hvem han lagde de strengeste bånd på enhver udskejelse; således lod han togataspilleren Stephanio, som han havde erfaret havde ladet sig betjene af en gift kone med håret klippet, så hun så ud som en dreng, piske med ris på alle tre teatre og forvise; pantomimespil­leren Hylas lod han på prætors klage piske med svøber i sit eget hus's atrium under adgang for alle og enhver, og Pylades lod han fjerne fra hovedstaden og Italien, fordi han havde peget på en tilskuer, der peb ad ham og hen­ledt opmærksomheden på ham.

46. Således var hans bestyrelse af hovedstaden og dens for­hold. Italiens befolkning forøgede han med 28 kolonier, som han selv anlagde, og han sørgede for deres opkomst i stor udstrækning ved bygningsarbejder og ved at skaffe dem offentlige indtægtskilder; også retligt og politisk gav han dem til en vis grad ligestilling med hovedstaden, idet han opfandt en afstemningsform, hvorefter byrådsmedlem­merne i kolonierne skulle stemme hver i sin koloni ved valg af hovedstadens embedsmænd og indsende resultatet i forseglet stand til Rom henimod valgdagen. For at der ikke noget steds skulle savnes et tilstrækkeligt antal folk af bedre stand eller tilvækst til det menige folk, tog han ved ansættelse af dem, der søgte officerspladser, også hen­syn til offentlig anbefaling fra vedkommendes hjemsted; og til dem af almuen, som under hans besøg i deres egn godtgjorde for ham, at de havde sønner eller døtre, der fortjente understøttelse, lod han uddele 1000 sesterts for hvert barn.

47. De militært vigtigere provinser, som hverken nemt eller sikkert kunne styres af embedsmænd, der kun fungerede et år, overtog han selv; resten overlod han til prokonsuler efter lodtrækning. Dog lod han undertiden nogle provinser skifte stilling, og han besøgte oftere mange af begge slags. Enkelte forbundsstæder, der var ved at ruinere sig ved mangel på fasthed i deres forvaltning, fratog han deres fri­hed; andre understøttede han, når de var i gældsnød eller anlagde dem på ny, når de var ødelagt af jordskælv, eller skænkede dem latinsk ret eller romersk borgerret, når de godtgjorde, at de havde fortjenester af romerfolket. Der er, tror jeg, ikke nogen provins, som han ikke har besøgt, alene med undtagelse af Afrika og Sardinien. Til disse havde han i sinde at sætte over fra Sicilien, da han havde slået S. Pompeius, men blev forhindret af vedholdende og heftig storm; senere blev der ikke lejlighed eller grund til at tage derover.

48. De kongeriger, som han havde erobret i krig, gav han på få nær enten tilbage til dem, han havde taget dem fra, eller lagde dem ind under fyrster af ikke-romersk byrd. De med Rom forbundne konger knyttede han også til hin­anden ved gensidige bånd, idet han med største iver frem­mede og begunstigede ægteskabs- og venskabsforbindelser mellem dem; og han drog omsorg for dem alle, som om de var lemmer og dele af riget. Når de var for unge eller sindssyge, gav han dem gerne en formynder, indtil de blev voksne eller kom til deres forstand igen; manges børn lod han opdrage og undervise sammen med sine egne.

49. Af krigsstyrken fordelte han legionerne og hjælpetrop­perne i provinserne og anbragte en flådeafdeling i Misenum og en anden i Ravenna til beskyttelse af Det adriatiske og tyrrhenske Hav. Et vist antal anvendte han dels til hovedstadens, dels til sin egen bevogtning, medens han af­skedigede den trop calagurritanere, som han havde haft om sig som drabanter indtil Antonius's overvindelse, og ligele­des de germanere, han havde holdt indtil Varus's nederlag. Dog lod han aldrig mere end tre kohorter være i byen og uden lejr; resten plejede han at fordele på nabobyerne i vinter- og sommerkvarter. Alt, hvad der fandtes af tropper over hele riget, underkastede han bestemte regler for tje­neste og pension, idet han fastsatte både tjenestetid og økonomiske vilkår ved afskedigelsen for enhver grad, for at de ikke, enten på grund af ung alder eller fattigdom efter afskedigelsen, skulle kunne forledes til oprør. For at midlerne til at underholde dem og vise dem hensyn til en­hver tid kunne være til stede uden vanskelighed, oprettede han soldaterkassen tillige med nye skatter.

For hurtigere og bekvemmere at kunne få bud og be­sked om, hvad der foregik i provinserne, lod han på militærvejene med passende mellemrum stationere poster -først unge mænd, senere køretøjer. Dette sidste fandtes hensigtsmæssigere, fordi de der overbringer breve fra ste­det, så også om fornødent kan udspørges. 50. Til segl på di­plomer, ansøgninger og skrivelser benyttede hati i begyn­delsen en sfinks, senere et billede af Alexander den Store, t'l sidst sit eget, skåret af Dioskurides; med dette vedblev også de følgende kejsere at forsegle. I alle sine skrivelser tilføjede han klokkeslettet, ikke blot om dagen, men også om natten, til betegnelse af tiden for deres udstedelse.

51. På hans mildhed og jævnhed haves mange og store bevi­ser. Jeg skal ikke opregne, hvor mange og hvem af mod­parten han benådede, beskyttede og endog lod indtage en fremragende stilling i staten. To mænd af simpel stand, Junius Novatus og Cassius Patavinus, nøjedes han med at straffe henholdsvis med en bøde og med mild forvisning, skønt den ene under Agrippas navn havde offentliggjort et meget bittert brev om ham, og den anden midt i et gæstebud havde erklæret, at han hverken manglede lyst eller mod til at støde ham ned. Under en retsforhandling, hvor man blandt andre klagepunkter mod æmilius ælianus fra Korduba særlig gjorde gældende, at han plejede at ud­tale sig nedsættende om kejseren, henvendte han sig til anklageren og sagde, idet han lod, som om han blev vred: »Vær så god at bevise mig det; så skal jeg lære ælianus, at jeg også har en tunge: jeg skal sige mere om ham«; og hverken da eller senere anstillede han videre undersøgelser om dette punkt. Ligeledes svarede han Tiber, der i et brev beklagede sig over det samme til ham, men i stærkere ud­tryk, med følgende ord: »Du må ikke, kære Tiber, på dette punkt lade dig rive hen af din ungdom og blive for harmfuld over, at der er nogen, der taler ondt om mig; vi må være glade, når vi er så vidt, at ingen kan gøre os ondt.«

52. Templer modtog han, skønt han vidste, at de jævnlig oprettedes selv for almindelige statholdere, ikke i nogen provins uden i sit eget og Romas navn under ét; i hoved­staden afviste han med største bestemthed denne æresbe­visning, og selv de sølvstatuer, der engang var blevet sat ham dér, lod han alle indsmelte og viede for det indkomne beløb nogle guldtrefødder til den palatinske Apollo.

Da folket med stor heftighed ville pånøde ham diktatu­ren, frabad han sig den knælende med togaen kastet fra skuldrene og blottet bryst. 53. Navnet »herre« afskyede han altid som en forbandelse og et skældsord. Medens han en­gang var tilskuer ved lege, faldt der i en mime den replik: O, hvilken retfærdig og god herre! Da alle jublende gav deres bifald til kende, som om det var sagt om ham selv, tilbageviste han straks med håndbevægelser og minespil disse usømmelige udbrud af smiger og påtalte dem den følgende dag i en streng bekendtgørelse; og fra da af tillod han ikke engang, at hans børn og børnebørn kaldte ham herre, hverken i alvor eller spøg og forbød også lignende kælenavne mellem dem indbyrdes. Hverken i Rom eller nogen anden by lod han gerne sin afrejse eller ankomst falde på anden tid end aften eller nat, for ikke at ulejlige nogen med at gøre ham opvartning. Når han var konsul, færdedes han i reglen på gaden til fods; når han ikke var konsul, oftest i en åben bærestol. Ved åbne audienser gav han også personer af de lavere stænder adgang og modtog de audienssøgendes henvendelser med største venlighed; således skændte han engang spøgende på en mand, fordi han overrakte ham sit bønskrift med lige så stor forsigtig­hed, som om han skulle give en skilling til en elefant. På senatsdage hilste han aldrig på senatorerne før i rådhuset; endda måtte de ikke rejse sig, og han nævnede dem ved navn hver for sig uden sufflør; også når han gik, sagde han farvel på samme måde, uden at de rejste sig. Regelmæssige visitter udvekslede han med mange og ophørte ikke at be­søge dem på deres højtidsdage, før han var stærkt til års og engang var blevet klemt i trængslen på en trolovelsesdag. Senatoren Gallus Cerrinius, der ikke hørte til hans nærmere omgangskreds, men som pludselig havde mistet synet og derfor havde besluttet at sulte sig ihjel, fik han til at fortsætte livet ved personlig at trøste ham.

54. Engang, da han talte i senatet, blev der sagt til ham: »Jeg har ikke forstået dig«, og af en anden: »Jeg ville imødegå dig, dersom jeg havde ordet.« En anden gang, da han på grund af debattens usømmelige heftighed var ved at forlade rådhuset hastigt og i vrede, lod nogle ham høre, at senatorerne måtte have lov til at tale statens sager. Antistius Labeo valgte ved den senatsrevision, hvor hver valg­te sin, M. Lepidus, der engang havde været hans fjende og nu var i landflygtighed, og da han blev spurgt af ham, om der ikke var andre, der var værdigere, svarede han, at enhver havde lov at have sin mening. Men ingen fik nogen men af sin frimodighed eller trods. 55. Smædeskrifter om ham, der blev udspredt i senatet, blev han ikke bange for, men gendrev dem indgående og eftersporede ikke forfat­terne, men stillede blot det forslag, at der for fremtiden skulle indledes retsforfølgning mod dem, der under frem­med navn udgav ærerørige skrifter eller vers mod nogen. 56. Også når han blev udæsket med ondskabsfulde eller kåde vittigheder, imødegik han dem i en bekendtgørelse. På den anden side nedlagde han indsigelse mod, at der blev truf­fet forholdsregler til at hæmme frisprog i testamenter. Så ofte han deltog i magistratsvalg, gik han rundt til tribus og bad for sine kandidater efter skik og brug. Han stemte og­så selv i sin tribus lige som enhver anden af folket. Han fandt sig med største sindsro i at blive forhørt og gendre­vet som vidne for retten. Sit torv gjorde han snævrere end tilsigtet, fordi han ikke ville tvinge ejerne af nabogrundene til at afstå dem. Han anbefalede aldrig sine sønner til fol­ket uden at tilføje: hvis de gør sig fortjente. Han klagede på det alvorligste over, at alle havde rejst sig for dem i teatret og klappet stående ad dem, inden de endnu var voksne. Han ønskede vel, at hans venner skulle være store og mægtige i samfundet; men de skulle ikke have nogen anden retsstilling end alle andre og være underkastede lo­vene og domstolene lige så godt som de. Da Nonius Asprenas, som var hans nære ven, var anklaget for giftmord af Cassius Severus, rådspurgte han senatet om, hvad det mente var hans pligt; han var nemlig, sagde han, i tvivl, idet han ved at overvære forhandlingen kunne få udseen­de af at unddrage den anklagede fra lovens straf, og, ved at udeblive, af at lade sin ven i stikken og domfælde ham på forhånd; og med alles samtykke sad han på den ankla­gedes bænk nogle timer, men uden at sige noget, ja, uden engang at afgfve den sædvanlige proceserklæring til hans fordel. Han mødte også i retten med sine klienter, således med en vis Scutarius, der engang havde været ordonnans hos ham, og som var stævnet for injurier. Kun én af alle anklagede reddede han og endda kun ved sin forbøn, idet han i dommernes overværelse fik anklageren til at lade sa­gen falde; det var Castricius, af hvem han havde fået un­derretning om Murenas sammensværgelse.

57. Hvor højt han blev elsket for det gode, han således gjorde, er det let at gøre sig et begreb om. Jeg skal ikke tale om senatets beslutninger, da de kan tænkes at være fremkaldt ved tvang eller af anstandshensyn. Men de ro­merske riddere højtideligholdt altid frivilligt og enstemmigt hans fødselsdag to dage igennem. Alle stænder kastede hvert år ifølge et løfte mønter i Curtius's dam for hans velgående og ofrede ligeledes en lykkeskilling nytårsdag på Kapitolium, selv i hans fraværelse; for denne sum købte han de kostbareste gudebilleder og lod dem opstille i for­skellige kvarterer af byen; således Apollo Sandaliarius, Ju­piter Tragoedus og andre. Til genopbyggeisen af hans hus på Palatium, der var brændt, bidrog veteranerne, dekurierne, tribus samt enkeltvis folk af alle andre klasser vil­ligt penge hver efter sin evne; men han tog kun en bagatel af hver dynge penge og ikke mere end en denar af nogen enkelt person. Når han kom hjem fra en provins, tog man imod ham ikke blot med lykkevarslende tilråb, men også med sange med musik til. Man passede også på, at der al­drig foregik nogen henrettelse, når han holdt indtog i ho­vedstaden. 58. Tilnavnet fædrelandets fader tilbød de ham alle pludselig og i største enighed: først almuen, idet den sendte en delegation til Antium, og dernæst, da han ikke ville tage imod det, i Rom indfandt sig talrig og med laur­bærkranse, når han besøgte et skuespil; senere i rådhuset senatet, hverken ved beslutning eller ved akklamation, men gennem Valerius Messala. Han udtalte på alles vegne: '»Med det ønske, at det må blive til held og lykke for dig og dit hus, Cæsar Augustus - thi dermed tror vi tillige at nedbede varig medgang over staten og gode kår over vor by: - med dette ønske hilser senatet, i overensstemmelse med romerfolket, dig som fædrelandets fader.« Hertil sva­rede August dybt bevæget med følgende ord (jeg meddeler dem ordret, lige som Messalas:) »Hermed har jeg nået mine ønskers mål, forsamlede fædre, og har intet andet tilbage at bede de udødelige guder om, end at det må forundes mig at bevare denne eders enstemmige dom om mig til mit livs sidste øjeblik.«

59. Hans læge Antonius Musa, ved hvis hjælp han var kom­met sig af en livsfarlig sygdom, satte man efter en indsam­ling en broncestatue ved siden af æskulaps billedstøtte. Nogle familiefædre bestemte i deres testamente, at deres arvinger skulle føre offerdyr til Kapitolium med en på­skrift i spidsen og indfri et løfte for dem, fordi August havde overlevet dem. Visse byer i Italien gjorde den dag, på hvilken han først var kommet til dem, til nytårsdag. Mange af provinserne oprettede foruden templer og altre også lege, der skulle afholdes hvert fjerde år og næsten i hver kommune. 60. Venskabelige og forbundne konger anlagde både enkeltvis hver i sit rige byer med navnet Cæsarea og besluttede alle som én at fuldføre den olympiske Jupiters tempel i Athen, der var påbegyndt i gamle dage, på fælles bekostning og indvie det til Augusts genius; og ofte forlod de deres rige og gjorde ham daglig opvartning i toga og uden tegn på deres kongeværdighed, som om de var kli­enter, og ikke blot i Rom, men også når han berejste pro­vinserne.

61. Efter at jeg har fremstillet, hvorledes han var som felt­herre og embedsmand og i sin styrelse af verdensriget i fred og krig, skal jeg nu berette om hans personlige og private liv, og hvorledes hans karakter og skæbne var i hans hjem og mellem hans egne fra hans ungdom til hans sidste levedag.

Sin moder mistede han i sit første konsulat, sin søster Octavia i sit 54. år. Lige som han havde vist dem begge den største opmærksomhed medens de var i live, således til­delte han dem også efter deres død de højeste æresbevis­ninger.

62. Han havde som ung mand været trolovet med en dat­ter af P. Servilius Isauricus; men da han var blevet forso­net med Antonius efter deres første uenighed, forlangte begges soldater, at de også skulle knytte sig til hinanden ved en familieforbindelse, og han ægtede derfor hans sted­datter Claudia, Fulvias datter med P. Clodius. Hun var endnu næppe giftefærdig, og da han kom i fjendskab med sin svigermoder Fulvia, skilte han sig fra hende, inden han havde haft samleje med hende, så at hun endnu var jomfru. Senere ægtede han Scribonia, der havde været gift to gan­ge før, med to forhenværende konsuler, og endog var ble­vet moder ved den ene af dem. Også fra hende lod han sig skille, fordi han, som han siger, ikke kunne udholde hendes urimelige karakter, og straks derefter tog han Livia Drusilla ud af hendes ægteskab med Tiberius Nero, tilmed i frugtsommelig tilstand; hende elskede og agtede han ube­tinget og trofast.

63. Med Scribonia fik han Julia, med Livia ingen børn, skønt han ønskede det i høj grad. Et barn, der var und­fanget, kom for tidligt. Julia giftede han først med sin sø­ster Octavias søn Marcellus, der lige var ude over barne­alderen, dernæst, efter hans død, med M. Agrippa, idet hans søster på hans bøn gik ind på at afstå ham sin sviger­søn; Agrippa var nemlig dengang gift med den ene Marcella og havde børn med hende. Da også han var død, så han sig længe og på mange steder, også mellem ridderstanden, om efter et passende parti, men valgte til sidst sin stedsøn Tiberius, og tvang ham til at skille sig ved sin hu­stru, der var frugtsommelig og allerede havde gjort ham til fader. M. Antonius skriver, at han først havde lovet Ju­lia bort til hans søn Antonius, og dernæst til geterkongen Cotiso, samtidig med at han selv til gengæld havde ønsket kongens datter til ægte.

64. Af dattersønner ved Agrippa og Julia fik han tre, Gaius, Lucius og Agrippa, af datterdøtre to, Julia og Agrippina. Julia giftede han med L. Paulus, censorens søn, Agrippina med sin søsterdattersøn Germanicus. Gaius og Lucius adop­terede han, idet han i sit hjem købte dem ved as og vægt af deres fader Agrippa; medens de endnu var pur unge, lod han dem tage del i statsforretningerne, og efter at de var designerede til konsuler, sendte han dem om til provinserne og hærene. Sin datter og sine datterdøtre opdrog han så­ledes, at han endog vænnede dem til at spinde og væve uld, og forbød dem i tale og handling at optræde ander­ledes end åbenlyst og således, at det kunne indføres i husets dagbog; fra omgang med fremmede udelukkede han dem så strengt, at han engang skrev til L. Vinicius, en fornem ung mand af det bedste rygte, at det var lidet takfuldt af ham, at han var taget til Baiæ for at hilse på hans datter. Sine dattersønner underviste han for en stor del personlig både i at skrive og svømme og andre barnlige færdigheder, og han lagde den største vægt på, at de skulle efterligne hans håndskrift; når han spiste sammen med dem, skulle de altid sidde på fodenden af hans sofa, og når han rejste med dem, skulle de gå foran hans vogn eller ride ved siden af den. 65. Men under hans glæde og stolthed over hans af­kom og gode hustugt svigtede lykken ham. Begge Julia'er, både sin datter og datterdatter, måtte han forvise, efter at de havde bedækket sig med enhver art af skændsel; Gaius og Lucius mistede han begge i løbet af halvandet år, idet Gaius døde i Lykien, Lucius i Massilia. Sin tredje dattersøn Agrippa og sin stedsøn Tiberius adopterede han på én og samme tid på Forum ved en beslutning af kurierne; men af disse måtte han kort efter forstøde Agrippa på grund af hans simple og trodsige natur og internere ham i Sorent.

Han bar forøvrigt tabet af sine nærmeste med adskil­ligt større sindsro end deres skam. Gaius's og Lucius's død knækkede ham egentlig ikke; men om sin datter gav han kun senatet underretning fraværende og i en skrivelse, der oplæstes af hans kvæstor, og han undgik længe samkvem med mennesker af skamfølelse, ja, han tænkte endog på at lade hende dræbe. Vist er det i alt fald, at da på samme tid en af hendes medvidere, hendes frigivne Phøbe, havde hængt sig, så sagde han, at han hellere ville have været fader til Phøbe. Efter at hun var forvist, fratog han hende brugen af vin og alle luksusartikler, og han tillod ikke, at nogen fri eller slave besøgte hende uden med hans sam­tykke, og efter at han havde skaffet sig underretning om vedkommendes alder, højde og hudfarve, ja endog om hans modermærker eller ar. Først efter fem års forløb lod han hende flytte fra hendes ø til fastlandet og gav hende en noget lempeligere behandling. At kalde hende helt tilbage kunne han aldrig formås til; da romerfolket bad for hende, hvad det ofte gjorde, og trængte ind på ham, ytrede han fra talerstolen, at han ville ønske, de selv måtte få den slags døtre og hustruer. Det barn, hans datterdatter Julia fik efter sin domfældelse, forbød han at anerkende og er­nære. Da Agrippa ikke blev medgørligere, men tværtimod stadig vildere, lod han ham flytte til en ø og oven i købet omgive med en vagt af soldater; han bestemte også, at han skulle holdes i forvaring på samme sted for livstid. Ved enhver omtale af ham og juliaerne udstødte han et suk, og ofte citerede han også verset (Hom. Il. 3,40):

Gid jeg aldrig var gift, og barnløs var kommen af dage!

og han plejede aldrig at kalde dem andet end sine tre pla­ger eller sine tre kræftskader.

66. Venskaber knyttede han ikke let, men holdt meget tro­fast fast ved dem; ikke blot anerkendte han sine venners gode egenskaber og gerninger efter fortjeneste, men han fandt sig også i fejl og forseelser af dem, når de da holdt sig indenfor rimelige grænser. Man vil næppe finde, at han har ladet nogen af alle sine venner falde med undtagelse af Salvidienus Rufus, som han havde forfremmet lige til konsulatet, og Cornelius Gallus, som han havde ladet stige til statholder over ægypten - begge fra ganske beskedne kår. Af disse lod han senatet domfælde den ene, som kon­spirerede imod ham; den anden udelukkede han fra sit hus og sine provinser på grund af hans utaknemmelighed og ondsindethed. Men da også Gallus blev drevet til at tage sig af dage af anklagernes trusler og senatets beslutninger, udtalte August ganske vist sin anerkendelse af den hengi­venhed, der lagde sig for dagen i den stærke harme på hans vegne, men græd dog over ham og beklagede sig over sin lod, at han alene ikke havde lov til kun at gå så vidt i sin vrede på sine venner, som han havde lyst til. De andre stod, som de første i deres stand, i indftydelse og rigdom til deres livs ende, skønt der også her kunne komme kurrer på tråden. Han savnede således undertiden - for at holde mig til dem - hos M. Agrippa godmodighed og hos Mæcenas diskretion; den første opgav engang på en ubegrundet mis­tanke om kølighed hos August, og fordi Marcellus for­mentlig blev foretrukket for ham, alle sine stillinger og rej­ste til Mytilene, og den anden røbede hemmeligheden om opdagelsen af Murenas sammensværgelse for sin hustru Terentia.

Han krævede også på sin side, at hans venner til gen­gæld viste ham deres hengivenhed, såvel efter deres død som i levende live. Skønt han nemlig på ingen måde var begærlig efter arv - således har han aldrig indladt sig på at modtage noget ifølge testament af nogen, han ikke havde kendt - så vejede han dog sine venners sidste domme om ham på det mest indgående, og skjulte hverken sin bedrø­velse, når en af dem kun havde betænkt ham sparsomt eller nøjedes med hædrende omtale, eller sin glæde, når der var vist ham taknemmelighed og kærlighed. Legater eller ar­velodder, der efterlodes ham af forældre, hvem det så var, plejede han enten straks at overlade til deres børn, eller, hvis disse endnu ikke var myndige, at give dem dem igen med renter på den dag, de anlagde mandsdragt eller gif­tede sig.

67. Som patron og herre kunne han være lige så streng som overbærende og mild. Mange af sine frigivne viste han stor agtelse og omgikkes dem fortroligt; således Licinus, Celadus og andre. Sin slave Cosmus, der udtalte sig yderst nedsættende om ham, nøjedes han med at sætte i blokken. Sin kasserer Diomedes, der på en spadseretur med ham, af angst udsatte ham for et pludseligt angreb af et vildsvin, foretrak han at beskylde for frygtagtighed i stedet for grov uagtsomhed, og slog sagen, der dog ingenlunde havde væ­ret ufarlig, hen i spøg, fordi der dog ikke var ond hensigt med i spillet. På den anden side tvang han Polus, en af hans mest afholdte frigivne, til at tage sig af dage, da han havde fået bevis for, at han forførte gifte koner; sin sekre­tær Thailus lod han knække benene på, fordi han havde taget imod 500 denarer for at røbe et brev; sin søn Gaius's hovmester og tjenere lod han kaste i en flod med svære vægte om halsen, fordi de havde benyttet sig af Gaius's sygdom og død til at optræde brutalt og havesygt i hans provins.

68. I sin første ungdom kom han i vanry for forskellige arter usædelighed. Sextus Pompeius beskyldte ham for kvindagtighed, M. Antonius for at have opnået at blive adopteret af sin onkel ved utugt; videre påstod L. Marcius's broder, at han havde solgt sin kyskhed, som allerede Cæsar havde taget blomsten af, til Aulus Hirtius i Spanien for 300,000 sesterts, og at han plejede at lade huden på sine skinneben svide med glødende nøddeskaller for at få blødere hårvækst på dem. Også hele folket opfattede for resten ved nogle lege et vers, der blev fremsagt på scenen om en af gudemoderens gallere, der slog pauke:

Ser du, hvorledes den halvmand tumler ringen med en finger?

som en hån mod ham, og gav energisk sit bifald til kende. 69. At han har haft talrige elskovsforhold til andres hu­struer, nægter heller ikke hans venner; de anfører dog til undskyldning, at han har handlet ikke af lidenskab, men af beregning for lettere at komme under vejr med sine for­skellige modstanderes planer gennem deres hustruer. M. Antonius lod ham høre, foruden hans hovedkuls giftermål med Livia, at en konsulars hustru var blevet ført fra spise­salen ind i hans sovekammer i hendes mands nærværelse, og ført tilbage til selskabet med røde øren og pjusket hår; at Scribonia havde fået løbepas, fordi hun alt for frit havde ytret sin harme over sin rivalindes for store indflydelse; at hans venner havde set sig om efter en kone til ham på den måde, at de lod gifte koner og voksne piger klæde sig af og inspicerede dem, som om de var til salg hos slavehand­leren Thoranius. Han skriver også følgende til ham selv, endnu i en kammeratlig tone og ikke helt som uven eller fjende: »Hvor har det kunnet forandre vort forhold, at jeg ligger hos dronningen? hun er jo min kone. Har jeg be­gyndt på det nu eller for ni år siden? Og desuden: er Drusilla den eneste, du ligger hos? Tør du tage gift på, at du, når du læser dette brev, ikke har ligget hos Tertulla eller Terentilla eller Rufilla eller Salvia Titisenia eller fandens oldemoder? Eller kommer det måske an på hvor eller med hvem, man morer sig?«

70. Folkesnakken havde også travlt med et middagsselskab, han skulle have givet i en intim kreds. Det kaldes almin­delig de tolv guders; gæsterne skulle have ligget til bords klædt ud som guder og gudinder, han selv udstyret som Apollo. Dette fik han ikke blot at høre i breve fra Anto­nius, der i den ondskabsfuldeste form opregner navnene på hver enkelt deltager, men også i nogle velkendte anonyme vers:

Fra det øjeblik, da deres selskab lejede maskeradegarde­roben,
og Manlius's hus så de seks guder og seks gudinder,
for at Cæsar kunne drive sin ugudelige leg med at maskere sig som Phøbus,
og til middagsunderholdning sætte nye gudeskandaler i værk:
så har alle guddomme vendt sig fra jorden,
og Jupiter selv er flygtet fra sin forgyldte trone.

Snakken om det selskab fik yderligere næring, fordi der dengang var stor dyrtid og hungersnød i borgerskabet, og man tilråbte ham dagen efter, at guderne havde spist alt kornet, og at Cæsar ganske rigtig var Apollo, men Apollo Tortor (med dette tilnavn dyrkedes guden på et sted i Rom). Man gjorde også bemærkninger om, at han var alt for begærlig efter kostbart korinthisk service og hengiven til hasardspil. Således blev der på proskriptionernes tid skrevet på hans statue:

Min fader var vekselerer, jeg er antikvitetshandler, idet man mente, at han havde ladet visse personer opføre på proskriptionslisterne for deres korinthiske sagers skyld. Og senere,   under den siciliske krig,   kom der   et epigram i omløb:

Efter at han har tabt to søslag og sat sine skibe til, spiller han, for dog engang at vinde, stadig hasard.

71. Af disse beskyldninger eller bagvaskelser, hvad man nu vil kalde dem, gendrev han med lethed den for utugtighed ved sin ærbare livsførelse både straks og senere; ligeledes hvad onde tunger sagde om pragtsyge, idet han efter Alexandrias indtagelse ikke beholdt andet af det kongelige ud­styr end et agat-bæger, og senere lod et guldservice, som han havde haft i stadig brug, indsmelte helt og holdent. Overfor beskyldningen for vellystighed havde han ondt ved at klare sig; også senere skal han have haft en passion for jomfruelige kvinder, som skaffedes ham alle vegne fra, endog af hans hustru. Folkesnakken om hans hasardspil brød han sig ikke det mindste om; han spillede i al jævn­hed og åbenlyst, for tidsfordriv, endnu i sin høje alder, og ikke blot i december måned, men også på andre hellige og søgne dage. Herom kan der ingen tvivl være. I et egenhæn­digt brev fra ham hedder det: »Middag, kære Tiber, med de samme; dertil som gæster Vinicius og den gamle Silius. Ved bordet spillede vi nogle adstadige partier både i går og i dag: der kastedes terninger, og hver gang én slog fire enere eller seksere, betalte han til puljen én denar for hver terning; puljen fik den, som slog alle øjne.« Ligeledes i et andet brev: »Vi, kære Tiber, har haft en rigtig fornøjelig quinquatrus: vi har spillet hver dag og gjort stor omsæt­ning. Din broder hylede frygtelig; da det kom til stykket tabte han dog ikke meget, men fik lidt efter lidt mod for­ventning oprejsning for sit store nederlag. Jeg tabte 20,000 sesterts for min person, men jeg havde også været over­måde rundhåndet i spillet, som jeg plejer. Havde jeg ind­drevet de gevinster, jeg eftergav, eller beholdt alt, hvad jeg forærede bort, ville jeg have vundet hele 50,000. Men det er bedre, som det er: min rundhåndethed vil skaffe mig guddommeligt ry.« - I et brev til hans datter hedder det: »Jeg sender dig 250 denarer, det, jeg gav hver af gæsterne til at spille terninger eller effen og ueffen med under mid­dagen.«

72. I sin øvrige livsførelse var han notorisk overordentlig nøjsom og uden skygge af nogen last. Han boede i begyn­delsen ved Forum Romanum over Scalae Anulariae i et hus, der havde tilhørt taleren Calvus; senere på Palatium, men i Hortensius's lige så beskedne bolig, der hverken ud­mærkede sig ved rummelighed eller udstyr: den havde kun et lille peristyl med peperinsøjler og sale uden marmorbe­klædning eller fint mosaikgulv. Ja, i mere end 40 år be­nyttede han samme soveværelse vinter og sommer, skønt han gjorde den erfaring, at byen ikke var god for hans helbred om vinteren, og skønt han regelmæssig opholdt sig i byen om vinteren. Når han havde forretninger, hvorved han ville være ensom eller uforstyrret, så havde han et iso­leret, højt beliggende sted, som han kaldte Syrakus og Technophyon; der flyttede han hen, eller også til en af sine frigivnes villaer. Når han var syg, lå han gerne i Mæce­nas's hus. Til landophold foretrak han Kampaniens kyster og øer eller også småbyerne nærmest hovedstaden, Lanuvium, Præneste eller Tibur; sidstnævnte sted holdt han end­og ofte ret i søjlehallen ved Herkules-templet. Store og kun­stige slotte kunne han ikke lide; sin datterdatter Julias, som hun havde ladet opføre med ødsel pragt, lod han endog nedrive til grunden, og sine egne, der dog var beskedne nok i forvejen, udstyrede han ikke så meget med statuer og malerier af kunstværdi, som med spadseregange og lunde og med genstande, der var mærkelige ved ælde og sjælden­hed, som f. eks. på Capri de kolossale knogler af vældige søuhyrer og vilddyr, de såkaldte »gigantben« eller »kæm­pevåben«.

73. Tarveligheden i hans udstyr og service fremgår af de sofaer og borde, der endnu er bevarede; de fleste af dem er næppe, som man nu finder dem i et smagfuldt udstyret privat hjem. Han skal også altid have ligget på et lavt leje med tarvelige sengeklæder. Han gik ikke gerne med andet end hjemmelavede klæder, gjort af hans søster, hustru, datter og datterdøtre. Hans toga var hverken snæver eller vid, hans clavus hverken bred eller smal; hans fodtøj tem­melig tyksålet, for at han kunne se højere ud, end han var. Både sin officielle påklædning og sine sko havde han altid i sit sovekammer, færdige til at tages på ved pludselig påkommende tilfælde.

74. Han gjorde hyppigt selskaber, altid regulære middage; i sit valg af gæster tog han strenge stands- og person-hen­syn. Valerius Messala beretter, at han aldrig havde nogen frigiven til taffel undtagen Menas, men vel at mærke først, da denne var blevet erklæret fribåren efter at have forrådt Sextus Pompeius's flåde. Han selv skriver, at han engang har indbudt en, på hvis landsted han opholdt sig, og som tidligere havde været ordonnans hos ham. Ved selskaberne indfandt han sig undertiden sent og gik tidligt, således at gæsterne begyndte at spise, før han lagde sig til bords, og blev ved, efter at han var gået. Han gav middage på tre eller, når det skulle være meget flot, på seks retter; ikke med overdreven bekostning, men med den største elskvær­dighed. Gæster, der tav stille eller talte sagte, opmuntrede han til at tage del i den almindelige samtale, og mellem retterne lod han optræde virtuoser og skuespillere eller endog folkelige dansere fra cirkus og endnu hyppigere aretaloger.

75. Fest- og mærkedage fejrede han med stor rundhåndet­hed; undertiden dog kun i spøgefuld form. Ved saturnalie-festen, og når han ellers fik lyst dertil, uddelte han gaver, snart klæder og guld- og sølvgaver, snart mønter af alle slags, også gamle fra kongetiden og fremmede; undertiden ikke andet end gedehårs-tæpper, svampe, ildragere, ildtæn­ger og lignende med dunkle og flertydige påskrifter. Han plejede også ved sine selskaber at sælge lodder på ting af den forskellige værdi, eller malerier med ryggen udad, og at lade købernes håb skuffes eller opfyldes, alt som det blinde tilfælde ville; der blev så gjort bud fra hver sofa, og tab eller gevinst båres i fællesskab. 76. Hvad hans føde an­går - thi heller ikke dette punkt vil jeg forbigå - så spiste han meget lidt og helst borgerlig kost. Grovt brød, ganske små fisk, frisk, håndpresset ost og grønne figen af anden høst satte han særlig pris på, og nød dem også før middagen når og hvor som helst han fik appetit. Dette er hans egne ord af hans breve: »Jeg nød lidt brød og dadler i vognen.« Et andet sted: »På vejen hjem fra Regia i bærestol fortæ­rede jeg en unze brød og lidt tykskallede druer.« Et andet sted: »Ikke engang en jøde, kære Tiber, holder faste på sabbaten så strengt, som jeg har holdt den i dag: først i badet efter klokken 7 har jeg spist to mundfulde, inden jeg begyndte at salve mig.« Som følge af denne uregelmæssig­hed spiste han undertiden alene, enten før et selskab be­gyndte eller efter, at det var forbi, medens han ikke rørte mad under selve selskabet.

77. Også i nydelse af vin var han af natur meget afholden­de. Cornelius Nepos beretter, at han i lejren ved Mutina ikke plejede at drikke mere end tre gange til maden. Se­nere gik han, når det kom højest, ikke ud over ¥2. liter; gik han ud over det, så tog han et brækmiddel. Han holdt mest af rhætisk vin, og han drak ikke gerne om dagen. I stedet for drikke nød han brød overhældt med koldt vand, en stump agurk, det inderste af et lille salathoved eller et frisk eller tørt æble med vinagtig saft.

78. Efter måltidet kl. 12 tog han et lille hvil, påklædt og med sko på, som han var, med et tæppe over fødderne og med hånden over øjnene. Efter middagen lagde han sig på sin arbejdssofa; der blev han, til han fik resten af dagens for­retninger gjort færdig helt eller for største delen, indtil langt ud på natten. Så gik han i seng og sov, ikke mere end i det højeste 7 timer, og det endda ikke i sammen­hæng, men således at han indenfor den tid vågnede tre å fire gange. Når han ikke kunne falde i søvn igen efter en sådan afbrydelse, hvad der jo kan hænde, søgte han at få søvn ved at lade oplæsere eller historiefortællere hente, og sov så ofte til efter daggry. Han lå aldrig vågen i mørke, uden at nogen sad ved hans seng. Tidlig opståen generede ham; når han måtte være tidlig oppe af hensyn til repræ­sentation eller gudstjeneste, plejede han, for at kunne gøre det uden gene, at overnatte hos hvem som helst af sine om­gangsvenner, hvis lejlighed lå i nærheden. Alligevel fik han tit ikke søvn nok på den måde og sov derfor, medens han blev båret gennem gaderne og når hans bærestol blev sat ned under et eller andet ophold.

79. Hans ydre var ualmindelig smukt og på alle alderstrin højst tiltalende, skønt han ringeagtede alle forskønnelses-midler; med sin frisure var han så ligegyldig, at han lod sig behandle i en fart af flere frisører på én gang og snart lod sit skæg klippe, snart rage, og mens det stod på læste noget eller endog skrev. Hans udtryk var, hvad enten han tav stille eller talte, så roligt og klart, at en gallisk høvding, efter hvad han selv tilstod blandt sine landsmænd, derved lod sig formilde og holde tilbage fra under overgangen over Alperne at støde ham i afgrunden, hvad han havde foresat sig at gøre, når han under foregivende af en sam­tale havde fået adgang til at komme ham nær på livet. Han havde klare og strålende øjne, og han ville gerne, at folk skulle tro, at der var en vis overnaturlig magt i hans blik; det var ham derfor en glæde, når folk slog øjnene ned, som om de var blændede af solen, når han så skarpt på dem. Da han blev gammel, så han mindre godt med det venstre. Hans tænder sad med store mellemrum, var meget små og sorte; hans hår svagt bølget og mørkeblond; hans øjenbryn sammenvoksede; hans øren temmelig små; hans næse noget fremspringende ved roden og hængende i spidsen; hans hudfarve midt imellem mørk og lys; hans vækst lille (dog siger hans frigivne Julius Marathus), at han var 5 fod og 9 tommer høj, men man lagde ikke mær­ke til det, fordi han var så smukt skabt og godt proportio­neret, så det kunne kun ses ved sammenligning med en højere person, der stod ved siden af ham.

80. Hans krop skal have været plettet, idet der spredt over hans bryst og underliv sad modermærker, der i anord­ning og antal svarede til stjernerne i himmeltegnet bjørnen; desuden havde han nogle pletter af hård hud, der var frem­kommet af hudkløe og stadig og stærk brug af skraber, og flere steder løb sammen, så de lignede skurv. Hans venstre hofte, lår og skinneben var ikke rigtig stærke, så at han endog ofte haltede lidt; men det hjalp, når han brugte sand­poser og rør. Også højre hånds pegefinger følte han under­tiden så svag, at han, selv med støtte af en hornring, dår­lig nok kunne skrive med den, idet den var stiv og krum af kulde. Han klagede også over blæresmerter, som han kun blev fri for ved afgang af småsten med vandet.

81. Af alvorlige og farlige sygdomme havde han hele sit liv igennem adskillige, især efter Kantabriens undertvingelse. Hans lever var dengang blevet angrebet af en katarrh, så hans tilstand syntes håbløs, og han var nødt til at under­kaste sig en modsat og livsfarlig behandling: da varme om­slag ikke hjalp, måtte han lade sig behandle med kolde ef­ter Antonius Musas forskrift. Han havde også sygdomme der kom igen hvert år til bestemte tider; henimod sin fød­selsdag befandt han sig nemlig gerne ilde; i begyndelsen af foråret led han af oppustning af mellemgulvet, og når det var scirocco, af snue. På grund af denne svækkelse i hans konstitution tålte han ikke godt hverken kulde eller hede. 82. Om vinteren beskyttede han sig med fire tunikaer og en skjorte, foruden en tyk toga, og med uldtrøje og bind om lår og skinneben; om sommeren sov han for åbne døre, ofte endog i peristylet, med springvandet i gang og endog med én til at vifte sig. Solen kunne han ikke engang tåle om vinteren, og gik derfor selv i sit hus, ikke under åben himmel uden solhat på. Han rejste i bærestol, i reglen om natten, langsomt og korte stykker ad gangen, således at han var to dage om at komme til Præneste og Tibur; og hvor han kunne komme hen til søs, der sejlede han helst. På al denne svaghed hjalp han ved stor forsigtighed, især ved at bade sjældent; hyppigere lod han sig salve, eller han bragte sig i sved ved tør varme, og lod sig så overhælde med kuldslået vand, eller vand, der var blevet lunkent af stærkt solskin. Når han for at styrke sig måtte bruge salt-vandsbade eller varme svovlbade, nøjedes han med at sidde i et træ-badekar, som han selv med et spansk udtryk kaldte dureta, og pjaske afvekslende med arme og ben.

83. Øvelser på fælleden i ridning og våbenbrug opgav han straks efter borgerkrigene og gik først over til bold- og bal­lonspil; senere nøjedes han med at køre og spadsere, såle­des at han på de sidste stykker løb med små spring, med et skind eller tæppe om sig. For tidsfordriv fiskede han un­dertiden med snøre, eller han spillede med terninger eller stenkugler og nødder sammen med små slavebørn, som skulle være tiltalende af ansigt og ved snaksomhed; dem samlede han på, især maurere og syrere. Dværge, vanskab­ninger og alt af den slags kunne han derimod ikke for­drage; han betragtede dem som uhyggelige parodier af na­turen.

84. Veltalenhed og litterære sysler lagde han sig efter fra sin tidligste ungdom, både med interesse og stor energi. Under krigen ved Mutina, hvor der dog hvilede så meget på ham, skal han daglig både have læst, skrevet og holdt taleøvelser. Senere derimod talte han hverken i senatet eller til folket eller til soldaterne uden efter forberedelse og skriftlig udarbejdelse, skønt han ikke manglede evne til at improvisere, når situationen krævede det. For ikke at måtte stole på sin hukommelse eller spilde tiden med at lære udenad, gjorde han sig til regel at oplæse alting. Også al­vorlige samtaler med enkeltmand, ja, selv med sin hustru Livia, førte han kun efter at have nedskrevet hvad han ville sige og med optegnelserne for sig, for ikke at komme til at sige for meget eller for lidt, når han var uforberedt. Han havde et behageligt og ejendommeligt foredrag, og tog sta­dig undervisning i deklamation; men undertiden måtte han på grund af hæshed benytte herold, når han talte til folket.

85. Han forfattede mange forskellige prosaskrifter, af hvilke han oplæste nogle i en intim kreds, som for et auditorium, f. eks. »Svar til Brutus angående Cato«; af dette skrift op­læste han som ældre mand en stor del, men blev så træt og lod Tiber læse det færdigt; endvidere »Opmuntringer til Philosophi«, og adskilligt om hans levned, som han for­talte i 13 bind indtil kantabrerkrigen, men ikke udover den. Med poesi befattede han sig kun overfladisk. Der findes ét bind af ham på hexametre; dets indhold og titel er »Sicilien«; der findes ét til af lige så beskedent omfang med epigrammer; dem plejede han at forfatte på den tid han tog bad. En tragedie derimod, som han havde på­begyndt med stor iver, viskede han ud igen, da formen ikke i længden ville lykkes ham, og da hans venner spurgte ham, hvordan det gik med Aiax, svarede han, at hans Aiax havde styrtet sig i - en svamp.

86. Hans stil-ideal var korrekthed, mådehold og frihed for indholdsløse, klingende fraser og for, hvad han selv kaldte »Stank af søgte udtryk«; han lagde hovedvægten på at udtrykke sin mening så tydeligt som muligt. For lettere at opnå dette, og ikke på noget punkt forvirre eller sinke sin læser eller tilhører, generede han sig ikke for at føje præ­positioner til bynavne og gentage bindeord flere gange, idet det jo medfører nogen utydelighed at udelade disse småord, selv om det tager sig bedre ud. De hypermoderne og de gammeldags, der efter hans mening gik til modsatte yder­ligheder, var han lige meget imod, og han drog undertiden til felts imod dem, især mod sin ven Mæcenas, hvis »pomadiserede lokker«, som han kalder dem, han ved enhver lejlighed er på nakken af og spøgende parodierer; men heller ikke Tiber skåner han, når han af og til gik på jagt efter forældede og søgte udtryk. Hvad M. Antonius angår, så lader han ham høre, at det er galskab af ham, at han skriver på en måde, så folk snarere må undres over end forstå ham; og dernæst føjer han til, med spot over hans dårlige og usikre smag i valget af udtryksmåde: »og du véd ikke rigtig, om du bør tage dig Annius Cimber og Veranius Flaccus til mønster og altså bruge de udtryk, som Sallustius Crispus har plukket ud af Cato's Origines, eller om det er bedre at overføre de asiatiske taleres tanketomme ordskvalder på vort sprog«. I et brev, hvor han roser sin datterdatter Agrippinas gode hovede, hedder det: »men du må gøre dig umage for ikke at skrive eller tale affek­tert«.

87. At han i daglig tale brugte visse udtryk hyppigt og på en påfaldende måde, viser hans egenhændige breve, i hvilke han atter og atter, når han vil udtrykke, at folk aldrig vil betale, siger, at de vil betale ad kalendas graecas; når han råder til at finde sig i forholdene, som de er, hedder det: vi må nøjes med den Cato, vi har; og til at udtrykke, at en ting går i en fart: hurtigere end asparges koges. Han bruger stadig i stedet for dum baceolus, i stedet for broget (pul­lus) pulleiaceus, i stedet for forrykt vacerrosus; at have det svapide for: dårligt; betizare for: at befinde sig ilde, hvor man almindelig siger lachanizare; endvidere simus for sumus og domos i genetiv singularis for domuos; disse to for­mer altid således, så det kan ikke være en fejl, men må være en sædvane.

I hans håndskrift har jeg særlig lagt mærke til følgende: han deler ikke ord og fører ikke bogstaver, der ikke kan få plads i slutningen af en linje, over i den næste, men skriver dem lige nedenunder med en krølle om. 88. Ortogra­fien, o: den af grammatikerne opstillede form og regel for skrivemåde overholder han ikke strengt, men synes sna­rere at slutte sig til den anskuelse, at man bør skrive, som vi taler. En anden sag er det, at han ofte forkorter eller overspringer ikke blot bogstaver, men hele stavelser: det er den slags fejl, som alle mennesker begår. Jeg anfører det også kun, fordi det undrer mig, at man har kunnet be­rette, at han havde ladet en af sine statholdere afløse som en udannet person, fordi han havde lagt mærke til, at han egenhændig havde skrevet ixi for ipsi. - Når han bruger chifferskrift, sætter han B for A, C for B, osv. på samme måde alfabetet igennem; for X dobbelt A.

89. For græske studier var hans interesse ikke mindre, og også i dem bragte han det vidt. Til lærer i veltalenhed hav­de han Apollodorus fra Pergamum, hvem han som ung mand endog havde taget med sig fra Rom til Apollonia, skønt han allerede var højt til års. Senere tilegnede han sig omfattende kundskaber på forskellige andre områder ved sit samliv med filosoffen Areus og hans sønner Dionysius og Nikanor. Dog nåede han ikke at tale flydende, og han turde heller ikke indlade sig på at forfatte noget på egen hånd; når forholdene krævede, at han gjorde det, skrev han på latin og lod det oversætte af andre. Men han var på ingen måde ukendt selv med græsk poesi; han havde endog smag for den gamle komedie, og lod ofte opføre stykker af den ved offentlige forestillinger. I sin læsning af forfat­tere af begge sprog interesserede han sig mest for levereg­ler og moralske fortællinger, der var anvendelige på of­fentlige eller private forhold; dem skrev han gerne ordret ud og sendte dem til sin families medlemmer, til chefer for hære og provinser, eller til embedsmænd i hovedstaden, alt efter som de trængte til påmindelse. Han oplæste også hele skrifter for senatet og bragte dem ofte til folkets kund­skab ved opslag; således Q. Metellus's tale om afkommets forøgelse, og Rutilius's om bygningers størrelse, for derved at vise folk, at han ikke var den første, der havde grebet ind i begge disse forhold, men at de gamle allerede havde været opmærksomme på dem.

Samtidige forfattere understøttede han på enhver måde. Han hørte på deres oplæsninger med velvilje og tålmodig­hed, og ikke blot på digte og historiske værker, men også på taler og dialoger. Dog kunne han ikke finde sig i, at der forfattedes andet om ham selv end alvorlige arbejder af de ypperste forfattere, og han gav prætorerne påmindelser om, at de ikke måtte lade hans navn misbruges ved litterære væddekampe.

90. Om hans stilling til religionen er følgende overleveret.

For torden og lynild havde han en noget overtroisk æng­stelse. Han bar altid og overalt et skind af en sælhund på sig til beskyttelse, og ved det mindste varsel om et større uvejr trak han sig tilbage til et underjordisk, overhvælvet værelse; han var nemlig, som ovenfor anført, engang på en rejse om natten blevet forskrækket af et lynnedslag.

91. Drømme lagde han vægt på, både sine egne og andres. I slaget ved Philippi havde han besluttet ikke at forlade sit telt på grund af et ildebefindende; men han gjorde det alligevel, da han fik en advarsel gennem en vens drøm, og det viste sig at være heldigt; thi da hans lejr blev erobret, blev hans bærestol, hvori man troede, han var blevet liggende, gennemboret og revet i stykker af en skare fjender, der stimlede sammen om den. Selv havde han hvert forår en mængde rædselsfulde drømme, men der var ingen me­ning i dem, og de gik ikke i opfyldelse; til andre tider af året drømte han sjældnere og mindre meningsløst. Da han stadig besøgte Jupiter Tonans's tempel, som han havde an­lagt på Capitolium, drømte han, at den capitolinske Jupi­ter klagede over, at hans dyrkere droges fra ham, og at han svarede, at han havde sat ham Jupiter Tonans til portner; derfor lod >an senere anbringe klokker på templets møn­ning, fordi sådanne plejede at hænge på husdøre. Det var også som følge af en drøm, at han hvert år på en bestemt dag tiggede almisse af folk, idet han rakte den hule hånd frem til hvem, der ville give ham en skilling.

92. Visse tegn og varsler betragtede han som absolut sikre og rettede sig derefter. Hvis han om morgenen fik en sko forkert på, venstre for højre, var det et dårligt tegn; hvis det stænkede, når han tiltrådte en længere rejse til lands eller til søs, var det et godt tegn, og han ville få en hurtig og heldig hjemkomst. Også jertegn lagde han stor vægt på. En palme, der var groet op i fugerne mellem stenene for­an hans hus, lod han flytte ind i kompluviet i penathellig-dommen og gjorde alt muligt for, at den skulle trives. På Capri var nogle grene af en ældgammel steneg, der allere­de havde bøjet sig mod jorden og var ved at gå ud, kom­met til kræfter igen ved hans ankomst; herover blev han så glad, at han erhvervede øen af Neapels kommune ved at mageskifte den med Aenaria. Han tog også visse dage i agt; dagen efter nundinæ begyndte han ingen afrejse, og på nonæ ingen alvorlig forretning; i det sidste tilfælde, efter hvad han skriver til Tiber, udelukkende af hensyn til det ildevarslende i dagens navn.

93. Af fremmede gudstjenester deltog han i de gamle og anerkendte med stor ærbødighed; alle andre behandlede han med ringeagt. I Athen var han blevet indviet; da han senere i Rom i offentlig funktion skulle påkende en sag om et privilegium for den attiske Ceres's præster, og der kom nogle gudstjenstlige hemmeligheder på tale, lod han sine bisiddere træde af, fjernede tilhørerkredsen og påhørte parterne alene. På den anden side undlod han ikke blot på sin rejse i ægypten at gøre en ringe omvej for at se Apis, men roste endog sin dattersøn Gaius, fordi han på en rejse forbi Judæa havde ladet være at ofre i Jerusalem.

94. Siden jeg er kommen ind på disse ting, er det måske ikke af vejen at tilføje, hvad der før hans fødsel, på selve hans fødselsdag og i tiden derefter indtraf af forvarsler, hvoraf man kunne forvente og slutte sig til hans tilkom­mende storhed og hans held gennem hele livet.

I Velitræ var i gamle dage et sted af muren blevet ramt af et lyn, og der var da blevet spået, at en borger fra den by engang skulle blive verdens herre. I tillid hertil havde indbyggerne af Velitræ både straks efter og mange gange senere ført krig med romerne, så det nær var blevet deres egen undergang; først sent viste kendsgerningerne, at jærtegnet havde været et forvarsel om Augusts magt.

Julius Marathus beretter, at der få måneder før hans fødsel på offentligt sted i Rom indtrådte et jertegn, der varslede, at tilværelsen var svanger med en konge over romerfolket. Senatet var blevet opskræmt og havde ved­taget, at ingen, der var født i det år, måtte opfostres; men de, der havde frugtsommelige hustruer, havde, i betragt­ning af, at varslet kunne angå hvem som helst af dem, sør­get for, at senatsbeslutningen ikke blev indført i arkivet.

I Asklepiades fra Mendes's theologumena finder jeg be­rettet, at da Atia ved midnatstid kom til en regulær Apollo-fest, og hendes bærestol var blevet sat i templet, medens de andre fruer sov, så var hun selv faldet i søvn; en slange var pludselig krøbet ind til hende og kort efter gået ud igen; da hun vågnede, havde hun renset sig som efter et samleje med sin mand; og straks efter var der på hendes krop fremkommet en plet, der så ud som en slange, og den havde aldrig kunnet fås bort, så at hun derefter for bestandig havde holdt sig borte fra offentlige bade; August var blevet født 10 måneder efter og af den grund anset for en søn af Apollo. Ligeledes drømte Atia, inden hun fødte ham, at hendes indvendige dele førtes op til stjernerne og bredtes ud så langt som jord og himmel rakte. Også hans fader Octavius drømte, at solen stod op af Atias skød.

På den dag han blev født forhandledes der på rådhuset om Catilinas sammensværgelse. Octavius kom sent til stede på grund af sin hustrus nedkomst, og det er da en almin­delig bekendt sag, at da P. Nigidius fik grunden til hans forsinkelse at vide, og tillige erfor klokkeslettet for fødse­len, så erklærede han, at der var født verden en herre. Da Octavius senere førte sin hær gennem afsides egne i Thrakien og i fader Libers lund under de der brugelige ceremonier rådspurgte oraklet om sin søn, fik han samme besked af præsterne; idet vinen blev hældt over alteret, slog der nemlig så høj en flamme i vejret, at den nåede over templets mønning og rakte helt op til himlen, og et lignen­de jertegn var kun indtrådt én gang før, nemlig da Alex­ander den Store ofrede på samme alter. Endvidere drømte han straks i den følgende nat, at han så sin søn i overmen­neskelig skikkelse med Jupiter Optimus Maximus's tor­denkile, scepter og klædedragt og med en strålekrone på en laurbærsmykket vogn, trukket af 12 skinnende hvide heste. I sin spæde barndom blev August engang, efter hvad der berettes hos C. Drusus, om aftenen lagt i vuggen af sin barnepige i stueetagen, men var den næste morgen for­svundet, og blev først efter lang søgen omsider fundet oppe i et højt tårn, liggende vendt mod solopgang.

Lige som han var begyndt at tale, sagde han til nogle frøer, der gjorde støj ude på hans bedstefaders landsted, at de skulle tie stille; og man påstår, at siden den tid kvæk­ker frøerne ikke derude. Da han engang spiste frokost i en lund fire mile ud ad Via Campana, snappede pludselig en ørn brødet ud af hånden på ham, fløj højt op i luften med det, men dalede på én gang langsomt ned igen og gav det tilbage.

Q. Catulus havde efter Capitoliums indvielse påfaldende drømme to nætter i træk. I den første drømte han, at Jupi­ter Optimus Maximus, af flere drenge, der legede omkring hans alter, tog én til side og lagde et billede af staten, som han havde i hånden, i hans lomme; i den næste, at han så den samme dreng i skødet på den capitolinske Jupiter, og da han ville lade ham tage ned, blev han hindret deri ved en advarsel af guden, der sagde, at den dreng opfostredes til at tage vare på staten. Den næste dag mødte han Au­gust, og skønt han ikke kendte ham i forvejen, så han for­bavset på ham og sagde, at han aldeles lignede den dreng, han havde drømt om. Nogle giver en anden beretning om Catulus's første drøm: Jupiter skulle, da flere drenge bad ham om en beskytter, have udpeget en af dem, som de skulle henvende sig til med alle deres ønsker, og have be­rørt hans mund med sine fingre og ført dem op til sin egen.

M. Cicero fortalte engang, da han ledsagede C. Cæsar til Capitolium, sine bekendte en drøm, han havde haft nat­ten i forvejen; han havde drømt, at en dreng af fornemt udseende blev hejset ned i en guldkæde fra himlen og stod foran døren til Capitolium, og at Jupiter overgav ham en svøbe. Da han dernæst pludselig så August, som endnu var de fleste ukendt, men som hans onkel Cæsar havde taget med til ofringen, erklærede han, at det var den samme dreng, som han havde set i drømme.

Da han anlagde mandstoga, gik hans bredstribede tunika op i syningen på begge sider og faldt ned til fødderne af ham. Der var dem, der udlagde dette således, at det ikke kunne betyde andet end at den stand, hvis kendemærke val den bredstribede tunika, engang skulle underkastes ham.

Da Divus Julius ved Munda havde valgt en lejrplads og lod fælde træer, fandt man en palme, som han lod skåne som et varsel om sejr. Fra den kom der straks et rodskud, som i få dage voksede så stærkt til, at det ikke blot blev lige så stort som modertræet, men endog skyggede over det; og en mængde duer byggede rede i det, skønt disse fugle netop skyer hårdt og spidst løv. Man siger også, at dette jærtegn skal have været hovedgrunden til, at Cæsar ikke ville have andre til efterfølger end sin søsterdattersøn.

Medens han levede tilbagetrukkent i Apollonia, var han sammen med Agrippa gået op i astrologen Theogenes's ob­servatorium. Agrippa spurgte først, og der forudsagdes ham en stor og næsten utrolig fremtid. August fortav så sin fødselsstund og nægtede hårdnakket at opgive den, fordi han var bange for, at han skulle stå beskæmmet som den lille. Da han alligevel efter mange opmuntringer opgav den, skønt nødig og efter megen nølen, sprang Theogenes op og tilbad ham. Senere havde August så megen tro til sin skæbne, at han lod sit horoskop offentliggøre og slå en sølvmønt med stenbukkens tegn, som han var født under.

95. Da han efter Cæsars død var kommet tilbage fra Apollo­nia og var ved at betræde byens grund, blev solen pludselig, under fuldkommen klart vejr, omgivet af en ring ligesom en regnbue, og kort efter blev Cæsars datter Julias grav ramt af et lyn. I hans første konsulat viste der sig, da han tog et fuglevarsel, 12 gribbe for ham, ligesom for Romulus, og da han ofrede, fandtes alle offerdyrenes levere at være foldede indefter fra den nederste ende af lappen, hvoraf enhver kyndig sluttede, at der varsledes store og glædelige begivenheder.

96. Også alle kriges udfald mærkede han forud. Efter at triumvirernes tropper var forenede ved Bononia, satte en ørn sig på hans telt og besejrede to ravne, der angreb den fra hver sin side, og styrtede dem til jorden, således at hele hæren lagde mærke til, at der mellem de tre kolleger en­gang måtte komme en sådan strid som virkelig senere ind­trådte, og forudsagde dens udfald. Da han var på vejen til Philippi, meldte en thessaler ham den forestående sejr, hvorom han havde fået underretning af Divus Cæsar, hvis genfærd havde mødt ham på et afsides sted af hans vej.

Ved Perusia kunne han ikke få gunstige offertegn og havde derfor givet ordre til at skaffe flere offerdyr; men imens gjorde fjenderne et pludseligt udfald og bortførte hele offerapparatet. Haruspicerne erklærede derpå enstem­migt, at de farer og ulykker, der var varslet ved ofringen, alle ville ramme dem, der havde offerkødet i besiddelse; og det slog til. Dagen før han leverede søslaget ved Sicilien, sprang der en fisk op af vandet, medens han spadserede ved stranden, og blev liggende for hans fødder. Da han var på vej for at begynde slaget ved Actium, mødte han et æsel og dets driver; manden hed Eutychus, dyret Nikon. Af begge lod han efter sejren sætte bronzestatuer i det tempel, hvortil han omdannede sin lejrplads.

97. Også hans død, hvorom jeg nu skal tale, og hans gud­dommelighed efter døden, lod sig erkende forud ved de utvetydigste jertegn. Medens han sluttede folketællingen på Marsmarken i en talrig forsamling af folket, fløj en ørn flere gange omkring ham og dernæst over til et tem­pel i nærheden, hvor den satte sig over det første bogstav i Agrippas navn. Da han havde set det, lod han sin kollega Tiber aflægge de løfter, som plejer at afgives for den føl­gende folketællingsperiode; skønt nemlig formularerne der­til allerede var skrevne og ved hånden, ville han, som han sagde, ikke påtage sig forpligtelser, som han ikke ville kom­me til at indfrie. På samme tid blev det første bogstav af hans navn på indskriften af en af hans statuer smeltet bort ved et lynnedslag. Der afgaves den erklæring, at han kun skulle leve 100 dage derefter, idet dette tal jo skrives med bogstavet C, og at han skulle optages blandt guderne, idet aesar, dvs. resten af navnet Caesar, er det etruskiske ord for gud.

Han skulle nu sende Tiberius til Illyricum og havde i sinde at følge ham på vej til Benevent. Da han opholdtes under retsplejen af folk, der henvendte sig til ham af for­skellige grunde, kom han med en ytring, der senere ligele­des blev betragtet som et varsel: »at hvad der så opholdt ham, så ville han ikke være i Rom mere«. Han begyndte virkelig også sin rejse og nåede til Astura; men da han mod sin sædvane var sejlet derfra før daggry af hensyn til vin­den, fik han et anfald af diarrhoe, der udviklede sig til en alvorlig sygdom. 98. Så rejste han rundt ad Kampaniens kyst og de nærliggende øer, og brugte endog 4 dage til et land­ophold på Capri, hvorunder han kun tænkte på at hvile ud og fornøje sig og andre.

Da han sejlede forbi bugten ved Puteoli, havde nogle passagerer og matroser fra et alexandrinsk skib, der lige var landet, hvidklædte, bekransede og ofrende røgelse, over­vældet ham med gode ønsker og berømmende ord: ham skyldte de deres liv, deres sejlads, deres frihed og velstand. Dette blev han i høj grad fornøjet over, så han skænkede hver af sine ledsagere 40 dukater og krævede en edelig for­sikring af hver især om, at de ikke ville bruge deres penge­gave til andet end indkøb af alexandrinske varer. Også alle de følgende dage uddelte han forskellige mindre gaver, deriblandt også togaer og kapper med den betingelse, at romerne skulle bruge græsk, grækerne romersk dragt og sprog. Han var en ivrig tilskuer ved øvelser af epheber, af hvilke der endnu fandtes en del på Capri ifølge gammel skik; han gav endog et gilde for dem, som han selv overværede som tilskuer; her tillod, ja krævede han, at de rig­tig skulle slå gækken løs og snappe, hvad der kastedes i grams af frugt, slikkeri o. desl.

Overhovedet ytrede hans oprømthed sig på enhver måde. En ø i nærheden af Capri plejede han at kalde Apragopolis, fordi de af hans følge, der tog derhen, ikke tog sig noget som helst til. En af sine yndlinge ved navn Masgabas hav­de han plejet at kalde Anlæggeren, som om han havde koloniseret øen. Denne Masgabas var død året i forvejen. Da nu August ved middagsbordet havde lagt mærke til, at Masgabas's grav besøgtes af en mængde mennesker, og at der var mange lys på den, gjorde han på stående fod et vers og fremsagde det højt og tydeligt:

og jeg ser Anlæggerens grav belyst af flammer.

Derpå vendte han sig til Tibers ledsager Thrasyllus, der lå lige over for ham og ikke kendte noget til sagen, og spurgte ham, af hvilken digter han troede det var. Da Thra­syllus betænkte sig, føjede han et nyt til:

Ser du at Masgabas hædres med lys?

og spurgte ham også om dette. Da Thrasyllus ikke svarede andet, end at versene var udmærkede, hvem de så var af, brast han i latter og gjorde en mængde løjer. Derpå satte han over til Neapel, skønt hans mave endnu var svag, idet det gik op og ned med hans befindende; men han over­værede dog en gymnastik-væddekamp, der afholdtes hvert fjerde år til ære for ham, og rejste med Tiber til bestem­melsesstedet. Men på hjemvejen forværredes hans befin­dende; i Nola lagde han sig så omsider syg, kaldte Tiber tilbage fra hans rejse, havde en længere samtale med ham i enrum, og tog sig fra da af ikke af nogen alvorlig for­retning.

99. På sin dødsdag spurgte han flere gange, om der allerede var uro på hans vegne udenfor: så lod han hente et spejl, lod sit hår rede og sin underkæbe, der ville falde ned, sætte i lave; dernæst lod han sine venner komme ind og spurgte dem, om de ikke syntes, at han havde spillet livets farce pænt til ende, og føjede endog et slutningsvers til:

Siden vi har spillet så pænt, så klap allesammen
og lad os takke af på en fornøjelig måde.

Derpå lod han dem alle gå ud, og medens han forhørte sig hos nogle, der var kommet fra Rom, om, hvordan Drusus's syge datter havde det, faldt han pludselig sammen under et kys fra Livia og med disse ord: »Livia, lev i er­indring om vort ægteskab, og farvel!« Han fik således en let død, sådan som han altid havde ønsket sig den. Hver gang han hørte om én, der var død hurtigt og smertefrit, plejede han nemlig at bede guderne om en lignende Euthanasia — det var det udtryk han plejede at bruge - for sig og sine. Han viste kun ét eneste tegn på uklarhed, inden han opgav ånden, idet han pludselig blev forskrækket og klagede over, at han blev bortført af 40 unge mænd. Og selv dette var snarere forudanelse end vildelse, thi netop så mange soldater af livgarden bar ham ud på gaden. 100. Han døde i det samme værelse som sin fader Octavius, i Sextus Pompeius's og Sextus Appuleius's konsulat den 19. august, den 9. time på dagen, i en alder af 76 år på 35 dage nær.

Liget blev båret af byrådsmedlemmer fra municipier og kolonier fra Nola til Bovillae om natten af hensyn til års­tiden, medens det om dagen stod i en købstads basilika eller i det største af dens templer. Fra Bovillae overtog ridder­standen transporten, bar liget til hovedstaden og stillede det i forhallen til hans hus. Senatet gik så vidt i kappe­strid og iver for at gøre hans begravelse prægtig og ære hans minde, at - foruden adskilligt andet - nogle fore­slog, at ligtoget skulle gå gennem Triumf-Porten, med sejrs-gudinden fra rådhuset i spidsen og medens de fornemste mænds børn af begge køn af sang en sørgehymne; andre, at man på begravelsesdagen skulle aflægge guldringene og anlægge jernringe; atter andre, at knoglerne skulle samles af præsterne af de øverste kollegier. Der var også en, der foreslog, at måneden augusts navn skulle overføres til sep­tember, fordi Augustus var født i september, men død i august; en anden, at hele tidsrummet fra hans første fød­selsdag til hans død skulle kaldes saeculum Augustum og optages i årstavlen under den betegnelse. Der blev dog holdt måde med æresbevisningerne: der holdtes to ligtaler over ham, en af Tiber fra estraden foran Divus Julius's tempel, og en af Tibers søn Drusus fra den gamle taler­stol, og han blev båret på senatorers skuldre til Marsmarken og brændt dér. Det manglede ikke, at en forhenvæ­rende prætor edelig erklærede, at han efter branden havde set hans skikkelse stige op til himlen. Resterne af liget opsamlede de første mænd af ridderstanden i tunika, uden bælte og med bare fødder, og nedlagde dem i hans mau­soleum. Denne bygning havde han ladet opføre mellem Via Flaminia og Tiber-bredden i sit sjette konsulat, og hav­de allerede dengang åbnet den omgivende park og dens spadseregange for publikum.

101. Hans testamente, som han havde gjort under L. Plancus's og C. Silius's konsulat den 3. april, et år og fire må­neder før sin død, og som var skrevet i to bøger, dels med hans egen, dels med hans frigivne Polybius's og Hilarions hånd og deponeret hos vestalinderne, blev fremlagt af disse tillige med tre ligeledes forseglede ruller. Alt dette blev Sbnet og oplæst i senatet. Til arvinger i første række ind­satte han Tiberius for to tredjedele, Livia for én tredjedel, og disse pålagde han tillige at antage hans navn; i anden række Tibers søn Drusus for en tredjedel, for de øvrige parter Germanicus og hans tre børn af mandkøn; i tredje række forskellige slægtninge og venner. Til romerfolket testamenterede han 40 mill. sesterts, til tribus 3½ mill., til soldaterne af garden 1000, til bykohorterne 500, til legionssoldaterne 300 sesterts pr. mand. Denne sum pålagde han arvingerne at udbetale straks; han havde nemlig altid haft den liggende i rede penge. I øvrigt var der forskellige legater, nogle til et beløb af 2 mill. sesterts; til deres ud­betaling satte han en frist af et år, idet han som undskyld­ning anførte, at hans formue var beskeden, og erklærede, at der ikke ville tilfalde hans arvinger mere end 150 mil­lioner, skønt han i de sidste 20 år ved arv fra sine venner havde oppebåret 1400 millioner, som han næsten fuldstæn­dig havde brugt til offentlige formål tillige med arven fra begge sine fædre og sin øvrige arv. Han forbød, at hans datter og datterdatter Julia måtte bisættes i hans gravmæle, når de afgik ved døden. Af de tre ruller indeholdt den ene forskrifter om hans begravelse; den anden en fortegnelse over, hvad han havde udrettet, der skulle indhugges på bronzetavler og opstilles foran hans mausoleum; den tredje en statistik over hele riget, hvor mange soldater der stod under fanerne på hvert sted, og hvor mange penge der var i ærariet, fiskus og skatterestancer. Han havde også tilføjet navnene på de frigivne og slaver, af hvem der kunne kræves regnskab.