Sueton: Divus Julius
oversat af A. B. Drachmann
Latinsk tekst
81. Cæsar blev advaret om sit forestående mord ved utvetydige varsler. Få måneder forud, da de kolonister, der ifølge den juliske lov var sendt til kolonien Kapua, forstyrrede nogle ældgamle grave for at bygge gårde, og gjorde dette med så meget større iver, som de ved at søge fandt en del antikke kar, blev der fundet en bronzetavle i det monument, hvor det hed sig, at Kapuas grundlægger Ka-pys var begravet; den var beskrevet med græske bogstaver og ord af følgende indhold: Når Kapys's ben blev lagt blot, ville en efterkommer af Julus blive dræbt af sine slægtninges hånd og derpå hævnet under store ulykker for Italien. For at man ikke skal tro, at dette er legende eller opdigtelse, skal jeg tilføje, at hjemmelsmanden derfor er Cornelius Balbus, Cæsars fortrolige ven. I de nærmeste dage før mordet fik han at vide, at nogle flokke heste, som han havde viet til guderne, da han gik over Rubiko, og ladet gå løse og uden bevogtning, hårdnakket vægrede sig ved at tage foderet og græd stærkt. Da han tog et offer-varsel, sagde haruspexen Spurinna ham, at han skulle tage sig i agt for en fare, som ikke ville true udover den 15. marts. Den 14. blev en fuglekonge, som med en laurbær-kvist ville flyve ind i Pompeius's rådhus, forfulgt af forskellige fugle fra en lund i nærheden og hakket ihjel på stedet. Endelig i natten før morddagen drømte han selv snart, at han svævede over skyerne, snart at han vekslede håndtryk med Jupiter, og hans hustru Calpurnia, at husets tag faldt ned, og hendes mand blev knust i hendes skød; og døren til sovekammeret sprang pludselig op af sig selv. Af disse grunde, og fordi han var mindre vel, var han længe i tvivl, om han ikke skulle holde sig inde og opsætte de sager, han havde anmeldt til forhandling i senatet. Men da D. Brutus forestillede ham, at han ikke måtte lade senatorerne, der var kommet til stede i stort antal og allerede havde ventet på ham, få den skuffelse, at han udeblev, så gik han ud omtrent klokken 11. Et papir med en angivelse om attentatet, der blev rakt ham af en, han mødte, stak han ind mellem de andre papirer, han havde i sin venstre hånd, for at læse det senere. Dernæst lod han slagte flere offerdyr uden at kunne få et godt varsel, men gik alligevel ind i rådhuset uden hensyn til denne advarsel fra oven og gjorde nar ad Spurinna og sagde, han havde taget fejl, siden den 15. marts var kommet, uden at han var kommet noget til; hvortil dog Spurinna svarede, at den vel var kommet, men ikke gået.
82. Da han satte sig, trådte de sammensvorne sammen om hans stol som for at gøre ham deres opvartning; og i samme øjeblik trådte Tillius Cimber, der havde påtaget sig at begynde, nærmere, som om han ville bede om noget. Da Cæsar rystede på hovedet og med en håndbevægelse betydede ham, at det måtte vente til en anden gang, greb han fat i hans toga ved begge hans skuldre; og da Cæsar udbrød: »Dette her er jo vold,« sårede den ene af Casca'erne ham bagfra, lidt neden for struben. Cæsar greb Casca i armen og gennemborede den med sin griffel; men da han forsøgte at springe frem, blev han standset af et nyt sår; og så snart han så, at der fra alle sider var rettet dragne dolke mod ham, drog han togaen op over hovedet og trak den samtidig med venstre hånd ned til anklerne for at falde med mere anstand, når også den nederste del af hans krop var tilhyllet. Så blev han dræbt med 23 stød; kun ved det første stød udstødte han en stønnen, uden ord; dog beretter nogle, at han sagde til M. Brutus, da denne styrtede ind på ham: »Også du, min søn.« Alle flygtede, så han lå nogen tid som lig; endelig lagde tre slaver ham på en båre og bar ham hjem med den ene arm hængende ned fra båren. Mellem alle de mange sår fandtes der, efter lægen Antistius's skøn, intet dødeligt, undtagen ét i brystet, det andet, han havde fået.
De sammensvorne havde haft i sinde at slæbe den myrdedes lig til Tiberen og kaste det i floden, konfiskere hans formue og kassere hans anordninger, men opgav det af frygt for konsulen M. Antonius og rytteranføreren Lepi-dus. 83. Følgelig blev på hans svigerfader L. Pisos forlangende hans testamente åbnet og oplæst i Antonius's hus; han havde gjort det d. 13. sept. året før på hans landejendom ved Labici og havde deponeret det hos den ældste vestal-inde. Q. Tubero meddeler, at han fra sit første konsulat lige til begyndelsen af borgerkrigen havde plejet at indsætte Cn. Pompeius til arving, og at dette var blevet oplæst offentlig for soldaterne. Men i sit sidste testamente indsatte han til arvinger sine tre søsterdattersønner C. Oc-tavius for tre fjerdedele, L. Pinarius og Q. Pedius for den resterende fjerdedel. På foden af bladet antog han endvidere C. Octavius som søn og til at bære hans navn. Mange af morderne nævnte han som formyndere for sin søn, dersom der skulle fødes ham en, D. Brutus endog som subsidiær arving. Til folket testamenterede han sin park på den anden side Tiberen som statsejendom, og 300 sesterts pr. mand.
84. Efter at begravelsen var bekendtgjort, blev et bål opført på Marsmarken ved siden af Julias grav, og på talerstolen blev der anbragt en forgyldt model af Venus Genetrix's tempel; inden i den en elfenbensbåre med guldbroderede og purpurfarvede sengeklæder, og ved hovedgærdet en opstander med den dragt, hvori han var blevet dræbt. Da man så, at dagen ikke ville slå til til at overbringe gaverne, meddelte man dem, der ville gøre det, at de måtte opgive at gå i optog og enhver bringe dem til Marsmarken ad hvilken vej gennem byen, han ville. Under legene blev der foredraget nogle ting, der passede til den sorg og forbitrelse, mordet havde vakt; således af Pacuvius's »Dommen om våbnene«. Stedet:
Skal jeg have frelst dem, for at der skulle leve dem, der ville ombringe mig?
og et sted af lignende indhold af Acilius's Elektra. I stedet for ligtale lod konsulen Antonius en herold oplæse den beslutning af senatet, hvori det havde tilkendt ham alle guddommelige og menneskelige æresbevisninger på én gang, samt den ed, hvormed alle havde forpligtet sig til at våge over hans sikkerhed; hertil føjede han ganske få ord af sit eget. Båren blev båret til talerstolen på Forum af nuværende og forhenværende øvrighedspersoner. Medens nu nogle holdt på, at den skulle brændes i den kapitolinske Jupiters cella, andre i Pompeius's rådhus, stak pludselig to personer, der bar sværd og hver et par kastespyd, ild på den med brændende vokslys, og straks dyngede stimlen omkring båren tørt kvas, platformene med deres bænke og hvad brændbart der ellers var ved hånden sammen til bål. Så trak fløjtespillerne og skuespillerne de klæder af sig, som de havde lånt i triumf-udstyret og taget på i dagens anledning, rev dem itu og kastede dem på ilden, og det samme gjorde de gamle legionssoldater med deres våben, som de havde pyntet sig med til begravelsen; også mange gifte koner ofrede de smykker, de havde på, og deres børns bulla'er og kapper. Under den store folkesorg ytrede også de mange udlændinge deres deltagelse hver i sin kreds, særlig jøderne, som endogså i mængde besøgte bålet hele nætter igennem.
85. Pøbelen ilede lige fra ligfærden til Brutus's og Cassius's huse med fakler og blev kun med nød og næppe slået tilbage; da den dernæst mødte Helvius Cinna, troede den som følge af navneforveksling, at det var Cornelius Cinna, som den ville have fat i, fordi han dagen i forvejen havde holdt en fjendtlig tale mod Cæsar, dræbte ham og bar hans hovede omkring på en lanse. Senere opstillede den en søjle af ét stykke numidisk marmor på omtrent 20 fod på Forum og gav den indskriften: Til fædrelandets fader. Ved den vedblev den i lang tid at ofre, aflægge løfter og bilægge tvistigheder ved ed i Cæsars navn.
86. Efter Cæsars død havde nogle af hans nærmeste en formodning om, at han hverken havde ønsket at leve længere eller brudt sig om at hans helbred ikke længere var godt, og at det var derfor, han ikke havde taget hensyn til de advarende tegn og sine venners beretninger. Der er nogle, der tror, at det var i tillid til den ovenfor omtalte sidste senatsbeslutning og edsaflæggelsen, at han endog fjernede den spanske vagt, der fulgte ham væbnet med dragne sværd. Andre mener omvendt, at han hellere én gang for alle ville udsætte sig for de attentater, der truede ham fra alle sider, end tage forholdsregler mod dem og leve i stadig bekymring for sin person. Nogle siger, at han endog plejede at sige, at det ikke var så meget i hans som i statens interesse, at han bevarede livet: han havde forlængst opnået magt og ære i overflod; staten ville derimod ikke få fred, dersom der tilstødte ham noget, og ville gå ind til borgerkrigen under adskilligt værre vilkår. 87. Én ting er alle fuldstændig enige om: en sådan dødsmåde var nærmest efter hans ønske. I sin tid, da han læste hos Xenophon om Cyrus, der i sin sidste sygdom gav ordrer om sin begravelse, havde han udtalt sin modbydelighed for en sådan langsom dødsmåde og ønsket sig en pludselig og hurtig død; og dagen før han blev myrdet, var man ved en middag hos M. Lepidus kommet til at tale om, hvad der var den behageligste ende på livet, og han havde så foretrukket en pludselig og uventet.
88. Han døde i sit 56. år og blev optaget blandt guderne. Dette sidste var ikke bare mundsvejr af dem, der vedtog beslutningen derom, men tillige folkets overbevisning. Under de første lege, som hans arving August gav til hans ære efter hans konsekration, sås der nemlig i 7 dage i træk en strålende komet, der stod op omtrent en time før solnedgang, og man troede, at det var Cæsars ånd, der var optaget til himlen; af den grund har også hans billeder en stjerne på issen. 89. Rådhuset, hvori han blev myrdet, besluttede man at mure til, og at den 15. marts skulle kaldes morddag, og at der aldrig måtte holdes senat på den dag. Af morderne var der næppe nogen, der overlevede ham mere end tre år eller døde en naturlig død. Efter at de var domfældte, omkom de alle ved forskellige ulykker, nogle ved skibbrud, andre i kamp; nogle dræbte sig selv med den samme dolk, hvormed de havde forgrebet sig på Cæsar.
|
|