Tacitus: Agricola

Oversat af H. H. Lefolii (1901-1902)

1. At bringe udmærkede mænds dåd og vandel til efterverdens kendskab, som man i gamle dage havde for skik - det har i vor tid, med al dens ligegyldighed ved sine egne børn, heller ikke undladt, hver gang en stor og iøjnefaldende dygtighed sejrende har stridt sig frem til anerkendelse, trods de to fejl, små og store samfund lige stærkt lider under, blindhed for et lydefrit liv og hadefuld misundelse. Men som det for tidligere tiders mænd faldt lettere og lå friere at øve storværk, der var omtale værd, således følte også den gang almen ansete forfattere sig skyndede til at berede dygtigheden eftermæle; og det var ikke personlig forkærlighed eller egenkærlig forfængelighed, der drev dem dertil, men blot den tilfredshed, det volder at vide med sig selv, at man handler ret. Heller ikke så man i almindelighed fordringsfuldhed i selv at skildre sit eget levned, men kun fortrøstning til sin vandel. Og når Rutilius eller Scaurus tog sig sådant for, vakte det ikke hos andre mistro til dem eller avindsyg dadel. Så afgjort en sag er det, at fortjenester netop værdsættes bedst til de tider, da de har lettest ved at komme frem. Nu om stunder derimod, når jeg nu skrider til at fortælle om en hedengangen mands liv, så har jeg måttet komme med en undskyldning derfor og godtgøre berettigelsen deraf, det jeg havde kunnet fritage mig for, dersom jeg ville give mig til at føre klage over en tid, der var så grum imod fortjenester og så ødelæggende for dem.

2. Vi har læst, at den gang Arulenus Rusticus havde givet en rosende skildring af Pætus Thrasea, og Herennius Senecio af Priscus Helvidius, da måtte de lade livet derfor. Og ikke blot måtte forfatterne selv lide under grusomheden, men også deres skrifter gik det ud over, idet bødlerne fik befaling til at brænde disse minder fra de ypperste ånder på forsamlingspladsen på Forum. Man mente vel sagtens, at dette bål skulle kvæle Romerfolkets røst, senatets frimodighed og menneskeslægtens ihukommelse, mens man tilmed drev visdomslærerne ud af staden og landet, og jog enhver hæderlig idræt i landflygtighed, for at man ikke nogensteds skulle træffe noget, der var ære værd. Sandelig, vi har givet et stort vidnesbyrd om, hvad vi er i stand til at finde os i; og ligesom svundne dage så friheden gå til yderlighed, således har vi set, hvor vidt ufriheden kan drives, medens vi endog ved spioneri blev berøvet det samfundsbånd, der ligger i at kunne tale til og høre på hinanden. Endog selve hukommelsen ville vi have mistet tillige med mælet, hvis det at glemme var noget, vi kunne tvinge os til, lige så godt som til at tie stille.

3. Nu først er modet i færd med at komme tilbage. Alligevel — Nervas ophøjelse til kejservælden har jo rigtignok straks, ved begyndelsen af det lyksalige tidsrum, vi nu lever i, forenet med hinanden de to fordum uforligelige ting, fyrstevældet og friheden; og for hver dag, der går, virker Nerva Trajanus til at øge tidens velsignelse, så at sikkerhed i fædrestaden ikke står blot som et håb og en længsel, men vi forlader os på, at vi nu har fået dette håb opfyldt og denne længsel stillet; - alligevel er det dog et medfør af den menneskelige skrøbelighed, at lægemidlerne er senere til at virke end sygdommen; og ligesom vort legems vækst kun går langsomt for sig, men dets tilintetgørelse fuldbyrdes hurtigt, således har man lettere ved at kue åndelige anlæg og videnskabeligt virke end ved at kalde dem til live igen; uformærkt sniger der sig jo endog et vist velbefindende ind, som man føler ved uvirksomheden; og ørkesløsheden, som vi i begyndelsen var lede ved, kommer til sidst til at virke tiltrækkende. End ydermere - i de femten år, så stort et afsnit af et menneskes levetid, er mange gået bort ved tilfældige hændelser, og alle de flinkeste ved selvherskerens grumhed; vi er kun få i tal, vi som nu er tilbage; og vi har ikke blot overlevet andre men så at sige os selv, idet der for os er gået så mange år tabt midt ud af vort liv, så vi er kommet fra de unge dage til alderdommen og fra oldingeårene nær hen til det udlevede livs afslutning, uden at vi har kunnet få et ord ført frem. Dog vil det ikke være mig imod, hvis jeg, om end med usleben og uøvet røst, kan få udarbejdet et minde om vor tidligere ufrihed og et vidnesbyrd om nutidens gode kår. Men foreløbig skal det skrift, jeg her tager fat på, være ofret min svigerfader Agricolas ære og vil finde sin anerkendelse eller i alt fald sin undskyldning ved at stå som en åben udtalelse af min sønlige kærlighed.

4. Gnæus Julius Agricola stammede fra den gamle og velkendte koloni Forum Julii; og begge hans bedstefædre havde været kejserlige fogeder, procuratores, så at de må have været af ridderadel. Til fader havde han Julius Græcinus af senatorstand, som var kendt for sin iver for veltalenhed og visdom, og netop havde disse sine fortrin at takke for, at Gajus Cæsar fandt ham værdig til sin vrede; thi denne befalede ham at overtage anklagen mod Marcus Silanus, og lod ham dræbe, da han ikke ville lyde. Agrippas moder var Julia Procilla, en kvinde ren af sæder som få. Under hendes varme og ømme kærlighed opdroges han og blev i sin barndom og ungdom ledet frem igennem alt, hvad der forædler ånden. Mod lastefulde menneskers forførelser sikredes han, ikke blot ved sin egen gode og ufordærvede natur, men også derved at han straks fra sine tidlige år fik til bosted og skole Massilia, hvor der blander sig og heldig sammenføjes græsk dannelse og provinslivets tarvelighed. Jeg mindes, at han selv jævnligt fortalte, at han i sine første ungdomsår kastede sig over studiet af filosofien med alt for varm en iver, udover hvad der egner sig for en Romer og senator, men hans forstandige moder lagde bånd på hans ildfulde og glødende sjæl. Hans højtstræbende og opvakte ånd så jo sit dejligt strålende mål i en stor og glimrende berømmelse, og den ville arbejde sig frem derimod med en lidenskab, alt for brændende til at det kunne ske med betænksom varsomhed. Siden øvede fornuft og alder beroligende indflydelse; og han løste da den såre vanskelige opgave, at han som frugt af filosofien bevarede en selvfornægtende begrænsning.

5. Sin første læretid i krigerhåndværket gennemgik han i Britannien under den nøjeregnede og besindige Svetonius Paulinuses ledelse, idet denne havde udvalgt ham til at dele telt med sig; og i den prøve, hærføreren således havde lejlighed til at stille ham på, bestod han med ære. Han bar sig heller ikke ad som andre unge mennesker, der benytter deres tjenestetid til udskejelser, så at han skulle have taget sig orlov og søgt tilbage til Rom med sin titel af tribun men uden al erfaring i sin gerning, og således tilbragt tiden under tøjlesløs nydelse og ørkesløshed, men hans bestræbelser gik ud på at gøre sig kendt med provinsen, at få hæren til at lægge mærke til sig, og at nyde godt af erfarne mænds vejledning; han tog sig de bedste mænd til forbilleder, og han søgte ikke at komme til at udrette noget, han kunne gøre sig til af, lige så lidt som han undslog sig ved noget af frygt; men han virkede på eengang med klog beregning og årvågen iver. Og det var sandelig en tid, da Britannien mere end nogensinde ellers var i urolig gæring og usikkert stillet: gamle soldaters nedhuggede nybygder lagt i aske og hære tilintetgjorte; for øjeblikket var det liv og frelse, kampen gjaldt; siden kæmpedes der for sejren. Og vel var det nu ved enhver lejlighed anden mands ord, der var bestemmende, og anden mands førelse, der virkedes under; ligesom også de største krigsbedrifter og æren for at have erobret provinsen tilbage tilfaldt hærføreren. Alligevel fik den unge Agricola ikke blot lejlighed til at vinde indsigt og erfaring, men han følte også sin virkelyst øget; og i hans sjæl vågnede der en længsel efter at vinde krigerhæder, som var ilde set på en tid, da man hos fremragende personligheder udlagde den på den værste måde, så at godt ry voldte lige så stor fare som dårligt.

6. Derefter tog han bort til hovedstaden, for at han kunne komme ind på embedsvejen, og tog sig så der til ægtefælle Domitia Decidiana, som var af en af de ypperste slægter. Ved denne forbindelse kom han både til at indtage en fornemmere stilling og vandt sikrere udsigt til at komme frem. Og de to levede i overordentlig samdrægtighed under indbyrdes kærlighed og gensidig ydmyghed; dog er jo hos den brave hustru æren herfor størst, i samme forhold som brøden derved er det hos den slette. Efter at være blevet kvæstor fik han ved lodtrækningen provinsen Asien til virkefelt og prokonsulen Salvius Titianus til sin foresatte; og ingen af delene blev til fordærvelse for ham, ihvorvel provinsen er rig, så den kan bringe øvrighedspersonen i svære fristelser, og statholderen med sine havesyge tilbøjeligheder var rede til at tilkøbe sig blindhed for sine egne forbrydelser ved den størst mulige eftergivenhed overfor andres. Der så Agricola sin lykke øget, ved at der fødtes ham en datter, hvad der på een gang lettede fremgangen for ham og bragte ham trøst i hans savn, idet han tidligere havde fået en søn, men snart mistede ham igen. Derefter tilbragte han året mellem kvæsturen og almuetribunatet og fremdeles selve sit tribunår i stilhed uden at drage opmærksomheden hen på sig, idet han var klar over forholdene under Nero, som gjorde uvirksomhed til klogskab. Samme stilfærdige holdning indtog han som prætor, thi der var ikke tilfaldet ham nogen dommerforretning; festlegene og alt det tomme skinvæsen ved denne ærespost gennemførte han således, at han holdt middelvejen mellem fornuftig sparsomhed og overdådig glimmer; og han tog alt muligt hensyn til, hvad hans ære krævede, uden dog på nogen som helst måde at vise sig ødsel. Derefter blev han af Galba udvalgt til at foretage et eftersyn af gaverne i templerne, og skaffe dem til veje igen, der var forsvundne; og ved nøjeregnende eftersporing bragte han det dertil, at staten ikke kom til at have lidt under andre tempelran end dem, Nero havde øvet.

7. Det påfølgende år slog Agricolas hjerte og hus et svært sår. Thi medens Othos flåde flakkede vildt omkring og plyndrede i Intimilium (det udgør en del af Ligurien), som om det var et fjendeland, den lå i krig med, dræbte den hans moder på hendes egne godser og udplyndrede disse og en stor del af hans arvelod; derved var det, drabet på hende foranledigedes. Derfor tog han bort for at foranstalte, hvad sønlig kærlighed gjorde ham det til pligt at få iværksat, men blev overrasket ved budskabet om de skridt, Vespasian havde gjort for at komme i besiddelse af kejserværdigheden, og gik så straks over til hans parti. De første regeringsforanstaltninger under den ny kejser og sagerne i staten lededes af Mucian, da Domitian endnu var temmelig ung og ikke attråede anden frugt af sin faders ophøjede stilling end lejlighed til uhindret at kunne leve for tilfredsstillelsen af sine lyster. For at få soldater udskrevet udsendte Mucian Agricola; og da denne viste sig ivrig i at udføre det ham således overdragne hverv, og ikke lod sig bestikke derved, overgav han ham anførselen over den tyvende legion, som havde vist sig treven til at aflægge hyldningseden og under den hidtilværende fører var blevet beskyldt for at nære oprørske hensigter. En konsularisk legats magt var jo nemlig endogså altfor stor for de andre legater, så den indgød dem skræk, og den prætoriske legat havde ikke haft styrke nok til at holde legionen til lydighed, uden at jeg skal kunne sige, om det havde været hans eget eller soldaternes sindelag, skylden derfor havde ligget hos. Men da nu Agricola var udkåret til at afløse ham og dermed også til at straffe legionen, viste han en sjælden selvfornægtelse, og foretrak at få udseende af at have forefundet folk, der var velsindede, hellere end at han skulle vise sig at have gjort dem dertil.

8. På denne tid var Vettius Bolanus statholder over Britannien, og han gik alt for lemfældig til værks, til at det kunne passe til en oprørsk sindet provins. Agricola holdt igen på sin kraft og lagde tøjle på sin glødende kamplyst, for at han ikke skulle stille sin overordnede i skygge, vel øvet, som han var, i at lyde og udviklet til at agte på, hvad der gavnede ham i hans stilling, uden dog at træde sin egen ære for nær. Snart fik Britannien til konsularlegat Petilius Cerialis. Da fik store egenskaber lejlighed til at lægge sig for dagen; men i begyndelsen lod Cerialis blot anden mand dele møjsommeligheder og farer med sig, siden også ære og berømmelse. Gentagne gange betroede han til prøve Agricola førelsen af en del af hæren, og efter udfaldet af disse forsøg satte han ham omsider også engang over en større styrke. Og Agricola søgte ingensinde at øge eget ry ved at prunke med bedrifter; som redskab i anden mands hånd lod han føreren, hvis vilje han havde taget til følge, få æren for det lykkelige udfald. Ved dygtighed der, hvor han måtte stå som lydende, og ved beskedenhed i omtale af sig selv holdt han sig således vel fri for at vække misundelse, men spærrede sig dog ikke ude fra berømmelse.

9. Ved sin hjemkomst fra stillingen som legionslegat blev Agricola af gud Vespasian optaget imellem patricierne og derefter sat til statholder over provinsen Akvitanien, en stilling af særdeles glimrende værdighed såvel på grund af den styrende virksomhed, der er forbundet dermed, som ved den udsigt den åbnede til konsulatet, som kejseren havde bestemt ham til. Der er mange, der mener, at krigerbegavelse ikke findes forenet med skarp dømmekraft, såsom dommergerningen i felten ikke er forbunden med synderligt ansvar, hjælper sig med simplere former og ved de fleste lejligheder afgør sagen ved øjeblikkelig afstraffelse, hvorfor den efter deres mening ikke har brug for skarpsindighed, således som de borgerlige domstole. Men selv ved almindelige retsspørgsmål mand og mand imellem fandt Agricola med naturlig klogskab lettelig, hvad det var, det egentlig gjaldt om, og plejede retten derefter. Derhos satte han et bestemt skel imellem tiden til forretninger og til hvile. Når tingmøder og retsforhandlinger krævede det, iagttog han en værdig holdning og var omhyggelig i undersøgelsen og strengt retfærdig, men dog ikke sjælden barmhjertig. Men når han havde fyldestgjort pligtens krav, optrådte han ikke mere med embedsmandsmine; frastødende kulde, hovmodig adfærd og begærlige hensyn var han fri for. Og, hvad der er overmåde sjældent, venligt væsen formindskede ikke hos ham den personlige alvor, lige så lidt som streng retfærd hindrede ham i at vise sig kærlig omgængelig; ubestikkelighed og uegennyttighed ville det hos så stor en mand være en fornærmelse mod hans dyder at tale om. Heller ikke søgte han, hvad brave mænd ofte er svage nok til, at bringe sig i ry ved at stille sin dygtighed til skue eller ved andre kunstgreb; fjern fra skinsyge mod ligestillede, fjern fra strid med de kejserlige fogeder, fandt han, der var ingen ære at vinde, om han sejrede over disse, og blot skam at høste, om han kom til kort. Ikke fuldt tre år opholdtes han på denne statholderpost, og blev derefter kaldt tilbage med udsigt til at gå umiddelbart over til konsulatet, ledsaget af den almindelige mening, at Britannien var ham tiltænkt, uden at han selv gav anledning dertil ved egne ytringer, men fordi man anså ham for at være stillingen voksen. Det er ikke altid, rygtet tager fejl; stundom har det også udpeget den rette mand. I sin konsultid bortfæstede han til mig, så ung som jeg var, sin datter, som dengang vakte de bedste forhåbninger, og efter sit konsulat gav han mig hende til ægte. Og så blev han straks sat til statholder over Britannien og hædredes også ved præstestillingen som pontifeks.

10. Der er mange forfattere, der har skrevet om Britanniens naturlige beliggenhed og befolkning; og når jeg nu giver en skildring deraf, sker det ikke, for at min forskerflid og fremstillingskunst skal gøre de andre rangen stridig, men fordi landet, ved de begivenheder jeg vil fortælle om, for første gang blev underlagt os. Følgelig, hvad mine forgængere endnu ikke var kommet til sikker kundskab om, men har udsmykket i et veltalende sprog, det vil jeg nu kunne fremstille med godtgjorte kendsgerningers pålidelighed. Britannien er den største af de øer, der ligger indenfor området for Romernes kendskab. Med det omfang, det indtager, og den naturlige beliggenhed, det har, strækker det sig mod øst hen ad Germanien til, og mod vest hen imod Hispanien; mod syd ligger det endog i sigte for Gallerne; derimod har dets nordlige dele ikke noget land liggende lige over for sig, men piskes af et udstrakt og ubegrænset hav. I henseende til skikkelse har to historieskrivere, nemlig blandt de gamle Livius og blandt de ny Fabius Rusticus, i såre smukt formede fremstillinger lignet Britannien i dets hele omfang ved et aflangt fad eller en tveægget dobbeltøkse. Og det er også virkelig dannet således, når man ikke regner Kaledonien med. Men ved at man har båret sig således ad, er denne forestilling kommet til at gælde om landet i sin hele udstrækning. Alligevel har folk, der er kommet længere ud, der fundet et betydeligt stykke land med uregelmæssig form, der atter tunger sig ud fra kysten, hvor den alt synes at ende, og spidser sig til som en kile. Den herved antydede kyst mod det længst bortliggende hav blev under de begivenheder, jeg skal fortælle om, for første gang omsejlet af en romersk flåde; derved har vi fået vished for, at Britannien er en ø; og med det samme traf man nogle øer, man ikke havde kendt tidligere, de såkaldte Orkader, og underlagde sig dem. Man fik også øje på Thule, men man kom dog ikke videre end blot til at skimte det, fordi man ikke havde fået pålæg om at gå videre, og vinteren stundede desuden til. Men havet var også sejt, så det gjorde arbejdet svært for dem, der skulle ro; efter beretningerne bringer vindene heller ikke søen til at gå så højt, hvad der efter hvad jeg må mene, ligger en grund til deri, at der er færre lande og bjerge; thi det er jo sådanne, der fremkalder og forstærker storme; og den dybe masse af det udstrakte hav er ikke så rask til at lade sig sætte i bevægelse. Imidlertid ligger det uden for den opgave, jeg har stillet mig, at anstille undersøgelser over Oceanets naturlige beskaffenhed og bølgegangen deri; og der er også mange andre, der har skrevet derom. Kun dette kunne jeg have lyst til at tilføje, at der ikke gives noget andet sted, hvor havet optræder som mer uindskrænket hersker end her, hvor det jager stærke strømninger i alle retninger; heller ikke holder dets vækst ved flodtid sig blot til kysten, så at det derefter skulle synke tilbage igen; men det strømmer dybt ind i landet og breder sig ud til alle sider, så at det endog bugter sig ind imellem fjeldrygninger og bjerge, ligesom det der endnu var på et område, det var herre på.

11. Men nu fremdeles, hvad det har været for menneskebørn, der fra først af har haft bolig i Britannien, hjemfødninger eller indvandrere, derom ved man intet for vist, al den stund det er barbarer, man der har om sig. Af legemsydre er de forskellige indbyrdes, og det samme er tilfældet med de slutninger, man kan bygge derpå. Thi hos Kaledoniens beboere er det blonde hår og de svære lemmer et bevis for, at de er af germansk ophav. Hos Silurerne gør hudens farve og det krøllede hår såvel som Hispaniens beliggenhed lige over for det til en rimelig ting, at der i gamle dage er kommet Iberere derover og har opslået deres bopæle der. De, der bor nærmest ved Gallerne, ligner også disse, hvad enten det nu er, fordi de stammer fra dem, og dette deres ophav har øvet en virkning, der holder sig endnu, eller fordi himmelstrøget har givet legemerne deres ydre, uagtet landene strækker sig i modsatte retninger. Men for en almindelig betragtning er det dog troligt, at det har været Gallere, der har taget ophold på denne ø, som de jo fandt liggende i nærheden af sig. Deres gudstjenesteskik er det, man træffer, såvel som trossætninger, der har knyttet sig til deres gudeforestillinger. Sproget er ikke meget afvigende. I at udæske farer findes der samme forvovenhed, og samme ængstelighed til at unddrage sig dem, så snart de nærmer sig. Dog lægger Britannerne større krigerskhed for dagen, men de er jo heller ikke endnu blevet svækket ved langvarig fred. Thi efter beretningerne har der også været en tid, da Gallerne har været glimrende krigere; men siden har der ifølge med freden også indfundet sig fejhed, idet tapperheden er gået tabt tillige med uafhængigheden, sådan som det også er gået med de af Britannerne, der er blevet besejret længere tilbage i tiden; de øvrige er blevet ved at være sådanne, som de var, den gang de var Gallere.

12. Fodfolket har de deres styrke i; men der er nogle stammer, der også kæmper til vogns i slag; da er vognstyreren den fornemste mand; de, der kæmper fra vognen, er ham undergivne. I fordums tid havde de konger over sig; nu er der flere høvdinge, hvad der volder indre stridigheder, idet de bringes til at opløse sig i partier. Og der er ikke andet, der er til større gavn for os over for disse kraftfulde folkefærd, end det at der ikke finder nogen enig samvirken sted imellem dem; kun sjældent mødes to eller højst tre stammer til værn imod en fælles fare. Følgen deraf er, at de hver for sig står ene i kampen, men kommer til at ligge under alle til hobe. Himlen skæmmes ofte ved regnskyl og tåger, skarp kulde forekommer ikke. Dagene overskrider i længde det mål, de har i vort jordstrøg; og natten er lys, og i den yderste del af Britannien også kort, så at det kun er en ringe afstand i tid, der volder, at den ene dags ende er til at skelne fra begyndelsen af den næste; ja, når der ingen skyer er, der dækker solen, påstår man, at skinnet af den er til at se natten igennem, og at den ikke går ned og står op igen, men blot skrider forbi. Jeg må være af den formening, at skyggen kun er lav, som de yderste flade dele af landstrækningerne kaster, så at mørket ikke kommer til at hæve sig højt i vejret, men den falder nedenunder himlen og stjernerne. Med undtagelse af olietræet, vinstokken og de øvrige vækster, der plejer at gro i varmere lande, egner jordbunden sig til at bære nærende afgrøde; ja, den er endog frugtbar. Det går langsomt med modningen, men alt kommer hurtigt op, og begge dele har deres grund i det samme forhold, det store mål af væde både fra landene og fra himlen. Britannien gemmer i sit skød guld, sølv og andre metaller, så at det lønner sig at erobre det. Oceanet frembringer også perler, men de er noget mørke og blyfarvede. Der er dem, der mener, at perlesamlerne savner kunstfærdigt greb på tingene; thi i det røde hav skal man, efter hvad de siger, rive dem løs fra klipperne, mens de endnu er levende og drager ånde, hvorimod man i Britannien skal lade dem skylle op af havet og derpå efterhånden samle dem sammen. Jeg for min del har lettere ved at tro, at det er naturlig beskaffenhed, det skorter på hos perlerne, end at det skulle være begær efter dem, der savnes hos os.

13. Hvad Britannerne selv angår, så finder de sig uden at gøre vanskeligheder i udskrivningen til krigstjeneste, afgifter og de øvrige undersåtlige byrder i riget, kunne de blot være fri for vilkårlige forulempelser; men sådanne falder det dem svært at give sig til tåls ved, idet vi nok allerede har kuet dem til at lyde, men endnu ikke til at trælle. Dette Britannien var da gud Julius den første Romer, der betrådte i spidsen for en hær. Og skønt han ved en heldig kamp satte skræk i indbyggerne og underlagde sig kyststrøget, kan han dog kun siges at have givet efterslægten anvisning på dette land, og ikke at have efterladt den det til eje. Derefter borgerkrige og stormænd under våben mod fædrelandet selv, og i lang tid aldrig en tanke om Britannien, ej engang i fredens dage. Statsmandskløgt kaldte gud Augustus dette; og Tiberius så deri en forskrift, han havde fået. At der hos Gajus Cæsar har været tanker om at trænge ind i Britannien, er sikkert nok; men med sit sædvanlige vægelsind opgav han det straks igen, så meget mere som hans store rustninger mod Germanien ikke havde ført til noget. Gud Claudius gav stødet til igen at sætte sagen i gang, idet han lod legioner og hjælpetropper sejle derover og overdrog Vespasian en del af ledelsen, hvorved det første skridt skete på vejen til den lykke, der snart skulle komme; folkefærd blev undertvunget, konger toges til fange, og skæbnen henledte opmærksomheden på Vespasian.

14. Af konsularlegater var Aulus Plautius den første, der blev sat til at styre landet, og efter ham Ostorius Scapula, begge udmærkede krigere. Og efterhånden blev den nærmeste del af Britannien omdannet til provins. Desuden måtte det se en nybygd af veteraner lagt i landet. Nogle byer skænkedes til Cogidumnus som et rige, han skulle være konge over; og han har lige til vor tid blevet ved at være os fuldt tro. Efter den gamle vane, Romerfolket for lang tid siden havde lagt sig til, lagde det nemlig an på også at benytte konger til redskaber til deres eget lands undertvingelse. Derefter holdt Didius Gallus sammen på det, hans forgængere havde erhvervet, mens der anlagdes enkelte fremskudte forter i fjernere landsdele, for at han kunne vinde ære som den, der havde udvidet det romerske lydland. Didius afløstes af Veranius, som lukkede sine øjne, før der var gået et år. Derefter havde Svetonius Paulinus i to år lykken med sig, idet han underlagde sig folkestammer og anlagde stærke forter i deres land. I fortrøstning til disse gjorde han angreb på øen Mona, såsom oprørere fandt støtte og tilflugt der, men gav derved sin ryg blot, så at der åbnedes en lejlighed, der kunne benyttes.

15. Thi mens statholderens fravær friede Britannerne fra frygt, gav de sig til at udtale sig for hinanden om de plager, ufriheden bragte over dem, og lægge de forulempelser sammen, som de måtte lide; og ved udlægninger gjorde de ondt værre. De kom ingen vegne, hed det, ved at finde sig rolig i alt; mente man at finde dem villige til at tåle, hvad man gjorde ved dem, kom man blot med værre pålæg; dette var det eneste, de opnåede derved. Før havde de dog kun haft een konge ad gangen; nu gav man dem to på nakken på een gang, en statholder som tørstede efter deres blod, og en skatteopkræver, som lod sin grumhed gå ud over deres ejendom. Lige så fuldt som enighed mellem de to foresatte var fordærvelig for de undertvungne, ligeså fuldt var dette tilfældet, når de var uenige. Den ene havde til håndlangere en flok centurioner, den anden trælle; og begge disse slags folk øvede vold og forhånelser mellem hinanden imod dem; intet var nu mere sikret mod deres havesyge og lyster. I et hærslag var det dog den stærkeste, der gjorde bytte; nu var det folk, som oftest var feje krystere, der frarøvede dem deres huse, slæbte deres børn bort og påtvang dem soldaterudskrivninger, som om Britannerne snarere var i stand til alt andet end til at dø for deres fædreland. Og hvor ringe var dog ikke tallet på de soldater, man havde bragt over til dem, dersom Britannerne ville tælle sig selv? Ved at få øjet op derfor, var det jo, at de germanske lande havde rystet åget af sig; og de havde dog kun en flod til værn og ikke Oceanet. For deres eget vedkommende var det jo fædreland, hustru og børn, de greb til våben for; hvad der sporede deres modstandere til krig, var havesyge og overdåd. Romerne ville gå deres vej igen, ligesom deres gud Julius havde gjort, når Britannerne blot ville søge at ligne deres forfædre i manddom. De skulle ikke lade sig skræmme ved udfaldet af et enkelt slag eller to; så længe et folk endnu ikke havde lidt noget tab, var det mest oplagt til at storme frem; var ulykken kommet over det, var det udholdenhed, det blev stærkere ved. Nu forbarmede endog guderne sig over Britannerne, idet de holdt den romerske hærfører borte og hans hær bundet som en fange på en anden ø. Nu kunne de møde til rådslag, hvad de tidligere havde haft den største vanskelighed ved; og det var jo da farligere at lade sig overraske, mens man således lagde råd op, end at slå dristigt til.

16. Efter indbyrdes at have hidset hinanden ved disse og andre lignende udgydelser, tog de til fører en kvinde af kongehuset ved navn Boudicca; thi kønnene gør de ingen forskel på ved valg af høvdinge; og det kom til en almindelig krig. Spredte som vore soldater lå omkring i forterne, gjorde Britannerne jagt på dem, indtog befæstede pladser og ville fri sig ud af deres trællestilling ved et angreb på deres herrers faste borg, selve nybygden. Og i deres forbitrelse undlod de med sejren på deres side ikke at øve nogen som helst grusomhed af den slags, der er almindelig mellem barbarer. Dersom nu ikke Paulinus havde hørt om rejsningen i provinsen og skyndsomst var kommet til hjælp, ville Britannien have været tabt for os. Men ved et eneste heldigt slag bragte han det igen tilbage til den tidligere underkastelse. Dog var der såre mangeøer forblev under våben; deres onde samvittighed hindrede dem i at give sig til tåls; og de var også bange for statholderen, når de havde ham i nærheden; hvor udmærket en mand han end var i andre måder, kunne han dog nu let komme til at træde alt for vilkårligt op og gå alt for hårdt frem imod dem, idet han kunne føle sig ægget til at tage opstanden som en personlig fornærmelse mod sig selv og hæren. Derfor sendte man også Petronius Turpilianus til Britannien, idet man anså ham for mere forsonlig; og så ukendt som han var med fjendens forseelser, dem han ikke selv havde været øjenvidne til, viste han sig da også virkelig mildere mod de angrende og bragte blot igen orden til veje, men vovede sig ikke til noget yderligere skridt, og overgav så provinsen i denne forfatning til Trebellius Maximus. Denne var temmelig langsom af sig, og uden at gøre noget forsøg på krigerske foretagender, besørgede han sin provinsstyrelse med en vis lemfældighed i sin pligtopfyldelse. Barbarerne lærte jo nu endog at forsone sig med vore lokkende laster, og borgerkrigenes mellemkomst afgav også antagelig undskyldningsgrund for uvirksomheden. Men man fik nu sin nød med mytteri i lejren selv; soldaten var blevet vænnet til hærtog, og det ørkesløse liv fristede ham derfor til udskejelser. Trebellius søgte at unddrage sig for misstemningen i hæren ved at holde sig borte og krybe i skjul, men derved vanærede og fornedrede han blot sig selv, så det derefter kun var ved nåde og barmhjertighed fra hærens side, han kunne holde sin stilling som dens fører; de sluttede så at sige overenskomst med hinanden om, at soldaterne skulle have lov til at blive ved at gøre, hvad de ville, og anføreren fremdeles nyde personlig sikkerhed. Således slap mytteriet for revselse ved blodig afstraffelse. Og mens i Rom borgerkrigene endnu varede ved, voldte Vettius Bolanus ikke Britannien nogen plagerier ved at genoprette krigstugten i den romerske hær. Uden forandring varede uvirksomheden ved overfor fjenden, og tøjlesløsheden i lejren. Men opnåede Bolanus end ikke at hævde sin myndighed, vandt han dog hengivenhed ved sin egen uegennyttighed, og gjorde sig ikke forhadt ved forseelser.

17. Omsider fik tillige med den øvrige verden også Britannien i Vespasian en hersker, der var, som han burde være. Store hærførere, fortræffelige hære og ringere udsigter for fjenden. Og Petilius Cerialis vakte straks skræk ved at angribe Briganternes stat, som gælder for den mest mandstærke i hele provinsen. Mange slag og undertiden ikke ublodige. En stor del af Briganterne blev besejrede eller i hvert fald bekrigede. Og Cerialis ville visselig have kunnet bringe den næste efterfølgers styrelse og ry til at stå i skygge. Men han måtte standse i sin virksomhed, og Julius Frontinus tiltrådte den byrdefulde stilling; og han viste sig som en stor mand, så vidt han fik lejlighed dertil; thi med væbnet hånd kuede han Silurernes stærke og stridbare folk, og dog havde han ikke her blot at kæmpe med tapre fjender, men også med vanskeligheder, som naturforholdene lagde ham i vejen.

18. Sådan som vi nu har skildret stillingen i Britannien og krigens omskiftelser der, sådan forefandt Agricola den, da han først ved midsommertid kom derover, medens soldaterne havde fået den forestilling, at det ikke ville blive til noget med noget hærtog den sommer og derfor hengivet sig til sorgløshed, og fjenderne lurede på en gunstig lejlighed. Ikke lang tid før hans ankomst havde Ordovikernes stamme næsten fuldstændig oprevet en hærafdeling, der lå på grænsen af deres land, og derved fremkaldt gæring i provinsen; og de andre, som selv havde mod på krig, fandt, det var det ene rigtige, at de trådte i deres fodspor, og ventede blot på at få lejlighed til at se, hvad slags mand den ny statholder var. Men skønt sommeren var forløbet, hærafdelingerne spredte omkring i provinsen, og soldaterne opfyldt af tanken om at skulle leve året i ørkesløshed - alt sammen forhold, der kan volde den, der vil begynde en krig, sinkelse og hindringer, så flertallet mente, det var bedst blot at have et vågent øje med de forhold, der kunne vække mistanke - så besluttede Agricola dog at gå faren i møde; han samlede de spredte legionsafdelinger og en passende skare hjælpetropper; og fordi Ordovikerne ikke dristede sig til at forlade deres stilling på bjergene og gå ned på flad mark, gik han selv i spidsen for toget, for at de andre skulle se, at han delte faren med dem, og derved få ligeså godt mod, som han selv havde; således førte han hæren op mellem bjergene. Han fik også næsten hele stammen hugget ned. Men han var fuldt klar over, at det gjaldt om straks at benytte sig af rygtet, før det fik tid til at sætte sig igen, og at den skræk, han ville sætte de andre stammer i, ville komme til at stå i forhold til det held, han havde med sig ved sine første foretagender. Derfor rettede han sine tanker på at sætte sig i besiddelse af øen Mona, som jeg tidligere har fortalt, Paulinus var blevet hindret i at besætte derved, at det almindelige oprør i Britannien havde nødt ham til at drage bort. Men eftersom Agricola ikke i forvejen havde kunnet lægge sine planer med afgjort sikkerhed, havde han ikke kunnet sørge for at have fartøjer i beredskab. Da hjalp klog benyttelse af omstændighederne i forening med en fast vilje hos anføreren til iværksættelse af overfarten. Han gjorde et omhyggeligt udvalg af en skare hjælpetropper, der var vant til at færdes på lavvande og fra deres forfædre havde arvet færdigheden i at svømme, så at de på een gang kunne holde sig oppe med fuld rustning, holde en bestemt retning og tillige styre deres heste, og lod dem lægge al oppakning fra sig og pludselig styrte sig i vandet. Og mens nu fjenderne i deres forventning om, hvad der forestod, med hav omkring sig kun tænkte på en flåde og skibe, blev de slagne af forbavselse og mente, at folk, der gik til krig på sådan en måde, aldrig kunne finde nogen hindring uoverstigelig eller nogen modstand uovervindelig. Derfor bad de om fred og overgav deres ø. Og Agricola blev navnkundig, og man så en stor mand i ham; ved sin første ankomst til sin provins, på en tid, andre plejer at benytte til at tilfredsstille deres glimrelyst ved at stille deres styrke til skue og til at tage imod tomme æresbevisninger - på dette tidspunkt havde han jo foretrukket møjsommeligheder og farer. Og han brugte ikke sit held til forfængeligt praleri; det, han havde udført, kaldte han ikke et felttog eller en sejrvinding; han havde blot, sagde han, holdt folk i tømme, som alt var besejrede. I sin indberetning om sin bedrift forherligede han den heller ikke ved at indsende et laurbæromvundet brev med meldingen om den. Men ved at kaste et slør over den ære, han havde indlagt sig, øgede han denne; fra hans tavshed om så store ting, sluttede man sig til storheden af de forhåbninger, han måtte nære om den kommende tid.

19. Ellers kendte Agricola så meget til stemningen i provinsen og var ved andres skade blevet så klog, at han vidste, at hvad man udrettede med våbenmagt, havde kun lidt at betyde, hvis der derefter fulgte en uretfærdig behandling; og han satte sig da for, han ville stoppe enhver kilde til krig. Han begyndte da med sig selv og sine omgivelser og holdt først sit eget hus og følge strengt til orden, hvad der for mangfoldige mænd falder lige så vanskeligt som at styre en provins. Aldrig lod han noget tjenesteanliggende udføre ved frigivne eller trælle; ikke heller lod han sig ved personlige tilbøjeligheder, anbefalinger eller bønner bevæge til at antage nogen centurion eller soldat til en særlig bestilling, men gjorde regning på at finde den pålideligste i den, der var den bedste i sin stilling. Han vidste alt, men påtalte ikke alt; ved små forseelser viste han overbærenhed, ved store strenghed; dog straffede han ikke altid, men lod sig i de fleste tilfælde stille tilfreds ved anger; ledelsen af tjenestesager og bestyrelsesforretninger ville han hellere betro folk, der ikke ville gøre sig skyldige i forseelse, end domfælde nogen, der havde gjort det. Ved inddrivelsen af kornydelser og afgifter lettede han byrden ved at fordele den ligelig og afskaffede alt, hvad man havde fundet på for at skaffe betjentene indtægter, men som var værre at tåle end afgiften selv. Thi med fortrædigende drilleri havde man for skik at ligge og ruge over lukkede magasiner og endog selv opkøbe korn for at snyde ved beregningen af prisen; man gjorde vidtløftige omveje til en påtvungen nødvendighed og opgav i tilsigelserne lange afstande, så at stammer, der havde romerske vinterkvarterer i deres nærhed, skulle bringe deres ydelser til fjerne og afsides liggende steder, for at enkelte kunne gøre sig fordel ved, hvad alle i virkeligheden ville have haft helt let ved.

20. Dette uvæsen slog Agricola straks i sit første statholderår en bom for og bragte derved freden til at komme i tiltrækkende ry, mens hans forgængere ved deres svaghed imod deres egne folk såvel som ved deres vilkårlige færd imod provinsboerne havde gjort den lige så frygtet som krigen. Men så snart sommeren kom, trak Agricola sin hær sammen, var selv idelig med på marcherne, roste god mandstugt og holdt de spredt sværmende til orden. Han udså selv steder til at slå lejr på og undersøgte i forvejen moradser og skove. Til samme tid lod han aldrig fjenderne have rist eller ro, men foretog strejftog og plyndrede, når de mindst ventede ham; og når han således havde sat tilstrækkelig skræk i dem, så behandlede han dem skånsomt og lod dem derved skimte fredens tillokkelser. Ved sådanne midler bragte han det dertil, at mange stammer, der hidtil havde holdt os stangen, gav gidsler, opgav deres fjendske holdning og blev omringede med forter og vagtposter, og det altsammen med så klog beregning, som der aldrig tidligere var blevet brugt ved nogen nyerhvervet landsdel i Britannien.

21. Den påfølgende vinter forløb ufortrædiget og blev anvendt til foranstaltninger, der var i fuldeste mål heldbringende. Thi for at de spredtboende og rå mennesker, som derfor altid var rede til krig, skulle få smag for livets forfinelser og således vænne sig til at leve i fred og underkastelse, tilskyndede han dem ved personlig overtalelse til at bygge templer, tinghuse og boliger, og gav dem af statens kasse hjælp til at få det gjort, idet han roste dem, der var villige dertil, og irettesatte de trevne. Således fik han dem til at kappes om at vinde ros af ham, og der behøvedes ingen tvangsforholdsregler. Fremdeles lod han høvdingenes sønner oplære i dannende kundskaber og sagde, han foretrak Britannernes gode hoveder for Gallernes flid, så at de, der for kort tid siden havde vægret sig ved at benytte det romerske sprog, blev ivrige for at lægge sig efter romersk veltalenhed. Snart satte man også en ære i at klæde sig romersk, og togaen kom i mode. Og lidt efter lidt vanslægtede man da, så man fik smag for det forfinede livs laster med dets buegange, bade og fine gæstebude. Sligt anså disse uvidende og kortsynede stakler for fin dannelse, skønt det var et middel til at berøve dem friheden. 22. Hærtogenes tredie år åbnede vej til hidtil ukendte folkefærd, idet alle landstrækningerne hærgedes lige til Tanaus - det er en fjord, der bærer dette navn. Hæren havde at kæmpe med voldsomme uvejr; men den vakte dog en sådan skræk og rædsel hos fjenderne, at de ikke vovede sig i nogen dyst med den. Og den fik endogså tid til at anlægge forter. Efter sagkyndiges bemærkninger havde ingen anden hærfører bedre end Agricola forstået at gøre et skønsomt valg af heldig beliggende steder; intet fort, han har anlagt er nogen sinde blevet erobret ved fjenders stormløb eller forladt ved bortmarch eller overgivelse; thi mod virkningerne af en langvarig indeslutning sikredes de ved at være forsynede med mundforråd for et år. Således kunne man tilbringe vinteren der uden at komme i nogen nød eller forlegenhed; man gjorde hyppige udfald, og enhver af høvdingene hjalp sig selv, mens fjenderne så, at ethvert forsøg fra deres side var frugtesløst, og derfor opgav alt håb om at udrette noget; de havde i almindelighed plejet at bøde på de tab, de led om sommeren, ved det held, de havde om vinteren; men nu led de nederlag lige så fuldt om vinteren som om sommeren. Og Agricola var ikke så ærgerrig, at han nogensinde skulle have tilegnet sig æren for noget, en anden havde gjort; enhver befalingsmand, enten det så var en afdeling Romere eller hjælpetropper, han var fører for, fandt hos ham upartisk anerkendelse for sin dåd. Der var dem, der talte om, at han var vel hård i irettesættelser; og virkelig, som han var venlig mod de brave, således var han ubehagelig over for dem, der handlede ilde. Men han rugede ikke i løndom over gammel vrede, så ingen havde grund til at være ængstelig ved tavshed fra hans side; han mente, det var ærligere gjort, om man vakte fortørnelse hos en anden, end om man gik og gemte på sit had.

23. Den fjerde sommer gik med at sikre besiddelsen af de landstrækninger, Agricola havde hastet frem igennem. Og dersom hærenes tapperhed og Romernavnets ære nogen sinde kunne tillade det, havde der nu været nået et afsluttende mål i selve Britannien. Thi Klota og Bodotria skærer sig ved strømninger i havet på de to modsatte sider ind i landet i en så umålelig udstrækning, at de kun skilles fra hinanden ved et smalt stykke land. Dette sikredes nu ved vagtposter, og enhver fremspringende pynt på kysten på denne side holdtes besat, så at det nu var det samme, som om fjenderne var skaffet bort til en anden ø.

24. I hærtogenes femte år satte Agricola over Sabrina og leverede mange heldige slag, hvorved han undertvang stammer, vi hidtil ikke havde kendt noget til. Derhos forsynede han den del af Britannien med tropper, som vender ud mod Ibernien, ikke just fordi han frygtede nogen fare fra denne ø, men mere med fremtidige muligheder for øje. Thi Ibernien ligger jo i farvandet mellem Britannien og Hispanien, og man har let ved at komme dertil over det galliske hav, så det ved udvikling af gensidig omsætning ville kunne åbne en forbindelsesvej mellem stærke dele af vort rige. Dersom man vil sammenligne øen med Britannien, er den mindre i omfang; men den overgår i fladerum alle øerne i vort hav. Jordbunden, klimaet og befolkningens karakter og leveskik er ikke meget forskellig fra Britanniens. De indre dele kender vi kun lidt til; bedre er vi ved handelen og forretningsmændene blevet kendte med anløbsstederne og havnepladserne. Agricola havde taget imod en af småkongerne i folket, som var blevet forjaget ved indre stridigheder, og under skin af venskab holdt han ham tilbage hos sig, for at han kunne have gavn af ham ved mødende lejlighed. Jeg har gentagne gange hørt ham sige, at med en legion og et tilsvarende tal hjælpetropper kunne hele Ibernien erobres og besiddelsen af det sikres; og dette, mente han, ville også være til gavn for os i vort forhold til Britannien, hvis der nemlig rundt omkring dette land alle vegne stod romerske hære, og der ikke mere på nogen kant kunne øjnes uafhængig jord.

25. Men jeg vil gå videre i min fortælling: i den sommer, Agricola gik ind i sit sjette tjenesteår i, kom han til at give sig af med folkefærdene på den anden side Bodotria. Og fordi man troede at måtte frygte en rejsning mellem samtlige fjernere boende stammer og var bange for, at hæren skulle trues med undergang på marcher gennem et land, den hjemsøgte med krig, sejlede han med sin flåde omkring til havnepladserne og undersøgte dem. Det var første gang, han optog flåden som en del af sin krigsstyrke, så at den fulgte med og gjorde ypperlig virkning blot ved at lade sig se. Så dreves jo nu krigen frem på een gang til lands og til søs, og i een og samme lejr samledes nu ofte fodfolk, hestfolk og søkrigere og delte mundforråd og morskab med hinanden, priste hver sine bedrifter og oplevelser, skildrede med den mellem krigsfolk almindelige stortalenhed på den ene side skovenes dybder og bjergenes afgrunde, på den anden genvordighederne med storme og oprørte bølger, og anstillede i stærke ord sammenligninger mellem sejrene til lands over fjenden og til søs over Oceanet. Også Britannerne blev, som man fik at høre af fanger, målløse af skræk ved synet af flåden, idet de nu nok kunne indse, at deres skjulested bag deres hav ikke mere var utilgængeligt, og blev de overvundne, ville de være afspærrede fra deres sidste tilflugtssted. Da begyndte de folkefærd, der bor i Kaledonien, at tænke på fjendtligheder. Med store forberedelser, som rygtet gjorde endnu større, end de var, sådan som det i almindelighed går med det, man ikke rigtig ved besked om, gav de sig endog til at gå løs på et af forterne, uden at de selv var blevet angrebet først, og vakte således ved af sig selv at udæske os så meget des større skræk; og der var dem, der var feje nok til under skin af klog forsigtighed at råde til, at man skulle gå tilbage over Bodotria og opgive stillingen, hellere end at lade sig trænge bort derfra. Da kom Agricola til kundskab om, at fjenden tænkte på at gøre indfald i flere flokke; og for at han ikke skulle blive omringet af deres overlegne tal, mens de tilmed var godt kendte med stedforholdene, opløste han også sin hær i tre dele og rykkede frem således.

26. Da fjenden blev opmærksom herpå, skiftede han pludselig angrebsplan og kastede sig med hele sin styrke ved nattetid over den niende legion, som var mindst stærk, huggede skildvagterne ned og brød under søvnen og den rådvilde forvirring ind i lejren. Og allerede var der kamp i gang inde i denne, da Agricola af sine spejdere fik melding om fjendens bevægelser og straks gav sig til at følge ham i hælene. De raskeste af sine hestfolk og fodfolk giver han befaling til under kampen at hugge ind på fjenden bagfra; derpå lader han hele sin styrke opløfte kampråb; og idet dagen var ved at bryde frem, så man hærmærkerne glimte. Nu blev Britannerne bange ved den fare, der truede dem både forfra og bagfra. Romerne fattede håb på ny; sikre på at undgå undergangen kæmpede de nu for æren. Ja, de trængte endog frem fra deres side, og der stod et blodigt slag i selve den snævre port, indtil fjenderne blev bragt til at vige; det var en sand kappestrid, der stod mellem de to dele, den romerske hær i denne kamp var blevet sondret i; den ene ville, der skulle være syn for sagen, om at de havde bragt hjælp, og den anden ville undgå udseende af at have trængt dertil. Og havde Britannerne nu ikke på deres flugt fundet dække bag moradser og skove, havde krigen været slut med denne sejr.

27. I sin selvfølelse over den vundne sejr og det ry, der ville komme til at gå af den, blev den romerske hær nu hidsig på kamp, så der begyndte at lade sig røster høre om, at nu ville deres tapperhed bane vejen for dem alle vegne; og i misfornøjelse mumlede man om, at de burde trænge frem igennem Kaledonien, så de dog endelig engang kunne nå hen til enden af Britannien, selv om det skulle ske gennem en uafbrudt række slag. Så forsigtige og kloge som de nylig havde været, så raske var de nu efter sejren og førte det store ord. Det er det aller uheldigste ved krige: enhver lykkelig dåd tilegner alle sig æren for, men modgang og tab får enkelt mand skylden for. Britannerne derimod stod i den formening, at det ikke var kraft hos deres modstandere, der havde voldt det nederlag, de havde lidt, men tilfældet og list fra den fjendtlige hærførers side; og de slog derfor ikke det mindste af på deres overvurdering af sig selv, men væbnede lige fuldt deres unge mandskab, bragte koner og børn til sikre steder og styrkede sammenholdet mellem de forskellige stammer ved fælles møder og ofringer. Og således var det på begge sider med frisk opblussende mod, man afbrød krigen for dette år og gik hver til sit.

28. I løbet af den samme sidst omhandlede sommer dristede en kohort Usipere, som var udskrevet i germanske landsdele og bragt over til Britannien, sig til et stort vovestykke, som det nok er værd at omtale. De dræbte deres centurion og de romerske soldater, der var stukket ind i manipierne for at lære dem krigstjenesten og tjente som mønstre og foresatte for dem; og derpå gik de om bord på tre fartøjer, hvor de brugte magt mod styrmændene. De to af disse vakte mistanke hos dem og blev dræbt, men den trejde ledede sejladsen. Og før der endnu var kommet noget rygte ud herom, sejlede de til almindelig forundring forbi. Derefter, når de af og til stjal sig op i land for at hente vand og, hvad de ellers havde brug for, og Britannerne som oftest ville værge deres ejendom, så kom det til våbenkamp, og Usiperne gik flere gange af med sejren; men undertiden blev de overvundet, og de kom derved omsider i den yderste nød, så de gav sig til at fortære de svageste af deres egen midte og derefter lod loddet afgøre, hvem af dem der skulle tjene til føde for de andre. Under sådanne forhold sejlede de rundt om Britannien; men så uøvede som de var i at styre, måtte de slippe de to af fartøjerne fra sig; de andre blev så antaget for sørøvere, og først blev nogle af dem opsnappet af Sveberne, siden de andre af Friserne. Der var da også dem iblandt dem, der blev solgt som handelsvarer og kom til at gå fra hånd til hånd, så de omsider nåede lige til vor Rhinbred, hvor de vakte opsigt ved at fortælle om deres mærkelige eventyr.

29. Først på sommeren ramtes Agricola af en sorg i hans eget hus. En søn, der var blevet født året i forvejen, mistede han igen. Dette slag bar han imidlertid ikke som så mange andre stærke mænd med et i forfængelighed påtaget skin af rolighed, men på den anden side heller ikke på kvindevis med jammerklager og tungsindig græmmelse. Også under sorg var krigen en af de ting, han søgte lægedom ved. Han sendte da sin flåde i forvejen, for at den skulle plyndre på forskellige steder og således indjage fjenderne en stor skræk, der aldrig lod dem finde ro; og med sin hær, hvori han havde optaget de tapreste af Britannerne, hvis pålidelighed han holdt sig forvisset om, fordi de havde holdt fred så længe, nåede han i kampfærdig stand frem til Grapiusbjerget, som han fandt allerede besat af fjenden: Thi Britannerne havde ikke tabt modet ved udfaldet af den tidligere kamp; de så nu, der var ikke andet valg end hævn eller trældom; erfaringen havde endelig lært dem, at enighed var det eneste middel, de havde til at værge sig imod den fare, der truede dem alle; og ved sendebud og trufne aftaler havde de fået samling på styrken fra alle deres stammer. Allerede så man dem der i et tal af mer end 30.000 væbnede mænd, og fremdeles strømmede endnu alt det unge mandskab til, så og alle endnu raske og rørige oldinge, der havde indlagt sig ry i krigen og vundet hæderstegn, de endnu bar på. Blandt flere høvdinge var der en, der udmærkede sig ved tapperhed og høj byrd; hans navn var Kalgakus. Han skal nu til den forsamlede mængde, som alle forlangte at komme i slag, have holdt en tale af følgende indhold.

30. Hver gang jeg tænker over de grunde, vi har til krig, og de fortvivlede forhold, vi er stedte under, føler jeg fuld fortrøstning til, at dagen i dag og sammenslutningen mellem eder i enighed vil blive det første skridt til at sikre Britannien friheden. Thi både er vi alle til hobe ukendt med et liv i trældom, og bag os findes der ingen flere lande, vi kan ty til, og så er jo havet ikke en gang frit for farer for os, al den stund vi der har den romerske flåde på nakken. Følgelig er slag og våbenkamp, som tapre mænd sætter deres ære i, også det bedste sikringsmiddel for dem af jer, der er feje. Hver gang der tidligere med skiftende held har stået kampe med Romerne, har de, der gik i kamp, kunnet sætte deres håb til os og vente hjælp fra os, fordi vi er de mest ædelbårne af alle Britannere og derfor har bolig ved vort lands allerhelligste arne, så vi ikke engang har kunnet se kysten af lande, der havde mistet friheden, eller føle vort øje såret ved synet af overherrer. Som de fjerneste i landet har vi længst bevaret vor frihed og har lige indtil den dag i dag fundet et værn i selve vor afkrog og i rygtet om den udkant, vi havde hjemme på; alt, hvad der er ukendt, står jo i et herligt lys. Nu ligger Britanniens yderste grænse åben og tilgængelig. Bag os er der ikke mere noget andet folkefærd, intet andet end bølger og skær; og i Romerne har vi fjender, der truer vort liv med endnu større farer; det ville være frugtesløs stræben at ville fri os fra deres tyrranni ved føjelighed og underkastelse. Siden de i deres begærlighed efter at tilrane sig og udplyndre den hele verden, ikke mere finder noget land, de kan hjemsøge, gennemsøger de nu endogså havet. Finder de en fjende, der er rig, giver deres havesyge dem en grund til krig; er han fattig, finder de den i deres ærgerrighed; hverken Østerland eller Vesterleden har jo kunnet stille deres hunger. De er det eneste folk i verden, der med samme lidenskabelige attrå rækker hånden ud lige så vel efter andres armod som efter deres rigdom. Rov, drab og bortførelse kalder de med et falsk navn herredom; har de gjort rent bord og tomt land, giver de det navn af fred.

31. Efter naturens vilje finder enhver mand i sine børn og frænder de mennesker, han har kærest; os rives disse bort fra ved soldaterudskrivning, for at de kan komme til at gøre trællegerning andetsteds. Og vore hustruer og søstre — selv om de skulle slippe for at blive ofre for Romernes vellyst, mens disse står som fjender for os, så skændes de af dem, når det er kommet dertil, at de kan kalde sig venner af os og gæster i vore huse. Vort gods og vor ejendom fravristes os til afgifter, vor mark og vor afgrøde går med til kornydelser, vor krop og vore hænder slides op under piskeslag og hånsord ved vejanlæg gennem skove og moradser. Trælle, der er født til et liv i ufrihed, bliver solgt een gang for alle, og siden får de frit underhold af deres herrer; Britannien må hver dag betale for sit trælleliv og ernære sine voldsherrer. Og ligesom blandt trællene i et hus de sidst tilkomne er til nar endog for deres ligemænd, således bliver i denne gamle trælleflok, som omfatter den hele verden, vi ny og værdiløse, som man blot vil have fat på for at bringe os til undergang. Vi har jo hverken sædemarker eller bjergværker eller toldsteder, så man skulle kunne gemme os til at gøre tjeneste ved driften deraf. Så er manddomssind og krigermod ting, man ikke gerne ser hos de undergivne; og jo større sikkerhed vi finder i vor fjerne og ukendte hjemstavn, des mere vækker vi mistanke derved. Derfor må I se, at al udsigt er spærret for os, til at vi skulle møde skånsom medfart, og endelig engang tage mod til jer, såvel de af jer, der sætter livet højest, som de, der regner æren for det kosteligste. Under en kvindes ledelse har Briganterne været i stand til at lægge en nybygd i aske og erobre en lejr; og havde blot ikke deres held gjort dem sorgløse, havde de kunnet ryste åget af deres nakke. Lad os så, som er ved usvækket kraft og ubetvungne, og som vil føre krig for at hævde vor frihed og ikke for igen at bøje os under åget -lad os straks ved det første sammenstød vise, hvad det er for mænd, Kaledonien har gemt sig til nødens stund.

32. Eller tror I virkelig, at lige så stor som Romernes frække tøjlesløshed er i fredstid, lige så stor skulle tapperheden være hos dem i krig? Nej, det er vor splidagtighed og tvedragt, der omgiver dem med stråleglans; fejlene hos deres fjender forstår de at benytte sig af, så deres egen hær vinder berømmelse. Slæbt sammen som denne hær er fra de mest forskellige folkefærd, er det kun sejren, der holder sammen på den; tab og modgang vil straks jage den fra hinanden. Om end nu Gallere og Germanere og, med skam at sige, et stort tal Britannere lejer deres eget blod ud til fremmede herrer, medens den tid, de har været disses trælle i, dog kun er kort imod den, de har stået som fjender i over for dem, så kan I dog aldrig bilde jer ind, at det skulle være troskab og hengivenhed, der knytter dem til dem. Nej, frygt, og skræk er det, der gør det; og dette er bånd, der kun er svage, hvor det gælder et kærlighedsforhold; skaffes de af vejen, så de slipper for at være bange, vil de straks begynde at nære had. Alt, hvad der kan spore til sejr, har vi på vor side. Romerne har ingen hustruer til at opildne deres mod, ingen forældre til at irettesætte dem for fejhed; et hjem har mangfoldige af dem slet ikke, eller også ligger det langt borte. Få i tal og rådvilde af ængstelse ved deres ukendskab med alt her kaster de urolige blikke omkring sig til himlen og havet og skovene, lutter ting, de ikke kender, og som guderne så at sige har afspærret dem ved og lænkebundet dem med, så vi har dem i vor magt. Lad jer dog ikke skræmme ved dette tomme syn og ved guldets og sølvets glans; deri er der ingen rustning til at dække dem og intet våben til at såre os med. Midt i vore fjenders slaglinie vil vi finde arme, vi kan benytte os af. Britannerne vil komme til erkendelse af, at det er deres sag, her skal kæmpes for; Gallerne vil mindes deres tidligere frihed; nylig har Usiperne vendt Romerne ryggen, snart vil også de øvrige Germanere forlade dem. Sejrer vi blot her, er der ikke mere noget, der kan indjage os frygt. Grænsefæstningerne har man draget tropperne bort fra; nybygderne er kun befolket med oldinge; mens lydigheden, som vises kun er ringe, og herredømmet, som øves, uretfærdigt, er byerne misfornøjede og oprørske. På vor side har vi en hærfører og en hær, på Romernes venter der eder skattepålæg og slid i bjergværker og alt, hvad trælle ellers straffes med; dette må I siden bøje jer under for evig tid eller tage hævn for nu; på valpladsen her vil det blive afgjort, hvilken af delene I vælger. Derfor, når I nu rykker frem til slag, slip så ikke af tanke enten eders forfædre eller eders efterkommere.

33. Barbarerne tog imod talen med ildfuld tilslutning under sang, støj og skingrende råb, som de har for skik; straks sluttede fylkinger, glimtende våben, fremløb af de dristigste vovehalse; og de var øjeblikkelig i gang med at ordne sig til slag. Og Agricola - skønt han så de romerske soldater besjælet af fyrigt mod, så de næppe lod sig holde inde i lejren, så troede han dog at burde opmuntre dem endnu mere og talte som følger: Mine våbenbrødre! Det er nu det syvende år, siden I med mandigt mod og hjerte under Romerrigets ledelse og min trofaste anstrengelse vandt den første sejr over Britannien. På de mange hærtog og i de mange slag har jeg ingen grund fundet til at være misfornøjet med mine soldater, ej heller I med eders fører, hvad enten det så har gjaldt om at vise tapperhed over for fjenden eller udholdenhed og kraftanstrengelse næsten imod selve naturforholdene. Frugten heraf har været, at vi har overskredet, jeg grænserne for mine forgængeres virksomhed, I det mål, de tidligere hære havde standset ved; og det er ikke af løs snak eller blot af andres fortælling, vi nu kender Britanniens yderste grænser; men vi er nået frem dertil med vor sejr og vor våbenfærd. Britannien er nu opdaget i sin helhed og undertvunget. Sandelig; på marchen, når moradser eller bjerge og floder har tæret på eders kræfter, har jeg gentagne gange hørt de tapreste råbe: Når skal vi dog komme i lag med fjenden? når får vi dog lov til at slås? Nu kommer han, nu er han blevet trængt ud af sine smuthuller, nu ser I for eder lejligheden til at vise manddom, den I har ventet med længsel; sejrer I nu, vil alt gå let for eder; men lige så vanskeligt vil det falde eder, hvis I lader eder besejre. Thi som det under fremrykning er en herlighed og ære at have overstået så lang en march, sluppet frem igennem skove og vadet over moradser, således beredes der under en flugt de største farer ved alt, hvad der nu lover held. Vi har jo nemlig ikke det samme kendskab til stedforholdene som vore fjender og heller ikke den samme lethed ved at få vore fornødenheder; vi har kun vore arme og vore våben, dem beror alt på for os. For mit vedkommende er det min gamle og faste overbevisning, at hverken en hær eller dens fører er sikker under et tilbagetog. Derfor er selv en hæderlig død at foretrække for et æreløst liv, frelse og ære er at finde på eet og samme sted. Og der vil ingen skam være ved at være faldet der, hvor landet og alt tilværende slipper op.

34. Var det fremmede folkefærd og en ukendt hær, der nu stillede sig imod os, ville jeg søge at opmuntre eder ved at pege på det forbillede, I kunne finde i andre hære. Men nu behøver I blot at mindes eders egne storværker og holde eder til, hvad I har for eders øjne. De, vi her har at gøre med, er de samme, som i fjor måtte søge skjul under nattens mørke for at overfalde en eneste legion og så sænkede deres våben blot ved eders råb. De er blandt alle Britannerne dem, der har været rappest til at løbe deres vej; deri ligger grunden til, at de har kunnet holde sig i live så længe. Ligesom det under vor fremtrængen gennem skovtykninger og bjergpas var de stærkeste dyr, der vovede sig til at styrte imod os, mens de frygtsomme og svage lod sig drive bort ved lyden af eders fodtrin, således er de kækkeste af Britannerne faldet for længe siden; og de, der endnu står tilbage, er dem, der er feje og rædde. Når I nu endelig har fundet dem stående foran eder på eders vej, så er det ikke, fordi de har gjort holdt og taget stilling imod eder, men fordi I er kommet bag på dem; nu i det yderste øjeblik har deres tog ikke kunnet komme videre; men lamslåede af dødsangst har de klamret sig fast til disse steder, for at I kan få lejlighed til at vinde en skøn og glimrende sejr. Slut nu af med hærtog, lad en stor dag sætte kronen på halvhundrede års værk, så at det kan komme til at stå

klart for vor fædreland, at det aldrig har været hæren, skylden har ligget hos, enten for at krigen har trukket i langdrag, eller for at vore fjender har kunnet tage den op på ny.

35. Både viste der sig hos soldaterne, mens Agricola endnu stod og talte til dem, tydelige tegn på deres brændende kamplyst; og aldrig så snart havde han sluttet, før der blussede en voldsom iver op hos dem, så de straks løb hver til sit for at ruste sig. Mens de derpå kom styrtende frem i ophidselse, ordnede han dem således, at han lod hjælpetropperne til fods, som udgjorde otte tusinde, danne den stærke midterlinie af hans slaglinie og tre tusinde ryttere holde sig rede til at sværme omkring til dækning af fløjene. Legionerne blev stående foran på lejrvolden, idet det under en sejr ville være en stor ære for hans krigsførelse, om han havde kunnet vinde den, uden at der var blevet udgydt romersk blod, mens de ville kunne rykke frem til undsætning, dersom hjælpetropperne ikke skulle holde stand. Britannernes slaglinie havde, for på een gang at tage sig ud og vække skræk, taget stilling på højere steder, således at den forreste del af fylkningen stod nede på flad mark, mens de øvrige i bueformet samling højnede sig op ad lien, og den mark, der lå imellem begge hære, fyldtes af vognkæmpere, som jog omkring i støjende vrimmel. Da vakte fjendens overlegenhed i tal frygt hos Agricola, for at de på een gang skulle åbne kamp mod hans folk forfra og fra begge sider; og han lod derfor sine delinger rykke ud fra hinanden, skønt hans slaglinie derved måtte blive temmelig udstrakt og tynd. Derfor var det også ikke få, der rådede til at lade legionerne træde til. Derimod var han mere tilbøjelig til at håbe det bedste og bød med fasthed farer og uheld trods, så han lod sin hest føre bort og tog selv plads til fods foran hjælpetroppernes hærmærker.

36. Så åbnedes da slaget med, at man gav sig til at kæmpe på langt hold. På een gang med koldblodighed og med behændighed vidste Britannerne med deres vældige sværd og korte skjolde at dække sig mod vore folks kastevåben eller at hugge dem af vejen, medens de fra deres side lod spyd i svær mængde hagle ned over vore. Omsider opmuntrede Agricola de bataviske kohorter og to tungriske til at bruge deres korte sværd og rykke fjenden ind på livet. Og dette var nu på den ene side noget, disse folk havde fået stor øvelse i ved den lange tid, de havde gjort krigstjeneste i, mens det på den anden side kom fjenderne ilde tilpas, da de bar små skjolde og havde ualmindelig lange sværd; thi da der ingen od er på disse, egnede de sig kun dårligt til en kamp bryst mod bryst, hvor der kun var liden plads til at røre sig på. Da derfor Bataverne gav sig til at hugge løs, støde med skjoldene og flænge ansigterne og derpå, efter at have slået dem til jorden, der havde stået dem imod på flad mark, skred til at rykke op ad højen, da ville heller ikke de øvrige kohorter stå tilbage for dem, men trængte rask frem og huggede den første den bedste ned, som de traf på; og i deres rastløse higen efter sejr lod de en mængde blive liggende på marken halvdøde eller endog usårede. Imidlertid havde vore rytterafdelinger bragt vognkæmperne til at fly og blandede sig derpå i fodfolkets kamp. Men skønt de ved deres uventede indhug øjeblikkelig vakte skræk, kunne de dog ingen vegne komme for de tætte fjendtlige fylkninger og det ujævne jordsmon. Derfor så det nu for så vidt slet ikke ud til, at kampen ville falde ud til gunst for vore folk, da de kun med nød og næppe kunne skride fremad eller blot holde sig stående og tilmed trængtes af deres våbenbrødres heste; og på flere steder var der løse vogne, hvis heste var uden styrere og derfor var blevet sky, der tørnede ind på vore folk fra siden eller forfra, alt som skrækken drev hestene af sted.

37. Og de af Britannerne, der hidtil ingen del havde taget i kampen men holdt sig oppe på toppen af højderne og stået rolig uden at lade sig ængste ved vore med deres ringe tal, -de havde nu begyndt lidt efter lidt at rykke nedad til en omgående bevægelse, så de kunne falde os i ryggen, ret som vi var ved at vinde sejr. Men Agricola havde netop været bange for, at de skulle gøre et sådant forsøg, og for uforudsete tilfældes skyld, som der kan møde i krig, holdt fire rytterdelinger tilbage; dem lod han nu stille sig imod de omtalte Britannere under deres nedrykning; jo vildere disse var ilet fremad, des voldsommere var nu sammenstødet; det endte med, at Britannerne løb fra hinanden og flygtede, så deres kloge besindighed blev til en fælde for dem selv; og rytterdelingerne gjorde da efter hærførerens bud en svingning til siden, så de istedet for at komme imod fjenden forfra huggede ind i ryggen på hans slaglinie. Da viste der sig på de åbne steder et storartet og grueligt syn. Man forfulgte, uddelte sår og gjorde fanger; og dem, man tog, huggede man i næste øjeblik ned, fordi man traf andre. Nu var der på fjendernes side alt efter som hver enkelt havde sind til, hele skarer, der med våben i hånd vendte dem ryggen, der var færre i tal, medens enkelte af sig selv styrtede våbenløse imod os og søgte døden. Rundt omkring våben, lig, afrevne lemmer og pøle af blod, og til sine tider også forbitrelse og manddomsmod hos de overvundne. Såsnart disse kom i nærheden af skovene, flokkede de sig sammen igen og søgte at omringe de nærmeste af deres forfølgere, idet deres kendskab til stedforholdene gav dem fordelen imod vore, som manglede dette kendskab og ikke tog sig i agt. Men Agricola, som idelig var tilstede på ethvert punkt, dannede nu af kraftige, let rustede kohorter en slags jægerkæde og lod til samme tid alle vegne, hvor der var tættere skov, en del af rytterne trænge frem derigennem til fods, medens andre til hest skulle gennemsøge de mere åbne skovpartier. Uden dette ville vor alt for store tryghed havde voldt os et ikke ringe nederlag. Men da fjenderne igen så sig forfulgt af vore folk forenede i tæt sluttede fylkninger, så vendte de ryg og søgte bort, ikke i samlede flokke som tidligere eller således, at de holdt øje med hinanden; men spredte så at de endog søgte at undgå hinanden, higede de efter at nå fjerne og uvejsomme steder. Og forfølgelsen varede ved, lige til mørket og udmattelsen gjorde ende på den. Mandefaldet blandt fjenderne løb op til henved ti tusind; af vore faldt der tre hundrede og tres, og i blandt dem kohortføreren Aulus Atticus, som i ungdommelig hidsighed med sin ustyrlige hest var kommet midt ind imellem fjenderne.

38. Og nu tilbragte sejrherrerne rigtignok natten under sejrsjubel og glæde over byttet. Men Britannerne spredte sig i alle retninger, mellem hinanden udstødte mænd og kvinder jammerklager, slæbte af sted med de sårede, kaldte på de uskadte, forlod hus og hjem, ja satte i deres forbitrelse endog ild derpå, udvalgte sig skjulesteder men forlod dem straks igen, samlede sig indbyrdes om fælles beslutninger men greb så igen til hver sit råd; ofte følte de modet brudt hos sig ved synet af deres nærmeste kære, men endnu oftere ophidsedes de derved; og det var en sikker kendsgerning, at der var dem, der handlede grusomt med hustru og børn, som var det en barmhjertighedsgerning, de derved øvede imod dem. Dagslyset derefter afslørede i videre omfang et billede af tilstanden, som den var i medfør af sejren; overalt øde og stilhed, højene forladte, i det fjerne rygende tomter; ingensteds noget menneske, spejderne kunne få øje på. Sådanne var der nemlig blevet sendt ud i alle retninger; men de fandt ingen sikre tegn på, hvor fjenderne var flygtet hen; og de mærkede heller ikke nogensteds noget til, at de samlede sig igen. Derfor, og så fordi sommeren var til ende, så det var en umulighed at føre en udstrakt krig over et større område, førte Agricola sin hær ind på Boresternes enemærker. Der tog han imod gidsler og gav flådehøvdingen befaling til at sejle rundt om Britannien; i dette øjemed fik denne den fornødne troppestyrke med, og rædselen gjorde tjeneste som forløber. Selv ville Agricola sætte de hidtil ukendte folkestammer i skræk allerede derved, at hans hær behøvede så lang tid for at komme igennem deres land, og lod derfor sit fodfolk og sine ryttere kun foretage langsomme marcher på vejen til deres vinterkvarterer. Og imidlertid nåede flåden støttet af vinden og rygtet frem til den trukkulensiske havn, hvorfra den skulle sejle langs med hele siden af Britannien og så komme tilbage igen året efter.

39. Den række begivenheder, vi nu har skildret, indberettede Agricola til Domitian uden at udsmykke dem ved store ord; og Domitian tog imod hans melding sådan som han havde for skik, med glade miner men med uro i hjertet. Han vidste med sig selv, at han nylig var blevet til latter med sin tilløjede triumf over Germanien, idet han hos trællehandlere havde ladet indkøbe folk, hvis ydre og hår han ville lave til, så de kom til at tage sig ud som krigsfanger; derimod var det jo nu en virkelig og stor sejrvinding, som havde kostet så mange tusinder af fjender livet, der omtaltes og pristes alle vide vegne; og hvad han mest mente at måtte blive ængstelig ved, det var, at en undersåts navn løftedes højt over fyrstens; så var det jo til ingen nytte, at han havde lukket munden på retstalerne og berøvet fremragende statsmænd lejlighed til at gøre sig gældende, hvis en anden trådte ham i vejen og tilvendte sig krigerhæderen; alt andet kunne man på en eller anden måde lettere undlade at lægge mærke til; men dygtighed som hærfører var noget, der ene tilkom kejseren. Sådanne bekymringer var det, der plagede ham; men han lod sig nøje med at gemme dem i sit stille skid, netop et tegn på, at han tumlede med grusomme tanker. Og for øjeblikket fandt han da, det var bedst, han satte sit had til side, indtil den stormende beundring kunne få lagt sig, og hærens gunst havde tabt sig. Thi Agricola havde jo endnu Britannien i sin magt.

40. Derfor holder Domitian i et senatsmøde en efter sin ordlyd i fuldeste mål anerkendende og hædrende tale, hvori han byder, at Agricola skal tillægges triumfens udmærkelsestegn, en hæderkronet statue, og alt det andet, der plejer at blive tilstået i stedet for virkelig triumf, medens der oven i købet skal udtales en formodning om, at han var udset til statholder i Syrien; thi denne landsdel var for øjeblikket ledig ved den konsulariske legat Atilius Rufuses død og var forbeholdt betydeligere mænd. Mange har stået i den formening, at der var blevet afsendt en frigiven af det hemmelige tjenerskab til Agricola med en kejserlig håndskrivelse, hvori Syrien blev overdraget ham, og sendemanden havde fået pålæg om kun at aflevere denne skrivelse til ham i det tilfælde, at det var i Britannien, han traf ham; men Agricola var alt kommet ud på selve strædet, da den frigivne havde mødt ham; og denne var derfor kommet tilbage til Domitian uden endog blot at have talt med ham. Men jeg skal lade det stå uafgjort, om denne fortælling er sandfærdig eller opdigtet og afpasset efter fyrstens tænkemåde. Imidlertid havde Agricola afleveret provinsen i fredelig og sikret tilstand til sin efterfølger. Og han ville ikke vække opsigt ved et indtog under et stort og talrigt følgeskab af folk, der var taget ham i møde, men søgte at forebygge ethvert opmærksomhedsbevis fra sine venners side; ved nattetid kom han til hovedstaden, og ved nattetid gik han op på Palatium, som han havde fået pålæg om; og efter at han der var blevet modtaget med et flygtigt kys, uden at der var blevet talt et ord til ham, blandede han sig imellem hele flokken af hofbetjente. Såsom der nu ved krigernavnet er noget, der klinger ilde i deres øren, der lever i fred og ro, ville han svække indtrykket deraf ved andre egenskaber; og han søgte derfor af hjertens grund fuldt ud at føre et stille og tilbagetrukket liv, viste sig fordringsløs i sin ydre optræden og omgængelig i samtale og lod sig blot ledsage af en eller to venner, så at mængden, som har for skik at værdsætte store mænd efter udvortes glans, der omgiver dem, ved synet af ham savnede alle tegn på hans berømmelse, medens der kun var enkelte, der forstod forholdet på den rette måde.

41. I løbet af de nærmest påfølgende dage lød der ved Domitians hof jævnlig såvel anklagende som også frikendende ord om Agricola, mens han selv holdt sig borte derfra. Grunden til den fare, han således svævede i, lå ikke i nogen som helst beskyldning, der rejstes imod ham, eller i nogen klage fra nogen, der følte sig krænket, men i fyrstens fjendske stemning imod fortjente mænd, i mandens egen berømmelse, og i den værste slags fjender, dem der holder lovtaler over en. Så kom der også sådanne tider for staten, at det var en umulighed, andet end Agricolas navn måtte blive nævnt. I Mosien og Dakien, i Germanien og Pannonien voldte ubesindighed eller fejhed hos førerne, at så mange hære gik tabte, så mange krigsdygtige mænd med så stort et tal kohorter blev knust eller taget til fange; og det var ikke mere rigets grænsevold eller flodbredden der stod på spil, men legionernes vinterlejr og besiddelsen af provinsen. Da der således fulgte det ene tab efter det andet, og hvert år helt igennem mærkedes ved mandeslæt og nederlag, lod der sig mellem mængden høre røster, der krævede Agricola til hærfører, idet alle til hobe stillede hans kraft, viljesfasthed og krigserfaring i sammenligning med dem, man plejede at betro hærene til. Det er en afgjort sag, at ytringer i denne retning også summede om ørene på Domitian, idet de bedste blandt hans hoffolk i deres hengivenhed og troskab følte sig forpligtigede til at udtale dem for ham, medens de sletteste dreves dertil af ondskab og misundelse, og begge parter således æggede ham yderligere, tilbøjelig som han af sig selv var til det, der var ondt. Således blev netop Agricolas berømmelse skyld i, at han på een gang ved sine egne fortrin og ved andres fejl førtes nærmere og nærmere til afgrundens rand.

42. Nu stundede det år til, da Agricola skulle til at trække lod om statholderskabet i Afrika og Asien. Såsom det ikke var længe siden, Civika havde måttet lade livet, var han ikke i tvivl om, hvad han havde at gøre; Domitian havde derved gjort det første skridt på en vej, han kunne gå videre på. Der kom også mænd til Agricola, som var indviet i fyrstens tanker, og rettede uden anledning fra hans side det spørgsmål til ham, om han agtede at tage imod noget statholderskab. Og i begyndelsen talte de ikke rent ud, men priste blot et liv i stille rolighed uden offentlige forretninger; derpå tilbød de deres tjeneste til at få Domitian til at tage imod en undskyldning fra ham; endelig opgav de at bruge omsvøb, kom med råd og søgte at gøre ham bange; og således fik de ham til at følge med til Domitian. Denne havde rustet sig med forstillelse og indrettet sig på at træde op med herskerværdighed; han hørte på Agricolas bønner og undskyldningsgrunde, gav tegn til at ville indrømme deres gyldighed og fandt sig i at tage imod taksigelser uden at rødme over det had, der var hans sande bevæggrund til det, han ville gøre til en nådesbevisning. Dog gav han ikke Agricola den faste statholderlønning, der plejer at blive tilbudt, og som han af egen drift havde tilstået andre mænd, enten han nu følte sig fornærmet derved, at Agricola ikke havde rettet nogen bøn til ham derom, eller han med sin onde samvittighed var bange for at få udseende af at have købt sig det til, som han i virkeligheden havde opnået ved et forbud. Det er jo et ejendommeligt træk i menneskets karakter, at han hader den, han har fornærmet; og Domitian var af naturen rask til vrede og des mere uforsonlig, jo mere indesluttet han var. Dog mildnedes hans sind mod Agricola ved dennes fordringsløse og kloge optræden, idet han ikke viste nogen trods eller forfængelig stillede et frisind til skue, som han kunne bringe sig i ry ved og stille sig blot for skæbnens slag. Det måtte de vide, der har for skik at sværme for lovstridig færd, at der selv under slette fyrster kan findes store mænd, og at undersåtlig lydighed, når den står ved siden af dygtighed og åndelig kraft, kan hæve sig til en art berømmelse bedre end den i vore dage hyppige, som har bragt så mange til at styrte sig i afgrunden, uden at det har været til gavn for fædrelandet, og vinde navnkundighed ved en død, der smigrede deres egen forfængelighed.

43. Afslutningen på Agricolas liv bragte os kummer og hans venner sorg; og den undlod ikke at vække deltagelse selv hos fjernere stående, som han ikke havde kendt. Endogså mængden og folket, vor tids folk, så optaget som det er af så meget andet, aflagde ofte besøg i hans hus og talte om ham både ved offentlige og ved private sammenkomster. Og der var ingen, som hørte om hans død, der enten glædede sig over den eller straks kunne slå den af tanker. Den almindelige beklagelse øgedes også ved et udbredt, aldrig gendrevet rygte om, at han skulle være bragt af dage ved gift. Vi, hans nærmeste, ved intet derom med vished, så jeg skulle driste mig til at komme med en afgjort påstand. Men under hele hans sygdom indfandt der sig, hyppigere end det ellers er skik ved hoffet, som plejer at forhøre sig ved sendebud, både folk af de fornemste af fyrstens frigivne, og læger, der var indviede i hans hemmeligheder, hvad enten det nu var en følge af deltagelse eller af urolig trang til at følge med sygdommens gang. På selve hans dødsdag er det en kendsgerning, at der var udstillet ilbud, for at man kunne få melding om hver enkelt forandring i tilstanden under dødens nærmelse; og der var ingen, der troede, at det, man havde så stort hastværk med at bringe til fyrstens kundskab, var noget, han hørte med bedrøvelse. Dog gav han sig i væsen og mine udseende af sorg, medens han jo nu var fri for den ængstelse, hans had indgød ham, som han da også havde lettere ved at skjule glæde end frygt. En afgjort sag var det, at efter at han havde læst Agricolas testamente, hvori han selv fandtes indsat som arving ved siden af en fortræffelig hustru og en trofast hengiven datter, så glædede han sig derover, som var det en hæder, der vistes ham, og Agricola på den måde havde udtalt sin dom over ham. Det uafladelige smigreri havde blindet hans øjne og ødelagt hans hjerte i en sådan grad, at han ikke tænkte på, at en brav fader aldrig indsætter en fyrste til arving, når denne ikke er et dårligt menneske.

44. Født var Agricola under Gajus Cæsars tredie konsulat d. 13. juni; han gik bort i sit femti sjette år d. 23. august under Collegas og Priscuses konsulat. Skulle eftertiden nære et ønske om også at blive kendt med hans udvortes, da var dette mere tækkeligt end storladent; der lå i hans åsyn intet, der kunne indjage frygt; venlighed var fremherskende i hans træk; man havde let ved at tro, han var en god mand, og skønt han blev bortreven midt i en alder, han var ved fuld kraft i, har han dog, hvad berømmelse angår, tilbagelagt et meget langt levnedsløb. Thi både havde han i fuldt mål fået i eje de sande goder, der består i fortrinlige egenskaber; og siden han havde opnået konsulatet og triumfens udmærkelsestegn, hvad havde så lykken kunnet lade ham tilflyde mere? Overflod satte han ingen pris på, en anstændig formue var faldet i hans lod. Siden han ikke så sin datter eller sin hustru gå bort før ham selv, kan han også betragtes som lykkelig i det stykke, at han, uden at have lidt skår i sin værdighed, uden at have set sin hæder falme, og uden at have lidt tab af frænder eller venner, blev forskånet for at opleve det, der forestod. Vistnok forundtes det ikke Agricola at få så langt et liv, at han havde kunnet se de nærværende lyse og lykkelige tider og Trajan som fyrste, det jeg en gang selv hørte ham udtale en spådom om og det ønske at måtte blive i live til; men det er dog en stor trøst, at han ved en tidlig død slap for at blive vidne til hin sidste tid, da Domitian ikke mere i ny og næ og med spillerum, men i en uafbrudt rækkefølge og så at sige ved et eneste hug forødte rigets kraft.

45. Han slap for at se senatets forsamlingssal omlejret af soldater og senatorerne indespærrede ved våbenmagt, så mange konsularer myrdede med eet slag, og så mange højbårne kvinder jaget i udlændighed eller udvandret. Kams Metius havde endnu ikke nået at kunne vurderes højere end efter en eneste sejrvinding, Messalinuses stemme var endnu ikke kommet til at gøre sig gældende udenfor Albanerborgen, og Massa Bæbius var selv den gang en anklaget. Men det varede ikke længe, før vi senatorer med vore egne hænder måtte føre Helvidius til statsfængslet, føle os rystede ved synet af Mauricus og Rusticus og lade os oversprøjte med Senecios skyldfri blod. Nero vendte dog sine øjne bort og gav befaling til forbrydelser men var ikke selv tilskuer ved dem; under Domitian lå den værste ulykke i at se og blive set, mens vore sukke blev optegnet for at angiverne kunne få noget at beråbe sig på, og hint noksom bekendte blodtørstige blik og røde ansigt, hvormed han sikrede sig imod at komme til at røbe en følelse af skam, var frækt nok til at lægge mærke til, hvor mange der var, der blegnede af skræk. Ja sandelig, du var lykkelig Agricola, ikke blot ved den stråleglans, du kom til at stå i i live, men også ved det heldige øjeblik, du døde i. Efter hvad de siger, der var ørenvidner til de sidste ord, du sagde, tog du imod skæbnens slag med fatning og hengivenhed, som om du for dit vedkommende ville skænke fyrsten skyldfrihed. Men for mig og hans datter er det foruden græmmelsen over tabet af en fader en yderligere tilvækst i vor sorg, at det ikke faldt i vor lod at sidde ved hans sygeleje, at kvæge ham i hans sidste stund, eller at føle tilfredsstillelsen ved at se ham og omarme ham. Vi ville da have kunnet lytte til hans formaninger og ord, for at vi kunne have fæstet dem dybt i vor sjæl. Det er en smerte, vi alene føler, og en sorg, vi er ene om at have lidt, at han er gået bort fra os fire år tidligere, fordi det har været en uundgåelig ting for os, at vi i så lang tid har været borte fra ham. Der er ikke tvivl hos os om, at din kærlige hustru, som sad hos dig, jo har gjort alt til din forherligelse, du den bedste blandt fædre; dog er der blevet fældet færre tårer ved din ligfærd; og ved dit afskedsblik har der været noget, dine øjne har savnet.

46. Såfremt der findes et sted, hvor de lever efter døden, der har været trofaste i pligtopfyldelse, og vismændene har ret, når de mener, at store sjæle ikke tilintetgøres tillige med legemet, så hvile du i glædelig fred og drage os, dine nærmeste, bort fra kraftesløst savn og kvindagtige klager, hen til beskuelsen af dine dyder, dem det ville være utilbørligt at græde og klage over! Hellere vil vi hædre dig ved beundring og ved uudslettelige lovtaler og, hvis vor evne skulle strække dertil, ved at træde i dit fodspor. Dette ville være en sand hæder; dette er den kærlighed, de skylder dig, der har været fastest knyttet til dig. Det er en formaning, jeg også måtte ønske at give din datter og din hustru, at de skal ære mindet, hin om sin fader, og denne om sin ægtehusbond, på sådan vis, at de tilbagekalder i deres erindring alle ord og handlinger af ham, og at de fastholder hos sig billedet at hans sjælelige væsen og ejendommelighed snarere end hans legemlige, ikke fordi jeg skulle tro at burde sætte mig imod, at der bliver taget billeder i marmor eller i erts, men som menneskets åsyn er skrøbeligt og forgængeligt, således er dette også tilfældet med billeder af det; men sjælens skikkelse er uforgængelig, og den kan vi fastholde og afpræge, ikke ved et stof af forskellig art, eller ved andre menneskers kunstfærdighed, men ved vort eget liv. Alt det af Agricola, der har været genstand for vor kærlighed, alt det, vi har beundret, det lever endnu, og det vil vedblive at leve i evige tider i menneskers hjerte og i historiens vidnesbyrd. Thi iblandt svundne tiders mænd er der mange, der uden hæder og navnkundighed gravlægges i glemsel, men Agricola vil stå lyslevende for efterverden, nu mit mindeskrift har bragt ham til dens kendskab.