Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
FØRSTE BOG. - I: Indledning.
1. Rom før Augustus, Forfatterens plan.
1. Rom stod i begyndelsen under konger. Friheden og konsulatet grundlagdes af Lucius Brutus. Diktaturet greb man til i særlige tilfælde. Decemvirernes magt havde ikke lovlig gyldighed udover to år, og krigstribunernes konsulmyndighed holdt sig kun i kort tid. Hverken Cinnas eller Sullas voldsherredømme var af lang varighed, Pompejus's og Crassus's store vælde tilfaldt inden føje tid Cæsar, Lepidus's og Antonius's våbenmagt kom i hænderne på Augustus, og denne fik således under navn af regent (fyrste) rådigheden over det hele af borgerkrige udmattede samfund.
For den gamle tids vedkommende er nu Romerfolkets liv i medgang og modgang fortalt af navnkundige skribenter, og Augustus's tidsalder have mænd med glimrende begavelse holdt ved at skildre, indtil kryberiet tog overhånd og skræmmede dem tilbage. Tiberius's og Cajus's, Claudius's og Neros historie forvanskede man af frygt, medens de selv levede, og efter deres død skrev man den under indflydelse af det endnu friske had. Desårsag agter jeg her kun at fortælle lidt om Augustus, og særlig hvad der vedkommer hans sidste tid, og vil dernæst skildre Tiberius's og de tre andres regering. Jeg vil gøre det uden bitterhed som uden forkærlighed, thi disse følelser har jeg slet ingen grund til at nære.
>>>
|