Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
FØRSTE BOG. - I: Indledning
<<<
2. Cæsar Augustus. Hans sygdom og død.
(År 30 f. Kr. — 14 e. Kr. f.)
2. Da Brutus og Cassius vare faldne, og der således ikke længere var nogen, som kæmpede for republikken, da Pompejus var bleven overvældet ved Sicilien, og da endelig Lepidus var afvæbnet og Antonius dræbt, så at nu heller ikke det julianske parti havde nogen høvding Cæsar undtagen, da opgav denne triumvirnavnet, optrådte som konsul og lod til at ville nøjes med tribunmagten til at værne om almuen med; men såsnart han havde lokket soldaterne til sig ved gaver, mængden ved kornuddeling, alle tilhobe ved den gode fred og ro, han havde skaffet tilveje, så man ham lidt efter lidt rejse sig og gøre sig til herre på senatets og øvrighedens og lovens område, og han fandt ingen modstand, thi de djærveste mænd vare faldne i slag eller ryddede af vejen som fredløse, medens de øvrige adelsmænd stege des højere i rigdom og ære, jo villigere de vare til slavisk underkastelse og, da de havde høstet fordel af den omvæltning, der var foregået, foretrak den sikre nutid for den farefulde fortid. Heller ikke provinserne havde noget imod den nye tingenes orden; de så nemlig med mistillid til senatets og folkets styrelse på grund af magthavernes stridigheder og øvrighedens griskhed, og lovene ydede dem kun et svagt værn, thi vold, underfundighed og tilsist penge gjorde dem magtesløse.
3. Derhos søgte Augustus at vinde støtter for sin enevælde: sin søstersøn Claudius Marcellus, endnu en helt ung mand, ophøjede han til pontifex og kurulædil; Marcus Agrippa, der ikke var af adelig byrd, men dygtig som kriger og hans fælle i sejren, gjorde han til konsul to gange efter hinanden og tog ham siden, da Marcellus var død, til svigersøn; sine stedsønner endelig, Tiberius Nero og Claudius Drusus, udmærkede han ved titlen „imperator" (krigsøverste) og det på en tid, da hans eget hus endnu blomstrede. Han havde nemlig optaget Agrippas sønner, Cajus og Lucius, i Cæsarernes familie, og inden de endnu havde aflagt barnetogaen, fået dem udnævnte til ”ungdommens øverster" og udsete til konsuler, således som han inderlig havde ønsket, skønt han lod, som om han ikke vilde have det.
Da Agrippa var gået heden, da de to Cæsarer døde en tidlig død, hvad enten den nu var naturlig eller forvoldt ved deres stedmoders Livias ondskab, Lucius på vejen til de spanske hære, Cajus, idet han, skrantende af et sår, vendte hjem fra Armenien, og da Tiberius, efterat Drusus for længe siden var død, var den eneste, der var i live af stedsønnerne, da samledes alt på ham: han tages til søn, til medregent, får del i tribunmagten og fremstilles for alle hærene — altsammen ikke som tidligere ifølge lønligt rænkespind fra moderens side, men åbenbart på hendes tilskyndelse. På Augustuss gamle dage havde hun nemlig fået så stor magt over ham, at han kastede sit eneste barnebarn, Postumus Agrippa, ud 'på øen Planasia; lad være, han var rå og udannet og som en tåbe gjorde sig til af sin legemsstyrke, han havde dog ikke gjort sig skyldig i nogen misgerning. Imidlertid satte Augustus virkelig Drusus's søn Germanicus over otte legioner ved Rhinen og befalede Tiberius at adoptere ham, endskønt der i Tiberiuss hus levede en voxen søn; men det var for at kunne have des flere at støtte sig til.
Af krige stod der den gang ingen anden tilbage end den mod Germanerne, og den førtes mere for at udslette skammen ved tabet af Varus's hær end af lyst til at udvide riget eller fordi der kunde ventes en rimelig fordel deraf. I det indre var alting roligt; statsembederne vare af navn de samme; de yngre mænd vare fødte efter sejren ved Aktium, selv de gamle for største delen under borgerkrigene; hvor mange var der vel da tilbage, som havde oplevet frihedstiden ?
4. Altså, samfundstilstanden var helt forvandlet, og ingensteds var der spor af god gammel skik; efter tabet af ligheden så alle hen til regenten og ventede på, hvad han vilde byde og befale. I øjeblikket nærede man ingen frygt, så længe Augustus endnu var i en så kraftig alder, at han kunde værge sig selv, sit hus og freden; men da foruden den tiltagende alderdomssvaghed også sygdom begyndte at plage ham, og hans tilstundende endeligt vakte nye forhåbninger, så var der enkelte, der gave deres hjerter luft i ørkesløs tale om frihedens goder, flere, som ængstedes for, at der skulde komme krig, og andre, som ønskede det. Den langt overvejende del snakkede vidt og bredt op om de herrer, man havde i vente, og reve dygtig ned på dem: „Agrippa, sagde man, var et vildt og ustyrligt menneske; den medfart, han havde lidt, havde endmere tirret ham; han havde hverken alder eller erfaring nok til at bære en så stor byrde. Tiberius Nero var moden af år og prøvet i krig, men den claudiske families gamle eller rettere medfødte hovmod boede i ham, og tegn på hans grumme sindelag brøde idelig frem, hvad han end gjorde for at undertrykke dem. Lige fra sin tidligste barndom var han bleven opdraget i et herskerhus; endnu som ung mand var han bleven overvældet med konsulater og triumfer; i de år, da han under skin af at søge ro, i virkeligheden havde levet som landflygtig på Rhodus, selv da havde han ikke gjort andet end ruget over sin vrede, sin forstillelse og sine lønlige lyster. Hertil kom nu en moder med sit køns lidenskabelighed; det blev et trælleliv, man kom til at leve, under en kvinde og dertil to unge mennesker, som for en tid vilde trykke staten og siden engang adsplitte den."
5. Medens man drøftede disse og lignende emner, blev det værre og værre med Augustuss helbred, og der var dem, der nærede mistanke om en forbrydelse fra hans hustrus side. Det rygte var nemlig kommen ud, at Augustus få måneder iforvejen, efter kun at have indviet enkelte udvalgte i sit forehavende og ikke ledsaget af andre end Fabius Maximus, var sejlet til Planasia for at se til Agrippa; der skulde så begge have fældet mange tårer og hjertelig kærtegnet hinanden, så at der vaktes håb om, at det unge menneske vilde komme tilbage til sin morfaders hus; dette skulde Maximus have fortalt til sin hustru Marcia og denne igen til Livia; Cæsar (Tiberius) fik det at vide, og da Maximus ikke længe efter døde — måske for sin egen hånd —, havde man ved hans ligfærd hørt hans' hustru sukkende beskylde sig selv for at have voldt sin mands død. Det være nu dermed som det vil,.vist er det, at Tiberius næppe endnu var landet i Illyrien, førend han ved et ilbud fra sin moder kaldtes hjem. Man véd ikke med vished, om Augustus endnu var i live eller allerede havde udåndet, da Tiberius kom til Nola; thi Livia havde besat huset og gaderne med skarp vagt og lod engang imellem glædelige tidender komme ud blandt folk; først da der var taget alle de forholdsregler, som omstændighederne krævede, fik man på én gang at vide, at Augustus var gået bort, og at Nero overtog regeringen.
>>>
|