Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
FØRSTE BOG. - II. Tiberius Nero Cæsar i året 14 e. Kr. f.
<<<
2. Augustus's ligfærd. Domme over ham.
7. I Rom så man imidlertid alle styrte sig under trældomsåget, både konsuler og senatorer og riddere; jo højere én stod i rang, des videre gik han i forstillelse og iver, og med ansigtet lagt i folder, der hverken røbede glæde over regentens bortgang eller altfor stor misfornøjelse med den nyes regerings-tiltrædelse, blandede de gråd med glæde, klage med smiger. Konsulerne Sextus Pompejus og Sextus Apulejus vare de første, som tilsvore Tiberius Cæsar lydighed og næst dem svor Sejus Strabo og Cajus Turranius, hin øverste for gården, denne for kornforsyningen, endelig senatet, soldaterne og folket. Tiberius lod nemlig alting begynde ved konsulerne, som om den gamle frihed endnu bestod og som om han betænkte sig på at optræde som hersker. Selv den skrivelse, hvorved han stævnede senatorerne til kuriet, udstedte han kun som ihændehaver af den ham under Augustus tillagte tribunmagt. Ordene i denne skrivelse vare få, og indholdet meget fordrings-frit: „Det var æresbevisningerne for hans fader — hed det —, han vilde rådspørge dem om, og han veg ikke fra liget; det var den eneste offentlige bestilling, han tiltog sig." Imidlertid var Augustus aldrig så snart død, forend han havde givet gardekohorterne løsenet som deres krigsherre; han havde skildvagter, drabanter og hvad der ellers hører til et hof; soldater ledsagede ham ind på torvet, fulgte ham ind i kuriet; han skrev til hærene, som om han allerede havde fået regeringen, og ingensteds havde han betænkeligheder, undtagen når han talte i senatet. Grunden dertil var især hans frygt for, at Germanicus, der rådede over så mange legioner, over store hjælpehære fra forbundsfællerne og stod i så høj yndest hos folket, skulde synes, det var bedre at have magten i eje end i vente. Desuden tog han hensyn til folkesnakken og vilde hellere synes at være kaldet og udvalgt af republikken end at have indsneget sig ved kvinderænker og en oldings udkårelse. Siden fik man øjnene op for, at, når han havde spillet den tvivlrådige, var det også for at komme til at se ind i de stores hjerter, thi det var hans vane at lægge en ond mening ind i andres ord og miner og gæmme dem hos sig.
8. I senatets første møde vilde han ikke have, at der måtte tales om andet end den sidste ære, der skulde vises Augustus. Dennes testament, som fremlagdes ved de vestalske jomfruer, indsatte Tiberius og Livia til hovedarvinger; Livia optoges i den juliske familie og fik navnet Augusta. Med udsigt næst efter dem havde han nævnt sine børnebørn og børnebørns børn og for det tredje samfundets første mænd, deriblandt mange, der vare ham forhadte, så han kun havde taget dem med af forfængelighed og lyst til at glimre for efterslægten. Legaterne overskrede ikke det almindelige mål, undtagen forsåvidt som han skænkede folket og almuen 43½ million sestertier, soldaterne i gardekohorterne hver 1000 sestertier, i bykohorterne 500, i legionerne og de af romerske borgere bestående kohorter 300 til mands.
Så blev der da rådslået om æresbevisningerne. Mest iøjnefaldende var et forslag af Gallus Asinius, at liget skulde føres ud ad triumfporten, og et andet af Lucius Arruntius, at titlerne på de love, han havde givet, samt navnene på de folk, han havde overvundet, skulde bæres foran. Messala Valerius vilde også have, at man årlig .skulde forny troskabseden til Tiberius, og da denne spurgte ham, om det var på opfordring fra ham selv, han var kommen frem med dette forslag, gav han til svar, at han havde gjort det af egen drift, og at han i hvad der vedkom det almene bedste, kun vilde følge sit eget hoved, selv med fare for at vække mishag. Anden måde var der nu ikke tilbage at smigre på. Som med én mund råbte „fædrene", at liget burde bæres til bålet på skuldrene af senatorer.
Cæsar lod det altsammen gå igennem, men ordnede egenmægtig udførelsen. Han påmindede i en kundgørelse folket om, at, som man i sin tid af overdreven kærlighed havde forstyrret gud Julius's bålfærd, således måtte man nu ikke forstyrre Augustuss ved at forlange, at kan skulde brændes på torvet, ikke på det dertil udsete sted på Marsmarken. På begravelsesdagen stode soldater opstillede som for at dække ligtoget, hvad der forekom dem højst latterligt, som selv havde oplevet eller af deres forældre hørt fortælle om hin dag, da trældommen endnu var ny, og man forgæves havde søgt at genvinde friheden, den dag, da diktatoren Cæsars drab syntes nogle den værste forbrydelse, andre den skønneste heltedåd. „Skulde det nu, sagde man, virkelig være nødvendigt, at en gammel regent, som længe havde haft magten, og ovenikøbet havde udrustet sine arvinger med stærke våben mod friheden, blev forsvaret ved soldaters hjælp, for at hans jordefærd kunde gå rolig for sig?"
9. Herved kom man også til at tale meget om Augustus selv. Mængden faldt i forundring over intetsigende omstændigheder, f. ex. at den dag i året, på hvilken han i sin tid havde fået magten, også var bleven den sidste dag i hans liv, og at han var død i Nola i samme hus og i samme værelse som hans fader Octavius. Også tallet på hans konsulater gjorde man meget væsen af: han havde jo beklædt ligeså mange som Valerius Corvus og Cajus Marius tilsammen. I samfulde syv og tredive år, sagde man, havde han haft tribunmagten, imperatornavnet (titlen af krigsøverste) havde han vundet en og tyve gange, og andre æresposter havde man tillagt ham mange gange eller opfundet fra ny af for hans skyld.
Oplyste folk derimod talte om hans liv og færd på forskellig måde, rosende eller dadlende. På den ene side sagde man: „Det var sønlig kærlighed og statens nød under den daværende lovløse tilstand, som havde tvunget ham ind i borgerkrig, og en sådan kunde hverken åbnes eller føres ved strængt lovlige midler. For at få hævn over sin faders mordere havde han gjort mange indrømmelser såvel til Antonius som til Lepidus. Efterat denne var sunken sammen i dvaskhed og hin druknet i vellyst, så var enevoldsmagten det eneste, som kunde råde bod på tvedragten i fædrelandet. Dog, det var hverken som konge eller som diktator, men under navn af regent, at han havde fået staten bragt i lave. Oceanet eller fjerne floder havde han gjort til værn for riget; flåderne, legionerne, provinserne, kortsagt alt havde han knyttet sammen til et hele; han havde øvet retfærd mod borgerne, mådehold mod forbundsfællerne, og selve hovedstaden havde han smykket med pragtbygninger. Kun i meget få tilfælde var han gået strengt tilværks, for at der iøvrigt kunde herske ro."
10. I modsætning dertil talte andre således: .,Sønlig pligt og statens tilstand havde kun været ham påskud; i.virkeligheden var det herskesyge, som havde ledet ham. Således havde han opægget veteranerne ved store gaver og, skønt endnu ganske ung og uden offentlig bemyndigelse, skaffet sig en hær, forført konsulens legioner og hyklet hengivenhed for det pompejanske parti; efter dernæst ved en senatsbeslutning at have tilrevet sig en prætors magt og myndighed havde han taget kommandoen over Hirtius's og Pansas tropper, da disse to vare ryddede af vejen måske af fjenden, måske også ved Cæsars svig, hvis det ellers var sandt, at der blev gydt gift i Pansas sår, og at Hirtius blev dræbt af sine egne soldater; derefter havde han tvunget senatet til at give ham konsulatet og vendt de våben mod republikken, som han havde fået til bekæmpelse af Antonius, og så kom den tid, da borgere domtes fredløse og jordegods uddeltes — forholdsregler, som ikke engang selve de mænd, der toge dem, havde fundet prisværdige. At Cassius og de to Brutus'er kun vare faldne som ofre for det fjendskab, han havde arvet fra faderen, det lod sig nok høre — skønt han burde have tilsidesat personligt nag for det almene bedste —; men Pompejus havde han skuffet med et skyggebillede af fred, Lepidus ved hyklet venskab; siden havde han lokket Antonius i fælden ved overenskomsterne i Tarent og Brundusium og giftermålet med sin søster og så ladet ham betale det svigefulde svogerskab med sit liv. Derefter var der ganske vist kommen fred, men en blodig fred: man havde oplevet Lollius's og Varus's nederlag, i Rom en Varros, en Egnatius's, en Julius's drab." Man skånede heller ikke hans huslige liv. „Han havde, sagde man, taget Neros hustru fra ham og så spurgt pontifex’erne (overpræsterne), som vilde han gøre nar af dem, om der fra religionens side var noget i vejen for, at hun giftede sig med ham, skønt hun var frugtsommelig og endnu ikke havde født. Hvorvidt var ikke Vedius Pollio gået i yppighed! og endelig Livia! hun havde været staten en hård moder, Cæsarernes hus en hård stedmoder. Han havde ikke ladet guderne beholde nogen æresbevisning for sig selv, idet han havde ønsket selv at have templer og gudebilleder samt præster, også særlige, til at besørge sin dyrkelse. Når han havde taget Tiberius til sin eftermand, var det ingenlunde sket af kærlighed til ham eller af omhu for det almene vel, men han havde opdaget hans hovmod og grumhed og så søgt sig ære i den værste modsætning." Så meget er vist, at Augustus få år iforvejen, da han igen af senatet forlangte tribunmagten til Tiberius, havde holdt en tale, hvori han vel i det hele roste ham, men dog, som for at undskylde ham, henkastede nogle dadlende ord om hans holdning, dragt og hele levevis.
>>>
|