Tacitus: Annales

<<<

3. Tiberius lader sig pånøde regeringen.

11. Da nu begravelsen på vanlig vis var fuldendt, tilkendte man den hedengangne et tempel og dyrkelse som en af guderne og vendte sig derpå med bønner til Tiberius.

Denne talte frem og tilbage på den ene side om rigets størrelse, på den anden side om sin egen ringe evne: „Alene gud Augustuss ånd havde mægtet at omfatte en så uhyre masse. Kaldet af ham til at dele regeringens byrder havde han selv af erfaring lært, hvor vanskeligt, hvor voveligt det var at have den hele at bære. Derfor skulde man i et samfund, der havde så mange udmærkede mænd at støtte sig til, ikke læsse alting over på én mands skuldre; når flere arbejdede sammen med hinanden, vilde det gå lettere med statens styrelse." Der var i dette sprog mere værdighed end ærlighed og pålidelighed. Tiberius plejede til alle tider selv i ting, han ingen hemmelighed vilde gøre af, at bruge svævende og dunkle udtryk, hvad enten det nu var ham medfødt eller det var blevet en vane hos ham; men nu da han netop gjorde sig umage for helt at dølge sine tanker, indhyllede han dem mere end ellers i ubestemthed og tvetydighed. Senatorerne, som intet frygtede så meget som at få udseende af at forstå ham, brøde ud i klager, tårer, bønner; de udstrakte hænderne mod gudernes statuer, mod Augustuss billede, ja mod Tiberiuss knæ; da lod han et skrift frembære og oplæse. Der gjordes deri rede for statens hjælpemidler, for mængden af borgere og forbundsfæller, der stode under våben, for tallet på flåderne, kongerigerne og provinserne, for størrelsen af skatter og afgifter (direkte og indirekte skatter), såvelsom også for de nødvendige udgifter og gaverne. Alt dette havde Augustus optegnet med egen hånd, og han havde tilføjet det råd ikke at udvide rigets grænser — måske af frygt, måske af misundelse.

12. Idet senatet nedlod sig til det laveste trygleri, kom Tiberius til at sige, at, kunde han end ikke magte statsstyrelsen i dens helhed, vilde han dog påtage sig omsorgen for hvilkensomhelst del deraf, man vilde lægge i hans hånd. Da siger Asinius Gallus: „Jeg spørger dig, Cæsar, hvad for en del af statsstyrelsen du kunde ønske, man skulde overdrage dig?" Tiberius studsede over dette uventede spørgsmål og tav et øjeblik stille, men fattede sig så og svarede, at hans følelse forbød ham at vælge eller vrage noget af det, som han helst så sig helt fritagen for. Gallus, som kunde se på ham, at han havde gjort ham vred, tog atter ordet og sagde, at han ikke havde gjort dette spørgsmål, for at Cæsar skulde dele, hvad der ikke kunde adskilles, men for at han ved sin egen tilståelse kunde overbevises om, at staten var et eneste legeme og måtte styres af én mands ånd. Han føjede dertil en lovtale over Augustus og mindede Tiberius selv om hans sejrvindinger som og om alt det udmærkede, han i så mange år havde udrettet hjemme. Dog fik han ikke dermed hans vrede mildnet, thi han havde længe været Tiberius forhadt som den, der ved sit giftermål med Marcus Agrippas datter Vipsania, tidligere Tiberiuss hustru, søgte at hæve sig over en simpel borgers stilling og dertil havde arvet sin fader Asinius Pollios stolte sind.

13. Derefter holdt Lucius Arruntius en tale, som næsten lignede Gallus's, og vakte ligeledes Tiberiuss mishag, thi vistnok havde denne ikke fra gammel tid af noget nag til ham, men på grund af hans rigdom, uforfærdethed og fremragende dygtighed samt det tilsvarende ry, han stod i, så han med mistænksomme øjne på ham. Da nemlig Augustus i sin sidste tid talte om, hvem der vilde kunne gøre fyldest på første plads, men ikke var villig til at indtage den, hvem der nok kunde ønske det, men ikke duede dertil, og hvem der både havde ævnen og viljen, havde han sagt, at Manius Lepidus havde dygtighed, men ingen lyst, Asinius Gallus var lysten derefter, men altfor svag, Lucius Arruntius manglede ikke ævne og, når lejligheden fræmbød sig, vilde det ikke fattes ham på mod. Med hensyn til de to første ere alle enige; istedenfor Arruntius nævne nogle Gnæus Piso. Alle med undtagelse af Lepidus bleve ofre for forskellige beskyldninger, som Tiberius opspandt imod dem.

Også Quintus Haterius og Mamercus Scaurus sårede hans mistænksomme sind, Haterius ved det spørgsmål: „Hvor længe vil du dog, Cæsar, lade staten være uden hoved?” og Scaurus ved den ytring, at man turde håbe, senatets bønner ikke vilde være frugtesløse, siden han ikke ifølge sin ret som tribun havde gjort indsigelse mod konsulernes indstilling. Haterius satte han strax skarpt i rette, Scaurus, som han nærede et mere uforsonligt had til, lod han være uden svar.

Træt af alles råben og enkeltes indtrængende opfordring, bøjede han lidt efter lidt af, dog ikke således, at han tilstod, at han vilde overtage regeringen, men han hørte idetmindste op at sige nej og lade sig bede. Haterius begav sig til paladset for at undskylde sig, og vist er det, at, da han kastede sig ned for Tiberiuss fødder, som denne gik frem og tilbage derinde, var han nær bleven dræbt af soldaterne, fordi Tiberius ved et tilfælde eller standset af hans hænder kom til at falde omkuld. Dog selv en sådan mands dødsfare rørte ikke Tiberius. Haterius måtte ty til Augusta, og først hendes indtrængende forbøn formåede at frelse ham.

14. I rigeligt mål ødslede senatorerne også smiger på Augusta. Nogle stemte for, at hun skulde have titel af „moder”, andre, at hun skulde kaldes „fædrelandets moder", og de fleste, at man til Tiberiuss navn skulde føje de ord „Julias søn". Tiberius svarede dertil, at „man burde holde måde med æresbevisninger mod kvinderne; han selv vilde vise samme mådehold i hvad der tillagdes ham"; men i virkeligheden ængstedes han af misundelse og så i en kvindes ophøjelse en ydmygelse for sig selv, og det var grunden til, at han ikke engang vilde have, at man gav hans moder en liktor, og da man vilde tilkende hende et adoptions-alter og andet deslige, satte han sig derimod. På den anden side forlangte han prokonsularisk magt til Cæsar Germanicus, og der blev afsendt nogle mænd, som skulde overbringe ham denne værdighed og tillige trøste ham i hans sorg over Augustuss bortgang. Når han ikke forlangte det samme til Drusus, var grunden den, at Drusus var udvalgt konsul og nærværende.

Som kandidater til præturen nævnte han tolv, det af Augustus fastsatte tal, og da senatet opfordrede ham til at øge det, svor han på, at han ikke vilde overskride det. 15. Ved den lejlighed var det første gang, at valgretten fra Marsmarken overførtes på senatet; thi om end regenten (fyrsten) hidindtil havde rådet for de vigtigste valg, vare dog endnu enkelte blevne afgjorte ved folkets frie afstemning. Folket indskrænkede sig til ørkesløse klager over tabet af sin ret, og senatet holdt gerne på den, da det derved slap for at købe eller ydmygt trygle om stemmer, tilmed da Tiberius ordnede det således, at han ikke vilde anbefale flere end fire kandidater, som så skulde vælges uden afvisning og følgelig ikke behovede at hværve stemmer.

På samme tid bade folketribunerne om, at de selv måtte bekoste lege, som skulde indføres i kalenderen og efter Augustuss navn kaldes Augustuslege. Men det bestemtes, at pengene dertil skulde tages af statskassen, og at tribunerne i cirkus måtte optræde i triumfdragt; at køre i triumfvogn fik de ikke lov til. Siden blev besorgelsen af disse lege overført på den prætor, som havde at domme borgere og fremmede imellem.

>>>