Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
FØRSTE BOG. - II. Tiberius Nero Cæsar i året 14 e. Kr. f.
<<<
4. De pannoniske legioners opstand: Percennius, Vibulenus.
16. Således stod det til i hovedstaden, da oprørsånden greb legionerne i Pannonien uden nogensomhelst anden grund end den, at regentskiftet syntes at give frit spillerum for uroligheder og sikkert håb om rigeligt udbytte af en borgerkrig.
I sommerlejren lå tre legioner sammen under Junius Blæsus's kommando. Denne havde på efterretningen om Avgusts død og Tibers regeringstiltrædelse af hensyn til landesorgen [eller den almindelige glæde] ladet indtræde en standsning i de sædvanlige arbejder. Fra det øjeblik af begyndte soldaterne at blive kåde og urolige, at lytte til de sletteste personers ord, endelig at få lyst til udskejelser og lediggang og lede til stræng orden og arbejde.
Nu var der i lejren et menneske ved navn Percennius, tidligere formand for en bande theaterklappere, siden menig soldat. Denne kådmundede karl, der ved sin virksomhed for skuespillerne havde lært den konst at vække lidenskaberne i en forsamling, begyndte at bearbejde de uerfarne, der vare i tvivl om, hvorledes det nu efter Avgusts død vilde gå med krigsfolket, idet han om natten gav sig i snak med dem én for én, og når det lakkede ad aften og de skikkeligere havde fjærnet sig, samlede han de værste om sig. 17. Tilsist, da der i det hele var vakt stemning for et oprør og der derhos nu var dem, som hjalp med til at få et sådant i gang, så trådte han op som en general, der søger at opflamme sin hær, spurgte og sagde: „Hvorfor skulde de som trælle gå her og lystre nogle få centurioner, endnu færre tribuner? Nar vilde de vel få mod til at kræve ændring til det bedre, hvis de ikke nu, da regenten var ny og endnu ikke sad rigtig fast i sadlen, henvendte sig til ham med bønner eller med våben i hånd? Det var galt nok med den fejghed, de nu i så mange år havde vist: treti til firti års tjeneste havde de døjet, så de nu vare gamle mænd, ja for største delen krøblinge. Selv ikke de, som havde fået hjemlov, vare færdige med krigstjenesten, men holdtes fræmdeles under fanen og måtte døje de samme møjsommeligheder under et andet navn. Og hvis der var dem, der overlevede så hårde prøvelser, slæbtes de endda bort til fjærne egne for der at få fugtige moser eller råt bjergland, som gik under navn af agerjord. Krigstjenesten var sandelig i sig selv hård nok og kastede ikke meget af sig: til ti as om dagen vurderedes sjæl og krop; af den sum måtte de bestride udgiften til klæder, våben og tælte, den måtte de tage til for at købe sig fri for centurionernes mishandlinger og de arbejder, tjenesten pålagde dem. Derimod, hug og sår, stræng vinter, udmattende somre, blodig krig eller gold fred ? alt sligt var der slet ingen ende på. Det eneste, der kunde hjælpe, var, at man ikke indtrådte i hæren uden på visse vilkår: de skulde have en denar hver i lønning; det sextende tjenesteår skulde være det siste; derudover måtte de ikke holdes under fanen, men i selvsamme lejr skulde deres belønning udbetales dem i rede penge. Gardekohorterne, som fik to denarer til mands, som gengaves deres hjem efter sexten års forløb, måtte de udsætte sig for flere farer? Han og hans kammerater vilde ikke tale nedsættende om vagttjenesten i hovedstaden; men de stode ligeoverfor vilde folk og havde fjenden for øje fra deres tælte."
18. Støjende gav mængden sit bifald og opæggedes endmere på forskællige måder: nogle pegede med harme på mærkerne af de hug, de havde fået, andre på deres grå hår, de fleste på deres forslidte klæder og nøgne kroppe. Tilsist kom de så vidt i raseri, at de talte om at smælte alle tre legioner sammen i én. Gensidig skinsyge bragte denne plan til at strande, ti hver især vilde have den ære for sin legion. De gå da en anden vej og stille de tre ørne og kohorternes faner sammen; dertil begynde de at samle græstørv og opføre en tribune (forhøjning), for at deres samlingssted kunde falde des mere i øjnene. Som de vare i fuld gang dermed, kom Blæsus til, skændte på dem og søgte at holde snart den ene snart den anden tilbage: „I skulde hellere, råbte han højt og lydelig, dyppe eders hænder i mit blod! Det vil være en mindre forbrydelse, om I nedhugge eders legat end om I falde fra eders krigsherre; enten bliver jeg i live og vil da holde legionerne til deres pligt, eller jeg lader mig myrde og fræmskynder derved eders anger."
19. Ikke des mindre bleve de ved at bære græstørv til, og dyngen var allerede voxet så stærkt, at den nåede en mand lige til brystet, da de omsider måtte bøje sig for Blæsus's urokkelige fasthed og lode deres forehavende fare. Med snild veltalenhed forestillede han dem, at det ikke var ved mytteri og optøjer, at soldaternes ønsker burde fræmbæres for Cæsar: "Soldaterne i ældre tider, sagde han, havde aldrig stillet så uhørte fordringer til de gamle hærøverster, ikke heller de selv til gud Augustus; det var ikke en tid at øge regentens sorger på nu strax ved hans tiltrædelse. Dog, hvis deres hu stod til under fredelige forhold at gribe efter, hvad ingen nogensinde havde forlangt ikke engang efter en sejr i en borgerkrig, hvorfor vilde de da tværtimod deres lydighedspligt, tværtimod krigstugtens hellige bud gå voldelig tilværks? De skulde udnævne sendemænd og give dem fuldmagt i hans nærværelse." De råbte alle, at Blæsus's søn, krigstribunen, skulde besørge dette ærinde og forlange hjemlov for soldaterne efter sexten års tjeneste; hvad de ellers havde at fordre, vilde de tale om, når først dette punkt var indrømmet.
Efterat den unge Blæsus nu var taget bort, var der nogenlunde ro, men soldaterne pralede af, at det var blevet legatens søn, der skulde tale på alles vegne, ti det viste jo tydelig nok, at de ved skrap optræden havde tilnødt sig, hvad de ikke vilde have opnået ved at holde sig tilbage.
20. Imidlertid skete følgende. Inden oprørets udbrud vare nogle manipler (delinger) blevne sendte til Nauportus for at bygge veje og broer og udføre andre nødvendige arbejder. Aldrig såsnart fik disse at høre om urolighederne i lejren, førend de brøde op og plyndrede de nærmeste landsbyer, ja selve Nauportus, som var et slags municip. Centurionerne, som søgte at holde dem tilbage, forfulgte de med hån og skældsord, ja slog tilsist løs på dem. Især ytrede forbitrelsen sig mod lejrøversten Aufidienus Rufus: de rive ham ned af hans vogn, læsse bagage på ham og drive ham afsted foran toget, medens de atter og atter spottende spørge ham, om det ikke var fornøjeligt at bære så tunge byrder, at marsjere så lange veje. Sagen var, at Rufus, der længe havde tjent som menig og siden var bleven centurion, derefter lejrøverste, søgte at indføre den gamle strænge krigstjeneste; selv var han jo gammelvant til slid og slæb, og jo mere han selv havde døjet, des hårdere var han mod andre.
21. Ved disses komme fornyes oprøret; man gav sig til at strejfe om og plyndre det omliggende land. Blæsus lader enkelte pågribe, især sådanne som vare mest belæssede med bytte, og befaler at piske og fængsle dem til skræk og advarsel for de andre; ti dengang lystredes legaten endnu af centurionerne og de bedste blandt de menige. De pågrebne sætte sig til modværge, da man slæber afsted med dem, klamre sig til de omståendes knæ, nævne snart den eller den kammerat, snart den centurie, den kohort, den legion, de hver især tjente i, og råbe, at samme skæbne havde alle at vænte. Derhos tildænge de legaten med skældsord, kalde himlen og guderne til vidne og glemme intet, som kunde vække had, medlidenhed, frygt og forbitrelse. Alle som én løbe til, bryde fængslet op og løse fangerne: selv rømningsmænd og dødsdømte optage de iblandt sig.
22. Stærkere blussede nu ilden op, oprøret fandt flere førere. En menig soldat ved navn Vibulenus lod sig foran Blæsus's tribunal løfte op på de omståendes skuldre og råbte midt i denne oprørte forsamling, der var spændt på, hvad han vilde gøre: „I have nu, sagde han, gengivet disse uskyldige og højst ulykkelige mennesker lys og luft, men hvem giver igen min broder livet og mig min broder? Han blev sendt til eder fra den germaniske hær for at tale med eder om fælles bedste, men siste nat knækkede han der halsen på ham ved sine gladiatorer, som han holder og væbner til soldaternes ulykke. Svar mig, Blæsus, hvor har du kastet liget hen? Selv fjender nægte dog ikke de faldne en grav. Når jeg får dulmet min smærte med kys og tårer, så lad du kun også mig myrde, kun at disse mine kammerater må få lov til at begrave os begge, siden vi jo ikke have måttet bøde med livet, fordi vi have gjort os skyldige i nogen forbrydelse, men blot fordi vi have taget os af legionernes tarv."
23. Disse ord gav han større eftertryk ved gråd og slog sig i det samme med hænderne for bryst og pande. Derefter skød han dem tilside, som bare ham på deres skuldre, sprang ned, krøb hen nu for den enes, nu for den andens fødder og vakte derved så stort røre, at en del af soldaterne tog og bandt gladiatorerne i Blæsus's tjeneste, en del ligeledes hans øvrige tyende, medens andre styrtede ud for at lede efter liget. Var det ikke hurtig blevet bekendt, at der slet ikke var noget lig at finde, at slaver under pinsler nægtede mordet, og at Vibulenus aldrig havde haft nogen broder, så kunde de nær have gjort det af med legaten. Alligevel joge de tribunerne og lejrøversten bort og udplyndrede dem, da de flygtede; desuden dræbte de centurionen Lucilius, ham, soldatervittigheden havde givet øgenavnet „Hid med én til", ti når han havde knækket en stok paa en soldats ryg, plejede han med skingrende røst at forlange én til og så igen én til. De andre undslap ved at søge skjul, og den eneste, de holdt tilbage, var Julius Clemens, der for sit hurtige hoveds skyld syntes at egne sig til at røgte soldaternes ærinde. Ja., ottende og fæmtende legion stod endog paa nippet til at drage sværdet mod hinanden, idet den førstnævnte forlangte, at en centurion med øgenavnet Sirpicus skulde dø, og den fæmtende tog ham i forsvar; men soldaterne af niende legion lagde sig imellem med bønner og, da disse ikke agtedes, med trusler.
>>>
|